Tiden rinder ud

---

Halloejsa hvor blev ferien af? Det bliver vist den absolut sidste blog paa denne smuttur til det sydamerikanske kontinent. Det er intet mindre end dybt maerkeligt at erkende det, og samtidig en utrolig rar tanke at komme hjem til jer igen - og tilbage til ordnede forhold. Er ved at vaere rimelig traet af knirkende og vakkelvorne koejesenge, fede hvaler der snorker lige meget hvordan de roterer i sengen, toiletskraldespande der flyder over af brugt toiletpapir og meget meget mere, hehe.
Ikke desto mindre er det noget af et eventyr, jeg kan se tilbage paa. Jeg havde ikke turde haabe paa, at jeg ville have oplevet halvdelen af de oplevelser, jeg har givet mig i kast med, eller moedt bare en broekdel af de hyggelige personligheder, der har krydset min vej.
Jeg er simpelthen saa glad for, at jeg sprang ud i det, trods egne bekymringer om, at jeg ville foele mig ensom eller kede mig undervejs. Ingen af mine bekymringer blev dog til noget, og gaar der nogen af jer derhjemme med tilsvarende spirende droemme, kan jeg kun anbefale jer at komme ud af doeren - hurtigst muligt.
De sidste tre ugers tid har ikke sagten farten hvad angaar spaending og intensitet. Jeg har dog holdt mig fra antaendte dynamitstaenger siden sidst - jeg taenkte at de gamle derhjemme ville vaerdsaette det :-)
En graenseovergang mellem Bolivia og Argentina skulle vise sig at vaere en af de stoerre udfordringer paa denne tur. Ekstremt stressende. Et lille doegn skulle tilsammen tilbringes i to skodbusser. Den ene fra Potosí i Bolivia til den argentinske graense, og den anden derfra og til Salta i Argentina. Bussen ankom til en kold og skummel graenseovergang klokken to om morgenen. Min naeste bus videre koerte foerst kl. syv, altsaa fem timer senere paa den anden side af graensen, og jeg og flere andre passagerer havde ingen intentioner om at skulle ud i minusgrader og sidde paa en trappesten og vente paa at blive fraroevet diverse ejendele, saa i stedet fik vi tilbuddet at sove i bussen til klokken seks om morgenen, da den heller ikke skulle videre foer derefter. Buschauffoerens assistent ville da vaekke os og sende os paa vej i den rigtige retning. Da jeg ikke turde saette min lid til morgenvaekningen, satte jeg vaekkeuret til 5:45, og proevede at fuldfoere den umulige mission at sove i en klapperkold, boliviansk, udrangeret bus, hvor vinduerne ikke ville lukke ordentligt. Det lykkedes selvfoelgelig ikke. Foer vaekkeuret ringede var jeg allerede igang med at pakke mine ting, og klokken seks var jeg klar. Men der kom ingen assistent og aabnede busdoeren, saa jeg kunne komme afsted. Tyve minutter over var han der stadig ikke - og jeg havde en bus, jeg skulle naa, vel at maerke efter jeg havde "tjekket ud" ved den bolivianske graense og derefter "tjekket ind" ved den argentinske. Tiden var ved at loebe fra mig. Jeg opdagede da, at han laa og snorkede paa et par saeder foran mig. Almindelig tale vaekkede ham ikke. Rusken i et par minutter gjorde udslaget, og han begyndte at mumle nogle uforstaaelige ord. Jeg stillede ham flere spoergsmaal, om hvordan jeg skulle forholde mig, men lavede begynderfejlen kun at stille ja-spoergsmaal. Da det gik op for mig, stillede jeg spoergsmaal, der kraevede et mere uddybende svar fra ham - men da jeg stadig kun fik et mumlende ja, vidste jeg, at den var gal, at jeg nu havde spildt 30 minutter og sandsynligvis maatte vinke farvel til en dyr busbillet og derefter sidde og glo ved graensen, indtil der kom en anden bus forbi med plads til mig. Jeg ruskede voldsomt i ham og begynde at raabe at han skulle se at faa den doer aabnet lige med det samme. Som sagt saa gjort, men jeg fik da ogsaa lige et par svinere med paa vejen. Det var ikke just en hjertelig afsked imellem os. Problemerne blev ikke mindre ved graensekontrollen. Morgensure og bureaukratiske skrankepaver og kontrolloerer fortalte at jeg paent skulle vente i den laengeste - og forkerte - koe, imens de holdt oeje med, at jeg ikke proevede at omgaa deres instrukser. Hver gang jeg proevede at gaa over i den rigtige koe, hidsede de sig op og raabte, at der gjaldt de samme regler for mig som for alle bolivianerne (lige bortset fra at der faktisk var en koe til turister, saa vi ikke behoevede at vente paa, at bolivianerne fik kontrolleret alle deres titusinde hoens og afgroeder, og hvad de ellers havde taenkt at saelge i Argentina). Imens blev klokken over syv, og apatien indfandt sig hos mig. Min bus var koert. En anden kontrolloer dukkede op og hev mig ud af evighedskoeen og fik mig gennet videre mod den naeste graensekontrol. Det ville ingen ende tage. Ved den argentinske graense fandt jeg yderligere ud af endnu en graverende faktor - tiden skulle stilles en time frem, hvilket betoed at bussen var koert for laaang tid siden. Men pludselig havde jeg jo heller ikke travlt laengere. Om jeg kom en time foer eller senere til busstationen gjorde ingen forskel, da den naeste bus til Salta gik fem timer senere. Jeg naaede endelig frem, godt og grundigt muggen, blot for at finde ud af at min busafgang var blevet rykket og ville gaa fem minutter senere. Og saadan endte den historie, udfordrende men godt - imens der tikkede sms´er ind fra min far om, at et skybrud i Danmark havde oedelagt alle mine medicinske boeger. Sikke en dag.
I bussen paa vej til Salta, Argentina, moedte jeg intet mindre end to danske piger, Eva og Lene. Det er et sjaeldent syn. Har vel moedt ca. 6 danskere paa hele turen. At det saa ogsaa viste sig, at de var sygeplejersker paa Bispebjerg, gjorde jo ikke samtalen svaerere. Jeg endte derfor med at haenge ud med dem i et par dage, alt inklusiv gaature og restaurantbesoeg. Hyggeligt at snakke dansk igen, og ikke mindst bare moede nogen, der er endne mere ligesindede, end de fleste andre jeg stoeder paa, hvad angaar humor, menneskesyn m.m.
Pigerne smuttede videre til Puerto Iguazu, Argentina, en dag foer jeg havde taenkt mig at tage samme 25 timers bustur. Vi fik ikke lige udvekslet oplysninger, men da jeg en dag senere end dem troppede op paa et hostel i samme tropiske by, havde vi valgt det samme. Hyggeligt! Endnu bedre blev det da ogsaa, at en spansk ven, Jon, de havde fulgtes med, tilfaeldigt viste sig at vaere gode venner med min kammerat fra Barcelona, Germa. Super skaegt at sidde og fortaelle roevere til hinanden, om hvad vi hver isaer havde lavet med Germa.
Dagen efter min ankomst til Puerto Iguazu, skulle det nok smukkeste vandfald i hele verden besoeges. Det var noget, jeg havde glaedet mig til, allerede inden jeg tog afsted til Sydamerika, saa forventningerne til Iguazu-vandfaldet var taarnhoeje. Jon og jeg fulgtes den dag. Det er altid rart at have en person, der kan tage lidt opstillede billeder af en, hehe. Som regel bliver det bedre end et billede fra et kamera i strakt arm, men jeg har dog naermest perfektioneret den egenskab :-)
Vandfaldet var intet mindre end overvaeldende, og intet billede kan retfaerdiggoere den intense oplevelse at staa ved siden af kaskader af vand, der oeredoevende bruser forbi lige for oejnene af dig. Vi var kommet tildligt afsted den morgen og behoevede derfor heldigvis ikke at gaa i gaasegang bag et hav af andre turister. Vejret var ca. 28 grader og solskin, og udsigten blev blot flottere og flottere, for hver meter vi kom taettere paa vandfaldet. Vilde aber sprang rundt i traeerne, og et dyr, der paa engelsk kaldes en coatie, spankulerede rundt og ledte efter madrester fra turisterne. Det var simpelten super idyllisk. En mindre oe kunne besoeges via baad, hvorefter vandfaldet ogsaa kunne ses - og maerkes i form af stoevregn - fra naermest fiskeperspektiv :-) For at faa noget adrenalin ind i totaloplevelsen, skulle Jon og jeg selvfoelgelig proeve en baad, der ville sejle helt taet paa - og under - et af vandfaldene. Jeg smed alt toejet paa naer nogle paent aergerlige, udvaskede underdrenge og lagde alt toejet i en saek. Derefter var det tid til det kolde gys. Der blev skreget af lungers fulde kraft, da baaden sejlede under - og blev under et halvt minuts tid - foer vi vendte tilbage til det toerre toej. Den dag fik vi set vandfaldet fra den argentinske side. Da det ligger lige paa graensen mellem Paraguay, Brasilien, og Argentina, ville jeg ogsaa besoege vandfaldet fra den, efter sigende, naestbedste vinkel, nemlig den brasilianske. Det blev naeste dags projekt. Denne gang alene, da det tre andre tog videre i alle vindens retninger. Jeg kom super tidligt op, og tog den allerfoerste bus. Alt koerte som smurt, lige indtil vi kom til den brasilianske graense. Mig og graenser er aabenbart ikke gode venner. Jeg havde glemt mit pas. Nedern!! Jeg matte tage en bus hele vejen tilbage til byen, faa fat i mit pas, og tage den naeste bus tilbage til graensen - nu tre timer senere. Denne dag blev i gaasegangens tegn. Hold da op, der var mange mennesker. Men flot var det, og alle pengene og anstrengelserne vaerd. Og jeg kan nu saette en fluevinge ved at have set verdens smukkeste vandfald, som vist nok er udraabt til et af verdens syv naturskabte vidundere.
Jeg havde moedt nogle soede brasilianere, da jeg tossede rundt i Santiago, Chile. Paa facebook blev en invitation sendt afsted i min retning om at besoege dem, og da jeg "kun" var 16 timers bustur vaek fra Sao Paulo, Brasilien, hvor de boede, taenkte jeg "Hvorfor ikke?". Saa fra at jeg havde planlagt kun af besoege Argentina, kom jeg en dag til at dreje til venstre i stedet for hoejre, hvorefter jeg endte i Chile, derefter Bolivia, og nu var jeg paa vej til Brasilien. Det er altsaa en vildt fed og befriende maade at rejse paa. Intet planlagt, og hver dag spoerger man blot sig selv, hvad man foeler for. Det er klart anbefalelsesvaerdigt.
Jeg var mildest talt spaendt paa at tage til Sao Paulo, baade da jeg intet havde laest om stedet, og derudover nu skulle vaenne mig til overhovedet ikke at kunne kommunikere med folk. Generelt kan brasilianere ikke et ord engelsk eller spansk. Men, jeg ville jo vaere i trygge haender, da specielt en pige ved navn Ana, men ogsaa hendes kaereste og to andre af hendes venner ville tage mig rundt og vise mig byen. Jeg kunne desvaerre ikke overnatte hos nogen af dem. Ret aergerligt, da Brasilien er det dyreste land i Sydamerika. Men herovre i det rimelig strikse katolske land bor man hjemme hos de gamle, til man er gift. Og det er ikke acceptabelt at have drengevenner boende. Saa jeg tjekkede ind paa et hyggeligt hostel, hvor jeg saa blev hentet og afleveret hver dag af Ana. Det var sgu laekkert at have "privatguide". Saa mange som muligt af de hyggelige omraader i en by med ca. 22 mio. indbyggere blev besoegt. Vejret var stadig med mig, her ogsaa ca. 28 grader og ren sol de naeste fire dage, der bl.a. blev brugt paa gaature i kunstnerkvarteret med dens fede grafitti og hav af barer og restauranter. En gigantisk park blev frekventeret, hvor vi bestilte et par kokosnoedder at drikke maelken fra. I en sambarestaurant med fedt liveband blev vores frokost indtaget. Og aftenerne og naetterne blev derudover tilbragt paa diverse disko- og salsateker. Programmet var spaekket med besoeg, og det var ikke meget tid jeg tilbragte paa mit hostel.
