Advertisement
Published: October 11th 2007
Nu har jeg besteget et bjerg! D.v.s. næsten; kun til det tredje højeste punkt, Point Lenana: 4985 m.o.h., der er det højeste punkt, der kan nåes af dødelige. Vil man til toppen, skal man bruge bjergbestigningsudstyr og en utrolig god evne til at trække vejret uden at få ilt i lungerne!
Charlotte, Maria (den spanske farmaceut) og jeg tog med matatu til Meru og derefter til Nanyuki, hvor vi mødte vores guide, Lawrence. Efter betaling, frokost og lidt indkøb, tog vi mod Mt. Kenya National park, der er en Unesco World Heritage Site og Unesco Biosphere Reserve. På vejen samlede vi vores to porters op, der bar al maden samt en del af vores baggage i gamle tasker, der var knap så komfortable som vores rygsække - utroligt!
Vi skulle gå op ad “Sirimon route” og ned ad “Chogoria route” (se kort) på tre dage. Af frygt for at beskrive hvert fodtrin, henviser jeg til billederne, der desværre ikke kan beskrive det, som at være der selv - men ellers ville det jo heller ikke være sjovt at tage af sted 😊 Det gjorde det heller ikke bedre, at der var ret tåget; Mt. Kenya er næsten altid omhyllet af
skyer og er regnvåd og mudret mange steder. Vi var dog ret heldig med vejret generelt, så vi kunne se landskabet omkring os.
Jeg kender ikke højden på vores startpunkt, men vores første camp, “Old Moses Hut”, lå i 3993 meters højde, som vi nåede efter ca. fem timers vandring i stigende terrain. Her mødte vi et canadisk par, nogle amerikanere og nogle israelere, og det var lidt sjovt at føle sig som backpacker for en stund.
Vi havde snakket en del om højdesyge inden, og var blevet rådet til at drikke meget vand på turen, hvilket forårsagede en del tissepauser! Lidt efter ankomst til hytten, fik jeg hovedpine og en lille hedetur af anstrengelserne, mente jeg på det tidspunkt, det var, så jeg drak en del vand, og det fik det til at gå væk. Ved sengetid frøs jeg sindsygt meget, så jeg måtte bruge mit håndklæde som halstørklæde. Senere fik jeg det alt for varmt, og retroperspektivt, tror jeg det var feber, mere herom senere. Jeg kunne godt mærke højden på pulsen og vejrtrækningen; blev vækket af små gisp efter vejret, indtil jeg havde akklimatiseret mig.
Næste morgen blev vi vækket ved halv sekstiden og vi skulle
Kort over Mt. Kenya
Vi gik ad Sirimon route -> Old Moses Hut (naer Judmeier hut) -> Shipton's camp -> Point Lenana ned ad Chogoria route -> Meru Bandas/Lodge og blev koert i Land Rover til Chogoriagå ca. 14 km med en stigning på 400 m op til “Shipton’s camp” i 4300 meters højde. Det lod sig ane; jeg hev efter vejret efter hvad normalt ville være en lille anstrengelse, især sidst på etapen. Landskabet havde ændret sig fra varieret vegatation med træer og buske til nu kun græsknolde, der faktisk var ret flotte, da lyset spillede i de flerfarvede græsstrå. Desuden sås symmetriske planter, der kunne opsamle regnvandet. Ved at lukke sig kunne de gemme det til tørrere tider.
Senere begyndte det at regne og hagle, og det var flere steder en udfordring at holde fødderne tørre, hvilket ikke lykkedes helt. Vi mødte flere af de samme planter, der nu var blevet til sjove træer; Lawrence fortalte, de kunne blive op til 300 år gamle! Han var/er en god guide med en utrolig viden om alt fra landskab, søer, dyr og planter. De sidste kilometer gik vi i frostvejr; de vandopsamlende planter besad nu frosset vand mellem bladene.
Da vi endelig nåede “Shipton’s camp”, var jeg godt færdig og en hovedpine begyndte at melde sig. Efter frokost blev den værre og jeg begyndte også at fryse: Feber! Jeg lagde mig i seng og pakkede
Start til Old Moses Hut
Vores Porters til hoejre og guide, Lawrence, til venstre mig ind i alt, hvad jeg havde. Det var ikke fedt! At have en eller anden infektion, malaria eller en slem højdesyge, 4300 m.o.h.! Det var formentligt det, jeg oplevede i mildere grad i første hytte. For en sikkerheds skyld tog jeg malariabehandling, som vi havde taget med. Jeg regnede ikke med at skulle afsted med de andre i nat kl. 2.30, som vi havde aftalt, for at se solopgangen. Pludselig, to timer senere, havde jeg det meget bedre; havde den fornemmelse, man har, når man er blevet rask efter flere dages sygdom.
