Advertisement
Published: January 4th 2009
Edit Blog Post
Puha det var tidligt, da alarmen lød kl. 4.45. Det var stadig mørkt og himlen fyldt med stjerner. Det var nu ikke så slemt, da vi først var oppe. Det var tørvejr og ikke særlig meget vind, så det lovede godt for vores hvaltur.
Vi fik spist morgenmad og vasket op, så vi var klar til at køre kl. 6, til hvalkontoret. Da vi kom til indcheckning stod der, at der var stor risiko for at blive søsyg, så vi tog alle en ½ pille mod søsyge.
Der var en spændt stemning allerede ved kontoret, hele vejen i bussen og da vi sejlede ud. Vi havde ikke sejlet så længe før vi så en albatros. Den var lidt langt væk, så den virkede ikke så stor, men vi kunne godt se, at vingefanget på den var stort. Efter yderligere lidt sejlads sænkede de et ekkolod ned og fik lyden af en hval tilbage. Vi blev instrueret i, at vi ikke skulle kigge efter hvalens krop, men dens pusten. Pludselig var den i sigte et stykke ude, men forsvandt desværre hurtigt igen. Vi sejlede tættere på, ekkolodet gav ingen lyd igen, men det var kun et godt tegn, da den så var
på vej op. Pludselig var den der igen, mellem 16 og 17 meter lang. Vi var omkring 20-30 meter fra den, i en 8-10 meter lang båd. Det var lidt skræmmende. Meget usædvaneligt for spærmhvaler lå den og spiste i overfladen. Vi kunne kigge på den i lang tid, hvordan den gyngede lidt op og ned i overfladen og pustede luft ud. Efter lang tid kunne personalet se, at den gjorde klar til at dykke igen og ganske rigtigt, den dykkede og halen stod lige op i luften. Helt fantastisk, der lød et stort orh! over hele båden. Når først den er dykket ned, kan der gå mellem ½ og 1 hel time, før den igen kommer op.
Vi sejlede videre, mens vi så billeder og film med hvaler. Pludselig var der delfiner i sigte. Det var den i New Zealand mere sjældne race Hector delfiner. De er ikke så store som dem, vi tidligere har set, men de er stadig nogle fascinerende dyr og de tog et par spring for os, så det var jo dejligt.
Grunden til at der er så mange hvaler ved Kaikoura er, at havbunden pludselig falder med 1 km. dybde, hvilket giver optimale muligheder
for hvalerne til at finde føde.
Vi havde en fantastisk tur og var næsten helt høje, da vi igen kom i land. Det var virkelig de 1000 kr. og lidt til værd!
Vi kørte sydover igen. Vi skulle til Christchurch og derfra videre til Akaroa, der ligger på en halvø øst for Christchurch. Vi holdt en frokostpause på en rasteplads, men heldigvis var Thomas ikke så træt som os andre, så han kørte bare derudaf. Da vi alligevel kørte lige forbi Apollos kontor, var vi lige inde for at høre til bremserne. De forsikrede os dog om, at der intet var galt, så vi fortsatte (måske har det været turboen det var galt med i stedet for). Alternativet var at køre forbi et værksted, på tirsdag, når vi skal væk fra halvøen igen og det havde vi ikke lige lyst til. Der har nu heller ikke været problemer med den i dag, så det er nok som det skal være (håber vi).
Vi fik handlet ind i Christchurch, så vi har til de næste dage, da der ikke er de store muligheder på halvøen.
De sidste 18 km. til campingpladsen var en værre gang bjergkørsel af en meget smal vej.
Til gengæld dukkede bugten og byen også lige pludselig ganske uventet op i al sin skønhed. En fantastisk udsigt, men vi skulle jo også lige ned igen fra den bjergtop vi var på. Det er meget rarere at køre op af end ned af.
På campingpladsen fik vi en rigtig god plads med udsigt over bugten. Camperne ligger godt nok tæt her, men sådan er det jo, når der er højsæson.
Da vognen var kommet på plads, ville vi en tur ned i byen og se, om vi kunne komme på en kajaktur i morgen. Vi mødte to danskere (far og datter) på vejen, som vi også har snakket med i Franz Josef. Dem har børnene så underholdt/generet det meste af aftenen. De skal aflevere deres camper i morgen, så vi fik lidt rester (pasta, tomat, poser, krydderier og stanniol), de ellers ville smide ud.
Mens vi sad og skrev dagbog, kom der pludselig en isbil forbi. Den måtte vi (minus Thomas) ud og besøge, når nu den holdt lige ud for vores camper ;-)
Antons anden fortand har i lang tid hængt i en tynd tråd, men han har ikke selv ville hive den ud og vi andre har ikke måttet røre den. I dag tog han sig dog sammen og Mona fik lov til at hive den ud, hvilket gik meget nemt og smertefrit. Så behøver vi ikke bekymre os mere om, han kommer til at sluge den. Så må vi jo se, om tandfeen igen finder frem til ham.
Vi fik booket en tur til i morgen, hvor vi skal med 4-hjulstrækker ud til et marinereservat, hvor vi skal sejle i kajak. Der skulle være gode chancer for at se pingviner derude, så det glæder vi os til.
Advertisement
Tot: 0.136s; Tpl: 0.011s; cc: 6; qc: 51; dbt: 0.0791s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb