Advertisement
Published: December 4th 2006
Kolkata Sunset
Kolkatas vartegn, Victoria Memorial, set fra en naerliggende park Så er Kolkata indtaget. Eller rettere, byen har indtaget mig. For med dens umiskendelige tilhørsforhold til det tidligere britiske herredømme, hvor den i en lang årrække fungerede som central metropol og hovedstad, har den imponeret mig med dens særegne charme og åbenhjertige indbyggere. Brede boulevarder og kilometerlange, frodige parker dominerer bybilledet - førstnævnte spækket med de karakteristiske gule, evigt-dyttende Ambassador-taxier og sidstnævnte med unge som gamle indere, der nyder et par timer væk fra storbylivets kaos.
Ligeledes har gensynet med fortove været en mindre kulturrevolution for mig, om end de hist og her trænger til at blive lappet, og at man ikke sjældent støder på nedfaldne ledninger. Men det er i småtingsafdelingen sammenlignet med hvad jeg har set i Varanasi, Delhi, Chennai og Jaipur. Og nu vi er ved det, synes jeg at Varanasi fortjener et par ekstra ord med på vejen, førend jeg kaster mig videre ud i lovprisningen af Kolkata, da min forrige, hastige beskrivelse hverken var retfærdig overfor byen eller jer der læser disse, til tider, forvirrende blogs.
For Varanasi var langt mere end klaustrofobisk snævre gyder og obskure typer, hvilket jeg fik at se i løbet af mine sidste timer i byen, inden jeg tog til
stationen og hoppede på toget til Kolkata. Jeg besluttede mig for at tage en cykelrickshaw, mit foretrukne transportmiddel, til den sydligste ghat (flodbred) Assi Ghat, og derfra promenere op til Harischandra Ghat, som lå umiddelbart ud for mit hotel, og desuden stedet, hvor jeg fra mit vindue dagligt havde kunnet se adskillige ligbrændinger finde sted.
Min improviserede gåtur langs Ganges viste sig at blive en øjenåbner for Varanasis egentlige skønhed og spirituelle betydning, som stod i skarp kontrast til de småkriminelle og storturistede tendenser, som er opstået i byen som følge af rollen som både pilgrimmenes og turisternes foretrukne valfartssted. Du får intet sødt uden det sure, og desværre var sidstnævnte elementer dominerende i løbet af mit korte ophold.
Jeg vil ikke kaste mig ud i alenlange lovprisninger og fantastiske beskrivelser af min oplevelse af floden og dens specielle ghats, men blot begrænse mig til at sige, at det var et sted, der gjorde indtryk både visuelt og åndeligt. Få hundrede meter væk fra byens støvede trafikpropper og hylende hornsymfonier strømmede floden roligt forbi, mens spidse og aflange både skvulpende lå fortøjet ved bredden med slumrende indere indenbords. Der herskede en unik harmoni, en stille højtidelighed og jeg kunne blot
konstatere at Ganges på trods af sin septiske konsistens har bevaret den magi, som for mange hundrede år siden har imponeret de første pietister ved flodbredden.
Da jeg, efter det mentale gearskifte, som gåturen også var, begav mig på vej mod stationen med min overpakkede rygsæk, oplevede jeg et brud i den begravelsestrummerum, som jeg ellers havde været vidne til i de foregående dage: Et begravelsesoptog kom gående med en bylt i midten, som kun kunne indeholde et spædbarn, efterfulgt af en grædende mor og et stort opbud af mennesker, som fyldte det meste af den smalle gade, jeg boede i. Godt nok er døden en del af dagligdagen i byen, men menneskelige tragedier får tilsyneladende stadig den ekstra opmærksomhed, som viser af humaniteten og empatien ikke er gået tabt på trods af pauvre kår og håbløs fattigdom.
Togturen til Kolkata tog knap 14 timer, og da jeg kiggede ud bag gardinet i de tidlige morgentimer, kunne jeg allerede se den klimatiske forandring, som delstaten Bengal havde at byde på. Himlen var malet over med en svag orange og atmosfæren var skiftet fra tempereret til tropisk, mens silhouetterne af palmetræer dansede forbi i en lang række langs jernbanesporet.
