Kalbarri - Exmouth - Coral Bay - Karijini

---

ROADTRIP!!!



Jeg er nu kommet hjem fra 10 dages ferie i det nordelige Western Australia. Det var en super lækker tur, den bød på mange udfordringer, men gav også en masse dejlige, nye minder!



Perth - Kalbarri

Vi var en gruppe på 7 personer, der havde aftalt at tage afsted sammen i ferien, men for at kunne fylde to biler op, fandt min bil 2 andre - lidt tilfældige - studerende, som også kom med. Så jeg tog afsted i en bil sammen med én dansker, én tysker + en random fyr fra Brasilien og en random pige fra Singapore! De var meget søde, men de var godt nok også stille hele turen igennem - men måske fylder tre tøser fra Nordeuropa måske også lidt meget, når de skråler med på Spice Girls' "Wannabe" et par gange i timen på 6-7 timers lange køreture!

Et stort no-go på de australske landeveje er at køre efter solnedgang - faktisk så snart "skyggerne bliver lange", skal man holde ind og vente til næste morgen med at køre videre. Dette er pga. de mange kænguruer i Aussie land, som åbenbart er iskolde og hopper ind foran biler, fordi de bliver tiltrukket af lyset, og det skaber store bilulykker, da det svarer til at ramme et rådyr (eller større) hjemme i DK. Jeg troede først, de overdrev lidt, men efter den første køretur fra Perth til Kalbarri, hvor vi efter de første 10 døde kænguruer langs vejen, stoppede med at tælle, kunne jeg se, at der ikke var nogen, der overdrev!

Nåh, men vi kom lidt for sent afsted fra Perth, så vi endte faktisk med at køre i tusmørke i en times tid, og efter vi havde set én kænguru brage ind foran en forankørende bil (heldigvis undgik han den!), kørte vi 40 km/t resten af vejen til vores campingplads.

(På de australske landeveje må man køre 110 km/t over det hele, og de er opbygget ligesom de danske landeveje med et spor på hver side, og så kan man overhale, som det passer en)

Vi overnattede på en campingplads lige ud til vandet, det var virkelig smukt. Den første aften sov jeg i bilen (det var sådan en bil, hvor bagsæderne kan slåes ned, og så kan der sove to personer der), og det var så smukt at kigge op på stjernerne om aftenen, og derefter vågne op til at se solopgangen ud af bagruden næste morgen.

I Kalbarri tog vi ud og hikede i nationalparken (10 km!). Vi så bl.a. en sten-ting, som bliver kaldt for Nature's Window, hvor stenene har dannet et "vindue", som man har en virkelig imponerende udsigt fra.



Kalbarri - Exmouth/Coral Bay

Fra Kalbarri kørte vi 6 timer nordpå til kystbyen Exmouth. Her boede vi i tre dage på et ungdomshostel, hvor rigtigt mange af vores medstuderende fra UWA kom forbi, så det var rigtigt hyggeligt, og vi hyggede med BBQ om aftenen, når alle var hjemme på hostellet.

Den første dag i Exmouth tog vi til Turquois Bay, som er kendt for sit - måske lidt åbenlyst - turkise vand 😊 Det var rigtig flot, og de andre snorklede i vandet, imens jeg badede og tog sol 😊 Der var virkelig stærk blæst, så der var rigtig stærk strøm i vandet også, så jeg havde ikke lige lyst til at snorkle på stranden - hvor der heller ikke var nogen livreddere.

Både min danske og tyske medrejsende præsterede at blive solbrændt, så resten af ferien måtte de tilbringe i skyggen og meget tildækket, når der var tvunget ud i solen!

Anden dag i Exmouth kørte vi en time sydpå til en anden kystby, der hedder Coral Bay. Her havde vi - hele gruppen på 9 personer - booket en heldagstur på en dobbelt "bananbåd", hvor vi var ude og snorkle tre forskellige steder i koralrevet uden for byen (som er et fredet koralrev og en del af nationalparken).

