¡Adios Peru, Buenos dias Bolivia

South America » Peru
December 3rd 2006

Published: December 10th 2006

Edit Blog Post

Mads og Mette i Sydamerika

Kondor

Her ses en kondor lige over os. Det var et fanstastisk syn.

Efter en sviptur fra de forholdsvis kolde Andesbjerge til Arequipa, tog vi
nordpå igen til en lille landsby, Chivay. Det specielle ved denne by er at
den ligger på kanten af Colca-kløften, som er verdens 2. dybeste kløft
(den dybeste ligger i nærheden og er 160 m dybere).

I Chivay var der godt nok koldt om aftenen. Om dagen var vejret fint og
solen skinnede, og man kunne gå i t-shirt, men når solen gik ned skiftede
det brat. De lokale kvinder svøbte sig ind i tykke tæpper, vi måtte nøjes
med termoundertøj, alpacatrøjer og fleece-jakker.

I Colca-kløften overnatter kondoren, som er en af verdens største fugle,
med et enormt vingefang. Dem skulle vi selvfølgelig ud at se. De fleste
turister tager på en arrangeret flerdages tur, hvor man også går ned i
kløften og op igen, men vi ville hellere selv lave en tur. Derfor var vi
nødt til at stå op kl. 4 om morgenen for at nå den lokale bus (vores rare
hotelvært kom endda og bankede på døren for at sikre sig at vi var vågne).
Busturen var utrolig flot. Vi kørte langs med kløften, hvor bønderne havde
lavet små terasser. Udsigten til de bagvedliggende

Colca Kløften

bjerge med morgensol
på, var fantastisk. Kl. 6.45 ankom vi så til Cruz del Condor,
Kondorudsigtspunktet. Her snød vi for 2. gang på turen souvenirsælgerne
ved at ankomme så tidligt at de endnu ikke havde pakket ud og stillet ting
frem.

Kondorerne ville først begynde at flyve ud mellem kl. 8 og 9, så vi havde
god tid til at sidde og nyde udsigten ned i den stejle og dybe kløft og ud
over bjergene. Vi var meget glade for alt det tøj, vi havde pakket os ind
i, men da solen begyndte at varme blev det lidt for varmt.
Som tiden gik begyndte turistbusserne at ankomme, så vi var glade for at
have haft det lidt for os selv. Kl. 8 begyndte vi at spejde efter
kondorer, og det var Mette der vandt en friskpresset appelsinjuice fra
Mads ved at være den første der spottede en kondor.
Den kom ud fra klippevæggen under os og brugte de luftstrømme solen
opvarmede til at løfte sig selv op. Det tog lang tid for den at komme op
fra kløften for den fløj rundt og rundt i cirkler mens den langsommere kom
højere og højere op. Til sidst fløj den af

Colca Kløften

Der er ret langt ned, men det var et fantastisk syn.

sted for at finde morgenmad.

Herefter kom der to kondorer mere til syne. Det var en unge som blev fulgt
meget nøje af sin mor. Da de var kommet op satte den voksne sig på en
klippetop, mens ungen fløj rundt. Her blev den siddende ret længe og først
da vi var lige ved at gå, lettede den igen og fløj tæt hen over hovedet på
os. Da den var lige over os fangede den en varm luftstrøm og begyndte at
cirkle lige over os. Det var helt fantastisk at se den så tæt på og i så
lang tid.

Vi så i alt 5 kondorer på turen. Herefter gik vi ud af vejen indtil vi
fangede bussen sammen med et ældre par. Da vi steg ind i bussen måbede vi
lidt. Halvdelen af bussen var fyldt op med kvinder i deres pæneste tøj,
som var noget fint broderet noget med nogle meget særprægede og broderede
hatte.

I Chivay var vi dagen efter også i nogle termiske bade, som lå udenfor
landsbyen med flot udsigt til bjergene. Vandet var dejligt varmt og det
var rart at ligge i vandet og flyde og se på den flotte natur.

Colca Kløften

På turen
herud må vi have tabt nogle hjerneceller for vi, blegansigterne her,
syntes ikke at det var nødvendigt at bruge solcreme. Det kom vi hurtigt
til at betale for. Allerede da vi klædte om igen, kunne vi se at arme og
ben så lidt røde ud, på trods af, at vi mest havde været under vand. Som
dagen gik begyndte det at gøre ondt flere steder på kroppen og især
skuldrene og Mettes lår var kraftigt ramt. Derfor så man Mette gå rundt på
en meget underlig stivbenet måde de næste par dage og man så os begge tage
jakken forsigtig af og på med underlige grimasser. Det værste var dog at
slæbe på de store rygsække, det føltes som om huden blev skrællet af
skuldrene hver gang rygsækkene skulle af eller på. Nu er vi dog fine igen,
vi har fået ny hud og lært farerne ved ikke at bruge solcreme når man er
oppe i 4.000 meters højde og solen skinner fra en skyfri himmel omkring
middagstid. Det var dæleme dumt!

Herfra tog vi igen op til Andesbjergene, hvor vi kørte på altiplanoen til
Puno ved Titicaca søen. Altiplanoen er et fladt område i 3000-4000 meters

Souvenirsælgere

Vi ankom så tidligt for at se kondorer at souvenirsælgerne ikke havde pakket ud endnu.

højde. Det er underligt at være her, for området er vitterligt lige så
fladt som marsklandet i Sønderjylland. Her er ikke meget vegetation men
alligevel græsser store flokke af lamaer, alpacaer og får her. Her er også
små marker, som pløjes med en lille plov trukket af okser eller simpelhen
af mænd og kvinder som står foroverbøjet med simple hakker og spader.

I Puno tog vi på en tur ud til de berømte sivøer i Titicaca søen. Øerne er
lavet af siv og flyder ovenpå vandet. Vi tog tidligt derud for vi ville
undgå den store turiststrøm, vi vidste, at der ville være. Øerne er ikke
så store, der er 3-5 huse på hver. På den ene ø lå skolen og på en anden
lå kirken. Det var ret sjovt at vade rundt på sivene, man kunne slet ikke
mærke at vi gik ovenpå vandet. Ved øerne lå de sivbåde som blev brugt før
i tiden, nu bruger man træbåde for de holder længere tid.

Vi var også ude at se nogle gamle tårne fra før inkatiden som blev brugt
til at begrave folk (mumier) i. På vej hjem herfra i bussen oplevede vi et
kraftigt uvejr. Det

Indianer

Her sidder en indianer og passer på sine dyr.

lynede, tordnede og regnede kraftigt. Faktisk oplevede
vi flere gange uvejr i Puno, hvor det lige hen over hovedet på os og
vinduerne rystede. Så kraftigt uvejr har vi aldrig oplevet før.

Generelt har vejret været rigtig fint. Temperaturen ligger omkring 20-25
grader, og i solen bliver det hurtigt rigtig varmt. Regn har vi ikke haft
meget af endnu, trods at vi befinder os i starten af regntiden. Det kommer
nok.

Fra Puno krydsede vi ind over grænsen til Bolivia. Det gik smertefrit. Vi
steg ud af bussen og gik ind i et lille kontor. Et minut senere kom vi ud
med endnu et stempel i passet og kunne gå de hunderede meter i
ingenmandsland til det bolivianske immigrationskontor, hvor det gik lige
så nemt.

I sidste mail skrev vi lidt om transportmidlerne, vi har benyttet os af.
Vi kan nu tilføje et nyt til listen, nemlig cykeltaxa. I Puno ved Titicaca
søen var der utrolig mange af disse og de blev flittigt brugt af de
lokale. De bevægede sig frygtløst rundt mellem den øvrige trafik
(moto'er, taxier, biler, busser mm). Det var en rar og stille måde at
bevæge sig rundt på.

