Nyeri - nu med BILLEDER!

---

26/10
Hmm… Jeg må have vænnet mig til at bo her, siden der ikke har været mere pres på for at berette om forskelligheder fra andedammen derhjemme og “Min afrikanske farm”.
Kan forstå, der er blevet udskrevet valg derhjemme, ligesom det er tilfældet her. Eller rettere, der bliver højst sandsynlighed udskrevet valg, da datoen ikke er blevet offentliggjort, men det bliver nok efter jul, efter sædvane. Håber ikke, det er den eneste forskel, da det hele formentligt bliver “rigged”, som pressen uden censur skriver lystigt om. Men med penge kan man nå langt hernede, hvorfor tilstandene ikke bliver ændret. Det ligger faktisk i sindet hos hovedparten af kenyanere; fra politimanden, der lader sig bestikke pga. overfyldte matatuer (Nissan-/Toyotavarevogne ombygget til små busser til 14 passagerer!) ved checkpoints’ene, til de øverste, politiske magtinstanser. Så er sort arbejde i DK et mindre problem, selv om det vel udspringer fra samme kilde - så helt hellige er vi heller ikke. Og situationen hernede bedres ikke af, at “tribalism” trives til stadighed; man hjælper hellere én fra sin egen
stamme/tribe end én fra en anden, især politisk. Men ellers er mudderen under valgkampen den samme.
På hospitalet finder man nepotisme i udstrakt grad. Ansatte og pårørende til ansatte har egne tomandsstuer, mens resten ligger i de andres jamren og bræksymfonier. Og hvis der ikke er plads, er sengegardinerne, der dækker for andres nysgerrige blikke, konstant trukket for, hvilket ikke sker for de andre.

Charlotte og jeg tager til Nairobi næste weekend for at brevstemme, så der er en mulighed for, at det når frem, på trods af kenyansk “ihærdighed”. Ærgrer mig over, jeg ikke har mulighed for at høre debatten.
Den anden grund er at besøge Kibaki (hvilket også er navnet på den nuværende præsident i landet) og Wilson, to af de mandlige sygeplejerskestuderende, for at “tera” med dem. Oprindelsen af ordet er mig ukendt, men for dem betyder det at drikke og hygge sig, hvilket ikke er tilladt indenfor murene af hospitalet, hvorfor de ofte skejer ud på “Nyambene Lodge”, der ejes af en venindes bror (området omkring hedder “Nyambene Hills”), eller i Mzinga/The beehive (remember?)
“The tera squad” består af de studerende, der har valgt at skille sig ud fra den pæne og dydige flok, for at have det sjovt. En flok på 10-15 stykker, men især en otte stykker, som vi ser. Deres hilsen er: “Mosee” ’Mo-sææh, der betyder ældre mand, hvilket også bruges i sengeafdelingerne som tiltaleform til de ældre, mandlige patienter. Efter man har taget en tår af sin øl, løfter man glasset og siger “Mo-!”, og når flasken rammer bordet, siger alle i kor: “-seeeehh!” - og griner, når vi muzungu’er gør det!
Dem har vi det hyggeligt med, og lærer alle de små og store forskelle i opfattelsen af mange ting, dem og os imellem, at kende. Min ironi er som at smide perler for høns, men de er begyndt at lære den at kende og griner ad den, når de ser det modstridene i udsagnene. Men jeg bruger den med forsigtighed, og afslører hurtigt, hvis de er “floating”, som de selv siger, når man ligner et spørgsmålstegn.
De er rigtigt glade for os, kan man mærke, og har lukket os lige lukt ind i til kernen, og det er skønt, at have en vennekreds at være sammen med og snakke med.

