Vejen til Vietnam

---

Søndag den 24.1.2010

En af de dage, som er sjovere at tale om end at opleve…

Vi er nu på vej til Vietnam. Vores destination er Vinh, som blot er en transit by for os, inden vi når Hanoi.
Anne har læst i guidebogen om hvor besværligt det er at krydse grænsen til Vietnam over land. Uendelig lang liste af historier om grænsevagter der tager urimelig betaling for at lukke turister ind i Vietnam og buschauffører der stopper på en øget landevej og vil have ekstra betaling for at køre fra grænsen og til nærmeste større by. Kun grænseovergangen ved Lao Bao har et godt ry som en nem og problemløs grænseovergang. Og det er også den grænseovergang som vi skal over. Troede vi. For da vi nærlæste kortet viste det sig, at der var sket en grænseforskydning. I hvert fald hedder grænseovergangen ikke Lao Bao men Cha Lo. Så vi er forberedt på lidt af hvert.
Først skal vi dog lige væk fra vores hotel og det er ikke lige til. Som nævnt kører der en sawngthaew kl. 7 om morgenen. Den kører til en lille flække Nemet der ligger ved hovedvej 8 ca. 25 km væk. En tur på halvanden time ifølge hotelbossen. Selv samme hotelboss har sørget for at vi bliver hentet ved hotellet og ikke skal gå op til hovedvejen. En fin hjælp. Kl. bliver 7 og vi står alle klar. Der kommer ingen sawngthaew. Vi hører en sawngthaew køre forbi på hovedvejen og tænker, at han nok har glemt os. Hotelbossen er en handlingens mand så han tager sin cykel og kører efter sawngthaewen. 10 minutter efter kommer han tilbage og fortæller, at det ikke var vores sawngthaew der kørte forbi men en anden. Så der er åbenbart to sawngthaews der kører på samme tid, og så kører der ikke flere før sent på eftermiddagen…
Kl. 7.30 kommer vores sawngthaew endelig. Den er kun halv fuld, så der er god plads til os. I sawngthaewen er der en pige der taler til Freja. Højst usædvanligt at der er en pige der taler engelsk og henvender sig til os. Pigen er på vej til Sawannakhet hvor hun går i skolen. En lille rejse på mere end 300 km. med sig har hun en sæk med ris, som nok er hendes madpakke de næste mange uger. Desværre er hendes engelsk ikke så godt, så vi får ikke svar på en masse spørgsmål, som vi godt ville have besvaret inden vi forlader Laos.
Halvanden time efter sawngthaewen skulle være afgået er vi i Nemet, hvor vi skal have endnu en sawngthaew til Lai Sai. Vi venter, venter og venter og endelig kommer der en sawngthaew. Den er stop fyldt. Halvdelen er fyldt op med diverse sække og en motorcykel står midt i det hele. Turen er ikke så lang - 55 km, halvanden time, så vi smutter med. Man ved jo aldrig hvornår den næste kommer (hvis den kommer). En tur med en sawngthaew koster i dette område 20.000 kip (12 kr.), hvilket vi synes er meget. Ikke så meget for os men mere for de lokale, der ofte ikke har noget alternativ. Vi får os mast ind i sawngthaewen og af sted går det. Der går dog ikke mere end fem minutter før end der er seks personer mere der skal med. Det er seks kvindelige landarbejde. Fire unge og to ældre damer. Vi får plads til den ældste på et sæde, mens de andre må hænge bagved. Vi får en god ”snak” med dem inden de hopper af igen.
Halvanden time efter start er vi fremme i Lai Sai. En støvet beskidt lille by, som der absolut ikke er nogen grund til at opholde sig i. Byens navn betyder ”Km 20”. Hvorfor er ikke rigtig til at finde ud af, for byen ligger 31 km fra grænsen og der er ikke andet i 20 km omkreds der kan være årsag til byens navn.
Vi køber busbilletter til bussen der holder klar. En gammel støvet vietnamesisk bus. Den er allerede fyldt med rissække over det meste af gulvet og på de bagerste sæder står der masser af kasser.
Bussen kører først kl. 13.00 og da klokken kun er 11 har vi tid til at spise et elendigt måltid (præcis som beskrevet i guidebogen).
Tilbage ved bussen kl. 12.30 kæmper vi os uden om de bagerste pladser. Der er tydeligt at de var tiltænkt os, men det har vi bestemt ikke lyst til, når vi skal køre i bjergrigt område. Freja får en plads oppe i første række ved chaufføren. Ikke på en af rissækkene men på et rigtigt sæde, endda et sæde der er tilpas smalt til at der ikke kan sidde mere end en. Julie får tilbudt en plads på en rissæk - også oppe foran - men kommer hurtigt tilbage igen. Inden bussen kører er den stop fyldt. Hjalte og jeg er heldige. På vores række med tre sæder sidder vi kun fire. På Anne og Julies række er de fem om at dele tre sæder. Vi tænker, at vi altid kan stå af ved grænsen, hvis det er helt galt. Der er trods alt kun en times kørsel til grænsen herfra. Vi får at vide, at vi nok vil være fremme ved fem tiden, altså fire timer senere.
Endelig starter bussen. En pige kravler ind af vinduet ved Freja og finder på en eller anden måde en plads der. Freja sidder heldigvis stadigvæk nogenlunde ok. Inden grænsen bliver der taget flere op, som der alle bliver plads til.
Grænsen ligger højt i bjergene. Der er tæt regnskov på begge sider af grænsen. Da vi endelig når grænsen er det halvkoldt og meget tåget. Grænseformaliteterne på Laos siden går rimelig hurtigt. Da vi kører til Vietnam siden begynder det hele at ligne en scene fra en ”koldkrigsfilm”. Den tætte tåge, vagter og officere i lange frakker og kæmpe kasketter, den ene med flere stjerner på skuldrene end den anden og glubske hunde der gør et eller andet sted ude i tågen. Vi får flere gange at vide, at vi skal tage vores bagage med ind i grænsebygningen. Da vores to store rygsække ligger på toppen af bilen sammen med flere klaser bananer og andet godt ignorer vi opfordringen og, da der ikke er nogen der har særlige gode engelskkundskaber sker der ikke mere.
Papirarbejdet tager lidt tid, så da vi endelig var færdige var alle andre igennem for længst. Både den to og den tre stjernet stempelmand var venlige og vi slap med et ”stempel-gebyr” på 2 US $ tilsammen og inden vi fik set os om var vi igennem.
Vi fortsatte med samme bus, da der ikke var noget alternativ. Efter endnu en times kørsel blev vi sendt over i en større bus med mere plads og resten af turen blev rimelig tålelig. Desværre blev turen forlænget med en time, så da vi ankom til Vinh var det blevet mørkt. