Advertisement
Published: September 24th 2016
Edit Blog Post
2016-09-22-s
Mange af dagens billeder er jo blot en gentagelse af temaet "en smuk udsigt" fra de forskellige udsigtpunkter. Jeg vågnede flere gange i nat ved at det regnede voldsomt. Vi kom op ved syvtiden og her på stedet er morgenmaden inkluderet i prisen. Det småregnede, men ikke meget og på et tidspunkt så det ud til at lysne mod syd. Vi skulle gennem Red canyon for at komme til Bryce Canyon, ca. 15 miles fro motellet. Der var meget flot i Red Canyon rustrøde klipper i smukke formationer og i den lille bæk, der løb bag vigepladsen, løb der faktisk vand eller rettet en tynd opslemning af fint sediment. I dalen kørte vi også gennem et par korte tunneller. Det gik opad til over 7777 fod (ca. 2500 moh) – det stod der på et skilt. Her endte vi oppe på et plateau, hvorfra vi drejede mod Bryce Canyon. Årskortet kom i sving endnu engang (vi sparer 30$ hver gang) og snart var vi inden for. Der var mange mennesker det første sted vi holdt (Sunset Point) og efter et kort kig blev vi enige om at køre videre. På vej ned mod den sydligste udsigtspunkt – Rainbow Point – gjorde vi holdt ved mange af de andre udsigtspunkter – Fairview Point, Piracy Point, Agua Canyon, Pandarosa Canyon, Natural
2016-09-22-b
Her er det Natural Bridge, en naturlig bro. Til højre kan man se, at træerne er ved at få de smukkeste efterårsfarver. Bridge med flere. Alle steder med en helt fantastisk udsigt over de røde klippesider, og flere steder sad der halvtamme ravne. Men det var koldt, næppe mere end 12-13˚C og der blæste en ret kold vind op af dalen, og der kom regelmæssigt en let byge. Karen frøs og havde fået for lidt tøj med, så hun lånte min jakke ind imellem og når vi sad i bilen var der fuld blus på varmen. Da vi var færdige med smukke udsigter ved Rainbow Point besluttede vi at køre op til besøgscenteret og drikke en kop kaffe og så køre til Sunset Point og gå en tur ned gennem dalen og op igen ved Sunrice Point. Det var godt at få varmen med en kop rigtig god Café Latte.
Da vi kom til Sunset Point var det tørvejr, men det var så tåget, at man stort set ingen ting kunne se, og da slet ikke nogen udsigt, men det slog os ikke ud, vi ville ned i dalen; vejrudsigten havde jo lovet opklaring i løbet af eftermiddagen. Det varede ikke længe før vi kom under skyerne og dernede fik lidt udsyn igen, bl.a. til Thors Hammer, en stor klippeblok, der
2016-09-22-i
En frysende Karen samt Kurt ved et af udsigterne. ligger på toppen af en tynd sandstenssøjle. Næsten nede i bunden begyndte det at tordne og regne, så vi søgte læ under et klippefremspring sammen med to andre. I 10 minutter væltede regnen ned, en overgang var det faktisk hagl der kom. Det holdt dog op igen og vi gik videre, nu kunne man høre der var vand i bækken og nogle steder kunne man se vandløbet, men det var lige som vandet blev væk når man kigge lidt længere nedstrøms. Forklaringen fik vi kort efter, da vi nåede lidt længere ned, fronten af vandet var ikke nået herned endnu, men muddervandet kom lige så langsomt løbende, det var en pudsig oplevelse. Kort efter kom solen igennem og resten af turen foregik i det smukkeste solskin, så det varende ikke længe før vi igen var tørre og havde fået varmen igen. Vi kom forbi Queens Garden (der ligger 98 m under kanten ved Sunset Point) med de mange hoodoos (søjler med en sten på toppen), fantastisk flot. Herfra gik det stille og roligt opad igen. Klokken var over seks da vi var ved bilen igen efter en meget flot vandretur; lige før vi nåede P-pladsen så vi et par meget
2016-09-22-l
Ved Agua Canyon sad denne ravn, og man kunne næsten gå hen og røre den. fine hvidbrynede spurve. Men man kan godt mærke, at man går i 2½-3 km højde, man er lidt mere stakåndet, når det rigtig går opad. På vej ud af Bryce Canyon stødte vi på 5 meget fine gaffelbukke, en af verdens mest udholdende hjortearter, hvad løb angår. De gik stille og roligt og græssede i skovkanten.
Karen og Kurts venner – Solvejg og Preben – er også i USA (helt uafhængig af Karen og Kurt) og forleden fandt vi ud af, at de skal til Bryce Canyon i morgen og bor i byen Victor, der ligger 15 km fra Bryce Canyon. Vi ringede til dem – den gik i telefonsvareren – for at sige, at vi kom forbi og da vi kort efter nåede Victor, stod Solvejg på hjørnet, hvor man drejer ind til hotellet. Stor gensynsglæde og vi blev budt på rødvin, kiks og dougnuts og en hyggelig snak om vores oplevelser på turen hver især. De var startet i Denver, var kørt gennem Yellowstone, og skulle flyve hjem fra Denver igen to dage før vi flyver hjem. Søde mennesker og hyggeligt at snakke med danskere så lang hjemmefra, verden er altså lille. Kurt brækkede en tand på
2016-09-22-j
Der er mange af disse små jordegern (Chipmunks), man opdager dem ved, at der pludselig er noget der piler afsted med halen lige i vejret. De er ualmindelig søde. en doughnut! Så har den altså heller ikke været stærk. Surt.
Turen tilbage til Panguitch blev noget af en oplevelse. Det var mørkt, det lynede helt vildt og på vej op på plateauet igen begyndte det at hagle, først med meget store hagl, men hurtigt var de kun ærte-store, men der kom mange og på et øjeblik var vejbanen helt hvid. Det var vildt, da det samtidig lynede voldsomt. Det gik efterhånden over i regn, og da vi efter hjemkomsten skulle op for at spise var det blevet til sne! Det var nok noget af det sidste jeg havde forventet vi skulle opleve på denne tur, men vi er jo altså ret højt oppe.
Efter middagen er resten af aftenen for mit vedkommende gået med at lægge billeder over, da det var gjort ville Windows lave en opdatering, som jeg var dum nok til at sige, den kunne gøre nu. Det gik de næste 2-3 timer så med! Derfor en forsinket opdatering af bloggen. På et tidspunkt kiggede jeg ud, det sneede. Vi fik også en kort snak om den videre færd mod sydvest, men i morgen gælder det Zion National Park.
Advertisement
Tot: 0.172s; Tpl: 0.012s; cc: 10; qc: 57; dbt: 0.05s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb