Saa kom jeg afsted!

---

Saa oprandt dagen, hvor jeg skulle afsted. Jeg skiftevis fik et bredt smil paa laeberne efterfulgt af en enlig sommerfugl i maven, der baksede rundt, imens jeg taenkte, hvad fanden har jeg egentlig gang i. Det nemmeste her i verden er at lade den ene dag tage den naeste, saa man ikke udfordres i samme grad, som naar man mister fodfaestet for en stund og springer ud i uvisheden og eventyret. Det er vel derfor, det baade er skraemmende og fascinerende at rejse ud i verden.

Da jeg fik lejet min lejlighed ud, var der pludselig ikke laengere en bak-ud mulighed. Og saa kunne jeg jo lige saa godt faa koebt den flybillet og komme afsted. Saa her sidder jeg nu, i Argentinas hovedstad Buenos Aires, og har haft nogle intensive dage indtil videre.

Dagen efter min ankomst fandt jeg pludselig mig selv i en gigantisk demonstration, der aabenbart er en aarlig tilbagevendende begivenhed, der handler om mangel paa menneskerettigheder - og isaer om de mange hundrede, der "forsvandt" under flere militaerdiktaturer for nogle aartier tilbage. Allerfoerst virkede det mere som titusind festivaldeltagere, der skiftevis sad og noed solen og de 25 grader, og spiste mad fra improviserede gadekoekkener, men flere og flere kom til, hver gruppe med deres hjemmekompenerede slagsange, bannere med Che Guevarra, og fyrvaerkeri, der blev fyret af i midten af os alle, imens de omkringliggende bygninger fik det glatte lag af spraypaintede budskaber. Alvoren omkring deres budskab gik op for mig, da grupper kom baerende med billeder af deres familiemedlemmer, der var blevet arresteret og senere forsvandt sporloest. Den dag i dag er der stadig hver torsdag demonstrationer paa hovedpladsen i hovedstaden, der handler om manglende anerkendelse af familiemedlemmers forsvinden.

Dagen efter smuttede jeg ind paa en fancy pancy kirkegaard, hvor der kun finder ca 20 begravelser sted aarligt, da det kun er for de rigeste. Kirken ved siden af var ved at goere klar til en af de sjaeldne begravelser, saa man kunne godt forvente, at nogle kendisser ville dukke op - og hvem gaar pludselig lige forbi mig - selveste dinosauren Ozzy. Han foelte sig nok ret godt hjemme paa en kirkegaard, eftersom han jo kalder sig et eller andet a lá Lord of Darkness.

Derefter loed dagen paa en guidet tur rundt i nogle af hovedstadens kvarterer for at se paa street art. Det kom der et par billeder ud af!
Guiden boed mig med til en privatfest om aftenen, hvor fem ekcentrikere (laes: homoseksuel mandlig frisoer, kok, DJ, kunstner, og en der tilboed pedicure) havde slaaet sig sammen om en happening. Det kom der en meget pudsig aften ud af med ekstrem daarlig musik fra DJ'en (som argentinerne var helt oppe at ringe over - paa trods af at et boernehaveklassebarn havde kunnet slaa paa de samme to tangenter), kvinder der stod i koe for at faa ordnet haar og negle, og mig der sad og tyllede 1-liters oel til den nette sum af 7 kroner stykket, hvis ikke jeg proevede at slippe haemningerne og danse lidt til boernehavemusikken. Den ene homoseksuelle efter den anden proevede at laegge an paa mig - dammit - og pludselig sad alle og sniffede kokain!! Derefter gik der ikke lang tid, foer jeg smuttede hjem til mit hostel.

Nu var det blevet loerdag, og Buenos Aires stoerste fodboldhold skulle spille en hjemmekamp paa et stadtion med plads til 65.000 tilskuere. Jeg lagde en plovmand for en billet igennem et bureau, for at vaere sikker paa, at det ikke var en fake, selvom det var en ret hamper pris - ikke mindst herovre. Men jeg ville opleve stemningen i et fanatisk fodboldland som Argentina, hvor man behandler Diego Maradona som Gud (faktisk har argentinerne en kirke tilegnet Maradona, hvor gudstjenesterne handler om ham og hans maal). Paa trods af at det ikke var en vanvittig vigtig kamp, var stadionet paent besoegt. Og stemningen var ikke til at kimse af. Danske fodboldkampe - gaa hjem og vug. Der blev raabt og sunget til kontinuerlige sambatrommer alle 90 minutter. Og det blev jo ikke mindre kedeligt af at hjemmeholdet vandt 2-1. Inden kampstart var jeg selvfoelgelig paa jagt efter en stribe fadoel - det hoerer jo uloeseligt sammen med fodbold - men det kan man sgu ikke koebe paa et argentinsk stadion. Et par politimaend jeg sludrede med, sagde at det var uforeneligt, grundet den til tider mildt sagt lidt intense stemning. Det forklarer nok ogsaa, hvorfor der var massivt tilstedevaerelse af politi.

Ellers har den bare staaet paa laekre steaks til ingen penge, drinks til en tredjedel af danske priser, og en hulens masse vaden rundt i byen for at suge atmosfaeren til mig. Jeg snupper lige en gadefest paa mandag, hvorefter turen gaar lidt sydpaa.

Haaber I har det godt derhjemme. Taenker paa jer. Knus! :o)

---