Jeg var ved ankomsten så heldig at få plads på et lille hotel på en snæver sidegade med det velklingende navn Tottie Lane, som ligger
opad backpackernes (og med dem tiggerne og bondefangernes) normale hangout, Sudder Street. Beliggenheden er ideel, da jeg kan hoppe ind og ud af miljøet, som jeg lyster og samtidig har adgang til resten af byen uden at skulle gå den tunge gang forbi mænd uden ben og grædende børn som skriger efter opmærksomhed og penge.
Der er relativt få udlændinge på hotellet, og størstedelen af dem er bangladeshere, så her er iørefaldende stille. Det er første gang jeg ikke har haft brug for hverken iPod eller ørepropper for at kunne få en god nats søvn i min tid i Indien.
Jeg bor fyrsteligt på mit værelse med tv, dobbeltseng og morgenlig fuglekvidren fra træerne lige uden for mine vinduer - godt nok har bruseren kun koldt vand og det hænder også, at jeg ser en mus eller en gekko, der piler af sted langs panelerne, men til en pris af ca. 30 kr. pr. nat er det ikke nævneværdige ankepunkter. Når jeg kommer hjem om aftenen er det med listesko, at jeg går op ad
Taxi
En af de karakteristiske yellow cabs som terroriserer vejnettet i byen trappens brede, hule trætrin, for ikke at vække hotellets rengøringsfolk, der sover lige uden for min dør på sammenrullede tæpper - det er i det hele taget ikke usædvanligt at arbejdsplads og hjem er kombineret; mange taxachauffører og rickshawkørere sover også i ly af deres køretøjer om natten.
Om aftenen undgår jeg som regel de mørke oaser mellem gadebelysningen på fortovet- ikke af frygt for at blive bestjålet, men for at træde på en af de mange hjemløse stakler, der ligger og sover på den ru asfalt med sammenbyltede tæpper. I det hele taget kan man føle sig tryg i gaderne, der på trods af vilkårene ikke synes at huse samme kriminelle elementer, som jeg observerede i fx Varanasi.
Det farligste her i Kolkata er sådan set trafikken, for her er det ikke bilerne der holder for fodgængerne, men fodgængerne, der kaster sig ud af bilernes bane, når de i siksak-løb forsøger at krydse gaden. Jeg har min egen teori om , at det skyldes at de gamle, slidte Ambassador-biler ikke kan standse uden at motoren går ud, men det er vist ikke noget man skal sige højt i et land, der er stolt af sin automobile tradition.
Graffiti
Kommunistisk slogan paa en husmur naer mit hotel Det er et ret unikt syn med de mange gammeldags biler, der ruller rundt på vejene - personligt synes jeg det giver associationer til de billeder, jeg har set af Cubas hovedstad Havana.
Mht billeder, har jeg købt mig et engangskamera til at dække det fornødne, og jeg smider billederne op her på siden, når filmen er fremkaldt. Den skulle gerne indeholde visuelle perler fra Ganges bredder og Kolkatas stræder - hvis altså ikke fotosælgeren har snydt mig og solgt mig et ubrugeligt stykke plastic omviklet af pap. Det vil tiden vise.
En anden morsom ting ved Kolkata er, at byrådet i høj grad er domineret af det lokale kommunistparti, som jævnligt udråber strejker i trods mod den liberale, indiske centralregering i Delhi. Det betyder at alle butikker og offentlige bygninger holder lukket, så man skal time sine gøremål i henhold til de politiske vinde, der blæser vestfra. Derudover har byrådet i forbindelse med de omfattende navnereformer, der fandt sted i 2000 (hvor byen bl.a. skiftede navn fra Calcutta til Kolkata for at tage afstand fra de negative associationer til kolonitiden) benyttet chancen til at sprede det røde budskab til det omfattende vejnet, således at der nu optræder gadenavne
Room mate
En af de mange harmloese oegler som kravler rundt paa vaegge og loftspaneler såsom Lenin Sarani, Ho Chi Minh Sarani og - selvfølgelig - Karl Marx Sarani. Derudover er husmurene præget af socialt orienterede slogans og langs hovedvejene hænger propagandistiske skilte med gode råd og offentlig vejledning, såsom ”brug sikkerhedssele når du kører”, ”kør ikke for stærkt - følg trafikreglerne”, osv.
