Manden og havet

---

Wow, tiden gaar alt for staerkt. Det er nu naermest en maaned siden sidste update, og jeg foeler virkelig, jeg skal finde tiden til at saette mig ned og faa skrevet. Der er jo altid noget at lave, steder at besoege, nye venner at drikke kaffe/oel med - og derudover har jeg vaeret steder, hvor internettet naermest foerst lige er opdaget, hehe. Men men men, jeg maa ogsaa hellere holde jer lidt orienterede om, hvad jeg tosser rundt og laver.

Jeg tog modvilligt fra mit surferparadis og begav mig til kystbyen La Serena. Morris' laeresaetninger skulle nu staa sin proeve... Var surfing kun en mulighed under min laeremesters kyndige observation og instruktion. Nej!! Tvaertimod gik det mindst lige saa godt, og med et stort smil og gaapaamod og en gennemstroemmende lykkefoelelse surfede jeg paa den chilenske kyst med solnedgangen i horisonten. Det var simpelthen ren idyl. I Ritoque havde jeg spist morgenmad med kolibrier svaermende omkring mig, og surfet med en soeloeve legende ved min side, og jeg maa indroemme, at jeg fik et lille dristigt smil paa laeben, da jeg taenkte paa alternativet... at jeg kunne vaere derhjemme og arbejde ligesom alle jer andre. Ja ja, jeg ved det godt. Tarveligt, at jeg lige skulle tvaere det ud, men bare rolig, I faar jeres haevn, da jeg jo selv sidder i suppedasen om ganske kort tid.

Naeste destination blev en by ved navn Valle del Elqui - Elquidalen - der desvaerre laa i indlandet. Dermed var min surferkarriere ogsaa slut for denne gang. Elquidalen var kendt for sine fantastiske trekkingmuligheder samt sit stjerneobservatorium. Landsbyen var et lille hyggeligt sted, med en rolig atmosfaere, let stoevede gader, hjemloese hunde, der laa og varmede sig i solen, og folk der hilste paa hinanden.

Jeg fandt mig et hostel og fik hustlet prisen ned til det halve, da jeg fornemmede, at der var tomt for turister i byen. Endte med et vaerelse til tre - helt for mig selv. Rart til en forandring ikke at skulle tage hensyn, eller at blive vaekket flere gange hver nat pga. snorken, eller fordi personen i underkoejen vender og drejer sig, saa det foeles som et jordskaelv paa 7,5 Richter. Derudover var det kaerkomment med noget privatliv, da det lykkedes mig at faa en ordentlig omgang forkoelelse, feber m.m., der sengebandt mig i tre dage. Jeg bare laa og gloede ud af vinduet paa mit foerstesals-vaerelse, og saa ud paa bjergene, imens oejnene og naesen loeb uafladeligt, og snotpapir laa i bunker rundt om mig. Der blev laest boeger, og ellers intet andet. Havde knap energi til at gaa nedenunder og ud paa gaden for at faa mad en gang om dagen. Saa alle mine planer om trekking, samt at leje en cykel og besoege nogle smaalandsbyer paa en 60-70 km rask cykeltur blev hurtigt kastet over bord.

Paa min ankomstdag - hvor jeg endnu ikke var blevet syg - fik jeg heldigvis hurtigt koebt mig en billet til samme aftens rundtur i stjerneobservatoriet. Det var en bragende succes. Guiden var utrolig entusiastisk og virkede naermest alvidende indenfor verdensrummets mystik. Nu havde han saadan set ogsaa arbejdet indenfor faget de sidste 25 aar, saa et eller andet tilegner man sig vel. Det var fascinerende at hoere ham forudsige, hvad der ville ske den og den eksakte dato i 2029 osv. Utroligt, at man ved det allerede. Bl.a. vil jorden ikke laengere bestaa om ca. 800 aar, da den vil kollidere med et meteorhav. Lidt skraemmende, men som han saa roligt sagde, saa havde menneskeheden jo nok fundet en anden planet til den tid.

Indtil for ganske nylig havde teleskopet vaeret et af verdens bedste og kunne forstoerre op til 300 gange. Linsen blev indprogrammeret til at fokusere paa Saturn, og der moedte mig et uvirkeligt syn. Saturn, der ligger otte lysaar vaek, var nu der lige foran mig, med sine to ringe omkring sin akse. Det lignede et klistermaerke. Eller et eller andet todimensionelt falsum. Utroligt at man kan se en planet saa tydeligt, naar den blot er en prik paa nattehimlen for det blotte oeje.

Ogsaa maanen stod for skud. Baade i 300 ganges forstoerrelse og 150 gange (hvilket billedet er taget fra - da den ellers ville vaere for lys og stor). Fantastisk at man kan se alle dens kratere fra tidligere meteornedslag.

Verdensrummet bestod af et uvirkeligt antal milliarder stjerner og planeter, og udvidede sig tilstadighed. Guiden sluttede derfor sin 2,5 timer lange stroem af fakta og forklaringer af med at spoerge retorisk, om vi troede, der var liv i rummet. Selvfoelge er der det, svarede han selv, hvis der skulle vaere en eller anden tungnem iblandt os.

Da jeg var kommet mig nok til at kunne lette mig fra sengen (har her tre uger efter stadig problemer med en toer, irriterende og ret konstant hoste) smuttede jeg paa en tyve timers bus til Atacamaoerkenen. Her var der doemt serioes afslapperstemning. Alle huse i landsbyen var bygget op af mursten af mudder og toerv, naermest samtlige veje var af stampet jord, og stoevet var altdominerende. Ikke desto mindre - eller maaske rettere sagt netop pga. dette - et hyggeligt sted. Jeg var stoedt paa nogle amerikanere i bussen paa vej til samme sted. Dem joinede jeg og tog til samme hostal. Foerste aften vadede vi ud i intetheden i oerkenen, lagde os ned med en daasebajer i haanden, brugte hinanden som hovedpude, og blot kiggede op i stjernevrimlen og saa paa stjerneskud - og oenskede.
Jeg var kommet dertil udelukkende for at besoege Valle de la Lune (Maanedalen). Naeste dag lejede vi derfor alle cykler, fandt med lidt besvaer de rette oerkenveje og naaede derud et kvarters tid foer solnedgangen. Det var et eventyrligt landskab, der levede op til sit navn. Det lignede fuldstaendig maanen, som man forestiller sig med alle dens kratere. Det var bestemt et sted, hvor man burde sidde og holde sin pige i haanden, imens man saa solen gaa ned. I stedet blev det til endnu en bajer. Det var jo ikke helt det samme, selvom det selvfoelgelig glaedede en efterhaanden smaaalkoholiseret nybagt doktormand, hehe. Det smukkeste ved stedet viste sig dog at vaere solens sidste straaler paa bjerglandskabet i horisonten. Intet mindre end fortryllende.

At se solnedgangen i oerkenen 16 km fra byen betyder ogsaa, at du er noedt til at cykle selv samme 16 km tilbage i komplet moerke. Jeg havde en pandelampe med, og med et par enkelte stop og smaadiskussioner i gruppen lykkedes det os at finde hjem i foerste hug.

Jeg havde egentligt taenkt mig at blive i San Pedro de Atacama en dags tid eller to endnu, men da rygterne pludselig gik, at passet ind til Argentina var lukket pga. flere meters sne, og at folk havde siddet fast i den her landsby i op til halvanden uge, taenkte jeg, at det galdt om at finde en udvej, inden de to ugentlige busser vaek herfra blev fyldt op. At returnere til Argentina over passet var udelukket. Graensen mellem Chile og Peru var desuden blokeret pga. nogle uoverensstemmelser om minedrift i de to lande. Eneste anden mulighed var derfor at tage direkte til Bolivia, Salar de Uyuni, hvor jeg saadan set havde vaeret for to aar siden. Jeg var ikke synderlig interesseret i at tage tilbage dertil, men da det dog er et super spaendende sted at besoege, taenkte jeg at en enkelt dag ikke kunne skade. Ca. 25 timer senere kom jeg tilbage til en by, der ikke havde forandret sig en toeddel siden sidst.

Det var med blandede foelelser, at jeg ankom til Uyuni. Ret nostalgisk, men samtidig ogsaa fedt endelig at vaere i det land, jeg for alvor betegner som det aegte Sydamerika. Endelig fyldt med indfoedte, istedet for efterkommere af fx italienere og spaniere. Det har en mere raa stemning. Fattigere og mere uspoleret, hvor hver mand forsoeger at overleve paa bedste vis, og hvor dem, der har forstaaet, hvad fremtiden bringer, er begyndt at lukrere paa turismen.

Naar jeg nu var ved et af bolivias mest interessante naturfaenomener, saltoerkenen, skulle man da vaere et skarn, hvis man ikke lige besoegte den en dags tid. Som sagt saa gjort. Saltoerkenen bestaar af, som navnet indikerer, udelukkende af salt saa langt oejet raekker. Naar oejet kun ser hvidt i hvidt, mister man perspektivet, hvilket giver en unik mulighed for at manipulere med billederne. Det vidste jeg jo paa forhaand, saa jeg havde selvfoelgelig gjort mig en masse tanker om, hvordan jeg kunne tage nogle sjove billeder. Da jeg ogsaa gerne selv ville med paa nogle af billederne, kraevede det ogsaa en god fotograf - og det er desvaerre her, at kaeden nogle gange faldt af. Der kom dog et par sjove billeder ud af det alligevel.

Fra Uyuni var der nu mulighed for at besoege de to byer, jeg ikke havde tid til at besoege under mit sidste besoeg til Bolivia. Potosí var den foerste by, der stod for skud. Det er verdens hoejest beliggende by, og ilten virkede jo naermest som ikke eksisterende i en hoejde paa 4070 meter over havets overflade. Potosí var tidligere den stoerste by i Sydamerika. Faktisk var den fire gange stoerre, dengang London kun indeholdt 40.000 indbyggere. Aarsagen: en gigantisk soelvmine. Denne soelvmine, Cerro Rico (den rige bakke) havde tidligere understoettet den spanske kolonimagts oekonomi i to aarhundrede. Millioner var doede i minerne, og man sagde, at man kunne bygge en bro af soelv fra Potosí til Spanien, samt en anden bro tilbage igen af knoglerne fra de doede. I femhundrede aar var der nu udvundet soelv, men det var for laengst gaaet ned ad bakke med udvindingen. Nu var det et fattigmandserhverv, hvor lykkeriddere haabede paa at ramme en aare. Boern ned til 13-aarsalderen arbejdede i minerne, hvor asbest klistrede vaeggene til, og klaustrofobiske gange med halvkollapsede stoettepaele, udgjorde omgivelserne, imens man indaandede den 40 grader varme og tynde luft. Ofte overlevede minearbejderne kun ti aar indenfor erhvervet, foer de doede af silikosis (stenlunger).

Ved mit sidste Boliviabesoeg havde jeg taenkt, at det ikke loed saerlig tiltraekkende. Af en eller anden maerkvaerdig grund havde jeg ikke samme mening denne gang, og en guidet tur blev derfor bestilt. Paa vej op til guidebureauet gik jeg faktisk lige forbi et begravelsesoptog bestaaende af minearbejdede, der bar paa kisten, samt en masse graedende familiemedlemmer. Jeg taenkte ved mig selv, om det var et varsel om at droppe den tur ind i minerne, men koebte trods advarslen alligevel billetten.
Den morgen, inden min gruppe naaede minen, tog vi forbi "Miners market", hvor alle minearbejderne koebte deres forsyninger. Det var forventet af os, at vi koebte diverse provianteringer til de minearbejdere, vi stoedte paa undervejs i minen. Af samme grund, fik jeg koebt noget laeskedrik, coca-blade (som alle fattige tygger herovre, hvilket giver en euforiserende virkning, der stopper sulten og oeger koncentrationen), samt intet mindre end en stang dynamit og en lunte. Jeps, I laeste rigtigt. Jeg koebte sgu en stang dynamit. Og man gik skoedesloest rundt med den i en plasticpose i haanden. Super stenet. Dynamitten kostede den nette sum af 18 kroner.
Derefter blev gangene indtaget. Let skraemte oejne moedte mine rundt omkring i gruppen, imens vi gik/kravlede/klatrede ned og ned inde i bjerget. For hvert sving blev luften mere og mere kvaelende. Varmen var altoverskyggende, og jeg kunne maerke, hvordan mine t-shirt og bukser til sidst var gennembloedt af sved. Indimellem bekendtgjorde guiden, at fra naeste sving skulle vi gaa staerkt, da der kunne en vogn fuld af sten susende hvert oejeblik, eller at vi endelig ikke maatte roere ved vaeggene, da der var asbest, eller for den sags skyld roere ved ledningerne, naar vi gik i vandpytterne. Det var en vanvittig tanke, at nogle arbejde under de vilkaar hver dag, aar ud og aar ind. Og vi var der kun i smaa tre timer, hvilket var rigeligt. Ind imellem hoerte vi en rumlen, og guiden ville raabe "Ind til siden", hvorefter en vogn kom susende, med sveddryppende arbejdere traekkende og skubbende paa flere tons. Naar de endelig havde momentum med vognen, gjaldt det bare om at komme ad vejen, for den stoppede jo ikke saa let igen.
Vi kom til en figur, der skulle lignee en noegen mand med nogle kaempe nosser. Manden blev kaldt "Tío", der betyder onkel. Egentlig kommer det fra Dío, der betyder Gud, men Tío blev nu kaldt for Djaevlen. En djaevel, der levede i bjerget. Han var dog ikke vaerre, end at man blot kunne holde sig gode venner med ham, hvis man ofrede nogle cocablade, lidt spiritus og hvad man ellers havde raad til. Gjorde man ikke det, bragte det uheld. Vi satte en taendt cigaret i munden paa ham, lagde nogle blade og haeldte noget 96% spiritus ud paa jorden foran ham. Det burde kunne goere udslaget. Guiden fandt derefter en stang dynamit frem. Bad os om at modelere den, hvorefter han klargjorde lunten. Den blev sat i, og imens vi aabenmundede sad og stirrede, satte han paa et par sekunder lunten i og taendte den. Der ville nu gaa ca. fem minutter foer den ville eksplodere, forklarede han. "Er der nogen, der vil proeve at holde den", spurgte han. Det var der en australier, der ville. Derefter ville jeg ogsaa. Det hele var saa uvirkeligt, og bagefter kan jeg simpelthen ikke forstaa, at jeg gjorde det. Efter jeg havde holdt den, og smilet til kameraet, var der ikke andre, der ville. De var mere interesserede i, at den blev kylet aller helvedes langt vaek. En assistent tog dynamitten, gik bagom Tío, rundt om et hjoerne, lagde den paa jorden og vendte tilbage. 30 sekunder efter loeb et oeredoevende brag, alle kiggede forskraekket op, og australieren sagde "Five minutes my ass", for der var hoejest gaaet tre.
Da vi endelig vendte om, og guiden sagde blot 25 minutter foer vi er ude, begyndte lettelsen at indfinde sig. For hvert hjoerne haabede jeg paa at se udgangen, luften blev mindre og mindre kvalm, og pludselig stod vi ude i lyset, i livet. Vi havde vaeret ca. en kilometer inde i bjerget og hundrede meter nede. Og jeg skulle ikke derind igen. Det var en oplevelse, som jeg var glad for at have proevet, men som jeg aldrig ville gentage. Ikke desto mindre har jeg anbefalet den til alle, jeg er stoedt paa. Det var nemlig intet mindre end mindblowing.

Potosí blev nu afloest af byen Sucre. Jeg havde moedt en tysker og australier paa mit hostel, og de ville gerne rejse med mig videre. Soelle tre timer i bus (maerkeligt med saa kort tid. Vi havde jo naermest lige sat os) og pludselig var vi der. Det var en smuk og ren by, der med sine hvidkalkede mure og rigelige solskin tog godt imod os. Vi fandt et luksus hostel, og aftenen stod derefter i festens tegn. En bar med happy hour gjorde udslaget. Puha!! Og to dage derefter var jeg ikke meget vaerd. Af samme grund fik jeg heller ikke set saa meget af byen og omraadet omkring. Men jeg var nu heller ikke interesseret i mere trekking, paragliding, white water rafting m.m. Det var de samme tilbud, som jeg allerede havde proevet andre steder. Derfor blev byen bare en prik paa kortet for mig. Et sted hvor jeg fik en fest, og derefter tankede energi op igen.

Jeg er nu i Salta, Argentina, og tager om en time videre til Iguazuvandfaldet. Men da jeg samtidig er loebet toer for tid, maa jeg slutte for denne gang, og skrive videre en anden dag. Maaske om en uges tid, saa jeg kan opdatere jer fuldt og helt.

Taenker meget paa jer, og glaeder mig saadan set utrolig meget til at komme hjem igen. Jeg er ret klar mentalt til hjemturen. Knuzzz

---