Hvem sagde turister?

---

Ja, vi er jo ikke meget for det, men nu er vi i hvert fald turister - vores rundtur i Ghana begyndte, ikke uden begivenheder, i mandags. Faktisk har vores tur vaeret ramt af en del uheld, men det vender jeg tilbage til... Balladen startede soendag aften, hvor en af pigerne vi rejser med, Emilie, blev indlagt paa regionshospitalet i Ho med hoej feber og opkast. De soede ghanesiske laeger pumpede hele prompte med alskens medicin - og vi vidste ikke om vi ville komme afsted eller ej. Mandag (som ogsaa var Emilies 20-aars foedselsdag!) blev det heldigvis klart at hun ville blive udskrevet - saa vi kom, dog tre timer forsinket, afsted. Vi droenede mod Akosombo for at naa faergen og kom lige i sidste oejeblik. Faergen er skaenket til Ghana i 1970 af englaenderne og er blevet ombygget i 1995 af en flok danskere paa et DANIDA-projekt (al den daarlige samvittighed som bliver plejet). Ombygning eller ej, det var noget gammelt lort. Men det var virkelig hyggeligt og vi var forberedte paa noget af en omgang, saa vi investerede i et par sivmaatter og fejrede Emilies foedselsdag med diverse ghanesisk frugt, lunken champagne og lokal gin. Festligt! Da de andre gemte sig under deres myggenet, sad Marianne og jeg med benene ud over raelingen og sang godnatsange og -salmer mens vi drak en kold oel - that's life!

Vi vaagnede til en smuk morgen paa Voltafloden - og en lang dag paa faergen som gik med kortspil, laesning og snak andre "javuer" paa faergen og en del af faergens ansatte. Mack var f.eks. chief engineer og var saa soed at vise mig faergens motor (som ikke var noget imponerende syn - ikke underligt at vi blev overhalet af en kano med paahaengsmotor, hold op, det gik langsomt!) Men don't worry, han viste mig ogsaa billeder af sin kone og fem boern og ikke mindst den store stolthed, hans tyske bil. Saa han var (overraskende nok) ikke ude paa at faa en sig hvid kone... Faergen var eneste transportvej for mange beboere fra de meget smaa landsbyer ved flodens bred, saa vi havde mange smaa stop hvor vi lagde ind til en jordbred og samlede folk op og satte folk af. Jeg kan stadig blive overvaeldet over hvor vildt isoleret saa mange af de mennesker bor. Sidste stop var Yeji hvor vi overnattede, indtil turen gik videre...

Vi rejser i en sort Ford, en amerikansk importeret V8 firehjulstraekker, som vores chauffoer Alex og vores "guide" Mypa er meget stolte af (ogsaa selvom de bare har laant den). Men maaske burde de ikke vaere saa stolte - i hvert fald var det en noget ynkelig bil der hostende maatte give op paa vejen mod Tamale. Flere gange! Ja, saa fik vi ogsaa proevet det - at staa i bagende sol og taenkte "gad vide om det ved hvad de laver", med Alex under bilen og Mypa ved taendingen. Heldigvis var der mobilsignal og mekanikeren i roeret skoed skylden paa benzinpumpen... Saa vi kunne koere fem minutter (med 25 km i timen) og saa vente i 10 min foer vi kunne starte bilen igen. Lang dag! Endelig kom der en truck forbi og trak os resten af vejen til Tamale. Paa det tidspunkt var vi ogsaa noget brugte, for ikke at sige fuldstaendig skoere af varme og mangel paa mad. Tak for hjaelpen, Swad Fast Food i Tamale som serverede turens foerste pizza - saa kunne vi lidt igen! Og tak for hjaelpen, Las Hotel, som havde generator, saa vi kunne faa aircon paa trods af ingen elektricitet.

Dagen efter maatte vi droppe en koeretur til Paga helt oppe ved graensen til Burkina Faso, fordi bilen skulle repareres. Og uheldet forfulgte os: da vi endelig kom tilbage afsted mod turens naeste stop, Mole National Park, loed der pludselig et stort brag - yes sir, punktering! Saa tak for hjaelpen, soede mand i lang kjortel paa vejen, som var god til at skrue moetrikker af og paa.

Men nu til det vigtige: Da vi gik i seng om aftenen, var det med vortesvin i baghaven og i morges vaagnede vi til lyden af, ja, hvad var det lige? Vi kiggede ud af vinduet: Lyden af aber der gik amok paa en af parkens landsbiler! Yderst eksotisk! Og videre skulle vi ud paa gaa-safari med vores enormt soede guide-mand, Dige. Og hvad saa vi som det aller foerste? Elefanter der tog deres morgenbad! Store, fantastiske dyr som vi kom skraemmende taet paa. Saa taet, at Dige paa et tidspunkt da vi alle stod og beundrede en gammel hanelefant med enorme stoedtaender udbroed: "Go! Go fast!", hvorefter vi alle tog benene paa nakken (i gummistoevler der var mindst tre numre for store), indtil vi var ude af angrebsradius. Huha! Det var en stor oplevelse, men ikke saa dramatisk som det maaske lyder. Dige paastod at elefanten hurtigt besluttede sig for at vi ikke var vaerd at loebe efter... Det var vi maaske heller ikke.

I nat overnatter vi i Kintampo, hvor vi skal op og se vandfald og et "monkey sanctuary" i morgen - saa selvom vi ikke er meget for det, saa er vi turister med stort T og nyder det i fulde drag.

---

Comments

[vibeke]

Jeg havde da helt glemt det her sted! efter læsningen føler jeg mig lidt bedre opdateret! You've got mail dear!