Advertisement
Published: March 2nd 2010
Edit Blog Post
Lørdag den 20.2.2010
Vi får sagt pænt farvel til 3 river guesthouse, i hvert fald til de få der var oppe, da vi tog af sted kl. 8.30.
Busturen går fint, bortset fra, at Hjalte nu har fået feber. Dem der solgte os busbilletterne forsøgte også at prakke os et hotel på nakken. Et flot hotel til ingen penge, der bare lå lidt ude for byen. De lovede os, at vi ville blive hentet ved busstationen. Det skete heldigvis ikke, så vi tager to tuk-tukkere til byen.
Normalt kører vi kun i en for ikke at blive væk fra hinanden, men disse er simpelthen for små. Og selvfølgelig bliver vi væk fra hinanden. Da os i den forreste tuk tuk endelig finder de andre, viser det sig, at de er punkteret.
Tuk tuk førerne vil gerne køre os til et hotel som de kender. Vi har dog besluttet os til et hotel vi har fået anbefalet af nogle danskere vi mødte i Phnom Penh. Til tuk tuk førernes store glæde er alt optaget på det hotel vi selv har valgt. Vi giver dog ikke op så nemt og efter en pause cola, begynder vi selv at lede. Den
ene tuk tuk fører bliver hos os, for han vil meget gerne køre os til Ankor Wat templerne.
Vi har ikke det store held med at finde et sted at være. Og det er vores held, for efter et stykke tid kommer de ud fra hotellet og siger, at de alligevel har plads, for der er nogen der ikke er dukket op.
Tuk tuk føreren er egentlig meget flink og taler godt engelsk, så vi aftaler med ham, at vi gerne vil køres til templerne på mandag, forudsat at Hjalte altså er blevet rask. Han lover at hente os i en større tuk tuk som vi alle kan være i.
Siam Reap er en støvet by med en masse hoteller. Vi bor midt i byen tæt på restauranter, barer, markeder og et væld af turistbutikker. Egentlig er her meget hyggeligt, selv om der ikke sker så meget.
Søndag den 21.2.2010
I dag har både Julie og Hjalte feber. Dagen bliver derfor brugt på, at gå lidt rundt i byen. Der er ikke så meget at se på i Siem Reap, men det er et godt sted at slappe af. Der er et stort udvalg af
restauranter, så det er ikke svært at finde et sted, hvor alle vil spise.
Til aften har både Hjalte og Julie det bedre, så vi satser på at komme af sted til templerne i morgen.
Mandag den 22.2.2010
Alle er friske. Kl. 8.00 kommer vores tuk tuk. Desværre er det den samme tuk tuk, som han havde med sidste gang og ikke en der er større, som han ellers havde lovet. Vi gider ikke at sidde dårligt, når vi skal køre hele dagen i tuk tuk. Og vi gider slet ikke at køre med ham. Så vi dropper ham og går ud for at finde en anden tuk tuk. Og det er ikke svært. Vi når kun lige at gå få hundrede meter, førend der er en med to rækker sæder som i Phnom Penh. Yderligere er han billigere.
Første stop er selve Ankor Wat, der er det største af alle templerne her. Vi har kun afsat en dag til at se templer, så vi regner kun med at besøge en fire - fem stykker. Og Ankor Wat er naturligvis et must.
At beskrive oplevelsen af at se Ankor Wat er rigtig svært. Ikke engang
på billeder kan man indfange storheden i templet. hele familien er betaget af templet og vi bruger rigtig lang tid på Ankor Wat.
På vej væk fra Ankor Wat møder vi indtil flere brudepar, der er taget hertil for at blive gift og ikke mindst for at blive fotograferet. Vi ser et par i skrigende lyserødt og kommer til at tænke på Eden i snabelsko.
Næste stop er Bayon templet, der også er meget kendt for sine utallige stenhoveder. Et sjovt tempel der er under en tiltrængt renovering.
Vi kører videre til to mindre templer der står rigtig flot. Her er der som ved alle de andre templer, en masse sælgere der vil sælge alle mulige souvenirs. Det er stort set det samme, de sælger alle steder. Ikke specielt dyrt og inden man når at slippe af med dem, så har de sat prisen ned til under det halve. De er vedholdende, men vi synes ikke at de er anmassende, hvilket er rart, da de stort set er over alt. Dog får man lov til at kigge på templerne i fred.
Det er begyndt at blive rigtig varmt og det næste tempel er Prasat Takeo, der er
et stort og flot tempel, der skal bestiges. Trinene er høje, skæve og ikke mindst er der mange af dem. Det lykkes os at komme til top og se den flotte udsigt.
Vi er ved at være godt trætte, så det næste tempel bliver det sidste. Ta Prohm er berømt for at være næsten overtaget af store træer. Der er store træer over alt i templet og træernes rødder har mange steder ødelagt templet. Der er sket det i området, at når der har været krig i landet, så har junglen stille og roligt overtaget egnen. De anlagte stier og veje forsvinder og bliver til skov. Når krigen er slut har man så anlagt veje og stier igen, men man har åbenbart glemt Taprohm, siden der kan vokse træer på ca. 50 meter inde i templet.
Vi er alle ved at være tempelmætte for denne gang, så vi slutter dagen med noget helt andet. Lidt uden for Siem Reap ligger der et landmine museum, der er stiftet af Aki, en tidligere børnesoldat for Khmer rouge. Aki har efter der kom fred til landet arbejdet med at fjerne miner og han har fjernet omkring 50.000. De miner han ikke
har sprunget i luften er alle samlet i museet her. 50.000 miner er mange, men når man tænker på, at der formodentligt stadigvæk er mellem tre og seks millioner miner i landet, så er der langt igen. Et simpelt men spændende museum, der selv så mange år efter er yderst relevant, da der stadigvæk er mange der kommer til skade på grund af miner.
Vel tilbage i Siem Reap slutter vi dagen af med fodmassage udført af fisk. En af de små sjove oplevelser, som børnene sikkert vil huske bedre end så meget andet.
Advertisement
Tot: 0.094s; Tpl: 0.01s; cc: 7; qc: 45; dbt: 0.0577s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
felix
non-member comment
det ligner heldigvis sig selv.