Statusrapport fra den anden side af planeten

---

Det startede med en "random drug search" som jeg lidt mistaenkte for ikke at vaere saa random alligevel. Jeg ankom som den eneste paa flyet alene, og mit toej lige paa det tidspunkt lagde ikke ligefrem op til at jeg er den mest velhavende backpacker omkring +at jeg ogsaa havde groet mig et ordentligt fuldskaeg!.
Og han var nasty den betjent, hele tiden den her forcerede "venlige" samtale som skulle handle om stoffer (om de venner jeg skulle moedes med i NZ tog stoffer, om jeg gik meget i byen osv, osv). Da han saa naaede til mine boots fik han julelys i oejnene "is this marijuana?" spoerger han og peger paa en lille klump graesplaene som er skuflet op i saalemoenstret paa min hoejre stoevle, og inden jeg kan naa at fortaelle ham at det altsaa bare er graes stormer han afsted efter to overordnede officerer, og de gaar meget ophidsede ind i et tilstoedende rum for at kigge paa graesset under min stoevle. Rigtig lang tid efter, jeg mener 10 minutter, kommer han tilbage om mumler noget om at de tager det meget seriost her. De tog ogsaa skrabeproever af Ipod og telefon og nede i tasken og ville ikke sige noget om hvad tallene betoed, men, men, men, efter en god time gav politimanden op og jeg kunne blive laast ud af lufthavnen som den sidste for den aften, og lige noejagtig se den sidste taxa koere vaek. Saadan gik det til at jeg befandt mig i hundekolde Wellington paa vej mod en tankstation klokken 2 om natten med et kite surfing board i den ene haand.
Jeg faar bestilt en taxa, men det eneste rum ledigt i byen er daelme 70 dollars, og ikke paa vilkaar om jeg vil betale for et dobbeltrum, og saadan gaar det saa til at jeg sidder klokken 6 om morgenen paa en 24/7 netcafe i Wellington centrum.
Klokken 8.30 gik min faerge til sydoen og jeg tager den foerste bus fra Picton til Nelson hvor det franske par som jeg kitesurfede sammen med i Australien, har en bil holdende klar. Jeg hopper ind paa bagsaedet og et par timer senere kan jeg doedtraet konstatere at jeg da i det mindste sparede nogen penge. Anyway, de naeste 7 dage tourer jeg rundt med Fabien&Anais og det er noget der kraever nerver. Op klokken 6.45 hver morgen og have kaempe morgenmad, for vi skal jo lige naa at hike 700 km inden vi koerer videre til naeste sted hvor vi jo ogsaa lige kan vandre et par timer. I sidste ende betoed det jo saa ogsaa at vi naaede rigtig mange fede ting. Vi klatrede under hegnet og forbi alle de advarselsskilte vi kunne finde, og naaede blandt andet at surfe i flod. 11grader, vaaddragt, finner og et bodyboard og saa ellers kaste sig ud i skummet. Det var den eneste "ekstremsport" agtige ting vi gjorde (det var det billigste man kunne i Queenstown), men der var da alligevel noget smaek paa den flod. Nogen steder slog vandet direkte mod en klippe og returnerede med naesten samme styrke, hvilket skaber en heftig heftig understroem. Saa presser man boardet nedad og man bliver ligesom "slugt" af vandet som hvirvler en rundt under vandet i op til 10 sekunder, og det kan altsaa give virkelig voldsom brainfreeze maa jeg nok sige. De kaldte det en "squirt". Vi klatrede ogsaa lidt rundt paa nogen gletschere og vi saa mount Cook, og vi sagde hej til en masse soeloever og saeler og vi var ude og kajakke paa Milford Sound, hvor vandet er saa rent at man kan drikke det, og jeg skal komme efter dig skal jeg. Efter jeg sagde farvel til franskmaendende proevede jeg lykken med at tomle. Paa det her tidspunkt har jeg for laengst naaet den magiske graense kaldet "overtraek" men har foerst lige indset konsekvenserne. Anyway, efter et par dage beslutter jeg at tage busser i stedet, da det for det første er overraskende hårdt arbejde at tomle rundt og for det andet så er jeg også ved at løbe tør for New Zealand kvalitetstid - kun en uge tilbage. Oveni det, så sker der også en ting som jeg havde forventet ville have sket for mange måneder siden, men som jeg vidste var uundgåeligt - jeg mistede min pung. Det utrolige var faktisk at jeg slet ikke fandt ud af hvad skete. Jeg var hverken fuld eller i byen, men en tidlig morgen klokken 5.30 sad jeg på en bus og mærkede på automatik efter i lommen da mit blod frøs et par grader. Den højre lomme hvor min pung normalt altid befinder sig, var uhyggeligt tom. Jeg kan stadig ikke hitte ud af hvad skete, men i hvert fald var jeg nød til at bruge et par dage mere i Wellington på at oprette en New Zealandsk konto, overføre penge via netbank, og vente på at de kom frem. puhh. I Wellington så jeg parlamentet sammen med en canadier og det var faktisk ret interessant. Jeg kan huske to ting:
1: De har et repræsentativt demokrati. Fidusen ligger i, at man kan sende et brev vedrørende lovændringer som man ikke er enig i. Brevet SKAL så læses af en der rent faktisk sidder i parlamentet. Hvis man føler man virkelig har noget at sige kan man kræve en høring. Repræsentanter fra både parlamentet og oppositionen skal være til stede, og man har absolut ytringsfrihed og så meget tid til at sige hvad man vil, som det kræver. Ligegyldigt hvem man er, så længe man er statsborger i New Zealand. punktum.
Ting 2 jeg kan huske: Der er over 4000 pærefatninger i parlamentet.
Nåh, da pengene endelig dukkede op og de gamle kort var spærrede tog jeg mod Coromandel for at mødes med to venner som hang ud på parkeringspladser. Det var rigtig fedt. Vejret var ikke rigtig med os, men vi spillede minigolf, skak med kæmpestore brikker, masser af pool, besøgte en driving range og chillede som var vi betalt for det. Efter det var jeg i Auckland som rent faktisk overhovedet ikke gjorde noget indtryk. Jeg har ingen erindring om hvad jeg foretog mig, og hvad jeg følte mens jeg gjorde det. Den alt for korte 3 uger i New Zealand var ovre og jeg gjorde mig klar til 4 dage i Melbourne. I Melbourne lufthavn skete der dog det, som når jeg tænker tilbage får mit liv til at føles som en fjollet farce. Jeg blev da selvfølgelig igen taget ud af køen for at få rodet mine tasker igennem, men den her gang var jeg virkelig i problemer. Jeg havde tidligere underskrevet et kort som sagde at jeg ikke havde noget mad i min taske. Da politibetjenten gik igennem mine ejendele nåede han til den her fordømte plastikpose hvor der lå et meget meget tørt, halvt rødløg. Ups. "You've written here that there's no food in your bags. What is this?" siger betjenten og tilkalder flere betjente. Det er tydeligt at jeg er i meget meget store problemer, og de er allesammen meget interesserede i min plastikpose og det stakkels rødløg der ligger dernede helt rynket og sikkert dybt forvirret over al den opmærksomhed. Efter længere tids udredning, hvor jeg får forklaret at jeg angrer dybt at jeg prøvede at smugle et halvt løg ind i landet, og jeg virkelig ledte efter de der Amnesty bins hvor jeg kunne have smidt det halve løg ud, men jeg ikke kunne finde dem, og jeg virkelig var ked af postyret over det halve løg, og at jeg aldrig igen ville prøve at smugle løg ind i landet, slipper de mig endelig løs, med en advarsel om at de normalt giver bøder på flere hundrede dollars for forbrydelser så seriøse som den her.
I Melbourne var der lige så koldt som i New Zealand, og jeg var så småt ved at komme ned med en forkølelse. Jeg mødtes med Brendan (Thailand, og Fremantle) og nogen flere venner fra Freo, og vi tog ud i byen en aften. Det var ret hyggeligt, om end det fik trukket et godt stort beløb ud af mit budget (og så blev jeg ikke engang rigtig fuld -skuffelsen var dybtfølt). Melbourne var dog bare en mellemstation på min vej tilbage på den anden side af kloden, og jeg havde et fly den 30 Marts fra Melbourne til Kuala Lumpur....

---