Let's go USA!!

---

Saa har jeg forladt Canada til fordel for USA.
Efter at have brugt et par uger hos min dejlige familie, er jeg helt holdt op med at laegge maerke til nogle af de ting, som jeg synes var bemaerkelsesvaerdige til at starte med. Eksempelvis;

• Hvordan bildoerene laaser automatisk efter man har siddet i bilen i fem sekunder (det skulle efter sigende vaere, saa smaa pilfingre ikke hopper ud af bilen, mens den er i fart)
  
• At det er er meget faa hjem, der ikke er indrettet med vaeg-til-vaeg-taepper. En dejlig fornemmelse med bare taer - knap saa sjovt, naar man skoejter ned ad trapperne, fordi gulvtaeppet er saa glat (mit blaa maerke er ved at gaa vaek nu)
  
• Igen; at folk hele tiden vil vide, hvordan jeg har det - 'How are you'?, ogsaa selv om jeg ikke kender dem
  
• At jeg bliver spurgt om ID, naar jeg koeber cigaretter
  
• At det koser penge at uddanne sig herovre - til forskel fra Danmark, hvor vi bliver betalt for at uddanne os
  
• At den offentlige transport er elendig, og at alle derfor koerer rundt i biler (hvilket helt sikkert ogsaa har noget at goere med de kaempe afstande, der er mellem alting)
  
  

I loerdags pakkede jeg alle min ting sammen fra alle tre etager af min mosters hus. Allerede nu er jeg ved at loebe ind i et plads-problem, hvilket jeg har faaet overbevist mig selv om nok skal loese sig, naar jeg har faaet laest de fire danske boeger, jeg har taget med hjemmefra, saa jeg kan smide dem ud. Da min moster var paa arbejde, var min onkel saa soed at koere mig til busstationen, og kl. halv tre om eftermiddagen gik jeg ombord paa med en 26timers lang bustur i vente.
Umiddelbart virker det ikke saa vanskeligt at koere i bus fra Canada til USA, men det viste sig, at jeg stod overfor en hel del proevelser paa min tur.

Foerste udfordrng var den amerikanske graense, som vi naaede efter to timers koersel.
Selv om jeg er fuldt berettiget til at rejse ind i landet, naaede jeg alligevel at blive lidt nervoes, da man kan foelge alle de regler, der er, og opfylde allle krav, og alligevel blive naegtet adgang til USA, hvis ens 'graensemand' synes, at man af en eller anden grund ikke maa komme ind. Det var nogle rigtig autoritaere sataner, der sad i skranken, og de, der havde staaet foran mig i koen, blev mere eller mindre tredjegradsforhoert, ligesom en ung mand blev trukket til side og kropsvisiteret. Men da det blev min tur, blev der paa mirakuloest vis aabnet en tredje skranke, saa jeg fik lov at blive betjent af verdens omtrent soedeste og rareste graensemand, jeg nogensinde har moedt. Jeg bestod indgangskravene med UG, kryds og slange, og jeg blev endda tildelt 90 nye dage i USA, saa jeg nu foerst skal vaere ude af landet 1. juni - regner dog stadig med at tage til Mexico i starten af maj og tage paa sprogskole i en maaned, inden jeg faar selskab af Kiki, som jeg bor sammen med paa kollegiet, og som kommer ned og besoeger mig de sidste tre uger, jeg er paa farten.

Paa vej ind til Seattle (foerste sted, jeg skulle skifte bus), naaede jeg at se fire biler paa motorvejen, der blev stoppet af politiet med fuld udrykning, en mand, hvis taender var lavet af guld, 'The Space Needle' - en bygning, der optraeder i intro'en til 'Frasier' og en hulens masse hip hoppere.
To timers ventetid (fra klokken syv til klokken ni om aftenen) paa Greyhounds Seattlestation, hvor der lugtede lidt af offentligt toilet, saa efter et stykke tid besluttede jeg mig for at gaa udenfor ved bussernes holdeplads og vente. Her blev jeg tiltalt af tre mexicanske maend med haengeroevsbukser og guldkaeder, og som alle undrede sig over, hvad saadan en soed pige som mig lavede paa saadan en oede busstation... Og hvis jeg havde lyst, ville de da meget gerne koere mig til Salt Lake City. Selv om een af dem havde en kasket paa, hvor der stod, at 'Jesus is my #1 boss', taenkte jeg, at det alligevel ville vaere meget smart at holde mig til mine greyhound busser.