Som regel kører

Dyr i en simpel indhegning

Der er mange sten rundt omkring og mange dyr, så er det jo smart at kombinere dette til at holde dyrene på plads. Ofte bindes de dog bare med reb om maven, benet eller halsen til en pæl eller en stor sten hvis jorden er for hård.

vi dog i bus. Busserne hernede er af forskellige
standarder. Langtursbusserne er generelt ret gode, mens de lokale busser
nogle gange ligner noget der skulle have været kasseret for længst. Det er
dog sjovt at køre med de lokale busser for her møder man de lokale og er
vidne til de sære ting de til tider foretager sig.
Det er helt normalt for dem at slæbe dyr med i bussen. Ok, en kasse med
kyllinger, som pippede hele tiden og var ved at flyve ud flere gange, det
var da fint nok. En killing pakket ind i en gammel skjorte, det var da
også meget hyggeligt, især fordi Mette sad ved siden af den. Den fik lige
et hårdt klap af sin ejer, når den blev for livlig og fik besked om at
sove igen. Hundehvalpe har der været nogle stykker af. I Puno skulle en
dame på busstationen have 10 store sække med. Pludselig så vi at de
bevægede sig og da vi kiggede nærmere på dem, viste de sig at indeholde
høns. Den mest underlige dyreoplevelse i bussen må dog være, da et ældre
ægtepar stoppede bussen i en lille flække. Ved siden af dem på jorden, lå

Cobanaconde

Gade i en lille landsby nær Chivay. Bemærk hesten midt på vejen.

en stor vædder. Dens ben var bundet sammen og rundt om maven havde den et
reb, som sammen med dens store horn blev brugt som håndtag, da den skulle
hives op på taget af bussen!!! Ja, den blev hevet op på taget af bussen
til alt det andet baggage! Da sad vi godt nok måbenende ved vinduet lige
ved siden af.

I de lokale busser kan alt lade sig gøre og man kan også aflevere pakker
til chaufføren, som han så udleverer til en anden i en anden by. Man kan
selfølgelig stoppe bussen overalt, intet sving er for farligt til at sætte
folk af i, og intet sted er for øde at stige på bussen.
De lokale busser har ansat en billetdreng, hvis job det er at skrige
bussens destination til alle der befinder sig i nærheden af bussen, det
kunne jo være at man kunne få et par ekstra passagerer på den måde. Når
nogle så gør tegn til at de vil med bussen, hopper han ud mens bussen
stadig har lidt fart på og hjælper/skubber folk op i bussen (afhængig af
om det er kvinder eller mænd, unge eller gamle der skal med bussen).
Buschaufførren og

Inca Kola

Inca Kola er en lokal læskedrik, som er meget populær i Peru. Vi, som ikke er vant til den, synes bare at den gule sodavand er syntetisk og rædselsfuld.

billetdrengen får del i overskudet, de har derfor god
grund til at finde ekstra passagerer og vente på folk som kommer løbende
mod bussen tværs over markerne. Det kan desværre resultere at man kører
ret langsomt, hvis en anden minibus lige har overhalet en, for så skal man
vente på nye passagerer længere fremme.

Når busserne passerer gennem små byer stiger der tit sælgere om bord. Her
kan man købe sodavand, slik, nødder, hjemmebagte kager, varme majskolber,
brød og varme retter. Især omkring frokosttid kan der derfor godt brede
sig en kraftig maddunst i bussen. Når maden er fortæret ryger indpakningen
ofte ud af vinduet.
Ofte kommer der også sælgere i bussen, som sælger naturmedicin. Først
holder de et halv times foredrag hvor de lovpriser medicinen, som nærmest
kan kurere alt fra hovedpine, åndedrætsbesvær, forstoppelse til
ledsmerter. Ofte sælger de en kamfercreme mod kolde hænder (sikkert en god
ide, for mange vasker dagligt tøj og opvask i koldt vand), alle der har
lyst får så lige en prøve smurt på hænderne og pludselig dufter hele
bussen igen. En stakkels handelsmand kunne dog ikke bruge sin kamfercreme,
da toiletdøren satte sig fast. Han kom først ud da bussen gjorde stop