Advertisement
Published: February 21st 2008
Edit Blog Post
Afslapning på færgen
Susanne, Lea, Sarah og Julie på færgen fra Lungi til Freetown Her kommer mit foerste indlaeg. Det er skrevet for ca en uge siden.
Ankomsten Vi ankom til Sierra Leone sidste fredag (1. februar) kl. 19.00 efter en 12 timers tur fra København over Bruxelles og Dakar. Det første, der slog mig, da jeg kom ud af flyet, var varmen. Det var ca. 30 grader varmt og meget fugtigt. Da vi kom ind i ankomst terminalen mødte der os en hær af ansatte. Mænd i orange veste, der for 2000 Le (4 kr.) hjalp med bagage, politifolk med maskinpistoler, der stod og var vagtsomme, og så ellers en masse andre personager, som ikke have en helt indlysende funktion. Alt i alt virkede det som om der var flere ansatte end der var tilrejsende. Det kunne desværre ikke sikre os mod bortkommen bagage. Julie, en af de medicinstuderende, måtte, efter lang tids venten, erkende at hendes bagage ikke var kommet med flyet. En meget ærgerlig start på et 4 måneders langt ophold.
Efter vi havde læsset bilen, var sejlet over til Freetown med en oldgammel færge og havde fået noget at spise, fandt vi vores hotel.
Søndag startede dagen ud med at vi delte os i to grupper. Den ene
Hovedgaden
Hovedgaden i Freetown. Læg mærke til pigerne med kulkurvene på deres hoveder gruppe bestod af Peter (formanden for Masangas venner og læge), Julie, Susanne (medicinstuderende), og vores musiker/filmhold. Musiker/filmholdet var taget herned for at optage en musikvideo og to dokumentarfilm. Det bliver spændende at se hvad der kommer ud af det. Hvis I hører noget om det derhjemme, må i meget gerne fortælle mig om det. Den anden gruppe bestod af Poul (Lions-mand), Sarah (medicinstuderende), Lea (volontør), Thomas Fortune (hospitalets manager), Erik og jeg. Vi fik den herlige opgave at skulle proviantere hvilket vi gjorde i et supermarked som man sagtens kunne have fundet derhjemme. Da vi havde provianteret og de andre havde sluttet sig til os, begyndte turen mod Masanga.
Det var en fantastisk modtagelse vi fik, da vi ankom til Masanga. Overalt var der mennesker, der dansede, sang og var glade. Alle ville hilse på os, og børnene nærmest kæmpede om at få lov at holde os i hånden. Alt i mens dette stod på, gik vi langsomt op igennem landsbyen mod hospitalet og dets port.
At se porten for første gang var noget helt specielt for mig. Indtil nu havde Masanga Leprosy Hospital kun været noget jeg havde hørt om og set billeder fra. Men nu var jeg
Motor ring 3?
En af de to hovedveje ud af Freetown. Der var ca. trafikprop fra 8 morgen til 10 aften her selv. Så hospitalets port, dets bygninger og alle de glade mennesker omkring mig. Det var noget jeg havde set frem til, og jeg blev bestemt ikke skuffet!
Efter vi var kommet ind på hospitalets grund gik turen op mod hostellet. Mit hjem de næste 4 måneder. Da vi kom derop, stod alle høvdingene fra området og ventede på os. Der blev holdt taler og sunget for os. Talerne var lettere umulige at høre på grund af alle de mennesker, der var samlet omkring os, men de handlede vist alle om hvor glade folk var for at se ”doctor Peter and his friends from Denmark.” Efter at der var blevet talt og sunget for os, stod den på fest og dans. At selv jeg var ude og danse, og ikke skilte mig ud fra de andre, siger en del om den måde folk danser på hernede.
