Første indtryk

DAG 1

”So have you been to Freetown before?” spurgte jeg herren der stod i køen ved siden af mig på vej ud af flyveren. ”Ohh, yes I have” svarede han med en britisk accent. Jeg spurgte ham om man skulle gå langt for at komme hen til helikopteren der transportere en ind til selve Freetown.
”Ohh, the two helicopters has been grounded. You see the motor broke down in one of them and the other occationaly spit fire, so’ll you have to take the ferry.”

Aha, jeg havde hørt historier om hvordan ingen ellers tog den færge, og jeg forstod godt hvorfor da jeg stod på dækket af noget der lignede en kasseret færge der i sin tid sagtens kunne have sejlet mellem fastland og en eller anden lille ø i Danmark. Den var selvfølgelig totalt pakket med ragl og kradt, selv piloterne der lige havde landet en flyver til flere millioner blev nød til at tage færgen. Selve turen gik upåklagelig og egentlig var det det hele værd for at få den lille bid af kultur der udspillede sig på dækket. Der var folk der faldt i søvn nærmest hvor de stod, der var en flok unge der mest af alt lignede nogle der var på vej til fest, der var en fest inde i en bil hvor der sad tre fjantede tøser og dansede til noget ragea, og selvfølgelig var der damen der gik rundt og solgte æg til sultne passagerer.

På kajen blev vi pænt modtaget af Tomas Fortune og Abdul en lokal taxa chauffør fra Masanga. Vi fik bakset bagagen ind i bilen mens en flok på cirka 7-10 mennesker begyndte af samle sig om et skænderi mellem Peter, Tomas og en fyr der krævede alt for mange penge for at hjælpe os af færgen med al vores bagage. Men de løste det med hjælp fra Tomas der er lokal og udmærket ved hvornår hans landsmænd prøver at snyde og hvad der er fair betaling.

Turen fra havnen til hotellet bød indsigt hvor lidt der skal til for at give folk tag over hovedet. Over alt var der bygget huse af de mest mærkeligste ting, alt lige fra kasseret træ til blik plader lappet sammen på må og få ped pap stykker som et pacthwork af farver og former. Mit indtryk af byen er meget beskidt og lidt anspændt stemning. Jeg var glad for at jeg sad inde i bilen ikke vadede igennem downtown i mørke med min rygsæk og prøvede at finde et sted at sove. Jeg tror at det godt kunne være en fin nok by at bo i hvis man kendte dens kutymer og den områder, men ikke som fremmed om natten.

DAG 2

Dagen efter rushede vi op Peter, Tomas og jeg, for at holde møde med Christine fra MSF. Hun var en af den type mennesker hvor man ved at der ikke er noget pis. Hun var utrolig klog på Sierra Leone og vidste godt at hvordan man skulle gebærde sig. MSF Holland er ved at trække sig ud af Sierra Leone, da der ikke længere er krig og de ikke er arbejder for længere varende udvikling men kun nødhjælp. På mødet fik vi i stand at vi godt kunne ansætte deres sygeplejersker når de trækker sig ud og at vi kunne få et par af deres biler. Det var fantastisk og jeg fik en fornemmelse af at der i virkeligheden ikke skal mere til for at starte noget. Det er ikke så svært det her, det kræver bare lidt åbenhed og initiativ. Jeg er begyndt at glæde mig til at jeg skal til MSF i Magburuka og lære hvordan de håndtere deres logistik og administration.

Efter et stop hos en mekaniker der skulle sælge os en pumpe gik turen til PC skolen i Freetown. Min opgave var at tage billeder af stedet så jeg nåede ikke at snakke så meget med Foday Freetown som vi kalder fyren der vil starte skolen. Han har nu ventet et år på at vi sendte ham de computere som vi havde lovet ham som tak for hjælpen i Masangas start fase. Han var en energisk lille fyr som entreprenører som regel er. Vi så første salen af hans hus som det oprindelig var meningen skulle huse skolen, men som nu var blevet lejet ud. Anden salen var under konstruktion, eller hvad man kalder det når taget bliver opretholdt af bambusagtige pinde fordelt ud over hele etagen med ca en meter imellem hver.. Imponerende, og jeg håber at han får bygget det op så vi kan få gang i PC skolen. Det er meningen at han skal åbne en Netcafe som han kan tjene penge på og at vores personale skal have kurser i basal brug af computere og på den måde få gang i uddannelse. En ting er at bygge et hospital, men på længere sigt bliver der også nød til at være uddannelse involveret.

Endelig kom turen til Masanga Hospitalet. Det var noget af det største jeg nogensinde har oplevet. Da vi kom ud af Freetown og stoppede i de mindre byer kom gadesælgerne vanen tro hen og prøvede at sælge alt muligt crap fra opladere til mobiler til stickers med ”God is great” til frugt i alle former og farver til mælke lignende substanser i plastikposer. Men som vi kom nærmere og nærmere Masanga by begyndte folk at sige thank you når de kom op til bilen. Først var det lidt mærkeligt, for jeg havde ingen anelse om hvorfor de sagde det. Indtil at det gik op for os at de vidste hvem vi var fordi rygtet havde spredt sig. I en lille lerhytte landsby kom der tre damer pludselig styrtende i deres farvestrålende tøj og begyndte af synge af os mens de små drenge løb hen til bilen for at sige hello og trykke os i hånden. Det var meget beærende og allerede der var det enormt berørende selvom vi ikke havde nogen anelse om hvad vi havde i vente. For pludselig kunne vi for enden af vejen se at den var helt proppet med mennesker i farvestrålende tøf. De begynde at huje da de så os og en gruppe kvinder på 10-15 stykker vil jeg tro begyndte at opføre en dans for os der langsomt bevægede sig en i mod bilen. Chaufføren sad med et lumsk smil på, som jeg tolkede som -det her havde i nok ikke regnet med hva! Et kæmpe optog tog form og da vi steg ud af bilen blev vi mødt af et hav af håndtryk og how are you og happy you are here og nice to meet you. Jeg spurgte senere Tomas hvad det var for en sang som alle kvinderne sang til os og han fortalte mig at det var en gammel takke sang. Tak fordi i kommer og reder os tak fordi i hjælper os. Alle skolens ca 40 elever på 6-7 år gik ved siden af os mens de opførte en sang med tromme spil til, og senere var de alle helt vilde for at holde os i hånden og gå med os hele vejen op til hospitalet. Det er jo ikke til at stå for sådan nogle små pus der kommer hen og lidt nervøst tager en i hånden, mens de lidt større stod med kæmpe smil på og fulgte os på vej. BLING! Der gik lyset ud på mit værelse, jeg har lige tændt et stearin lys og skriver resten i dets skær. Jeg ved ikke hvor mange mennesker der var men jeg vil skyde op at der var omkring 350-400. Da vi kom op til hospitalet kunne jeg læse banneren de havde lavet hvor der stod ”Dr Peter the entire staff welcome you and your freinds to Masanga”, og optoget begynde at danse rundt ude i gården. Efter noget tid var det på skulle tage billeder af høvdingene for det er åbenbart en eller anden tradition. Der efter bad vi to bønner først en for ledt af muslimerne og så en af de kristne. Der var ingen sure miner eller skæve blikke men derimod en forståelse for at de to religioner er repræsenterede og at der lå en gensidig respekt i mellem dem. Så blev der holdt taler og det hele sluttede med at Peter hev os op foran hele skaren en for en og præsenterede os. Oven i alle de foregående indtryk var dette her også en meget stærk oplevelse, det føltes næsten som at blive døbt igen - denne gang ind i Masanga familien. ”This is Morten” og så klappede alle og smilede og sagde helo helo helo. ”He is going to help with logistics, and getting continers out here” og så klappede de og hujede de igen helt vildt og alle høvdingene kom hen til mig og sagde welcome. Så holdt høvdingen en lang tale, som jeg ærligtalt ikke kan huske. Men det står ret tydeligt for mig at han sagde at hele landsbyen og de omkringliggende landsbyer var enormt glade for at vi var kommet. Men de var alle sammen fattige og havde ikke noget at give os som symbol på hvor glade de var for at vi var kommet. Det eneste de kunne var at vise deres glæde ved at lave det her optog og håbe på at det hjalp os til at gøre vores arbejde endnu bedre. Det må man sgu sige at det har gjort. Der er meget høje forventninger til projektet. Fantastisk!