Da jeg kom ombord paa den anden bus, lagde chauffoeren ud med at sige, at folk skulle opfoere sig ordentligt og lade vaere med at drikke alkohol og ryge ombord paa bussen - 'for jeg gider altsaa ikke til at skulle ringe til politiet igen'. Naa ja, og at Stanfield (den lille flaekke i Oregon, hvor jeg skulle vente paa min sidste bus i en time, midt om natten), var et rigtig skidt omraade, saa han ville helt sikkert anbefale os at holde os til busstoppestedet.
Da vi ankom til Stanfield (som vitterligt saa ud til at bestaa af to ludere og en lommetyv) troede jeg foerst, at jeg var rigtig smart ved at gaa ind og vente paa den lille diner, der laa ved busstoppestedet, men efter at vaere blevet rimelig irriteret af to rygehoveder, der helt sikkert ikke havde fulgt chauffoerens ordrer om ikke at drikke alkohol i bussen, gik jeg udenfor og op til to af de stoerste og grummeste maend, jeg kunne finde, og spurgte, om jeg ikke maatte faa en smoeg af een af dem. Efter et kvarter var vi blevet venner, og jeg var i sikkerhed. Skidesmart.

Den sidste bustur fra Oregon til Salt Lake City (15 timer) var lang- isaer fordi en ung mand med mange nervoese tics havde faaet placeret sig lige ved siden af mig, og efter jeg havde fortalt ham, at jeg rejste rundt i USA, var han meget interesseret i, at jeg da helt sikkert skulle komme forbi Seattle til sommer, hvor ham og jeg kunne bo i hans motorhome (en bil med indbygget campingvogn), og saa kunne vi bare bruge hele sommeren sammen. Det var lidt ligesom at vaere sat paa verdens laengste blind date uden at have bedt om det, og hvor man ikke kunne faa en af sine veninder til at lave et noedopkald, saa man var undskyldt og kunne tage hjem igen. Ved en af de sidste pauser, vi havde, gik jeg ud for at koebe en sandwich, men paa vej op til kassen blev jeg stoppet af min 'ven' fra bussen, der fortalte, at jeg ikke behovede at koebe noget, for han havde da allerede soerget for os. Under normale omstaendigheder havde jeg vaeret taknemmelig og havde straks taget for mig af den Big Mac menu, som han havde koebt, men ham her var lidt for underlig og lidt for klar paa, at vi skulle giftes, til at jeg havde lyst til at tage imod noget som helst mad (Maria, taenk ferskenmanden i supermarkedet i Tarifa, saa ved du, hvad jeg snakker om).

Resten af turen sad jeg og kiggede meget bestemt ud af vinduet og skruede meget hoejt op for min iPod, saa det var lidt svaert for ham at have en samtale koerende.

Og i gaar aftes ankom jeg saa til Salt Lake City. Jeg bor i et stort hus hos en 20aarig dreng, hvis foraeldre p.t. er i Argentina, men som har faaet overtalt det stakkels barn til at vaere vaert for mig, saa laenge jeg er her.
I Salt Lake City bor der mange mormoner, og som foelge af deres religion maa de hverken indtage koffein eller alkohol, eller ryge cigaretter. Jeg lagde saa flot ud med at drikke en kop kaffe, da jeg ankom til 'mit nye hjem', hvorefter Dimitri (som ogsaa bor i huset)'s storebror, Aldo, der er flyttet hjemmefra, og som er gammel nok til at drikke, tog mig med ud paa bar, hvor jeg roeg smoeger og drak gin og tonic's. Skidegod kulturel indlevelsesevne, jeg har faaet stablet paa benene...

Lige nu er jeg paa biblioteket, hvor jeg ikke maa tilslutte min eksterne harddisk, saa der er ingen billeder i denne omgang. Og om lidt har jeg taenkt mig at gaa ud og opleve noget af den mormonske kultur, der efter sigende skulle vaere alle steder i Salt Lake.

Forresten; Jeg har proevet at foelge lidt med i begivenhederne i forbindelse med Ungdomshuset, og jeg har lidt svaert ved at overskue helt praecist, hvad der sker. Men jeg gaar ikke ud fra, at gadekampe, ildebrande etc er noget godt tegn, saa jeg haaber, at I allesammen passer paa jer selv, derhjemme. Taenk, at man kan tage over til eet af de mest ekstreme lande i verden, og saa alligevel foele sig mere sikker end hvis man var derhjemme.

---

Comments

[Lis]

Pas nu godt på dig selv !
Hej Lillesøtter. Nu skal du altså passe godt på dig selv, ikke ? Kærlig hilsen Din egen Moar

[Elianna]

Miss Gin & Tonic
Det er sjovt at du virkelig befinder dig et sted hvor alt man nyder at indtage herhjemme på 'regular basis' er en synd, og det lader du dig overhovedet ikke gå på af men fortsætter som du plejer:-) I wish you good times!