Advertisement
Published: February 14th 2007
Tilcara
Ruiner, kaktusser og flotte bjerge.At rejse i Argentina er helt sikkert meget anderledes end Peru og Bolivia. Selvom
landet er gået noget tilbage i levestandard efter at hele landets økonomi kollapsede
for et par år siden, så fungerer tingene stadig meget bedre end i Peru og Bolivia.
Her ikke alene kører busserne til tiden, kvaliteten af dem er også meget meget
bedre. Vejene er bedre og her er mere rent.
Argentinerne er et venligt og imødekommende folkefærd, som er meget sociale. De kan
godt lide at snakke og gå ud for at høre musik og danse. Jeg har især mødt mange
unge turister fra Buenos Aires. Blandt dem er det populært at rejse rundt med
rygsæk. De rejser dog mest i Peru, Bolivia og Argentina, for det er de eneste lande
de har råd til at rejse i. De rejser ofte i grupper og de ser undrende på en når de
finder ud af at man rejser alene. De er meget hurtige til at indlede en samtale, men
desværre taler de et spansk, som til tider ikke minder ret meget om det jeg har
lært. Udtalen er helt gal, og jeg ikke anbefale at lære spansk her. Fx. hedder
kylling, pollo og udtales normalt
Tilcara
Her ses Tilcara, som ligger i en dal omgivet af flotte bjerge. i alle andre lande som "poljo", men her er det
"posjo". Denne sj-lyd går igen i mange ord, hvor det tilsyneladende slet ikke hører
hjemme.
Argentinerne har også nogle anderledes spisevaner. Deres højtelskede nationaldrik er
mate, en slags urtethe. Det vigtigste omkring drikningen af mate er det sociale
aspekt. Theen drikkes af en speciel kop, hele koppen fyldes op med de grønne blade,
som mest af alt minder om oregano. Herefter hældes der varmt vand i koppen og man
bruger nu et specielt sugerør af metal med et fint net i bunden til at suge theen
op. Gruppen drikker af den samme kop og man fylder nyt vand i til hver person.
Smagen er nok noget man skal vænne sig til, det smager ret kraftigt og
urteagtigt.
Argentina er jo kendt for deres gode og møre oksekød. Man skal dog ikke være som
Mads og gå tidlig i seng for at nyde dette, for argentinerne spiser aftensmad meget
sent. De holder en lang siesta, fra omkring middag til 16-17-tiden. Her hviler de
sig og når siestaen er forbi spises et mellemmåltid, ofte kager eller is. Herefter
åbner butikkerne igen og arbejdet starter igen. Pga. denne siesta forlænges dagen
Tilcara
de tørre gader i Tilcara betydeligt og ved 22-23-tiden begynder argentinerne at spise aftensmad og myldre
rundt i gaderne. Mange restauranter serverer først mad fra kl. 21, hvis man spiser
på dette tidspunkt betegnes det som tidlig aftensmad. Dette er noget som jeg har
svært ved at vænne mig til, det passer slet ikke til min døgnrytme, men der er ikke
så meget at gøre ved det. Som belønning er deres oksekød dog også virkelig godt og
bøfferne er store og serveres uden ret meget tilbehør.
Den første dag her i Argentina startede med en tålmodighedsprøve. jeg var ankommet
til grænsen med tog (kun 1 time i kø denne gang og kun 1 time forsinket). På den
bolivianske side af grænsen fik jeg stemplet ud på 2 minutter, men på den
argentinske side stod jeg i kø i 1 time. De
argentinske toldmyndigheder var meget omhyggelige og skrev oplysningerne fra passet
ind i en computer med to-finger-system, mens en anden meget omhyggelig stemplede mit
pas og endda pustede på stemplet så det ikke skulle smitte af modsatte side! (så
meget er blå øjne værd, hernede!)
Vel inde i Argentina fandt jeg en bus, som kørte sydover. Desværre fik jeg plads ved
siden af
en meget talende og utrolig reliøs mand, som læste bibelcitater (på spansk)
højt for mig! Efter en times tid ankom vi til en politikontrol, hvor de tjekkede for
narkotika. Vi holdt i kø og ventede på at de andre busser blev eftersøgt i en times
tid. Da det endelig blev vores tur, kiggede de bare kort i bagagerummet og gik en
tur gennem bussen og kiggede i vores pas. Endelig kørte vi igen, men ak, efter noget
tid kom vi til endnu en politikontrol. Denne gang skulle alle ud af bussen og stå i
kø med pas og håndbagage. Min taske blev der slet ikke kigget i, da de så at passet
var fra Danmark, men nogle af de lokale måtte vise indholdet frem.
Sådan gik det til at jeg ankom til hotellet i Tilcara, Argentina over 12 timer efter
at jeg forlod hotellet i Bolivia, kun 310 km nordpå.