Vi var i kirke i morges, for at viser vores respekt over for deres religion. Her ude er den religion der bliver prædiket næstekærlighed. Først var der en skaks søndagsskole med og Tomas var oppe på talerstolen for a lede en diskussion som kom ind op misundelse, håb, tro, meningen med livet og det virkede meget godt. Det er en meget anderledes kirke gang, hvor der er meget mere deltagelse, og hvor budskabet kommer længere til befolkningen ud syntes jeg. Jeg mener at religion kan få det bedste og det værste op i folk og det er fantastisk at være omgivet af mennersker hvor religionen virkelig giver dem et drive. Det her sted var før borgerkrigen helt unikt fordi det var faciliteter for de spedalske der ellers var udstødt af samfundet. At være udstødt er lig med den ensom sulte død, men her kunne de spedalske komme ind, blive behandlet og få et erhverv. Efter opholdet kunne de komme hjem og kunne forsørge sin familie. Genialt! Derfor står det her sted for mange Sierra Leonere som den ypperligste good will, og af samme grund var der en var enormt hårdt for mange mennesker da RUF besatte Masanga. Under krigen blev Masanga brugt som base, og der skete mange henrettelser her ude.

DAG 6

Tomas og jeg er begyndt vores arbejde. Min opgave er at være logistiker og jeg følger Tomas rundt og ser hvordan han gør det job. Den ene del af det er at sørge for at man hele tiden er med på hvad der sker på hospitalet og sørge for at tingene hænger sammen. Tømmer gruppen er i gang med af istandsætte de lokaler der skal bruges til børneafdelingen. Så skal vi sørge for at de har de materialer de skal bruge, samtidig med at vi tænker videre over hvad de skal til næste gang så vi kan koordinere det med de overordnede planer for hospitalet. Vi har prioriteret hvad hvor vi vil hen med hospitalet, og prøver på en eller anden måde at bevæge os der hen i små skridt. Det første er at åbne børneafdelingen, som egentlig er mere en semi-børneafdeling fordi vi kun kan indlægge patienter vi kan se bliver bedre hvis de er her i tre dages tid. Dem der skal i akut behandling må vi køre ind på det nærmeste hospital så de kan tage sig af dem. Senere hen vil vi udvide børneafdelingen når vi har en budget til at betale en doktor der kan tage sig af dem. Det har vi desværre ikke endnu, og det er det der holder os tilbage for at lave en rigtig afdeling hvor patienter blive indlagt over længere tid. Derefter skal vi til at lave et køkken som vi håber på kan lave mad til børnene og lave en skaks folkekøkken til de 100 mennesker der hver dag kommer for at blive behandlet på den akutte klinik. Samtidig skal vi sørge ffor at de andre danskere har alt hvad de skal bruge for at gøre deres arbejde, og at tingene sker i den rigtige rækkefølge. Tomas har en filosofi som går på at det er vigtigt at holde humøret oppe når der bliver arbejdet hårdt.Så vi prøver at arbejde for at der er en rigtig god stemning på hospitalet og at folk har det godt mens de knokler røven ud af bukserne.