Søndag blev vi vist rundt på hospitalet. Det er virkelig mærkeligt at gå rundt mellem ruinerne af de gamle hospitalsbygninger, der for kun 11 år siden husede et fuldt operationsdygtigt hospital. Men det er ikke kun materielle ødelæggelser vi støder på hernede. Det er nogle helt sindssyge historier man hører fra folk:
Ankomsten
Her er et udsnit af alle de folk, der tog imod os da vi ankom til Masanga En har fået hældt kogende vand og blade ud over sig for at kurere en ”mærkelig” sygdom, som viste sig at være spedalskhed. En anden har fundet sin mor dræbt, skudt gennem hovedet mens hun prøvede at flygte fra rebellerne. Udover historierne, er der alle de fysiske ofre fra borgerkrigen. Folk, der mangler arme, ben, hænder og fødder efter at have mødt rebellerne. Det overraskende ved det hele er dog, at befolkningen tilsyneladende har tilgivet hinanden og lever side om side. Som de selv siger, så er krigen forgiven, but not forgot.
Projekter og venlighed Hernede har de en helt anden opfattelse af venlighed og imødekommenhed end jeg er vant til.
Der er ikke noget bedre end at gå ned gennem landsbyen og opleve alle børnene, der råber ”Op-og-dåå” og kommer løbende hen mod en for at tage en i hånden. Op-og-dåå betyder hvid mand og vi besvarer det med Ouinibi - sort mand.
Børnene er dog ikke de eneste, der kommer og hilser på os. Alle i byen smiler til os og svarer gerne på forkrøblede forsøg på at tale Temne, det lokale stammesprog. Mange kommer hen til os, tager vore hænder og siger ”Tak. Tak fordi
Musikerne
Anders og Søren, der øver sig på Tænd et lys - støttesangen de har skrevet til hospitalet I kommer og hjælper os.” Det er virkelig overvældende at opleve den store imødekommenhed og glæde over at vi er kommet for at hjælpe dem.
Og hvad er det så for en hjælp Lea, Erik, Julie, Susanne, Sarah og jeg kommer med?
Vi har efterhånden gang i en hel del forskellige projekter.
Susanne, Sarah og Julie er medicinstuderende og er ved at starte et underernæringscenter op.
Lea er, ligesom Erik og jeg, volontør. Hun har fået den ikke helt nemme opgave at få effektiviseret apoteket på hospitalet, men heldigvis har hun også tid til at hjælpe Erik og mig med vores projekter. Dem er der en hel del af.
Erik er ved at starte et landbrugsprojekt op og jeg skal i gang med at indhegne vores incinerator. Sammen skal vi til at starte både engelsk-, pc-, og hygiejneundervisning op. Især hygiejneundervisningen er der virkelig brug for. Selv her på hospitalets hostel er de ikke opmærksomme på at de skal vaske op i varmt vand. Det er ikke ligefrem noget der fremmer helbredet, og så er det ikke svært at forestille sig hvordan tingene ser ud i selve landsbyen.
De første to uger har vi arbejdet med at få
Skolebørn
Skolebørn, der fandt vej til biblioteket i deres pause et bibliotek op at køre. Ikke at der befinder sig så mange forskellige bøger der endnu, men det skal jo helst komme i løbet af de næste par år. Det vigtigste på biblioteket er de 5 computere, som står og summer lystigt når der er strøm. Efter vi har fået startet dem op, har der været en fast skarer lokale sygeplejestuderende og en af vores spedalske venner, Daniel. Noget af det første han sagde til os da han satte sig foran en tændt computer var ”Denne dag er den første dag i mit nye liv takket være jer” (jer = Lea, Erik og jeg). Kan man få en større tak for at sætte 5 oldgamle computere op?
Det var alt for denne gang.
Jeg håber i har det godt i det kolde nord.
Hilsen Simon
P.S. Bed pastoren om at bede en bøn for jer næste gang i skal hjem fra en aften med fodbold. Det er ikke unormalt hernede og det har indtil videre virket fint
Advertisement
Tot: 0.103s; Tpl: 0.012s; cc: 8; qc: 47; dbt: 0.0436s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
johan
non-member comment
.
Hej Simon (og Stassen) Jeg nyder at læse denne blog, og jeg er sindsyg spændt på at høre mere. Jeg har prøvet at sende sms'er til Erik - ved ikke om han har fået dem? Sonja har et fancy kort, så man kan ringe billigt til Sierra Leone. Måske kunne vi snakke sammen en dag? Hils Vanja mange gange fra mig, hvis I besøger ham. Kh Johan