Menneskerne på gaden virker påfaldende positive - flere af dem går højtsyngende gennem gaden - og i mere end et tilfælde, har jeg oplevet at folk smilende har sagt ”hello friend”, idet de passerede, og det vel at mærke uden at ville prakke mig noget på som i de andre byer.
Men hvis man med ovenstående lovord in mente nu forestiller sig Kolkata som et indisk Shangri-La, tager man dog fejl. For byen huser også sin del af Indiens fattige sjæle - faktisk har byen i en lang årrække været berygtet for sin enorme, fattige befolkning, der blandt andet opstod som en følge af dannelsen af Bangladesh omkring 1950, da de massive menneskerokeringer resulterede i at Calcutta blev fyldt til randen af flygtende hinduer. Men netop på grund af alle de skræmmehistorier, jeg har læst - de er blandt andet levende beskrevet i Dominique LaPierres bestseller ”City of Joy”, har byen
Park Street
Kolkatas mest fashionable vej, hvor dyre restauranter, tiggere, forretningsmaend og gadesaelgere er stroet ud med rund haand. Paa facaden af bygningen overfor kan man se den britiske indflydelse paa arkitekturen. overrasket mig så positivt. Al den lidelse og dårligdom, som jeg var blevet sat for øje har fyldt en brøkdel i forhold til de positive elementer, som i den grad har lyst op.
En ting som dog består er det indiske bureaukrati, som nok er et af de mest tålmodighedskrævende af sin slags her i Asien (foruden Kinas kan jeg forestille mig, men det er jeg formentlig klogere på om 2 måneders tid).
Det manifesterede sig så sent som i eftermiddags, da jeg tænkte at jeg ville være lidt småkulturel og slog vejen inden om Asiatic Socitety, som ifølge guidebøgerne er forløberen for moderne museer i Asien. Samme guidebøger oplyser også, at det er gratis at komme ind, men det fandt jeg så til gengæld ud af bliver opvejet af de endeløse papirer og formularer, som man skal udfylde, først på 3. sal, så på 1. og så på 2. Så skal de have et kopi af ens pas, og helst også en kommentar om stedet inden man går. Jeg tror det tog mig rundt regnet 25 minutter fra jeg trådte ind af døren, til jeg fik adgang til selve udstillingen og hvis tid er penge er det vel
Pakketransport
En mand som krydser hovedvejen Chowringhee Road med livet - og 5 kasser (!) - som indsats. I baggrunden kan man se en af de slidte busser som droener rundt i gaderne og naermest tager svingene sidelaens godt det samme, at der er fri entre.
Jeg har for øvrigt købt en mobiltelefon herovre, som I er velkomne til at skrive beskeder til, hvis I får lyst (I må selvfølgelig også godt ringe, men det skulle koste i omegnen af 25 kr. i minuttet for danske abonnenter, så det er op til jer selv). Jeg er ikke sikker på at mine egne sms’er når ud over den indiske landegrænse, men det kunne da være dejligt at høre fra jer i ny og næ. Mit nummer er (+91) 9945 1154 20.
Jeg har også købt en antik sitar, som eftersigende skulle være 70-80 år gammel. Den kan I jo gå og grue for at blive udsat for til næste sommer. Jeg er nemlig ikke sikker på at sitarer ligesom vin og ost bliver bedre med alderen...
Jeg overvejer i øjeblikket at tage videre nordpå til byen Darjeeling, som ligger ved foden af Himalaya. Jeg skal forsøge at komme til en computer og skrive, når jeg ved hvad der sker...
Advertisement
Tot: 0.211s; Tpl: 0.022s; cc: 11; qc: 57; dbt: 0.1598s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
PLC
non-member comment
Darjeeling
Hm.. det navn siger mig noget.. ah.. hm.. jeg så en dokumentar på DR2 for en måneds tid siden om Darjeeling. Det skulle være et ret interessant sted, særligt med den nærmest antikke jernbane, der ikke har været moderniseret siden 1800-hvidkål. Det var nogle rimelig flotte syn, så baseret på DR2's indflydelse tror jeg at jeg kan anbefale Darjeeling :-)