Den anden del af arbejdet er at skaffe de ting som skal bruges til de forskellige projekter der kører på hospitalet. Det er nemmere sagt end gjort. Her fungerer det selvfølge ikke lige som i Danmark. Jeg ved godt at det er et kliche men det er fandme rigtigt. Når vi skal skaffe medicin, gør vi det igennem de lokale apoteker, som skal distribuere medicinen i provinsen. Og selvfølgelig er de der aldrig når man skal købe medicin af dem. Første gang vi skulle snakke med Mister Bainga blev vi nød til at gå igennem landsbyen for at spørge sos frem til hvor han var. Da han endelig dukkede på virkede det som om at det var en ulejlighed for ham at vi ville købe hans vare. Hamusa som er den anden apoteker gav os i dag en lang tale om at det var for meget det var at vi kom den ene dag og bad om priser på en hel masse medikamenter og den næste dag kom for at købe nogle helt andre. Da han så var færdig med at brokke sig viste der sig at han havde næsten alle de medikamenterne vi søgte alligevel, så det var i virkeligheden nok bare for at brokke sig lidt og måske for at vise at han var altså en stor mand fordi han er apoteker. Det mærkelige ved det her er at de her to ved udmærket godt at Masanga er ved at genåbne, og at hvis vi køber al vores medicin af dem gør vi dem rige, men det afspejler sig overhoved ikke i deres attitude over for os. Det går mig egentlig ikke på, jeg kan meget nemt leve mig ind i den her måde at handle og omgås med andre folk på. Men det kan jo selvfølgelig godt være at det stadigvæk er fordi det hele er nyt og at jeg bliver træt af det senere. Hvem ved det må tiden vise.

Vores pumpe er gået i stykker og derfor havde vi et møde med en ingeniør som vil give os et tilbud på en ny. Han er en rigtig fin fyr der har hjulpet os førhen. Han er sådan en stor sort smilende bamse der sidder bag ved sit skrivebord. Da vi havde snakket om pumpen spurgte vi ham om han vidste noget om Solenergi og han mente at det var noget om at Unicef uddeler solenergi systemer til projekter. Derfor tog vi over til United Nations bygningen og fik fat i Unicef manden der står for det. Jeg rystede en anelse i bukserne da vi blev ledt ind gennem bygningen fordi alting var så officielt og ordentligt. Men Tomas var helt cool omkring det, og lagde tingene ud som de var: Vi kunne godt tænke os sol energi, fordi vi genopbygger et hospital som koster urimeligt mange penge at køre på en generator der køre på benzin. Og manden bag skrivebordet, som ER et hot shot på grund af hans stilling, lænede sig bare tilbage og sagde at selvfølgelig skal vi da have solenergi. Det var dog ikke sikkert at UNICEF kunne donere den, for det skulle anbefales af den lokale District Medical Officer (DMO). Man hvis han ikke ville det, kunne de godt hjælpe os med at få den rigtige pris et andet sted. Nå nå nå nå, så måtte vi da nok hellere snakke med ham om det. En DMO er i Sierra Leone en person der er højt på strå fordi han har enormt meget magt fordi han står for distribution af medicin og alle beslutninger i hospitals sammenhæng skal gå igennem ham. Altså endnu en stor mand, men han viste sig at være en helt fin person som åbenbart havde et forhold til Masanga og han lovede os at han gerne ville hjælpe os men at vi desværre ikke var i hans distrikt. Vi blev dog enige om at han måtte komme ud og se de fremskridt der er sket her ud. Han sender en delegation her ud på tirsdag og se hvad der er der bliver gjort her ude. Det bliver spændende at høre hvad de har at sige om stedet men jeg tror at de vil kunne lide det. Der er ikke så mange andre steder hvor der er hospitaler hvor folk kan blive behandlet næsten gratis. Det koster kun 1 dansk krone at blive behandlet. Men snarest muligt skal vi have et møde med Dr. Wuri som er den lokale DMO. Jeg håber at det kommer til at køre for den største udgift, endnu større end medicin, er at tænde den skide generator.

DAG 7

Jeg sidder og skriver i skæret fra min lommelygte fordi strømmen er blevet slukket for i aften. I dag havde jeg min første drug run, hvor jeg tog ind til den Magburuka og hentede medicin alene. Det er mærkeligt at man kan få optur over kun at køre en jeep gennem junglestien ind til den byen og støve de personer op man skal købe medicin af. Men det fik jeg, for det var fedt. Det er selvfølgelig røv besværligt men det er på en måde også det der gør det sjovt. Da jeg fandt farmaceuten Hamusa havde han problemer fordi hans chefer fra Freetown var uanmeldt kommet for at inspicere det hospital han arbejder på. Men jeg fik ham alligevel til at bruge 15 min med mig så jeg kunne finde ud af hvilke stoffer han kunne skaffe og hvilke jeg skulle ud og lede efter i byen. Så jeg måtte tage ud til Mister Malan som kører et apotek der ikke er stats ejet, men som dog sælger anerkendte medikamenter. Han havde hvad jeg skulle bruge. Det var en spæd start men det var fedt at vende tilbage til Mister Patrice som står for medicinen på Masanga og sige at jeg havde fundet det han skulle bruge. Det er små ting men det virker.

Vi har fået svar fra Tandlæger Uden Grænser (TUG), og det viser sig at de gerne vil samarbejde om at bygge en klinik på Masanga. Det er utroligt fedt for der er nærmest ingen tandpleje her ude. De har skaffet os tre tandlægestole og borer udstyr! Det betyder at vi kan begynde at renovere de lokaler der engang blev brugt som kan bruges. Så laver vi sgu en tandlægeklinik! (hvis der er nogen der kender nogle tandlæger der har lyst til at arbejde frivilligt her nede....)

DAG 10
I dag har jeg været nede på lageret sammen med Doktor Else og påbegyndte arbejdet med at sortere alle de medicinske ting der er kommet her ned. Hun var med der nede for at lære mig hvordan man adskiller forskellige hospitals dimser og dingenoter. Nu kan jeg skelne hvad der bruges til urologi, gastorntronomi, OP, urologi og hvad faen det nu hedder alt sammen. Men hele lageret er nu totalt eksploderet, og jeg mangler nu alt det kedelige arbejde med at tælle det hele, sætte det i system på hylderne og at notere hvad der er hvad. På et eller andet tidspunkt kommer der overblik hvad der er her nede og hvad vi skal have sendt her ned.

I går spillede vi søndags volleyball med nogle af de andre ansatte og nogle fra byen. Det var en spændende kamp, på trods af jeg ikke forstod et klap af hvad de råbte til hinanden. De går sgu op i det med liv og sjæl, og så er der meget pres på. Men det gik. På et tidspunkt troede jeg sgu der ville gå ild i mine sko så varmt var der.


Dag 15 Unødig spænding

Jeg var nede på lageret og arbejde her i går. Der ligge en masse rod der nede, og i det bagerste mørkeste hjørne skulle jeg fjerne en masse plader som skulle et andet sted hen. Jeg er ikke særlig glad for kryb, og fra under en af pladerne kommer der selvfølgelig en stor grim en frem og begynder at løbe hen i mod mig. Med et skrig som jeg mener ikke klæder mig særlig godt springer jeg tre skrid tilbage. What to do? Jeg havde ikke særlig meget lyst til at gå tilbage til den, men på den anden side ville jeg heller ikke have det godt med at skulle anerkende et nederlag til et skide kryb. Så jeg prøver igen, denne gang bevæbnet med en kost som endte med at kvase den lille sorte djævel. Stolt over at have vundet krigen mod krybet fejer jeg den op på et stykke pap, og stiller mig uden for en sejers smøg.

”That is a bad bad one, where did you find it?” spørger Brema mekanikeren som kort efter kommer forbi. ”How bad is bad?” Ja, ham mente nok at den var dødelig. En anden mente bare at man gik i kramper, og at man skulle have hjælp med det samme. Der var en der mente at den bare gjorde rigtig rigtig ondt men at den dog ikke var dødelig. Men alle dem der så dem havde den samme reaktion: ”Uhhhh, thats bad”. Brema fortalte mig senere om hans holdning til lageret: ”When I’m in there I know there are enemies around, so i prepare for war. Always enemies around and I’m ready”


Freetown

Vi er nu taget til Freetown for at slappe af og sende Doktor Peter hjem til Danmark. Vi er paa et rigtig hyggeligt hotel med udsigt over hele byen. Og saa er der endda internet i receptionen!

---

---