Abel Tasman


Advertisement
Published: December 24th 2008
Edit Blog Post

I dag skulle vi til Abel Tasman Nationalpark og vi vågnede til en strålende solskinsdag med 23 grader, så det var helt perfekt. Vi fik smurt madpakker og gik op til hovedvejen, hvor vi skulle hentes af en bus. Der var dog sket en lille misforståelse, så den havde været omkring campingpladsen for at hente os.
Vi skulle først med båd hele vejen op langs kysten af nationalparken og med næsten hele vejen tilbage igen. En bådtur på ca. 5 timer. Den ene skønne, lagune med hvidt sandstrand afløste den anden, vandet var helt turkisgrønt, så det var helt vildt skønt. Vi sejlede forbi en sælkoloni, men desværre var der ikke ret mange sæler. Børnene hyggede sig og blev gode venner med personalet, de kom i styrhuset og vi fik 2 gratis chokoladebarer og cacao.
Vi blev sat i land af en lille gummibåd, der kunne sejle ind til kysten. Det var en skøn strand, vi kom ind til, men vi tænkte, at vi hellere måtte begynde på vores gåtur. Vi havde fået at vide, at der ville være ca. 1 time tilbage til, hvor bussen skulle hente os igen. Da vi kom op på stien, var der et skilt, hvor der stod, at der var 7,2 km. og 2 timer og 20 minutters gang tilbage til Marahau. Vi var lidt overraskede, for det var ikke lige, hvad vi have fået at vide. Kl. var 15.05 og bussen ville køre kl. 17.30. Hvis skiltet passede, ville det ikke give os ret meget tid i overskud. Da vi kom til næste skønne bugt med en hvidt sandstrand og et skilt kunne vi desværre se, at tidsangivelsen passede meget godt. Stien var fin og det meste af vejen i regnskoven, men smal og højt oppe over vandet de fleste steder, lidt op og ned gik det selvfølgelig også. Men det tager bare lidt længere tid at gå med børn. Vi turde derfor ikke gå ned på en af de skønne strande for at bade, da vi var bange for, at vi ikke ville nå bussen. Vi var tilbage i Marahau kl. 17.05, hvor vi havde regnet med at kunne bade, hvis der var tid til det. Desværre var der ikke nogen strand der, eller også var det fordi, der var helt vildt lavvande. Ærgerligt vi ikke kom ud at bade, når der nu var så mange dejlige strande. Vandet var godt nok ikke særlig varmt ca. 17 grader havde vi fået at vide, men en enkelt dukkert ville have været fint. Bedre blev det selvfølgelig ikke af, at bussen var ½ time forsinket.
Vi satte os helt oppe foran i bussen, og buschaufføren var helt vildt snaksaglig og han havde danske aner langt ude. Han ville gerne til Danmark og se Fyn, hvor hans tipoldefar kom fra. Han morede sig også meget over, at indkørslen til hans ejendom ligger 22 m. højere end hele Holland. Den første del af turen, var ret frygtelig med en meget smal vej, fyldt med skarpe sving. Ved et af de værste sving er der ved at blive bygget et nyt hus. Blandt chaufførerne væder de om, hvorvidt det bliver en bil eller bus der først kører ind i det nye hus eller det blæser i havet. Engang i en storm havde chaufføren set et hus flyve ud over bugten!
Vi var først tilbage ved campingpladsen kl. 19.15 så det var godt, vi havde nogle rester, vi kunne varme, for vi var alle sultne og trætte.
Dagens kommentar fra Anna: ”Kan vi ikke godt leje et dobbelt tandhjul?”, hun mente altså en tandemcykel!


Advertisement



Tot: 0.105s; Tpl: 0.009s; cc: 7; qc: 56; dbt: 0.0543s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1; ; mem: 1.1mb