Advertisement
Published: January 21st 2011
Jeg troede en gang, at de stedsnavne jeg skrev ind, automatisk blev sat paa kortet, men det ser det ikke ud til. Nu har jeg taget mig tid til at saette nogle naale i kortet. Haaber, det har lykkedes..
Tak til jer, der skriver kommentarer og mails. Er der nogen der ved, hvordan det gaar med Ragnhild?
Jeg havde i oevrigt ventet lidt efter at hoere, om "vi" ikke havde faaet tvillinger. Jeg oversaa de nye kommentarer, den gang de kom, saa jeg naaede at taenke: hvorfor er det ikke nogen der fortaeller noget royalt, ikke en gang Lone...
For at komme tilbage til NZ, saa var jeg vist naaet til mandag. Om morgenen drak jeg morgenkaffe med en dame, der var fra NZ. Hun spurgte, om jeg havde maerket jordskaelv menns jeg var i NZ. Det havde jeg ikke, og jeg var heller ikke klar over, at det var noget, man skulle forvente, men hun fortalte, at det var ret almindeligt, og at i Wellington, hvor hun boede, havde de haft fem siden det store i Christchurch i foraaret. Hun syntes det var ok med de smaa rystelser, men de meget store rystelser var skraemmende, sagde hun.
Bagefter var jeg ude at ro kajak paa Waikato river, der loeber ud af Lake Taupo mod nord. Det er en smuk aa, der loeber lige saa stille. Det blev til en familieudflugt, da det kun var mig og en familie med fire boern. Tre store toeser og en efternoeler, der roede med sin mor. Vi havde det meget hyggeligt. Vi saa bungyjumping nedefra. Et sted, hvor der loeb varme kilder ud i aaen, stoppede vi for at bade. Vi kunne gaa ned i vandet, hvor det var braendende varmt, gaa et par meter, hvor det begyndte at blive ok og derfra svoemme ud i den kolde aa.
Der var staerk stroem, og jeg kom "ingen steder," naar jeg forsoegte at ro med stroemmen, men aaen var ikke skummende og vild. Et sted blev jeg alligevel "fanget" i en hvirvelstroem, mens jeg sad og kiggede efter hvad pigere lavede, saa jeg kunne nemt have faaet en tur i vandet. (Det var ikke saadan en stor stroem, der traekker baade ned, Bare saadan en lille en, der snilt kunne dreje kajakken paa tvaers.) Det gjorde, at jeg syntes, at det kunne have vaeret sjovt, at forsoege at ro, hvor der var lidt mere vildt, men vores tur stoppede, der hvor aaen begyndte at se saadan ud.
Jeg gik op i byen bagefter og undersoegte om jeg kunne komme til at proeve white water kajak. Det kunne jeg ikke lige den naeste dag, men jeg kunne komme til at rafte paa Tongariro river. Saadan blev det bestemt.
Tirsdag middag skulle jeg derfor igen en lille time med bus, langs Lake Taupos oestbraed. Tongariro river ligger ude ved de store vulkaner. Den goer i oevrigt krav paa at vaere et af verdens bedste oerredfiskesteder. Man ser mange med fluestang og vaders. De staar i det flotteste klare vand.
Vel fremme blev vi tildelt vaaddragter, veste og hjelme. Vi skulle af sted i to baade med 7=guide i hver. Foerst laerte vi hvordan vi skulle sidde, hvad de forskellige kommandoer betoed og hvordan vi skulle goere, hvis vi faldt ud eller hvis baaden vaeltede.
Vi skulle vaere paa vandet i tre timer, hvor vi skulle ned ad 50 "rapids." I Norge hedder det stryk, men jeg ved ikke hvad det hedder paa dansk. Vi har vist ikke for mange af dem. For mig var rafting rafting, men vi fik at vide, var paa verdens top 10 rafting liste.
Jeg syntes ikke det var saadan "uha-nej-jeg-toer-ikke-alligevel-uhyggeligt." Jeg sad ikke og forvaentede at falde ud hvad oejeblikke det skulle vaere. Men lidt pyllret var jeg da. Isaer i starten. Vi skulle have det yderste ben fremad og det inderste ben boejet bagud, og paa den maade holde fast med benene. I begyndelsen lod jeg mig flere gange glide lidt nedad inderkanten. Naar jeg gjorde det, kom mit inderste ben taet paa bunden, og jeg fik at vide, at jeg ikke maatte have bnaet i bunden af baaden. Det kunne blive knust mod stenene.
Det var heller ikke for meget vand mellem de stene vi padlede mellem. Jeg syntes, det var imponerende, at baadene kunne holde til det. (det er en gummibaad, og man sidder paa den tykke gummikant, der danner gaadens sider) Stenene i aaen slog haardt mod undersiden af foedderne. Vi roeg ogsaa haardt ind imod klipperne langs med aaen. Flere gange kom vi til at sidde fast. Saa sprang guiderne i vandet, for at traekke baaden fri. Det saa sejt ud. Vi havde ellers faaet at vide, at vi ikke maatte forsoge at staa op i vandet, hvis vi faldt ud af baaden. (fordi foedderne kunne saette sig fast, og vi kunne blive trukket under af stroemmen)
Jeg syntes, det var imponerende, at guidene kunne styre baadene. De to baade fulgtes meget taet, og de holdt oeje med hinanden, men det virkede hele tiden som, at de havde styr paa det hele. For guidene var det dagligdag, saa de sad og underholdt sig selv ved at fortaelle os loegnhistorier.
Det var en spaendende tur. Fedt at have proevet. Det har jeg laenge haft lyst til, men jeg troede ikke, at jeg turde.
Det mest udfordrende foregik slet ikke i baaden. Paa et tidspunkt blev vi spurgt om vi havde det varmt. Det havde vi, og guidene lagde ind til siden. Vi blev kommanderet op paa en klippe. Den ene guide klatrede ogsaa op og sagde, at nu var det: "tre, to spring..." De forreste i raekken kiggede undersoegende paa ham, men han saa ud til at mene det alvorligt. Der var ellers langt ned. Flere meter. Nogle af de bagerste forsoegte at vende om, men blev gennet fremad. Foerste mand sprang i. "Tre, to, spring." "Tre, to, spring." Det loed naermest messende. Det gik hurtigt. "Tre, to, spring." Der var kun faa foran mig nu. "Tre, to... JEG SPRANG!!! "Haengende" ude i den frui luft, taenkte jeg: "Jeg har sprunget ud, nu mangler jeg bare at ramme vandet." Det kom nu helt af sig selv. En af de unge knaegte slog i oevrigt salto paa vej ned.
Efter turen skulle jeg vente paa at klokken blev ett, hvor jeg skulle med natbus til Wellington. Jeg moedte en studerende, der arbejdede mmed en undersoegelse omkring turisme. Han gav kaffe, hvis jeg ville besvare spoergsmaal. Det ville jeg godt, og naar han var faerdig med sine spoergsmaal, snakkede vi et stykke tid. Det var meget spaendende. Hvis jeg var kiwi, ville jeg ogsaa gerne kunne paavirke turismen. Og saa var det moerkt, min rygsaek var tung, det stod ned i staenger, det var fire timer til bussen kom og ventevaerset var lukket. Fint nok at blive inviteret indenfor lige som det begyndte at regne 😊
Jeg har bestemt ikke noget at klage over, hvad vejret angaar. Det regnede 2-3 naetter i Bay of Islands, men der var sol om dagen. Det regnede da vi var ude at rafte, men da havde vi jo vaddragter osv. paa. Det var ikke koldt.
Jeg kom med bussen og var i Wellington ved syv-tiden onsdag morgen. Det passede lige med, at jeg kunne se TE Papa museet inden jeg skulle med faergen klokken 14. Jeg havde hoert, at man skulle tage en rundvisning, og tror jeg ogsaa, at det var en god ide. Der var meget at se.
Vi kunne se jordkloden som et kugleformet puslespil, og se hvad der skete, naar "brikkerne" bevaegede sig. Hvordan der opstod hoeje bjaerge elle dybe slugter, kom jordskaelv eller vulkaner. Man kunne trykke paa knappe, dreje haandsving osv. Se Gwondoanaland blive delt op, loefte stene fra jordens indre (eller proeve paa det), maerke jordskaelv, hoere en moa (den store fugl) osv.
Vi saa en film fra livets begyndelse, hvor Fader i Himmelen og Moder Jord havde levet teat sammen i moerke. Det store Kaoritrae staemte sine foedder mod Moder Jord og sine skuldre mod Fader i Himlen og praessede, indtil lyset kom til og livet paa jorden kunne udvikles.
Der var nogle Maraer (maori forsamlingshuse) der var genskabt ud fra gamle fund. Det er husene paa Te Papa museet, der har dannet model for mange af de nye Maraer, der er, rundt i landet i dag. De gamle var lavere og straataekte. Det man goer, naar man gaar ind i en Marae, er, at man gaar ind i forfaedrene. Vagten i gavlen er hovedet, til hver side symboliseres to udstagte arme, man gaar ind gennem et aabent bryst og over sig vises spaerrene ribbenene. Det er moerkt der inde.