Så kl. 2.30 forlod vi hytten med pandelamperne tændt - det var bælgmørkt! Vi skulle stige 700 meter på tre timer, bjerget skrånede vel 30-40 grader og luften var tynd! Som at trække vejret i en plastikpose! Marias 67 år hjalp hende ikke meget; hun havde ikke kræfterne til at sparke ordentlige trin ind i sneen, selvom jeg prøvede at vise hende hvordan, men hun var var i sin egen verden, i sin egen kamp. Så hun skvattede rundt, brugte mange kræfter bare på at holde balancen og bad om pauser hele tiden. Det var også sindsygt hårdt! Fuldt forståeligt hun kæmpede sådan, og utroligt at hun
Start til Old Moses Hut
Nedhaenget paa traet er faktisk en anden plante, der kun kan overleve ved at sidde paa traeer; "freeriderplante", kan man vel kalde den... klarede det! Hver gang vi holdt pauser, slukkede jeg min pandelampe og nød det flotte stjernetæppe over os, som man kun kan få det i menneskefattige områder, uden bylys. Det var fantastisk at opleve bjergene omkring os; jeg følte mig virkeligt i ét med dem. Som at have sovet ved siden af og vågnet op med dem. Et glimt af deres hverdag og liv.
Solen stod langsomt op, og det var skønt at se hvordan landskabet omkring os blev mere og mere synligt.
Efter det hårde første stykke, kunne vi lægge vores tasker og pandelamper fra os; dette var krydset mellem vores opstigning til “Point Lenana” og nedstigning af “Chogoria route”.
Det var hårdt, hjertet pumpede afsted! Efter hver pause, føltes det som om jeg havde alverdens kræfter, men efter bare få trin op, prustede jeg igen. Jeg var ikke træt i benene, men følte jeg havde en kondi som en 80-årig!
Omgivelserne var utroligt flotte, man kunne se milevidt og på et tidpunkt, inden skyerne havde bygget sig op og overtog udsigten, havde vi et formidabelt vu over de de snoede, skarpe bjerge og de skinnende søer, som det måske kan anes på billederne.
Endelig nåede vi toppen!
Start til Old Moses Hut
Flot blomst; har mere roedt i sig dem paa den anden side af bjerget (se senere billede). 4985 m! Det højeste sted, jeg har stået på Moder jord! Desværre havde skyerne omringet os, men vi kunne dog se den store gletcher “Lewis Glacier”, der holder bjerget så koldt iflg. Lawrence. Det var en tilfredsstillende og lettende fornemmelse at stå dér og holde rundt om flaget på toppen.
Nedstigningen var utroligt lang og hård for knæene og det forreste af foden, da man skal holde igen og bremse sin fart. Jeg var begyndt at få min hovedpine igen og den gjorde det uudholdeligt i 2 timer, indtil vi havde spist frokost og jeg havde fået et lille powernap. Denne dag skulle vi stige 700 meter til toppen og ned igen til næste hytte (Meru Mt. Kenya Lodge) - en strækning på 27 km og otte timers vandring! Det var en enormt flot tur med meget varieret landskab, og fedt at opleve, hvor meget man kan klare; selv om horisonten ser uindtagelig ud, kan man alligevel runde den og lægge den bag sig! Vi gik gennem udtørrede søer, hvor de sjove palmelignende, symmetriske planter voksede og gennem klippelandskab. Vi vandrede i lang tid på en højderyg, hvor der på den ene side var højland og på den anden
en dal “Goerge valley”, hvor “Lake Michaelson” lå og lod sig tømme ned igennem. Fra denne flod udsprang “Vinnie falls”, der var et spetakulært syn. Herfra gik vi ind i et område, hvor skyerne steg op fra dalen til venstre fra os, og alt blev tåget, men det var en sjov og anderledes oplevelse. Det sidste stykke var alen langt og vi gik ind i en slags regnskov før vi nåede hytten, godt smadret - især Maria! Vi fik tændt op i pejsen, fik god mad og kunne endelig sove uden gispen i ca 2000 meters højde!
Dagen efter mødte et prægtigt syn os; da vi ankom dagen før, havde tågen skjult de omkringliggende bjerge, men nu stod de flot i solen med Mt. Kenya som prikken over i’et!
Vi skulle hentes af en Land Rover, men det var usikkert om den kunne komme gennem den mudrede vej. To en halv time senere fandt vi ud af, den havde siddet fast - og det var ikke sidste gang den skulle det! Vi måtte flere gange ud og skubbe på, lægge sten og nedhugget bambus (med en panga selvfølgelig) under hjulene for at komme videre. På et tidspunkt løftede chaufføren simpelthen
bilen med en lille dunkraft, for at kunne lægge sten under!
En ekstra detalje på en rigtigt god og smuk tur - men lidt for kort! Tre dage er for lidt for mig til at stige så mange meter - eller også er jeg ikke cut out to be a mountaineer!
Klik paa et billede og dernaest en paa "view slide show" (eller saadan noget) i hoejre side.
/Philip
PS: Laes mere paa: http://en.wikipedia.org/wiki/Mount_Kenya
Advertisement
Tot: 0.098s; Tpl: 0.013s; cc: 9; qc: 53; dbt: 0.0552s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
Bo Sonnich
non-member comment
Nåede han toppen???
Hey Doc Phil! Synes ikke der er nogle billeder af dig på toppen??? Kom du helt op eller er det bare noget du skriver :-) // Doc Bo