Vi fik lov til at svømme med svømmefødder (Det måtte jeg ikke, da jeg snorklede i Great Barrier Reef, sidst jeg var i Australien, men revet var lidt dybere nede her, så det var rigtigt dejligt!). Desuden fik jeg lov til at svømme rundt og hygge mig med en lilla "noodle" - en slags skumgummi-ting, som hjælper en med at flyve på havet :D Haha, newbie, men i det mindste druknede jeg ikke!

Det var rigtigt lækkert på båden, jeg er blevet så brun efter den her tur, jeg er mere tanned end surferdrengene fra min skole :D



Exmouth - Karijini

Så ventede den længste køretur - 10 timers kørsel yderligere nordpå til nationalparken Karijini (fik jeg sagt, vores medpassagerer ikke havde kørekort? Så vi var kun tre personer til at dele, når vi kørte. Vi kørte i 2-timers shifts, hvilket jo nærmest er fra Billund til Kbh derhjemme! Shit, Australien er stort.... Og jeg synes selv, jeg er mega sej - jeg kørte i venstre side hele tiden! Det gik kun galt tre gange, men der fik de andre da råbt op, at jeg kørte i den forkerte side - det er utrolig, så højrøstede nogle folk bliver, når man udsætter dem for en smule fare 😊 ). Her skulle vi bo på deres Eco Retreat - det eneste sted i hele nationalparken, hvor de har brusebade.

Man kan heller ikke komme af med sit affald i Karijini, så da vi skulle hjem, havde vi bilen fyldt med affaldsposer 😊

Karijini er virkelig smuk, men det er også relativt urørt af den civiliserede verden, så de fleste af vejene er ujævne grusveje. Da vi var 80 km fra nationalparken, begyndte vores bil at skøjte helt vildt. Jeg holdte mig for øjnene og sagde, at det her altså var mærkeligt på en grusvej! Men hende, der kørte på det tidspunkt blev ved med at fastslå, at hun altså havde fået at vide, at pga den røde støv, som er i Karijini, så bliver vejene glatte som is. Okay, så må jeg jo bare prøve at ignorere det så godt, som jeg kan.

Jeg prøvede... Men da vi kom ud på en asfaltvej igen, og bilen stadig skøjtede, blev vi enige om liiiiige at holde ind og se, om der var noget galt med bilen.

"Girls, we have a flat tyre" - "Girls, we have two flat tyres".... Ahhhh, det er lige, hvad man har lyst til at høre midt ude i ingenting i den Australske outback!

To flade baghjul! Vi var SÅ heldige med, at punkteringen skete ved et mineområde (som åbenbart er en riiiimelig stor industri Down Under, who knew?), så en rigtig flink minefyr stoppede sin bil, stort set i det øjeblik, vi holdte ind, og han hjalp os med at skifte det ene baghjul (efter vi havde fundet reservehjulet under bilen), hvorefter den tyske pige (Carina) og jeg kørte med ham (og vores ene dæk) til den nærmeste mekaniker, som lå 20 km derfra. Jeg var sikker på, jeg var ved at blive kidnappet og ført ind i en af minerne i bjergene omkring os, og at man aldrig ville høre fra mig igen.

Men vi kom frem til mekanikeren! Som informerede mig om, at udlejningsselskabet i Perth aldrig skulle have ladet os køre ud af byen med de dæk, fordi det faktisk bare var en dødsfælde, der ventede på at ske. Okaaaay... Men vi fik et nyt dæk og kunne køre med minefyren tilbage til vores bil (hvor de tre andre havde ventet i to timer efterhånden).

Hov, minefyren spurgte forresten, om vi ikke ville med ind i en kiosk lige og købe noget at drikke, og vi sagde nej (igen, jeg var sikker på, han var ved at kidnappe os), så vi gik på toilettet i stedet, og da vi kom tilbage til bilen, så har han sgu lige købt to sodavand til os, fordi han synes, vi skulle have noget at drikke alligevel :D Hvad sker der for, at folk er så flinke hernede. Jeg bliver virkelig mistroisk, når folk er så søde!

