Advertisement
Published: December 14th 2006
Edit Blog Post
Solnedgang
Solnedgangen over Titicacasøen var utrolig flot og vi kunne se den fra balkonen foran værelset. Så nåede vi til Bolivia, landet som har haft 188 kupforsøg på 157 år
(1825-1982). Det giver en suveræn førsteplads i Guiness Record Bog. De
seneste par år har Evo Morales været ved magten. Han er indianernes mand
og ikke overklassens. I Cochabamba så vi således mere end 1.000 hvide og
temmelig rige bolivianere i demonstration mod Evo. Folk i store biler
dyttede med og gamle patrioter rejste sig på restaurenter og klappede. Det
er helt usædvanligt fik vi at vide. Det er tydeligt at der er stor
klasseforskel mellem hvide og indianerne. Tiggere er der virkelig mange af
her i Bolivia, noget som vi ikke så meget til i hverken Peru eller
Bolivia.
Ellers er vi endelig sluppet for valgkampe her i Bolivia. I Ecuador var
der første valgrunde til præsidentposten da vi var forbi i midten oktober.
Der var vist nok 128 kandidater at vælge blnadt. Og i Peru var der valg
til kommuner og regioner. Det betød at biler konstant kørte rundt med
mega-højtalere på taget og gjaldede deres kandidaters budskaber ud over
folkemasserne. Det var skrækkeligt! Desuden var det ulovligt at købe
alkohol to dage før valgdagen, så ingen øl eller vin til middagene. Men
det
er altså slut nu.
Første stop på vores tur i Bolivia var Isla del Sol. Det er en lille
klippeø i den sydlige ende af Titicacasøen. Oprindeligt var det et helligt
sted for inkaerne, som havde bygget et fint tempel og sat nogle
betydningsfulde personer derud for at dyrke og tilbede solen. Det må de
have været godt tilfredse med, for øen er utrolig fin. Der er ingen veje,
kun stier. Vi fandt et godt hostel på toppen af øen, med søudsigt og den
flotteste solnedgang vi har set til dato (se billeder på travelblog
senere). I de dage vi var på øen fik vi gået nogle fine ture. Da der ikke
er biler, var den største trussel på "vejene" de mange dyr, der lever på
øen. Hele tiden kom bønder forbi med flokke af får, lamaer, køer og æsler.
Mette var faktisk lige ved at blive løbet ned af en lama, som var kommet
bagud og derfor kom styrtende rundt i et sving på kolitionskurs med Mette,
som måttte springe ud i rabatten. Mens vi var på øen, blev den store
årlige offerfest også holdt. 10 mænd og kvinder var valgt ud og resten af
øboerne hængte nu
Isla del Sol
Mange steder på øen er der terasser hvor der dyrkes afgrøder og græsser lamaer og æsler. halskæder med brød og bananer på de udvalgte. Det skulle
vist symbolisere frugtbarhed og sikre en god høst. Der var også kæder med
chips og sodavand, noget som guderne tilsyneladende har fået god smag for
her på egnen. Til sidst var der hængt så mange kæder på dem, at de ikke
kunne rejse sig. Til sidst blev en lama ofret, halsen blev skåret over og
blodet hældt i et hul i jorden, alt imens mænd og kvinder drak maser af øl
og røg cigaretter.
Fra Isla del Sol tog vi til La Paz, verdens højest beliggende hovedstad.
Det blev dog lidt af en skuffelse. Byen er temmelig kedelig når det gælder
arkitektur og charme. Restaurenter, cafeer og gode hostels er byen stort
set blottet for. Vi fik dog handlet en del, bl.a. to kæmpe hængekøjer.
Byen er et stort marked. Vi så ikke et eneste supermarked. Alt bliver købt
hos de tusindvis af småhandlende på gaden. Lørdag og søndag var vejen
foran vores hotel lukket, for at give plads til frugt- og grønthandlere
samt kød- og fiskekoner. Alt virker kaotisk og der er masser af mennesker
overalt.
I La Paz købte vi også en flybillet til Rurrenbaque, en
Isla del Sol
Set langt væk fra ser Isla del Sol ikke så spændende ud. by i junglen. Nu
skulle vi se anakondaer, aligatorer og fange piratfisk (turens absolutte
højdepunkt!). Men ak, vi kom ikke afsted. To gange var vi i lufthavnen og
fik at vide at landningsbanen i Rurrenbaque, som ikke er asfalteret, var
for blød til at kunne lande på. Og med udsigt til endnu mere regn og
torden på 5-døgnsprognosen, gad vi hverken vente på at komme derud eller
måske risikere ikke at komme hjem igen.
Så vi tog videre til Oruro 3-4 timer syd for La Paz. Stemningen i byen var
betydelig rarere end La Paz, rolig og afslappet. Lidt udenfor byen var
nogle temmelig varme termiske bade som vi fik prøvet - nu med solcreme på
vores nye hud på skuldrene efter forbræmdingerne fra sidste besøg i varme
kilder.
I Oruro havde de for få år tilbage fundet en gammel mineskakt under kirken
ligger. Byen har nu lavet et rigtig fint mine-museum i mineskakten, hvor
vi kunne se mineraler, boremaskiner, dynamit og mange andre remedier som
blev brugt til at bryde bjerget med. Vi så også hvordan fattige
minearbejdere havde forsøgt at smugle rigdomme ud af minen, bl.a. med
falske baby-bylter på ryggen eller små bælter på maven.
Efter Oruro er vi nu i Cochabamba. Vi kom med bussen og undervejs fik vi
set to uheld. Først var en lastbil væltet med en rendegraver i et sving og
senere lå endnu en lastbil væltet kun få meter fra en noget stejl skrænt.
Transport er nok den største fare vi er udsat for hernede. For at reducere
risikoen og samtidig spare 15 timers bustransport, flyver vi i morgen til
Sucre. Det tager 3o minutter og koster kun 300 kr. Ren luksus.
I Cochabamba har vi primært slappet af. Klimaet er yderst behageligt med
ca. 25 grader om dagen og milde nætter. Vi har gået lidt ture udenfor
byen, bl.a. i en nærliggende nationalpark. Den helt store begivenhed er
dog at 12 præsidenter fra Syd- og mellemamerika er samlet i byen for at
diskutere en form for fælleskurs landene imellem - lidt a là EU. Ifølge
Evo Mprales skal en sydamerikansk union gerne være på plads om senest 5
år. Vi savnede også Evo Morales i La Paz, for han var ikke hjemme, men til
(udsat) 80-års fødselsdag hos sin gode ven Fidel Castro i Cuba.
Ellers er Cochabamba Bolivias brødkammer. For første gang på vores rejse,
Lersten
Mange steder i Peru og Bolivia laver man selv lerstenene til husene. Her ses to personer i gang med at lave lersten. Det er yderst simpelt. Man blander blot ler som man graver op med vand (nogle gange tilsætter man strå) og hælder massen i en form og vender dem ud på jorden og tørrer dem i solen. har vi set flere traktorer på samme bustur. Markerne er store og jorden
fed, men noget tør efter vores ikke-faglige vurdering. Regn fik vi ellers
nok af forleden aften, hvor et sandt uvejr rasede over byen. Hagl, regn,
lyn og torden gjorde aftenen til en sand gyser. Selv om vi har et to
meters udhæng, røg haglene 3 meter ind af døren, da vi nysgerrigt kiggede
ud. Dagen efter stod der i avisen, at 4 personer var omkommet under
uvejret. Ifølge vores taxichauffør var èn revet med af strømmen ned i
floden og druknet, mens en anden havde fået et elkabel i hovedet. Mudder
flød i gaderne og butikker havde travlt med at svabe fra de dårligt
sikrede bygninger. Forsikringer har de formentlig ikke haft.
Kaffesituationen her i Sydamerika fortjener også et par ord. Derhjemme er
nok især Columbia kendt for at producere god kaffe, men mange andre lande
hernede producerer også meget kaffe og også af en fin kvalitet. Dette
betyder dog ikke at vi drikker fantastisk fin og billig kaffe hver dag,
faktisk tvært imod. Situationen er som den hjemlige mht. dansk bacon; vi
eksporterer den gode og spiser den dårlige selv. Hernede drikker man enten
instant
Grise på stranden
På en gåtur på øen mødte vi disse grise ved Titicaca søens bred. coffee (ala nescafe, bare værre) eller man får en kande med
kaffeekstrakt og en kande med kogende vand, så man selv kan blande.
Bevares, begge dele kan drikkes, men vi bliver nu så glade når vi finder
et sted hvor man kan få rigtig kaffe. Kaffesituationen var allerværst på
den peruvianske kyst og allerbedst i Cusco, hvor de faktisk dyrker meget
kaffe. Det værste vi har været udsat for, var kaffe i et brev, altså som
et thebrev, det var udrikkeligt.
En sidste ting som vi lige må nævne, er mændenes tissemanerer her i
Bolivia. De er komplet ligeglade med toileter (nok fordi det koster næsten
50 øre). I stedet tisser mændene, når de har lyst og hvor det passer dem.
Således er vi blevet antastet af adskillige bolivianske tissemænd på
gaden. De stiller sig op af muren/lygtepælen, rendestenen og hvad der
ellers lige findes og lader vandet. At andre mennesker passerer forbi gør
dem ikke spor. De har abslout inge pli, og mange steder lugter der
temmelig grimt. Det er ucharmerende.
Advertisement
Tot: 0.05s; Tpl: 0.013s; cc: 7; qc: 24; dbt: 0.025s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Far
non-member comment
Bienvebido a Bolivia
Det er nogle ganske fine beskrivelser af dagliglivet i kommer med. Jeg synes måske, at Mads burde lære så meget spansk, at han kan være med til at introducere nogle bedre tissevaner hos de bolivianske mænd. Måske skulle han blive der et par dage mere. Og apropos, så var jeg en dag ude og køre bus i Uganda. Da vi havde kørt i ca. 1½ time standsede vi in the middle of nowwhere. Næsten alle steg ud - mændene gik 2-3 væk fra bussen og stillede sig i en lang række parallelt med bussen og lynede ned, kvinderne trak trusserne ned inden under kjolen (dem der havde sådan trusser på). inden de satte sig på hug i en anden lang række helt inde ved bilen. Det så egetnlig meget velorganiseret ud. Men hvad angår San Pedro. Har I spurgt på posthuset om de snart får sendt vore ca. 20 kort fra 2004? mange hilsener fra far i det subtropiske Danmark.