Jeg saa ogsaa en udstoppet Possum. Noget af det foerste, man hoerer om, naar man kommer til NZ, er rugby. Tidligere troede jeg, at det var noget med en bold, men nu har jeg laert, at det er noget med sjael. Det naeste man bliver praesenteret for, kan vaere possum. Kiwierne siger: "Hvis I ser den ude paa vejen, saa saet lys paa den, saa kan I koere den over." Jeg har laenge undret mig over, hvad det var for et dyr, men nu har jeg set, at det er en kenguruagtig krysning mellem et egern og en graevling. Haaber I kan se den for jer.
En kiiwifugl er i oevrigt paa stoerrelse med en hoene. Jeg troede, de var meget mindre. Det er de i souvernirbutikkerne.
Der var ogsaa Tuatara. Det er en lille oegle, som ogsaa markedsfoeres intenst. Det specielle med den er, at den er naert beslaegtet med dinosaurerne. I Gwonduanalands tid, hvor dinosaurene levede, laa NZ under vandet. Foerst laenge efter at det gamle kontinent havde delt sig, begyndte NZ at komme op over overfladen. Det er kun 10 millioner aar siden, at NZ kom op i den stoerrelse, det har i dag. NZ kom op af havet uden landpattedyr, men det bevarede den lille dinofaetter, Tuataraen. Geologisk en ung oe, men med gener langt tilbage.
Der var ogsaa meget at se omkring landbrugets udvikling og omlaegninger fra faarehold. Jeg havde ladet mig fortaelle, at NZ landbrug var meget subsidieret, men det er det slet ikke. Det er meget komerciellt. Jeg fandt ud af, at de smaa grupper beplantning, som jeg havde lagt maerke til den foerste dag i bussen, var en del af moderne landbrug. Her har de ogsaa tidligere faeldet alt, der kunne faeldes, mens de nu arbejder ud fra, at der er noget jord, der ikke kan eller boer dyrkes. Det bliver saa plantet til. Naar det, som her, kan gro regnskov, kan meget andet ogsaa gro hurtigt. NZ kan derfor have en ret intensiv proteinproduktion, og det gaar opad i landbrugssektoren.
Hvad rugby angaar, mente vores guide, at den havde vaeret med til at afskaffe apadtheid i Syd Afrika. Da NZ boykottede Syd Afrikas apartheid-landshold, blev sydafrikanerne tvunget til at aendre sin politik, "for selvfoelgelig elskede de sin rugby, lige som os." I Nz har der ogsaa vaeret meget diskrimination. Bl a. har det vaeret forbudt at tale maori. I dag lader det til, at kiwier generelt er stolte af, at en del af dem er maorier. Flere og flere mennesker, med mere eller mindre maoriblod, begynder at kalde sig selv Maori. Rugby er en rigtig maorisport. Om den besjaelede bold har nedbrudt apartheidsystemet, ved jeg ikke, men den lader til at kunne bygge bro mellem kulturer.
Det var lidt af hvad jeg fik ud af Te Papa.
Sejlturen fra Wellington til Picton, var 92 km lang og tog tre timer. Jeg kunne se over til Queen Charlotte Track, hvor jeg skulle ud at vandre. Der hjemme synes vi, at gran og fyr er en slags natur, og at det kan vaere meget paent. Vi taenker ikke saa meget paa, at det ikke har vaeret en del af den oprindelige urskov. Her er det anderledes. Hver gang man ser et fyrretrae, taenker man; nu har menneskene igen oedelagt naturen. "Den er helt vaek."
Paa de groenne skraenter i Queen Charlotte sundet, var der ind i mellem spraedt fyrreskov. Jeg taenkte paa, om jeg maaaske skulle have valgt at vandre i Abel Tasman i stedet for. Mens jeg stod paa daek og taenkte over det, dukkede der 3-5 delfiner op i vandskorpen. Saadan helt oedelagt var naturen nu alligevel ikke. Man kan laese alle steder om alle de fisk kaptejn Cook fangede og den fuglesang der moedte hans mandskab, da de ankom. Det var sikkert ogsaa flot, men det er heller ikke helt ringe nu 😊
Advertisement
Tot: 0.079s; Tpl: 0.011s; cc: 7; qc: 46; dbt: 0.0354s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
JH
non-member comment
ingen bestemt
Stakkes dig - nu skrive alle om "vores tvillinger" :-) Rafting og udspring fra klippe i flere meters højde - det troede jeg slet ikke var noget for den stille og rolige Karin jeg kender i Karup :-) I dag går turen for Lasse og jeg til Frederecia, for at hente indbo hjem for Mads - inden han den 29. januar skal til LIBANON. Iøvrigt lange og spændende fortællinger du får tid til at skrive. Fortsat god tur a round