Ida og Lauras foerste uge som volontoerer!

---

Så er der en uge siden at vi forlod Siloam Boarding School og den store trygge gruppe af velkendte danske ansigter. Alt dette byttede Gerrit, Laura, Sofie og jeg ud med et fint gæsteværelse med air condition og dertilhørende toilet og bruser på kvindecenteret i storbyen Tiruvannamalai.

Laura og jeg har nu i knap en uge fulgt arbejdet på et værested for børnearbejdere, som mest af alt er en blanding af lidt af det hele - skole og fritidshjem.
Tilknyttet ”Child Labour” er der imellem ti og femten drengebørn, som kan komme og gå i tidsrummet 10-17. Det er ikke alle børnene der arbejder, men fælles for alle er: en meget hård fortid, og for de fleste af dem også en dyster fremtid.
To af drengenes far er død af alkoholmisbrug, og moderen har derfor ikke råd til at sende de to drenge i skole, selvom egenbetalingen ikke er mere 500 rupees per år - svarende til cirka 70 danske kroner. Børnene arbejder typisk hos en mekaniker eller som rengøringsassistenter rundt omkring i byen. Nogle af dem arbejder i en periode, indtil de har tjent til deres egen skole. Derefter kan de måske begynde på et liv, der ligner lidt mere det liv, som en dreng på 10-15 år har i Danmark.

Det indiske samfund er kønsforskrækket .
Kvinderne skal gå klædt således, at ingen kvindelige former er synlige og, hverken deres skuldre eller for den sags skyld ankler må kunne ses, da netop disse kropsdele kan virke yderst tiltrækkende for det maskuline køn.
Dette ses også i skolesystemet, hvor man laver drenge og pigeskoler - selv ved videregående uddannelser bliver mænd og kvinder delt op.
Årsagen til at der ikke er nogle pigebørnearbejdere på Child Labour, kan til dels skyldes, at det er svært at få øje på dem i gadebilledet, fordi de som oftest arbejder i hjemmet. En anden grund kan dog også være, at pigerne ikke kan få deres forældres accept på at tage over på Child Labour, fordi at denne institution, som i øvrigt er helt gratis for dem, ikke er kønsopdelt.

Drengene prøver vores grænser af i en sådan grad, at det har været et psykisk meget hård arbejdsstart for os.
De er utrolig dejlige og smilende, men har meget svært ved at takle den nye kontakt. Drengene bliver, som man nok kan gætte sig til efter overstående afsnit, helt skøre af al den opmærksomhed, de lige pludselig får fra to piger som os.

Drengene taler tamil og deres engelsk er meget ringe. Dette fik vi hurtigt en forklaring på: deres engelsklærer, som i øvrigt også er deres lærer i fagene Basis Viden, tamil, matematik og fysik, kan næsten ikke tale engelsk selv. Laura og jeg har på en meget diskret måde fået listet ind, at vi overtager engelskundervisningen fremover.
Desuden går vi, for at undgå at belaste os selv for hårdt, ned på halv tid, således at vi kun arbejder enten formiddag eller eftermiddag mandag hver dag mandag til fredag.

- Laura og Ida

---