Vestkysten

---

---

Tid til at skrive lidt igen : ) Efter vandreturen paa Queen Charlotte boede jeg en nat mere paa The Villa i Picton, hvor turen startede fra. Jeg tror, det er mit favorithostel indtil videre, selv om konkurrencen kan vaere skarp.

I Picton startede jeg en temmelig graenseoverskridende aktivitet. Jeg lejede en bil. De koerer i den "forkerte" side af vejen her nede. Det proever jeg saa ogsaa paa. Lige med det samme, var det meget maerkeligt, men det blev forholdsvis hurtigt naturligt at skifte gear med venstre haand osv. Jeg tror maaske, at jeg efterhaanden ikke koerer ret meget ringere end der hjemme.

Jeg startede tidligt fra PIcton i min "nye" bil, og koerte gennem et stort vinomraade, mens morgentaagen loeftede sig i bjergene bagved vinstokkene. Efterhaanden foerte vejen op i bjergene og fulgte en lang slugt; Buller Gorge. Jeg stoppede, for at gaa over NZ's laengste haengebro (110 m). Jeg plejer at vaere bange for at gaa over saadan noget, man kan kigge i gennem, men efter at jeg havde taget mig sammen til at koere bil, fortonede dagens anden udfordring sig som en biting. Men det gynger noget, naar man traeder paa saadan en.

Jeg har koert hen i mod 1000 km indtil nu, og jeg har passeret gennem en enkelt by med mere end 10 000 indbyggere. Der er store omraader, hvor man slet ikke ser tegn paa landbrug eller beboelse. Man kan koere 100 km uden at se et hus. Ind i mellem kommer der dog smaa landsbyer. De har ofte et vild vest praeg. Jeg tror, jeg ville synes, det virkede helt naturligt, hvis der pludselig sad et par cowboys en af terrasserne. Eller guldgravere. Dem har der vaertet mange af her ude. Der er en del guldminer i NZ.

Maorierne derimod har traditionellt soegt efter pounamu (groen sten/NZ jade) i omraadet. Den oprindelige maorikultur havde ikke metaller, og pounamu kan slibes, saa det faar en klinge skarp som staal. Den brugtes ogsaa til fiskekroge. Der saelges masser af pounamu-smykker i hele NZ. Ofte traditionelle maorisymboler. De samme symboler, skaaret i ben, ses ogsaa allle steder. Men selv om de er over det hele, er Hokitika pounamihovedstad. Hele hovedgaaden er fyldt med vaerksteder og udstillinger.

Min foerste overnatning var i Punakaiki, der ligger helt ude ved kysten og er kendt for Pancakes Rocks. Klipperne kaldes saadan, fordi havet har skaaret vandrette linjer i dem, saa de ser ud til at vaere stablet ovenpaa hinanden som en stak pandekager. Omraadet er oede, vildt og imponerende langs kysten. Klipperne er forrevne og skulpturelle. Der er mange hoeje Nikau-palmer, den palme der kan leve laengst syd. Naar jeg gik i skoven, var der helt ukendte, men meget smukke, fuglelyde. Hortensia gror vildt paa skraaningerne. I groeftekanterne gror smaa orange liljer i et taet taeppe. Vi har dem i havene der hjemme, men jeg kan ikke komme i tanke om, hvad de hedder.

I Punakaiki boede jeg i et sekskantet hus, der laa inde i en taet palmeskov. Jeg gik et par smaature, bl.a. langs Porarari River, hvor jeg ogsaa roede i kajak. Det var en god lille tur. Aaen loeber gennem en slugt. Der er regnskov langs braedden og stejle bjerge bagved. Aaen er ikke dyb - i hvert fald ikke over det hele, ind i mellem kun lige dyb nok til at paddelen kan bruges. Jeg roede opad, mod stroemmen. Op ad strykene skulle jeg ud og traekke. Det var en rigtig sjov aa. Det blev dog lidt trivielt, at skulle ud og traekke hele tiden og igen. Men jeg er godt tilfreds med, at der ikke er krokodiller i NZ. Nogle steder gik det hurtigt nedad paa tilbageturen. Nu havde jeg noget ud af min raftetur. Jeg var ikke bange for at ramme ind i klipper og sten, og til min overraskelse fandt jeg ud af, at jeg havde forstaaet lidt omkring hvordan rindende vand opfoerte sig og hvad stroemmen ville goere med kajakken. Det var lidt sjovt at opdage.

Mine naeste overnatninge var i gletcherlandsbyen Fox. De to gletchere, Franz Josef og Fox, har fronten helt nede i 200 meters hoejde. Naar de kan gaa helt ned i regnskoven, skyldes det den enorme maengde sne der falder. De faar ca. 30 meter sne i aaret. Et godt europaeisk skisportssted faar omkring 6 m, fortalte vores guide. I omraadet maaler de regn i meter. Det regner ca. 250 dage i aaret. Taet ved gletcherne falder der 8-10-12 m regn aarligt.

Jeg gik et par smaature i omraadet og havde meldt mig til en enkelt stoerre udflugt. Vi floej i helikopter op paa gletcheren, hvor vi gik en tur og fandt spaendende huler - eller vores guide gjorde. Vi skulle foelge i hans spor. Eller staa stille! Ikke noget med at gaa ud og lege paa egen haand.

Det var fedt at flyve i helikopter. Det var lidt som en langsom rutchebanetur - pludselig var man paa vej ind i noget og lige bagefter laa man paa siden. Lige som vi havde laettet blev regnskoven til kruspersille under os, og straks efter kiggede vi lige ind i et vandfald. Jeg taenkte, at saadan maa det have vaeret at flyve i flyvernes barndom. Saadan har Karen Blixen floejet ud for at se boefler og elefanter sammen med Denys Finch Hatton.

Fra luften havde ujaevnhederne set smaa ud, men naar vi kom ud at gaa paa isen, gik det rigtigt meget op og ned. Det var sjovt at kunne staa opppe paa gletcheren og kunne se, at det var en frossen aa. Den opfoerte sig noejagtigt som vand ville have gjort, med voldsomme fald ud over klipperne og roligere omraader ved siden af.

Vi fik at se de rene blaa omraader, man altid ser paa billeder, og vi gik gennem tunneler og i spraekker. Et par gange blev der gjort tov fast til os, men vi var ikke ude i noget voldsomt vildt. Jeg spurgte, hvor lang tid det tog at blive guide, og fik at vide, at efter en maaneds grundkursus, var man i "laere" ca 1 - 1 1/2 aar, inden man blev seniorguide (maatte guide alene) Gletchere er utvivlsomt ogsaaa et farligt sted at vaere, hvis man ikke er sammen med nogen, der har lidt forstand paa is.

Jeg skulle have vaeret ude i kajak bagefter (det var en kombi-tur) men det blev aflyst. Lidt en skam, idet det var rigtig godt vejr den eftermiddag.

Naeste dag fik jeg til gengaeld Mt. Cook at se. Det er NZ's hoejeste bjerg, der kun viser ved vestkysten i godt vejr. Jeg boede lige ved Lake Matheson, der er kendt for at give et saerligt godt spejlbillede af de sneklaedte bjerge, saa det var passende, at de viste sig. Hvis de skal spejles i soeen, kraever det dog at skyerne blaeser vaek mens det er vindstille.

Nu er jeg lige ankommet til Wanaka. (lidt laengere syd og midt inde i landet) Wanaka ligger ved en meget stor soe, der er omkranset af hoeje, noegne, lys groenne bjerge. Jeg ved ikke, om jeg er kommet for langt syd eller for hoejt op, men her er ikke rigtigt palmer laengere.

Paa vej hertil stoppede jeg og gik en 8 km vandrerute, Bridle Track, der gaar op til Haast Pass. Tidligere var der 3 dagsrejser mellem Haast Pass og Wanaka. Bridle Track er en del af den gamle ride-sti, der blev dannet sidst i 1800-tallet. I 1930 begyndte de at bygge bilvej og broer paa strakningen. Den blev faerdig og aabnet i 1960.

Naesten alle broer, jeg har koert over, har kun haft et enkelt spor. Der er rigtig, rigtig mange broer. De maa ogsaa have noget vroevl med de veje, fordi der gaar mange skraed.

Lige nu bor jeg paa Wanaka Bakkapa. Lyder der ikke godt? Jeg skal vaere her to naetter.
Vi skrives...

---

Comments

[Lone Ebbesen]

Hej Karin
Hej Karin For pokker hvor lyder det hele bare spændende. Du får virkelig max ud af din tur. Jeg kan forestille mig at naturen er ubeskrivelig smuk.Mon du ikke er blevet helt bidt af det her, og skal ud og rejse noget mere. Jeg kan ikke helt hitte rede i hvornår du flyver hjem, men mon ikke jeg ser dig på mandag. Kan du have det rigtig godt resten af din tur, og så ses vi. Kh fra Lone.