Tilcara er en lille landsby i dalen, Quebrada de Humahuaca, som er på Unescos liste
over verdensarv, pga den stategiske betydning stedet har haft under koloniseringen.
Jeg boede på et hostel, som lå lidt op af de stejle bjerge, med en fantastisk udsigt
over de røde bjerge på
Kaktustræ
Tørret kaktustræ set tæt på. modsatte side af dalen. På hostellet boede jeg i en lille
hytte sammen med nogle andre. Vi havde vores eget spisekøkken og badeværelse og
terasse med liggestole og grill under skyggefulde træer. Det var næsten som at bo i
et sommerhus.
Fra Tilcara tog jeg til den nærliggende landsby; Purmamarca. Her havde de et bjerg,
som hedder Cerro de siete Colores: Bjerget med de syv farver. Det stribede bjerg
havde vitterligt syv farver eller mere. Jeg gik også en fin tur blandt de flotte
røde bjerge, som nærmest skiftede farve hver gang jeg kom rundt om et nyt sving.
Efter Tilcara tog jeg til Salta, som er en større by. Her var det helt underligt for
første gang i lang tid at gå på gader med masser af butikker og det var også fedt at
være i et supermarked, hvor man kunne købe alt. I Bolivia købes det meste på gaden
og på markedet.
I Salta tog jeg på en arrangeret tur, hvor vi kørte langs med jernbanen. Toget kører
kun om vinteren og er nu kun et turisttog. Strækningen er speciel på mange måder.
Selve konstruktionen af jernbanen var en stor bedrift, fordi den går gennem bjergene
Tilcara
Flotte bjerge over byen. og det var hovedsageligt ufaglærte som stod for arbejdet. Jernbanen stiger fra 1280
m til 4220 m og på hele
strækningen til Chile (570 km) er der ikke færre end 29 broer, 21
tunneller og 16 viadukter. Vi kørte 150 km i bus langs med jernbanen, og det var en
fantastisk flot tur, hvor vi kom igennem forskellige
vegetationszoner, som skiftede mellem frodige grønne bjerge og bare røde klipper med
kaktusser. Vi endte i en lille øde mineby, hvor vi spiste frokost, og herefter kørte
vi hele vejen tilbage, hvor klipperne nu lyste endnu mere rødt i eftermiddagssolen.
Fra Salta og videre sydover slog jeg to fluer med et smæk. Da jeg i stedet for bare
at tage bussen til Cafayate, tog på en arrangeret tur som gik dertil. Turen gik
igennem nogle spændende dale. Undervejs stoppede vi ved forskellige
klippeformationer, bla. Djævelens gab, som var et stort hul man kunne klatre op i.
Lige udenfor Cafayate var vi også på besøg på to vingårde. Det specielle ved vinen i
området er, at den dyrkes fra 1600 - 2000 meter over havet, og det er vist det
højeste i verden. Vinen sælges også med rette som højde-vin. Vinen smager
ok, men
dem vi prøvede var ikke særlige kraftige i smagen.
Jeg var også ude at besøge en gård, hvor de producerede gedeost. Gården er ejet af
den samme, som ejer en af vingårdene, og det er ret smart for gederne spiser det
tørre produkt, der er tilovers fra presningen af druerne. Jeg så nogle af de 600
geder og smagte forskellige oste. De var alle oste, som ikke var lagrede, og var ret
bløde og milde i smagen, og heldigvis smagte de ikke efter ged.
Selve Cafayate er en lille landsby, og her var meget hyggeligt. Rundt om byen lå de
grønne vinmarker. Herfra tog jeg videre til endnu en lille landsby, Tafi del Valle
længere sydpå. Denne landsby ligger midt i en grøn dal og har et mikroklima. Derfor
er byen et yndet tilflugtssted for folk i den kvælende varme i den nærliggende
storby Tucuman. Rundt om byen havde de rige storbyboere bygget store flotte
weekendhuse, som var i stor kontrast de de fastboendes huse. Det samme var tilfældet
i Salta. Her lå også gigantiske huse og palæer på meget store grunde udenfor byen.
Her så jeg endda tjenestefolk i uniform gøre rent og passe det hele,
Cerro de siete colores
Bjerget med de syv farver. mens herskabet
boede i hverdagene inde i byen.
Fra Tafi del Valle ville jeg videre sydpå, og måtte skifte bus i Tucuman. Da jeg
steg ud af bussen blev jeg nærmest slået omkuld af den kvælende fugtige varme. Det
var simpelthen forfærdeligt, og det var ikke så rart at rende rundt med en stor
rygsæk på busstationen. Det blev dog til meget renderi rundt, for busstationen var
gigantisk. Det var en af de største jeg har set. Der var 60 platforme, hvor busserne
ankom og afgik. Der var mindst lige så mange busselskaber. Transportsystemet her i
Sydamerika fungerer på den måde at der er et antal busselskaber der kører hver rute.
Det kan være 1-10 selskaber. Nogle selskaber er selvfølgelig store og kører overalt
i landet, mens andre er små og kun har et par ruter. De afgår nogle gange alle
sammen fra den samme terminal i byen, men nogle gange har hvert selskab eller
destination en terminal, og så gælder det om at finde den rette. Når man ankommer
til sådan en stor terminal hvor alle busser kører fra, gælder det om at finde ud af
hvilke busser, der kører på ruten man vil med, og hvornår de
Purmamarca
Flotte røde bjerge kører og hvilken
bustype de kører med. Ofte er der ikke et centralt sted man kan få disse oplysninger
og man er derfor nødt til at vade rundt og spørge de forskellige selskaber. Ikke
engang alle selskaber har indset nødvendigheden af at sætte skilte op med deres
afgangstider, de skriver bare destinationerne.
Fra Tucuman kunne jeg ikke komme til min ønskede destination, så jeg købte i stedet
billet helt til Mendoza, som var det sydligste punkt på min tur. Busturen hertil var
13 timer så jeg valgte en natbus på 1. klasse.
Derfor havde jeg hele dagen i Tucuman, hvor jeg mest forsøgte alle holde mig ude af
solen og lave mindst muligt.
Busturen gik fint. Der var store brede sæder, som kunne lænes langt tilbage og der
blev serveret både aftensmad og morgenmad. Undervejs passerede vi et kraftigt
regnvejr og jeg fandt senere ud af at det havde været værre i Mendoza, hvor de havde
oplevet 20 min. med kraftig regn og hagl, og dette havde ødelagt vinhøsten i visse
områder.
Mendoza er en større by, som i Argentina især er kendt for deres
vinproduktion. Her produceres 80% af Argentinas vin. I de seneste år er
landet også
begyndt at markere sig på det internationale marked, og faktisk producerer de nu så
meget vin at de er verdens 5. største
producent.
Byen var meget hyggelig og behagelig. byen er blevet genopbygget efter et
ødelæggende jordsælv, og i den nye byplan er der mange åbne pladser og store brede
gader, som folk kan gå ud på, hvis jordskælv igen rammer. Mange af disse gader har
også massevis af gadetræer, så der er meget grønt og skyggefuldt. Disse træer vandes
gennem et vidtforgrenet net af kanaler langs fortovene. På den måde sikrer man sig
at træernes rødder ikke søger opad og ødelægger vejbelægningen.
I Mendoza var jeg selvfølgelig på en endnu en vintur. Vi besøgte to forskellige
vingårde. Den ene var gammel og ikke ret stor og producerede mest champagne. Den
smagte faktisk ret godt, men var også en lidt dyrere flaske (40 kr) efter
argentinske forhold. Herefter besøgte vi en ny og stor vingård, som kraftigt havde
industrialiseret deres produktion, som nu primært foregik i store ståltanke. Det var
kun den allerbedste vin som stadig blev lagret i egefade.
Fra Mendoza var det nærliggende at tage til den chilenske hovedstad, Santiago, som
ligger 7
timer stik øst. Det gjorde jeg så i går og derfor er jeg nu på en smuttur
til Chile. Jeg tager også ud til havet, til Valparaiso, før jeg igen smutter tilbage
til Argentina.
Ellers er der vist ikke så meget mere at berette. Jeg har mødt så mange mennesker på
de forskellige hostels. Jeg har været nødt til at på
dormitorium og dele værelse med andre, fordi priserne generelt er højere her, og
fordi priserne for single-værelser er nærmest de samme som for dobbelt-værelser. Det
gør dog ikke så meget, for jeg har mødt folk fra hele verden og det er meget
hyggeligt, at der altid er nogle at sludre med.
Advertisement
Tot: 0.04s; Tpl: 0.017s; cc: 10; qc: 18; dbt: 0.0153s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Margrethe Madsen
non-member comment
Et spørgsmål til de flotte bjerge.
Hej Mads og Mette ! Da jeg søgte under " Bjerge med flotte farver i Argentina " fik jeg jeres interessante indlæg. Jeg ville læse noget mere om bjergarterne i Argentina, så nu er mit spørgsmål , om I ved hvilke mineraler der findes og hvilke bjergarter det er ? Jeg har fået mange billeder tilsendt af disse bjerge fra en pige jeg skriver med fra Buenos Aires, men jeg KAN nu bedre spørge om dette på dansk. Jeg får mange interessante oplysninger gennem jeres artikel, som gør det nemmere at forstå Annnies mails, bl.a. om deres måltider. Tak fordi I gør det muligt at læse den. Mange venlige hilsner fra Margrethe Madsen Bjergby ved Randers.