Sidste weekend besøgte jeg et kikuyu-hjem (den største stamme, ca.
20 %) i nærheden af Nyeri (en by) og Mt. Kenya, 200 km fra Maua. Dr. Tatua havde inviteret Dr. Kamau og mig hjem til sin familie og barndomshjem, samt kone og tre uger gamle spædbarn. Især fordi, Kamau har købt en næsten ny og misundelsesværdig (for mange hernede) Toyota Premio, 1,8, som vi kørte dertil i. Den er også lækker i forhold til mange af de “transportmidler”, man finder hernede. “Isizu”, et japansk mærke jeg ikke kendte eksistensen af, har produceret mange lastbiler, og de sørgelige rester er endt her i Kenya - de er museumsværdige! Ofte er jeg forundret over, de kan rykke sig ved egen hjælp. For ikke at tale om matatu’erne! Om det så er fire hjul, der kører samme vej, bruges de fortsat! Der er langt til en brug-og-smid-væk-kultur her!
De to doktorer har gået i samme gymnasium, der er Kenyas bedste, reserveret for kvikke og åndsberigede unger, gået på samme hold på universitet og er nu ved et tilfælde endt på samme hospital i hele Kenya! Men hvad mere interessant for mig er, at Tatuas familie lever som størstedelen af kenyanere, nemlig som bønder. Dette gav mig muligheden for at kigge ind, uden at føle mig som turist, men som det jeg var: Gæst. Tatua har været så heldig, dygtig og ihærdig, at han har fået tildelt et lån af staten til at optage studier på universtitet, der ellers ville være ubetaleligt. Et lån han nu betaler af på. Kun studerende med A- og A i gennemsnit, får denne mulighed. Til gengæld skal han dele med resten af sin familie og hjælpe sine søskende økonomisk til en mulighed for at studere, så de også kan bidrage. Den ene søster skal næste år læse enten til sygeplejerske eller “Hotel management”, mens broderen, Joseph, netop har afsluttet sit studium i turisme på universtitet, og ønsker at blive guide for turister, der ønsker at se hvordan “the common kenyans live”. Så efter chai (te, som de drikker, som vi drikker kaffe), kylling og ris (som jeg tror, var slagtet fil begivenheden) var han en glimrende guide til at vise huset, jordloddet, hvor afgrøderne stod (majs, bananer og te) og det omkringliggende bakkelandskab frem. Tænk ikke på en flad mark på Fyn, men frodige bakker, hvor al jord udnyttes, uanset hældning.
Faderen til de seks sønner og to døtre, har arvet jorden, som han dengang delte med sine tre brødre, hvor den ældste fik den del, der ligger øverst på bakken, den næstældste, den næstøverste og den sidste - ja, den nederste del.
Køkkenet var et lille skur, med et lille ildsted som komfur, toilettet et skur med et hul i jorden og stuen på størrelse med halvt Egmontværelse. Elektricitet håber de snart kommer, men det ligger i hænderne på den næste præsidents luner. Mange af de omkringliggende landsbyer har allerede fået det. De har tænkt på solenergi, men hvis der bliver lagt ledninger, vil det være billigere. Det sætter de hjemlige bekvæmligheder lidt i perspektiv. Tatua og broderen er flyttet væk, men jeg gad vide, hvor tæt det har været, da de boede dér.
Jeg havde desværre kun mit lille digital kamera med, men det blev brugt flittigt af Kamua, så børn, spædbørn og voksne blev indfanget, da det sjældent sker. Jeg har brændt en CD, så Tatua kan få udprintet billederne, når han kommer til Nairobi.
Efter rundvisningen tog vi indtil en lille by ved navn Karantina, hvor vi fandt et sted, en form for indhegning med store telte, en lille gårdsplads som dansegulv, en scene, musik og øl. Her spillede de kikuyu-musik, der beskrives som “train music”, da det samme korte tema går igen, nærmest trancelignende, med en diskant guitar henover. Det er blevet utroligt populært over hele Kenya, og denne aften ville John De ‘Mathew optræde, en kendt kikuyu musiker.
Vi drak nogle øl, og jeg fik en lang god snak med joseph, som jeg havde en rigtigt god kemi med. Senere blev der serveret kylling og ugali, der er en tætpakket majsmasse, man former til klump med en hulning i, hvorefter man skraber mad sammen og spiser på ægte kenyansk vis; med fingrene. Derfor vasker man hænder inden, hvilket er rar fornemmelse, da det altnærværende støv sætter sig, visende sig i vandet bagefter. Det foregår ved at varmt vand fra en kande risles ned over éns hænder, mens man skrubber, og ned i en balje, der holdes under, til formålet. Desuden gør de sig meget i tandstikker efter ethvert måltid, så man finder ikke et hjem med respekt for sig selv, der ikke har en lille beholder med dem stående på bordet.
Vi fik danset en del, og som altid, var det i de langsomme, smidige og flydende bevægelser, som praktiseres her (og mange steder i Syden), der giver os nordeuropæerer kvaler, da meget af vores dansemusik ikke lægger op til det. Alle danser, selv ved bordet, hvilket jeg finder meget livsbekræftende!
Da De ‘Mathew endelig steg op på scenen, kom der virkeligt gang i den på den stenede gårdplads. Pludseligt blev jeg “angrebet” af mange unge mennesker, der formede en ring rundt om den interessante muzungu, som de skulle prøve at danse tæt med. Det var meget sjovt, men også lidt for meget, da jeg aldrig har stræbt efter at blive kendt med de kendte og genkendt på gaden - dette føles sådan! Bortset fra, folk derhjemme nok ville trække deres nysgerrige blikke til sig, hvis Anders Mattesen gloede tilbage - her fortsættes ufortrødent! Så Kamau tog min pung og mobil, mens det stod på, da mange har mistet disse egendele under tæt dans.
Interessant at opleve et meget ordinært hjem i Kenya, og jeg håber at kommer denne oplevelse nær igen, når jeg med “Outreach patient department” tager ud til landsbyerne, som beskrevet tidligere, på et tidspunkt efter medical ward.

Medical ward, som jeg startede på i mandags, er vældig interessant. Her er meget at lave, interessante cases, der er langt mere fremskrædne end man ser derhjemme, og en del lumbalpunkturer at udføre (procedure, hvor man udtager hjernevæske gennem lænderyggen, fx. ved mistænkt hjernehindebetændelse). Jeg har lavet mine tre første, hvoraf de to sidste lykkedes, mens den første bare skulle have et skub mere med kanylen, da jeg ikke vidste, om jeg havde ramt knogle eller ledbånd. Sidstnævnte skal passeres, for at nå ind til hulrummet, hvor væsken befinder sig. (Mediciner-snak: Set i bakspejlet, ville det nok have gjort mere ondt, hvis jeg rent faktisk havde ramt periost, men man skal lige havde den taktile fornemmelse af vævet. Og nej, de bruger da ikke lokalbedøvelse!). De to andre punkturer var gode oplevelser, for selv om den ældre CO, Wurchira, og den yngre CO-intern, Judy, begge stod og spurgte efter første indstik: “Did you hit the bone?, did you hit the bone?”, og var nippet til at overtage - førstnævnte havde anden gang fået den første sterile handske på - vedblev jeg at prøve, til det lykkedes. Ellers lærer man det sgu aldrig!
Vi er Dr. Tsuma, der er både munter og undervisningsivrig, Judy og Michael, en kenyansk medicinstuderende i klinisk ophold her i otte uger og mig, der går stuegang. Det er ret sjovt team med god ‘bedside’ undervisning, men lidt irriterende at Michael er her, da vi alle klistrer til Dr. Tsuma, på trods af, der er en del andre afdelinger. Men han har allerede været lang tid i maternity i Nairobi, og selv om Charlotte og jeg allerede har indleveret en rotationsplan, som vi blev bedt om, for at undgå klumperi, siger jeg ikke noget, da dette formentligt er den mest interessante afdeling, og jeg nok bliver her resten af tiden. Måske en uge til sidst i palliative care, “AIDS-afdelingen”.
Her findes typisk mange malariapatienter, HIV-positive med komplikationer i form af tuberkulose, cryptococose, og andre opportunistiske infektioner (bl.a i nervesystemet, hvilket forårsager lumbalpunktur-indikationerne), samt lungebetændelser. Sukkersyge er også et stigende problem; “The double burden”: Startende vesterlandske sygdomme i U-lande i vækst, mens de typiske tropiske sygdomme persisterer. En bristisk læge, Dr. Claire, der har været her i mange år, beretter, at det tidligere ikke eksisterede, men efter madvanerne er ændret her, bl.a. alt for meget friturestegning, er sukkersyge blomstret op.
En klinisk interessant case, mest for medlæsende medicinere, som jeg husker den: En ung mand blev indlagt med hoste og begyndende åndenød gennem en måned, som nu var forværret. I afdelingen havde han en iltmætning på 87%, puls 130 (ca.) og åndenød, men vist ingen pleural smerte (smerte ved dybere vejrtrækning).
Ved auskultation (lytten med stetoskop), kunne man ikke høre vejrtrækning på hele højre lungefelt, og det kneb nederst i venstre side, og ved perkussion (banken med finger på egen finger, der er placeret på patienten, for at bedømme “hulheden” nedenunder) lød det som at banke på en murstensvæg, undtagen i øverste 2/3 af venstre side.
Det blev bedømt til at være pleural effusion (væskeudtræden i rummet mellem lungen og thoraxvæggen), og en pleurascentese (udtagning af væske gennem mellemrummet mellem ribbenene) udtog også 10 ml blodtingeret væske. Røntgenbillede taler også sit tydelige sprog (hvis man, ved hvordan et normalt billede ser ud 😊
Men hvad skyldes det? Formentlig tuberkulose, men det forvirrer lidt at effusionen ses på begge sider, så det kunne fx. være hjerteinsufficiens (svagt hjerte af en eller anden grund). Pleurascentesen blev sendt til analyse, så det bliver spændende at se, hvad den viser.
Hvor om alting er, var det interessant at se hvordan klinik (auskultation og perkussion) hang sammen med paraklinik (røntgenbilledet).

En lille beretning fra det centrale Kenya - håber at netop du har det fabelagtigt!
Har du noget at berette eller er hverdagens trommerum ikke værd at berette om? Der er rig mulighed under “messages” eller “comments” 😊


Philip (Dinesen 😉

---

Photos

Toilettet
Indenfor finder man et hul i jorden...

Joseph viser mig rundt
De dyrker majs - "saadan ser de ud!"

Te-marker
Laeg maerke til hvor meget det skraaner.

Soendag morgen
Kamau og Tatua drikker chai og spiser toast (kenyanere ynder gerne toast uden noget).

Far, Joseph og en ven af familien
Vennen faar saa meget streetcredit med den "50 cent"-cap paa! Gad vide, om han ved, hvem de er...

Et strygejern
- Endnu et pletskud fra OBH!

Michael og Judy
I biblioteket, hvor der fremlaegges interessante og relevante emner, som dr. Tsuma vaelger til os stuegangen.