Den er stor. Den fylder det meste af byens lille centrum. I alt har den et hundrede og femogtredive spir, som hver i sær danner sit eget mini-museum. Katedralen i Milano blænder dig, når du som en blind muldvarp bevæger dig ud af den milanesiske undergrund. Dens hvide mamorfacade giver reflekterer solens stråler, når de falder derpå. Ligeså lys og strålende il duomo er udefra, ligeså mørk og dyster er der, når du træder indenfor. Muldvarpen bevæger sig ind i mørket, hvor den hører til. Som du bevæger dig længere ind mellem bænke af træ og søjler af marmor, fornemmer du magt og rigdom fra den katolske kirkes storhedstid. Milaneserne er stolte af deres velbevarede skatte. Hvert eneste element i den store bygning, som har den mindste værdi, er lyst op af små sports. Endnu tydeligere
... read more