Duomo di Milano

---

---

Den er stor. Den fylder det meste af byens lille centrum. I alt har den et hundrede og femogtredive spir, som hver i sær danner sit eget mini-museum. Katedralen i Milano blænder dig, når du som en blind muldvarp bevæger dig ud af den milanesiske undergrund. Dens hvide mamorfacade giver reflekterer solens stråler, når de falder derpå.

Ligeså lys og strålende il duomo er udefra, ligeså mørk og dyster er der, når du træder indenfor. Muldvarpen bevæger sig ind i mørket, hvor den hører til. Som du bevæger dig længere ind mellem bænke af træ og søjler af marmor, fornemmer du magt og rigdom fra den katolske kirkes storhedstid. Milaneserne er stolte af deres velbevarede skatte. Hvert eneste element i den store bygning, som har den mindste værdi, er lyst op af små sports. Endnu tydeligere bliver det, når du træder ned i krypten, som danner grundelandet for il duomo. Om muligt, er her mørkere end oppe i skibet. Du står i køen blandt billedhungrende asiatere, blot for at få et glimt af noget, som du ikke ved, hvad er. Alligevel bringer din nysgerrighed stædigheden frem i dig. Du bliver stående. Én efter én bevæger asiaterne sig væk fra det lille kighul. På deres vej væk fra mængden skeler de til dig, fordi du skiller dig ud i mængden.



Du står der, og bliver beskuet grundet dit skandinaviske udseende og dit halvandenår gamle kamera, Nikon D5100, som du er glad for, men i deres øjne ”so last year”. Det bliver din tur. Du viser dig ikke spor bedre, da du foreviger øjeblikket med et par hurtige knips på udløseren. Foreviget er et glasskrin med guldkant i et mørkt kammer. Du bevæger dig i op af krypten og ud af det lyse monster af en bygning. Nu er det tid til at bestige det dominerende værk i Milanos centrum. 250 trin senere bevæger du dig rundt i, hvad der svarer til tagrender på et parcelhus – i katedralstørrelse. Du er på ryggen af topseværdigheden i Italien størst befolkede by. Du ridder på ryggen af et hvidt marmormonster. I baggrund har du Alperne – skisportens tilholdssted. Lidt tættere på ser du store mondæne bygninger i newyorker størrelse, og lige foran dig – igen, endnu en sort paryk fra det fjerne østen. De er over det hele. Du bevæger dig derfor ned ad de mange trin og finder en lille lokal restaurant i to etager, hvor din pastaret indtages til lyden af sporvognen udenfor og kukuret på væggen over dig.

---