Advertisement
El Commedore
...og den er lige så mintgrøn på indersiden som på ydersiden!Først lige en fantastisk nyhed: Ny adresse i DK er Nyborggade 8, 1 tv. København Ø! Så bare rolig, nu kommer jeg helt sikkert hjem igen
Nu skal I høre om min tur, døbt ”Easter Expedition”. Vi forlod Christchurch mandag d. 10. om eftermiddagen. El Commedore var fuldt pakket og stemningen var høj. Magtbalancen i bilen skiftede mellem chaufføren og vedkommende der sad med ipoden.
Afsted gik det og første stop på turen var Kaikoura på det hyggelige hostel Dusky Lodge. Men Dusky Lodge var mere end bare et hostel, det var nemlig her vores besættelse med spas (som i boblebad) begyndte. De havde en af slagsen og vi nød det så meget, at det blev den alt afgørende faktor når der skulle vælges hostels fra Lonely Planet (aka. The Bible). For at fejre begyndelsen på Easter Expedition blev der indtaget en mindre festmiddag på restaurant Olive Branch som serverede den mest fantastiske friske fisk jeg nogensinde har smagt. Ikke nogen dårlig start på turen syntes vi, men det viste sig at Kaikoura alligevel skulle komme til at snyde os i sidste ende. Byen er nemlig hjemstedet for whale watching, og sådan en tur havde vi tænkt os at
tage på tidligt næste morgen kl. 6. Vores anstrengelser viste sig dog at være forgæves, da vejret længere ude på havet ikke egnede sig til turist sejlads. Temmelig skuffende, men det var til gengæld en meget flot solopgang. I stedet besluttede vi at køre til Blenheim hvor vi startede med et smut på hovedgaden for lige at sige hej til min veninde Taryn, som arbejde der i løbet af ferien. Området er samtidig kendt for sine vingårde, så der var en eller anden der fik den geniale idé at vi skulle leje cykler og tage rundt på vinsmagningstur. På den måde behøvede vi ikke nogen ædru chauffør. Jeg havde personligt håbet på en tandem cykel, men endte i stedet med en støvet grå racer og den lovpligtige cykelhjelm, hold da op hvor så vi seje ud. Udstyret med et kort over de forskellige vingårde turnerede vi så rundt og smagte mmm. Nogle steder fik vi endda præsentation af hver vin, luksus. Det trak til sidste op til regnvejr, så vi vendte næsen tilbage mod bilen og satte kurs mod Picton hvorfra vi skulle sejle til Wellington på Nordøen. Her oplevede vi så vores første mindre skybrud, og det var selvfølgelig
i dette fantastiske vejr at El Commedore besluttede at give op, og måtte til stor morskab og underholdning for de andre bilister skubbes i gang da vi skulle ombord på færgen. Thea, som i forvejen ikke havde været helt tilfreds med bilens standard, fandt den nu decideret uegnet og besluttede at leje en ny bil til os alle sammen i Wellington. Som de fattige studerende vi nu er, havde vi selvfølgelig bestilt plads på den billigste færge, som viste sig også at blive brugt til kreatur transport. Jeg kan hilse og sige at lugten af ko og våd får ikke er den allerbedste kombination med begyndende søsyge! Men vi overlevede da alle sammen den 3 timer lange tur og ankom til Wellington ca. kl. halv 11 om aftenen og fandt efter nogle besværligheder frem til vores pre-booked hostel World Wide Backpacker, som ikke engang kunne skjule sin usle standard i mørket. Værelset vi boede på havde allerede beboere, så vi måtte krybe i soveposerne med lyset slukket. Det var første gang jeg skulle i min lånte sovepose, og opdagede desværre ikke som jeg fumlede rundt i mørket i min trætte tilstand, at den vendte med vrangen ud så jeg vågnede
op dækket i små stykker skovbund og lugtede af lejrbål, herligt. Efter et yderst tiltrængt bad blev det meste af formiddagen i Wellington tilbragt på Te Papa museet, som havde rigtig mange spændende udstillinger bl.a. om Maori. Der blev selvfølgelig også tid til lidt shopping, men det var den lidt mere praktiske af slagsen da jeg havde brug for noget hiking tøj til næste stop på turen. Om eftermiddagen hentede vi den nye bil, en stabil stationcar med plads til alt vores habengut. El Commedore blev efterladt på en tilfældig villavej i forstaden, hvor drengene meget håbede at finde den på hjemturen. De næste mange timer blev tilbragt på vej til Whakapapa (udtalt fakapapa hihi, det er der ingen af de lokale der kan se det morsomme i). Det blev mørkt før vi nåede frem, men det var helt klart, så vi fik set en smuk måneskinstur gennem National Parken. Stedet vi boede på hed Alpine Resort og er det højest beliggende hotel i New Zealand. Det ligger så også samtidig midt i absolut ødemark! Vi stod op næste morgen til et noget tvivlsom vejr, men pga. vores stramme tidsplan besluttede vi alligevel at begive os ud på Tongariro Crossing.
Wellington
-hvilken dejlig by, den stiller vi gerne op for. Det er en 17 km lang tur med en 1000 m stigning, og man skulle eftersigende have udsigt til Mordor, haha. Hotellet havde en bus service, som kørte os til begyndelsen af ruten og hentede os igen på den anden side 7 timer senere. Den første time var nem og foregik i forholdsvis klart vejr. Men men men, midt på en hæslig opstigning ved navn ”devil’s staircase” forsvandt vi pludselig ind i en meget stor, tyk sky. Den sky er mere eller mindre historien om Tongariro Crossing. Efterhånden som vi kom højere og højere op begyndte det at blæse mere og mere og skyen blev våd. Det hele føltes nu mere som is og der var intet sted at gemme sig for vinden der kom lige ind fra siden. Julie og jeg forsætte i så højt tempo som vi overhovedet kunne klare, og jeg vil sige at det er en af de hårdeste oplevelser jeg længe har prøvet. Jeg er overbevist om at selv Frodo ville have givet op og tænkt at hvis han ikke engang kunne se Mordor, ville der ligesom ikke være nogen ide i at bestige et bjerg. Efter en rum tid begyndte det heldigvis at gå
ned af igen og vi kom lidt i læ. Ved et tilfælde fik vi øje på Emerald Lakes og måtte helt ned til vandet for at kunne se dem ordentlig. Det var som at gå rundt i en drøm (nok nærmere mareridt), alt hvor hvidt og uskarpt og man kunne pludselig finde sig selv med krater afgrund på den ene side. Pludselig midt på nedstigningen bevægede vi os ud af skyen og frem dukkede den mest fantastiske udsigt over Lake Taupo. Vi gjorde stop i en lille hytte for at spise frokost og få tørt tøj på og det eneste der holdt Thea og jeg kørende på det tidspunkt var tanken om en varm spa tilbage på hotellet. Jo længere vi kom ned desto mere frugtbart blev området og vi endte nede i noget der næsten så helt regnskovsagtigt ud. Tilbage på hotellet var spaen den mest himmelske følelse og det var et under vi overhovedet kunne holde os vågne helt til middag.
Næste morgen var det selvfølgelig det meste fantastisk flotte solskinsvejr og ud af vores lille vindue opdager jeg at vi har boet lige ved siden af vulkanen hele tiden, det var så dårligt vejr dagen før at
Tongariro Crossing
Emrald Lakes, tror vi nok. vi ikke engang kunne se den, suk. Nå, men ingen tid at spilde så ind i bilen og af sted til Waitomo Caves for hvilken logik at tilbringe så smuk en dag under jorden, men det var nu engang det vi gjorde. Waitomo Caves er en samling af omkring 250 underjordiske huler med drypstensformationer. Vi besluttede at tage på den 5 timer lange Black Abyss Trip, hvilket viste sig at være et rigtig godt valg. Vi startede med at blive iført de tykkeste og mest nørdede våddragter jeg nogensinde har set. Som prikken over i’et kom den flotte røde hjelm med lys i panden. Indgangen til hulen var bogstavelig talt et hul i jorden, så de første 35 m foregik med nedfiring. Næste skridt var så en svævebane tur i mørket under et loft af glowworms og endelig nede på sikker grund igen fik vi varm kakao og chokolade for temperaturen i hulen var temmelig lav. Der sad vi så på kanten af en klippe med gummistøvlerne dinglende ud over kanten da Thea taber sin kop i vandet og frem af det mudrede vand dukker den største og mest ulækre ål jeg nogensinde har set. Det må helt seriøst have
Tongariro Crossing
Og pludselig dukkede vi ud af skyen. været en eller anden muteret hule udgave. I samme sekund oplyser vores guide, at nu er det tid til at tage en stor badering hver og hoppe ud over kanten, ned i det brune vand og at dette er den eneste udvej. De næste tre timer tilbringer vi så under jorden helt ned til 65 m under og på en 1,2 km rute for det meste i vandet. Vi svømmer, klatrer og kravler gennem grotter af forskellig størrelse helt ned til små kanaler man skal presses igennem. Som en del af afslutningen klatrede vi op over/igennem underjordiske vandfald og lidt efter endelig ude i dagslys igen. Det var en helt enestående, fantastisk sjov oplevelse, som sluttede af med dejlig varm suppe og tegninger af kæmpe ålen.
Lørdag formiddag kørte vi til Rotorua, som er en meget mærkelig by. Den er bygget oven på en masse varme dampende kilder, fordi en flok temmelig forkølede nybyggere kom forbi en 150 år siden og tænkte her vil vi opføre en by uden at de kunne lugte den konstante stank af en blanding mellem rådne æg og victor-prutter. Det er i hvert fald min teori. I Rotorua legede vi rigtig turister. Først besøgte vi
Tongariro Crossing
Tropisk nedstigning Whakarewarewa Thermal Village, som er arbejdende maori landsby. Her blev vi underholdt af en guidet tour rundt i den dampende landsby, et maori show hvor vi bl.a. så en haka (maori krigsdans) og sluttede af med at få en hangi frokost, som var mad tilberedt i dampen fra de varme kilder. Ikke langt derfra lå nogle gejsere, der skød varmt vand op hvert 20. minut, det var helt utroligt at se sådan en kraft tæt på. Drengene syntes ikke helt at dagen havde været action præget nok, så de tog på zorbing tur, hvor man bliver kastet ned af en bakke inde i en kæmpe stor ”badebold”. Jeg skulle hilse og sige at det er faktisk også meget underholdende bare at se på. Om aftenen boede vi på en kedelig campingplads i et værelse på størrelse med et kosteskab. Her fik vi til gengæld lækker hjemmelavet mad for første gang, som Rob vores personlige kok stod for.
Næste dag var påske søndag så vi startede med 3 retters hjemmelavet morgenmad på terrassen og drog så videre til Tairua hvor vi tjekkede ind på et rigtig beach hostel fyldt med skaller og surf boards. Så pakkede vi håndklæder, badetøj og skovle
Tongariro Crossing
Tropisk nedstigning og tog til Hot Water Beach, som desværre var pakket med familier og turister. Drengene gik straks i gang med at grave huller og op af sandet piplede det varme vand. Der gik ikke længe før vi stod midt i en stor hot pool med små kanaler af koldt vand løbende ind. Det var der det gik op for os hvad det ville sige at være på tur med to ingeniør studerende (nørder). Om eftermiddagen var et smut forbi en lokal fiskeauktion og videre på gå tur op af vulkanen paku, som lå næsten lige uden for vores dør på beach hostel.
Auckland var næste stop på turen, det er bare en dejlig by og den har rigtig bystørrelse, ikke som de andre wannabe byer de har hernede. Der skulle selvfølgelig shoppes lidt mere og vi følte også alle sammen for en klipning. Min blev foretaget et meget professionelt sted af den mest bøssede fyr jeg nogensinde har mødt, som stod og sang med på Cher og Britney mens han klippede. Ganske underholdende. Udsigten fra Sky Tower var et must. I Auckland boede vi hos min veninde Alice’s familie, selvom hun selv var i Australien, så kender Alex hendes bror
Mordor
og lige uden for vinduet stod vulkanen så... jeg er overbevist om, at den ikke var der dagen før. Mark som var hjemme. Det var vidunderligt at være i et rigtig hjem igen og blive puslet lidt om, og jeg sov i Alice’s dejlig rene bløde seng mmm… Det var Kiwi gæstfrihed så det ville noget. Tirsdag formiddag tog vi til North Head for at se udsigt over Auckland City og spiste frokost hjemme hos familien igen. Samme med Mark kørte vi op til deres beach house i Taupo Bay helt oppe på spidsen af Nordøen. Undervejs stoppede vi og handlede stort ind til festmiddage på grill. Det var et lille hyggeligt træhus lige ned til vandet og vi faldt i søvn til lyden af bølger. Onsdag startede med en frisk morgensvømmetur og så stod den ellers på solskin og store bølger resten af dagen. Vi var ud og body boarde og ro i havkajak hvilket viste sig at være noget af en udfordring med de bølger vi skulle over for at komme ud. Det lykkedes Julie i 1. forsøg at blive skyllet helt op på stranden igen. Vi skulle selvfølgelig også have et rigtig lejrbål på stranden til at stege skumfiduser over og jeg faldt i søvn med en følelse af bølgeskvulp i kroppen. Tidlig næste morgen var
Waitomo Caves
Så drog de 7 små dværge afsted (eller måske var de kun 5). det op og gøre rent og farvel til Mark. Som rigtige turister skulle vi lige et smut forbi de kæmpe store Kauri træer, som er helt uhyggelig store men meget fascinerende at se. På parkeringspladsen skulle vi betale maorierne for ikke at bryde ind i bilen, hehe de er sgu er sært folk. Så var det kurs ned på Auckland igen, hvor Julie og jeg blev sat af. Nu var vi for første gang backpackere på egen hånd, det var lidt sejt. Vi fik hurtigt fundet frem til Globe Hostel hvor vi ville bo, meget centralt. Damen i receptionen må virkelig have moret sig da hun satte Julie og jeg (begge blonde) i værelse med 3 fyre fra Argentina. Vi flygtede derfor mere eller mindre ud af værelset igen for at gå rundt i Aucklands gader. Vi endte nede på marinaen med udsigt til to Americas Cup både, en kold øl og solnedgang. Fredag blev vi vækket af vores kære spansktalende roommates kl. 5.30 hvoraf den ene besluttede at tage en forfærdelig billig spraydeo på, skød forkert i mørket og gav i stedet mig et ordentlig fus lige i hovedet oppe i overkøjen. Så var det slut med den nats
Waitomo Caves
Ned i mørket forsvandt jeg. søvn. Julie og jeg skulle til Tauranga for at bo et par dage hos min veninde Erin, så vi tog en bus så snart vi var kommet op. Det var en meget lang tur pga. en masse små omveje, men vi nåede da endelig frem og blev hentet af Erin. Lejligheden vi boede i var det vildeste luksus, 16. etage penthouse med spa på balkonen og udsigt over vandet. Det var ligesom et 5 stjernet hotel og hendes familie var der ikke engang, da det kun er deres ”ferie” lejlighed. Der tullede vi så lidt rundt og spiste Copenhagen Cones og den bedste sushi jeg har fået. Vi besluttede også at bestille et faldskærmsudspring til næste dag og bookede bus og fly til hjemturen. Lørdag gik vi turen rundt om Mount Manghanui da faldskærmsmenneskerne pludselig ringede om vi kunne komme derud nu for det så ud til at der ville komme noget dårligt vejr ind. Så babubabuh af sted til lufthavn, på med tøjet og lidt undervisning i udspringspositioner og så ellers op i flyet. Vi nåede ikke mere end 1000 fod op i luften da piloten meddelte at vi desværre blev nødt til at vende om igen fordi det
Whakarewarewa Thermal Village
Vores guide foran maori mødehus. trak op til en masse regn. Hvilket anti-klimaks!!! Vi var helt og aldeles parate til at hoppe og så var det bare ned igen. Øv bøv. Senere på dagen kom Erin’s veninde Ashley og vi gjorde os parate til at gå i byen. Opvarmningen foregik selvfølgelig i spaen, som har en ganske glimrende effekt når man drikker, og så blev der ellers bare danset en hel masse resten af natte. Søndag var super tømmermandsdag, hvor vi ikke foretog os noget nævneværdigt, men det var nu meget rart med lidt afslapning. Ashley gav os et lift til Hamilton hvor vi skulle have natbussen fra, men vi havde lidt tid at slå ihjel inden så vi gik i biografen og på restaurant med vores kæmpe rygsække hehe. Bussen kom desværre fra Auckland så den var næsten fyldt da vi stod på, hvilket resulterede i at vi kom til at sidde hver for sig og min nye sidedame var forholdsvis stor og pruttede hvert 5. minut hele turen igennem. Ikke noget søvn til mig den nat! Vi ankom til Wellington kl 6.15 om morgenen, og så en smuk solopgang for anden gang. Vi var til gengæld super heldige med vores valg af hostel
denne gang. Nomads Capital lå nabo til Plaza Hotel og var lækkert, rent og med rigtig god sikkerhed. Vi droppede at sove og gik ud og fik morgenmad i stedet. Vi måtte lige et smut tilbage på Te Papa museet for at se deres helt nye udstilling om Ringens Herre som ikke var åbnet sidst vi kom forbi. Jeg fik købt mig et par flotte solbriller og derefter tog vi the cable cars op til den botaniske have og spiste frokost med fantastisk udsigt over byen. Så begav vi os ned af igen og var lige et smut forbi parlamentsbygningen, hvor vi næsten faldt i søvn på en bænk. Derfor besluttede vi at gå tilbage og få en lille lur på vores super hostel. Det endte med at vi sov over os og først kom ud til ca. gå på pub tid, så det gjorde vi så.
Vi var temmelig tidlig oppe næste morgen og ud til lufthavnen for at fange et fly hjem til Christchurch. Det var vanvittig regnvejr da vi kom hjem, men Alex kom heldigvis og hentede os i lufthavnen da vi ankom kl. 8.
Det var to fantastiske uger, men hvor var det også rart at
komme hjem og slappe af igen. Jeg flyttede ikke ind i Uni Hall, da ingen af de andre var kommet tilbage endnu og man desuden skal betale ekstra for at bo der i løbet af ferien. I stedet sov jeg på en madras på Julies gulv, ikke så skidt som det måske lyder.
Onsdag tog vi på Christchurch tur rundt på sporvognen og fik set alle de turist ting man bare skal have set (lige pinligt jeg først fik gjort det efter 2½ måned). Så synes jeg også lige der skulle ske noget nyt, så jeg var et smut forbi frisøren og fik farvet mit hår brunt. Jeg er helt vild med det, men jeg har lidt svært ved at blive genkendt hehe. Vi sluttede aftenen af med en tur i teatret for at se Hamlet (prinsen af Danmark hehe). Torsdag stod vi så op og troede at vi skulle med bus til Banks Peninsula, men vi kom for sent af sted og missede bussen. Der stod vi så på informationskontoret og overvejede lidt hvad vi så skulle få dagen til at gå med. Jeg kom på den geniale idé at det var da nu vi skulle prøve at se
om vi ikke kunne gennemføre et tandem faldskærmsudspring. Så vi blev hentet af faldskærmsbussen, som lige måtte hjem forbi Julie så vi kunne skifte fra klipklappere til sko. Da vi kom derud så det ud til at være lidt mere professionelt end i Tauranga og vi blev endda iført matchende dragter. Op i flyet og så var jeg spændt meget tæt fast til en fyre der hedder Mike (måske lidt for tæt efter min meningen, for vi kunne ikke trække vejret på samme tid og det tog mellem 10-15 at komme op). Vi sprang ud fra 12000 fods højde og det var sammenlignet med bungy jump slet ikke spor skræmmende. Det var ligesom at svæve, bare med en kold hårtørrer for fuld drøn lige ind i hovedet. Vi havde udsigt over hele Christchurch og kysten samt inde i landet over Southern Alpes med sne på, det var helt fantastisk. Jeg prøvede at skrige men det nyttede ikke noget, der kom ind luft ind og ingen lyd ud. Det frie fald varede ca. 45 sekunder og så foldede faldskærmens sig ud. Vi svævede stille og roligt ned et par minutter til Mike satte i fuld spind så jeg var helt rundtosset
da jeg kom ned. Det var så også her han fortalte mig at han først lige havde fået sit licence ugen før, og at jeg var den syvende person han havde haft med oppe indtil videre, herligt, tak for den information! Men jeg var nu alligevel helt klar på at tage en tur til hvis ellers vi havde haft pengene til det.
Fredag forløb mere stille og roligt. Julie og jeg tog tranz alpine train næsten tværs over øen til Arthur’s Pass. Det var et fantastisk flot bjerglandskab vi kørte igennem med floder der snoede sig ind alle vegne, ingen af mine billeder gør denne tur nogen retfærdighed. I Arthur’s Pass gik vi nogle forholdsvis lette ruter for at se på vandfald, desværre var de lidt for kolde og vilde til at hoppe i.
Nu har jeg så pakket mine ting sammen her hos Julie og resultatet er skræmmende. Jeg vender tilbage med 3 ekstra poser med… ja ting og sager. Om det skyldes dårlig pakning eller shopping så er en ting i hvert fald helt sikkert, jeg er dumpet som backpacker men det var det hele værd!!
Advertisement
Tot: 0.067s; Tpl: 0.015s; cc: 5; qc: 44; dbt: 0.04s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Garfield
non-member comment
flyvende futte :)
Hej Futte Hvor er det hyggeligt at høre fra dig en gang imellem..og rigtig spændende at få genopfrisket minderne fra new Zealand. Tænkte på om du stadig tjekker din almindelige hotmail, for så ka jeg jo skrive lidt længere breve til dig :) men ganske kort kan jeg da lige fortælle hvad jeg fordriver tiden med herhjemme. Har fået 10 hold i svømmehallen, så har nok at se til, ikke mindst med de frivillige arrangementer. I weekenden var vi på FUser hyttetur, det bragte minder frem med hippier og bollerum ;) Men øv, hvor er man smadret som træner efter sådan en tur, jeg går stadig rundt som en anden zombie. Så har jeg overtagfet min mor skema her på skolen, da hun gik på efterløn inden påske. Så sammen med nogele andre faste timer har jeg nu fået et fast skema på min. 20timer, det er alletiders. Og så til den helt store nyhed: jeg har fået en lejlighed på frederiksberg, overtog nøglerne i mandags :) Hvornår er det egentlig at du kommer hjem? Glæder mig til at se dig igen..