Saa har jeg fattet, at kommentarene skal godkaendes

---

Det gaar nogle gange lidt hurtigt, naar jeg bruger internet, og jeg jeg havde jo laest kommentarene, saa jeg var tilfreds, men saa var der flere af jer, der kommenterede, at det, der blev skrevet, ikke kom op paa min blog. Jeg har undladt at godkaende nogle stykker, der ser ud til at vaere skrevet ud fra en forventning om, at de ikke kom op.

Det er hyggeligt, naar I skriver, og nogle gange er jeg fristet til at skrive tilbage, men saa kunne jeg blive ved med at sidde her... Men selv om det ikke ser saadan ud, saa er jeg glad for at hoere nyt hjemmefra.

Sidst var jeg vist lige kommet til Taupo. Det, jeg i hvert fald ville, var at gaa Tongariro Crossing. Det er en tur "alle" snakker om. Den har ry for at vaere en af verdens bedste en-dags-vandreture.

I dag har NZ utroligt mange nationalparker. Man kan naesten ikke komme ud af den ene, inden man kommer ind i den naeste. Tongariro var den foerste, der blev oprettet. Den lokale maoristamme foraerede i 1887 tre vulkaner til staten.Hoevdingen ansaa det for at vaere den eneste maade, de kunne komme til at bevare et omraade, der for dem havde stor aandelig betydning.

To af de tre vulkaner er stadig meget aktive. Det seneste udbrud var i 2007. Tongariro er blevet kendt som Mordor i Ringenes Herre. Den ene af de tre vulkaner er Mt. Doom.

Tongariro Crossing bliver ofte lukket pga. daarligt vejr, saa da der var en tur, dagen efter jeg ankom, meldte jeg mig til med det samme. To canadiske piger fra mit vaerelse skulle ogsaa af sted. Vi blev samlet op soendag morgen 5.40. Vi koerte der ud i to fyldte busser. Koereturen tog godt en times tid, og jeg var noget bekymret undervejs. Det bliver ofte understreget, at det er en haard tur. Der hjemme havde jeg taenkt, at der er saa mange mennesker, at man sikkert gaar i koe, men i bussen taenkte jeg en del paa, om jeg kom til at gaa vild der inde. Hjemmefra havde jeg sagt til mig selv, at jeg har saa lidt stedsans, saa det naeppe kom til at betyde noget, at de paa den sydlige halvkugle havde flyttet polen. Men det goer det altsaa. Jeg gaar ret konsekvent modsat af det, jeg burde goere.

Tongariro Crossing er 19,4 km lang, og starter i 1150 meters hoejde, gaar op til 1886m og ned igen til 750 meter. I bussen blev vi instrueret og advaret. "Begynder det at ryge, saa loeb." "Gaa ikke for taet paa kraterkanten. Hvis i falder i, bliver I der." Jeg begyndte at forstaa, hvorfor de lukkede for turen i daarligt vejr 😞 Jeg taenkte paa, at jeg mente, jeg ikke toer gaa Besseggen. Vi fik at vide, at hvis vi blev utrygge ved kraterkanten kunne vi vende om. Vi skulle bare ringe, saa ville vi blive hentet ved start. Vores chauffoer sagde, at i foelge vejrudsigten ville det blaese mindre op ad dagen, men vi fik at vide, at der ikke var meget lae der oppe, og at man nogle gange skulle kravle, for at komme over. Hun sagde, at vi ville faa brug for masser af solcreme. Det sidste fik hun nu ikke ret i.

Jeg kunne godt have taenkt mig, at have sovet et doegn mere, inden jeg skulle op. Da vi stod ud af bussen, havde jeg allerede tunge foedder, gummiben og taagesyn. Jeg besluttede, at jeg bare havde moedt "Muren." Men saa vidste jeg jo hvor den var. Jeg skyndte mig at faa begyndt at gaa, saa jeg ikke skulle starte med at vaere bagerst.

Den foerste time gik det kun en smule opad. Derefter kom det stykke, der kaldes "Djaevelens trappe." Selv om jeg svedte, begyndte det at blive rigtigt koldt, og jeg begyndte at tage mere toej paa. De naeste 3-4 timer gik jeg med to lag uld, ulden polohals og og vindtaet fleece. Med den beklaeedning froes jeg ikke, saa var det bare: "puha, det er koldt i dag." Det var underligt at taenke paa, at det et par dage tidligere havde vaeret saa varmt, at jeg maatte opgive at gaa i bare taeer paa stranden.

Djaevelens trappe foerte op til et fladt krater. En helt jaevn sandkasse. Nu kunne vi rigtigt vaere seje. Det fik en ende, da en kastevind pludseligt foerte flere af os 3-4 m vaek fra stien. Jeg besluttede at tage min kasket af. Ikke fordi den blaeste vaek, jeg havde rullehals ud over, men fordi vinden ikke skulle faa for godt fat.

Vi skulle op paa kanten af "Det roede krater" Om lidt ville vi passere "point of no return," hvis vi fortsatte herfra, skulle vi gaa helt over. Jeg har laest et sted, at man ikke slal vaere ked af at faa daarligt vejr. Man faar meget stoerre oplevelser, naar naturen viser sin kraft.

Vinden kom nu forholdsvis jaevn fra venstre side. Vi lagde os op imod den. Vi fulgte kanten af krateret opad. Vi gik paa ydersiden. En stenet skraa side. Mens jeg gik med hele kroppen "lagt udad" i maaske 70 graders vinkel, taenkte jeg et oejeblik paa hvad der ville ske, hvis sidevinden besluttede at stoppe pludseligt.. Det gjorde den nu ikke. Det blaeste haardt, men ikke lige saa haardt hele tiden. Vi kravlede ikke, men vi gik paa alle fire og vi stod ind i mellem stille og ventede efter at vinden skulle aftage, inden vi skyndte os hen til den naeste klippe. Det gik langsomt. Det var en tysk pige, der var meget bange, hun var nede at kravle. En overgang satte jeg mig for at holde en pause.. Der kom en amerikaner kravlende omkring et hjoerne. "Jeg skulle ogsaa have holdt op med at ryge," sagde han.

Det kan godt vaere, de snyder lidt, naar de laver film, men det er rigtigt nok, at det er haart, at komme ind i Mordor. Vi kunne ikke se meget for taage. Vi var lige ved siden af Mt. Doom, men saa den ikke. (Vi kunne se den hjemme fra hostelet i Taupo. Set derfra, laa den over taagen.)

Paa toppen gik stien paa kanten af krateret. Tror jeg nok. Paa et tidspunkt, hvor det blaeste lidt mindre, og jeg gik hen ad bjaerget, opdagede jeg, at et par meter til hoejre var der ingen bund under taagen. Efter den observation, besluttede jeg at gaa lidt nedenfor stien og og gaa paa ydersiden i stedet for.

Efter "Det roede krater" saa vi de blaa og groenne soeer, som vi kaendte fra alle brochurene. Derfra var det ca. 4 timer at gaa ned til bussen. Det stykke var nemt at gaa. Efter de foerste par timer, kunne vi godt begynde at tage toej af igen. Det var helt maerkeligt at opdage, at det fortsat var sommer der nede. Selv om vi fik sommertoej paa, var det langt varmere end behageligt helt frem til klokken 19.

Taupo er nordoeens Quuenstown. Det vil sige, at der er et stort udbud af adrenalinaktiviteter. Bungy, Parasailing, jetboating, rafting, skydiving osv...

Lake Taupo er naermest et indlandshav. Soeen er 606 kvadratkilometer og ligger i et vulkankrater. Foerst havde jeg troet, at vulkanen Taupo var nedbrudt, og at det var derfor, der ingen top var, men nu er i dag blevet i gaar, og jeg har vaeret paa Te Papa og blevet klogere. Vulkanen Taupo dannede aldrig nogen top. Den var bare et hul i jorden, der spyede ild ud med en kraft saa voldsom, at det hele roeg langt vaek. Man mener at askeskyen kunne ses i Kina og i Rom. (det er 26 500 aar siden) Taupo har siden vaeret i udbrud en del gange. Der er 1800 aar siden det seneste udbrud.

Nu er jeg ved at loebe toer for moenter, og det er en, der har staaet i koe laenge...

---

Comments

[Nikolaj]

Sejt!
Synes det er fedt du gjorde det! Jeg havde måske ikke ligefrem hjulpet på at gøre dig optimistisk omkring at gennemføre, men du klarede det jo i fin tid, kunne jeg se på din sms :) Må indrømme, at jeg ikke lige vidste hvad "så nåede jeg ned til bussen" betød kl 1 lørdag nat ;) Men dagen efter fattede jeg det da trods alt. Det lyder til at du havde noget værre vejr end mig, vi gik i shorts og t-shirt og der var ingen vind. Men som du siger, har det da sikkert givet en større oplevelse. Fedt fedt fedt :) Hyg dig!

[Stine]

SÅ kan du da også gå beseggen nu - vil du med til sommer? MIn mor forbød mig nemlig engang at gå den for den var da alt for farligt - nu er min mor i mellemtiden blevet mere tøff, så det kan være hun giver mig lov - hvem ved ;-) Vi har i øvrigt lige skrevet vores kontrakt under i går. Det bliver rigtig godt at flytte. Jeg har desuden lige snakket med Mia og hun gav mig nogle praktiske hjemmesider til Frankrig. Så dem vil jeg da benytte mig af.