Vi fik skiftet det andet flade dæk, og kørt bilen til mekanikeren, som fik byttet rundt på hjulene, så de nye (gode) hjul kom på forhjulene af vores bil, og baghjulene bestod af reservehjulet og ét af de gamle forhjul. Jeg synes godt nok, at reservedækket så lidt fladt ud, men mekanikeren forsikrede mig om, at det altså var det bedste af de gamle dæk, vi havde haft, så jeg troede jo selvfølgelig på ham.

Vi kom ENDELIG afsted - efter en forsinkelse på 5 timer - og kom frem til Karijini National Park igen i tusmørke...



Det var SÅ smukt i Karijini. Det består af røde sten-bjerge, hvor vi hikede rundt i bjergene og endte ved de her "gorges" helt dybt inde i bjergene, hvor vand havde samlet sig til små søer.

Vi brugte to dage på at udforske. Jeg fik også smadret mit knæ - skal vi ikke bare sige, at det var imens, jeg klatrede på stenbjergene (for det er en meget sejere historie, end hvad der rent faktisk skete) 😊 Så jeg ynkede resten af turen - og jeg har faktisk også gjort det den her uge - det gør mega ondt! haha



Åååh... Så hed det Karijini - Perth



Jeg har i mit tidligere blogindlæg nævnt, at vi skulle overnatte i en spøgelsesby, hvilket jeg VIRKELIG havde glædet mig til! Men som I kan læse, så var der sjældent noget på turen, der gik efter planen, så vi kom selvfølgelig aldrig til Cue, spøgelsesbyen...

Fra Karijini og hjem til Perth er der ca 18-20 timers kørsel, så vi skulle overnatte et sted. En time fra Cue holdte vi ind på en Shell for at tanke, og for at få lidt luft i vores reservedæk, fordi det blev ved med at se lidt fladt ud.

Idet jeg går ud fra Shell-tanken efter at have hentet sådan en eller anden ting, som skal forbinde luft-generatoren og dækket på bilen, så er der en random australsk fyr, der spørger mig, om han ikke lige skal hjælpe mig med at skifte vores flade dæk. Jeg svarer bare, ej, der skal bare lidt luft i, så er vi klar igen! - Øhm, ej, dit hjul er punkteret?

Åh nej.... Så var vi tilbage til det lorte-hjul igen, og vi (okay... han) brugte halvanden time på at få skiftet det dæk. Det var ret besværligt, for han blev nødt til at køre hjem til sig selv et par gange, fordi - selvfølgelig - havde vores udlejningsfirma ikke givet det rigtige værktøj med til at skifte dækkene (bare rolig, det var mig, der afleverede bilen mandag morgen, og de har fået at vide, hvor skod et selskab de er, og at jeg synes, de egentlig bare burde lukke ned.. haha).

IMENS manden skiftede dækket, snakkede vi med hans kæreste, som da lige kunne meddele, at der var en begravelse i byen den aften. Og at der derfor var en alkoholforbud indtil begravelsen var ovre (jeg nævnte muligvis, at jeg godt kunne bruge et glas rødvin oven på den her tur). Det kunne jeg ikke forstå, og jeg fik mig begivet ud i en længere historie omkring begravelser og gravøl og jeg ved ikke hvad, indtil hun stopper mig og siger, at det altså ikke er fordi, de normalt ikke MÅ drikke alkohol til begravelser.

Det er fordi de slår hinanden ihjel, hvis de får alkohol. ummmm what?

