Day eight - On the road again

---

Af: Lise
Vi vågner næste morgen på Americas Best Value Inn efter en god nats søvn. Der er morgenmad med i prisen. Bestemt ikke det store morgenbord, men der er da kaffe og cornflakes med mælk. Der er selvfølgelig også vafler og multifarvede loops. Det har vi ikke spist noget af på turen. Jeg tænker, at der ikke er nogen grund til at begynde på at eksperimentere med færdiglavet vaffeldej fyldt med e-numre. Vi nupper de sædvanlige cornflakes og sætter så kursen mod havet, nærmere bestemt Grayton Beach, som jeg har læst skulle være vildt flot. Vi er kun ca. 30 minutters kørsel derfra, så det går nemt. Eller…forholdsvis nemt. Pludselig kan vi se, at vejen længere fremme bliver våd, og så regner det ellers meget voldsomt. Himmel og jord står i et. Sjældent har vi oplevet så pludselig og voldsom regn, det er helt vildt. Men lige så pludseligt som det startede, holder det op, og solen skinner igen på vores Volvo.
Grayton Beach er et område, hvor det er rigtig dyrt at bo. Husene ligner da også sådan nogle, der sagtens kunne være indrettet fra gulv til loft med Lexinton Home Collection (hvis der er nogen af jer der kender det mærke).
Selve stranden er meget bred og lang, og der er marehalm lignende græs, som vi kender det hjemmefra. Vandet er smukt lysende og brusende, og sandet er hvidt som sukker og føles også sådan. Fordi det lige har regnet, klumper det fine fine sand sammen og får en sukkeragtig konsistens.
Der er ikke mange på stranden, kun et par familier og et par surfere. Vandet har egentlig en dejlig temperatur, men der er store bølger, og jeg forestiller mig at der er mange hajer derude i det oprørte hav. Kred og jeg nøjes bare med at kigge på de andre der bader og får tæsk af bølgerne, som om de aldrig havde bestilt andet. -De må være lokale. Vi sidder i en times tid og nyder den smukke strand og havet. Jeg tænker på, hvor forfærdeligt det vil være hvis/når olien når hertil. Det er næsten ikke til at bære. Jeg sender også koralrevet i Key West en tanke, og håber at olien aldrig når dertil.
Vi skal videre på vores road trip mod New Orleans, så vi siger farvel til den smukke strand og kører videre. Næste stop er en vaskeægte amerikansk Outlet, som Florida er så kendt for. Der ligger én ikke langt derfra, og den er oven i købet temmelig stor.
Jeg har aldrig været i en Outlet før, og jeg tænker, at det sikkert alligevel ikke er så billigt -Men det er det.
Eksempel: 7 smarte Levis t-shirts, et par Levis bukser og 2 par Levis shorts= 100 dollar.
Sports tøj er også vildt billigt, og Lacoste og Tommy Hilfiger polo trøjer, kunne man også nemt gå amok i. Man burde tage til USA to gange om året og købe alt sit tøj der, det ville kunne betale sig.
Vi bruger alt for lang tid i outleten og pludselig har vi lidt travlt. Klokken er over 14 og vi skal aflevere Volvoen i New Orleans kl. 18. Der er mere end fire timers kørsel til New Orleans, så Kred ringer og hører om vi kan aflevere bilen kl. 23 i stedet. Det er heldigvis ikke noget problem, så vi kan tage den nogenlunde med ro på resten af turen.
Det viser sig, at det bliver nødvendigt at tage den med ro mod New Orleans. I radioen snakker de om alvorlige thunder storms og tornado varsel. Tornado….hjælp! Hvad gør man lige hvis der kommer sådan én? Himmelen bliver alvorligt sort ude i horisonten, og vi kan se på gps’en, at det er lige præcis den vej vi skal. Der er ikke så meget andet at gøre, end at køre derud af. Efter at de har advaret mod tornado i radioen, er det også som om folk har lidt mere travlt med at komme hjem. Men da vi når uvejret, er alle nødt til at sætte farten ned og køre meget langsomt. Det er et uhyggeligt uvejr, men det varer som sædvanligt ikke ret længe.
Da vi når udkanten af New Orleans er det igen solskin. Det er tydeligt, at vi nærmer os en storby, og da vi kører ind i centrum er der virkelig storby stemning i finanskvarteret, med alt hvad det indebærer. Jeg husker på alle de forholdsregler, som jeg plejer at tage, når jeg er i en storby. Imens vi kører mod vores hotel Le Pavillion, mander jeg mig op til at glæde mig til at udforske byen på egen hånd, når Kred skal på konference om dagen.
Det gamle franske hotel Le Pavillion som vi skal bo på er vildt flot. Fantastisk lobby med antikke møbler, gamle oliemalerier på gangene og et dejligt spa og pool område på taget.
Da vi går gennem lobbyen og hen til receptionen, kan vi se at der er et bryllup i gang. Gæsterne er ved at ankomme og skal alle fotograferes i deres suits og silkekjoler. Alle er helt vildt flotte, og det er lidt specielt at stå blandt dem i shorts med sand på benene og vindblæst cabriolet hår.
Da vi har fundet vores værelse og taget et bad, møder jeg Kreds kolleger. Jesper, Michael og Søren. De har heller ikke spist aftensmad endnu, og vi går samen ind mod French Quater på jagt efter aftensmad.
Vi finder et lille sted, som har åbent døgnet rundt. Hvilket normalt ikke et godt tegn, men vi er jo lige ankommet til byen, og har endnu ikke rigtig tunet os ind på, hvor man går hen og spiser godt. Det bliver til et nogenlunde måltid, og efter en øl på en anden bar, går vi tilbage til hotellet. Kred skal op og på konference næste dag, selvom det er søndag.

---