Da Rio de Janeiro kun var ca. syv timers buskoersel fra Sao Paulo, skulle man da vaere et skarn, hvis man ikke ogsaa lige besoegte hovedstaden. Saa efter nogle dage under vingen hos Ana, tog jeg selv videre til Rio - med et hav af advarsler i bagagen om, hvor usikkert det var. Forskellen mellem Sao Paulo og Rio er, at Favelaerne, hvor de absolut fattigste bor, er taettere paa Rios centrum. Kriminaliteten er derfor ogsaa det stoerre i Rio. Jeg var fast besluttet paa at tage mine forholdsregler under mit besoeg. Jeg ankom til busstationen, fandt en turistinformation og fik udleveret et kort over den ca. 7 mio. store hovedstad. Han pegede mig i en retning med besked om at krydse en bro og to veje, foer jeg ville finde bussen, der ville tage mig i naerheden af mit hostel. Da jeg havde gaaet i ca. ti minutter paa en oede vej med retning mod noget, der lignede det rene slum, blev jeg for nervoes. Jeg tog den foerste taxa, der koerte forbi, betalte en mindre formue, og blev sat af foran mit hostel noget tid senere. Dermed var foerste udfordring klaret. Man skinder altid langt vaek af nemt bytte, naar man kommer gaaende med alt sit habengut, men nu var jeg sikkert fremme.
Mit hostel var det hyggeligste, jeg endnu har oplevet. Hver aften satte personalet en bar op og serverede billige og utrolig staerke drinks. Saa var bunden ligesom lagt, og gaderne blev ved midnatstid indtaget af en mindre gruppe af os. Jeg soergede altid for kun at have et mindre antal sedler med mig, og derudover var lommerne tomme. Flere historier verserede om brutale overfald, og man klart fik den indstilling, at der ikke skulle forhandles om noget som helst, hvis uheldet var ude. Blot pareres ordrer. Selv syv-aarige fra favelaerne havde skudt turister, hvis de ikke gjorde, hvad der sagt. Mange turister har en falsk pung fyldt med mindre sedler, som de straks giver vaek, hvis de skulle blive overfaldet. Det er et smart trick, men samtidig vanvittigt at den slags foranstaltninger skulle vaere noedvendigt. Men vi var i byen den ene dag efter den anden, uden der skete noget. Godt nok havde jeg selv, samt mange af de lumske fattige, nerverne uden paa toejet (laes: jeg var lettere paa vagt og de var ude paa ballade), og jeg kunne fornemme, at konfrontationen ikke laa langt vaek. Jeg var dog sikker paa, at hvis jeg tog mine forholdsregler og kun gik i stoerre grupper, ville der ikke ske noget. En onsdag aften blev brugt paa at hoere live jazz paa en aaben plads. Tusinder af unge flokkedes, og der blev skabt en festivalstemning med mad- og drinksboder omkring os, imens funky jazz loed for fulde blaes. Det var en fed aften, og Rio tog mig mere og mere med storm med dens mange gadefester og nedslidte men flotte bygninger fra kolonitiden.
Vejrudsigten var dog ikke den bedste, og foerst i tredje forsoeg lykkedes det at komme op for at se Kristusfiguren paa toppen af et bjerg med udsigt over millionbyen. De foerste to forsoeg endte i taage. Det var ret storslaaende pludselig at staa der. Noget jeg ellers kun har set paa utallige billeder og i film. Naturligvis var der et sandt menneskehav, naar der nu endelig var klart vejr. Efter at have laenet mig tilbage og nydt en daasebajer i selskab med Jesus, tog jeg derefter ned paa Ipanema og Copacabana beach. Det var mindst lige saa legendarisk, som rygtet siger. Det fineste sand, med en utrolig smuk kystlinie, og stranden pakket med meget koenne mennesker. Baade drengene og pigerne var ofte veltraenede og solbrune, og jeg var ikke just stolt over resultatet, da jeg smed min t-shirt for foerst gang i fire maaneder for at faa lidt sol paa dunken. Jeg foelte mig i hvert flad ikke som guds gave til det kvindelige koen ;-)
Solnedgangen blev iagttaget ved Ipanema, og jeg kunne ikke lade vaere med at have sangen af samme navn i hovedet.
Samme aften gentog sucesen sig med drinks paa mit hostel, efterfulgt af gadefest. Vi sluttede af paa en hiphop-club, hvor vi var de eneste hvide derinde, og jeg fik naermest den foelelse, at favelaen var rykket ind paa clubben. Flere af de mandlige gaester gik rundt med kasket, store kaeder om halsen og ellers bar overkrop. Saa var linien ligesom lagt. Det var dog en spaendende oplevelse, der intet ubehageligt foerte med sig. Nogenlunde samme opskrift gentog sig naeste dag, med gaatur ved stranden efterfulgt af endnu en fest. Jeg havde de foerste par dage i Rio omhygeligt overfoert dagens billeder, saa ingen ville gaa tabt, hvis jeg skulle blive bestjaalet, men jeg begyndte nu at blive mere afslappet, da seks-syv dage var tilbragt i byen, uden at der var sket noget. Det var en stor fejl. Jeg tog en dag paa en guidet tur til en favela i naerheden af Ipanema beach. En lokal guidede os rundt, og jeg fik klart den opfattelse, at stedet var mindre fattigt end antaget. Faktisk sagde guiden, at han var mere tryg ved at gaa rundt i favelaen, end ved at gaa rundt ude i byen (jeg tror nu, at han farvede historierne lidt for lyseroedt). Favelaen havde nemlig nogle regler, der simpelthen skulle foelges. Man draebte, voldtog og stjal ikke i favelaen, for det bragte politi ind i omraadet, hvilket pusherne selvfoelgelig ikke var interesserede i. Derfor tog de kriminelle altid ind til centrum for at udrette deres ugerninger. Det fik jeg selv at foele dagen efter. Jeg havde selvfoelgelig ikke overfoert billeder de sidste to dage, hvorefter jeg fulgte en flok paa fem andre fra mit hostel rundt i byen. Jeg havde allerede set de selvsamme attraktioner tidligere paa ugen, men jeg agerede tourguide og hyggede mig i deres selskab. Da vi ved hoejlys dag stod paa en aaben plads blot ca. 100 meter fra en politistation, kommer tre drenge paa ca. 20 aar op til os. Jeg gaar forrest og har ikke set situationen udvikle sig, foer det er for sent. Jeg havde liiige stukket mit kamera i lommen, hvilket de havde set. En af fyrene kommer helt op i hovedet paa mit, og med et panisk blik i oejnene raaber "kamera". Jeg begynder at sige paa spansk og engelsk, om han ikke hellere vil have penge, imens jeg famler i den lomme, hvor jeg har et bundt mindre sedler klar til at give vaek i praecis saadan en situation. En af hans kammerater kommer op ved hans side med en kaempe koekkenkniv i haanden og vifter den op i hovedet paa mig, og jeg skynder mig at give dem, hvad de vil have. Jeg kunne sagtens have loebet vaek fra dem, da det jo var paa en aaben plads med desuden masser af vidner, men jeg ville dermed efterlade fem andre i deres vold, og hvad ville situationen saa udvikle sig til? Desuden var det ikke til at vide, om de gemte en pistol under t-shirten. Og det er sgu lidt tricky at loebe fra en kugle. Jeg loeber hurtigt, men saa hurtig er jeg sgu ikke. En af pigerne maatte give dem sin taske - ogsaa med bl.a. et kamera - og en fyr maatte af med sin jakke. Derefter flygtede de videre, og jeg, med let skaelvende ben, gennede alle de fem andre ind i en bus, der havde holdt lige ved siden af med gloende passagerer, saa vi kunne komme hurtigt derfra. Allerede 100 meter nede ad vejen, viste det sig saa, at der var en politistation. Vi loeb derfor ud igen, fortalte hurtigt hvad der var sket, hvorefter en patrulje tog derned for at kigge efter. Det var selvfoelelig frugtesloest, da vi ikke engang havde naaet at give et signalement. De naeste fem stive timer blev brugt hos turistpolitiet, hvor vi indgav en anmeldelse. En sur slutning paa dagen - isaer naar jeg blot havde ageret guide og intet nyt selv havde set, altsaa bortset fra overfaldet. De sidste smaa to ugers tid bliver derfor ogsaa uden billeder.
Efter den episode var Rio pludselig ikke laengere saa fantastisk. Jeg var pludselig endnu mere mistroisk og paa vagt end foer, og jeg skal heldigvis videre i morgen mod Buenos Aires, hvor de sidste to dage skal tilbringes, inden jeg endelig vender hjem.
Glaeder mig utrolig meget til at se jer. Kan faktisk ikke vente. Jeg er mere end klar til at komme hjem igen efter et langt fantastisk eventyr med en lidt aergerlig slutning. Men, nu har jeg ogsaa efterhaanden rejst rundt med rygsaek i 13 maaneder af mit liv uden at opleve noget decideret ubehageligt, saa min tid var vel efterhaanden kommet.
Taenker paa jer. Knuzzzz.
Sune

---