Yes, vi var endt i en by efter mørkets frembrud, som ca. havde et mord hver anden uge, men - bare rolig - det er seks uger siden, det sidste er sket 😊

Da hun kunne se, hvor bange vi blev (vi havde lige bestilt en campingplads bag Shell-stationen), var hendes kommentar "Ej, men bare rolig, de slår kun hinanden ihjel, ikke besøgende ude fra". aaaah, okay, så er jeg rolig :D (Jeg sov med min kniv den nat)



Dagen efter kørte vi de sidste 10 timer hjem til Perth, og jeg fik afleveret bilen mandag morgen - inklusiv den værste feedback, jeg nogensinde har givet. MEN manageren ved udlejningsselskabet virkede til at være virkelig flov, da jeg fortalte, hvad mekanikeren i Karijini have fortalt mig omkring hjulenes tilstand, og han lovede, at jeg fik alle pengene tilbage for dækkene (som jeg havde lagt 2500 kr ud for), så det var dejligt, og det gik overraskende nemt med at aflevere den bil!



Så ja, det har været en rigtig dejlig tur op nordpå. Jeg har oplevet et Australien, jeg aldrig har set før, kommet til at lære en masse nye mennesker at kende, og fået udfordret mine grænser. Fx har jeg taget et bad med en fugleedderkop - suuuuper hyggeligt. Der lærte jeg min tyske veninde en ny dansk sætning, lige inden jeg gik ind i badet: "Jeg tror, jeg skal kaste op af frygt" 😊 Det er altid dejligt at kunne lære fra sig, haha



Hov, jeg glemte en ting. Med bilen. Vi var stået op kl 4, fordi vores bil skulle køre lidt langsommere hjem fra Karijini - pga. hjulene - så vi sad klar i bilen kl 7, idet pigen fra Singapore siger, at hun ikke kan få midtersæde-selen til at virke. Vi prøvede alle sammen at få den sele til at fungere, men den rykkede sig bare ikke.

Efter at have forsøgt i en halv times tid, blive vi enige om at køre op til receptionen for at høre, om de havde en mekaniker, der kunne hjælpe os. Vi har så bare præsteret at ødelægge den (lorte)bil endnu mere, så nu kunne sæderne heller ikke rejses helt op. Super, nu manglede vi to siddepladser.

Vi kørte op til receptionen ved Eco Retreat, og de havde faktisk en mekaniker, men han sagde, at det var ulovligt for ham at lave selen, og at det skulle gøres på et autoriseret værksted.

Så måtte vi tænke hurtigt, for de to biler, vi fulgtes med at dette tidspunkt havde faktisk to sæder fri, og det nærmeste værksted var 100 km fra retreatet. Vi fik placeret ham fra Brasilien i den ene bil og hende fra Singapore i den anden, og fik dem kørt til den nærmeste by, som lå 200 km derfra (sydpå), hvor vi så skulle hente dem, når vi havde været forbi et rigtigt værksted (de endte med at vente i 4 timer....).

Det eneste værksted var som sagt 100 km derfra... Jeg tror ikke, nogen af os havde tænkt os om, for det kom da som en overraskelse for samtlige tre piger, at vi var endt på samme værksted, som havde lavet vores dæk. haha.

Jeg tror, de havde virkelig ondt af os, de fik lavet selen, og det var "på huset", så vi betalte ingenting - jeg får kulturchok, når jeg kommer til Danmark igen!

Fik jeg nævnt, minefyren gav os alle fem (i min bil) gratis aftensmad på minernes (ret lækre) buffet-restaurant, efter han havde hjulpet os med vores dæk? Så der var et par lyspunkter selv i de mørkeste timer af vores tur!



Ej, set bort fra bilen, så var det en virkelig god ferie, men nu er det tilbage til skolen, jeg sidder i øjeblikket med tre major research essays, som skal være færdige i næste uge - det bliver en lang weekend 😊



Plus, min danske roomie holder fødselsdagsfest lørdag, så det bliver vildt godt - vi har aftalt, den skal stå på pallietkjoler og stilletter, uh, jeg glæder mig helt 😊





(Sorry, for det lange indlæg, men det var også hele min ferie, der blev dækket der ^^)



P.s. Desuden var biludlejningsfirmaet udemærket godt klar over, at midterselen ofte låste sig fast - igen et glimrende eksempel på, hvorfor man aldrig skal leje noget gennem TRAVELLERS AUTOBARN i Australien 😊

---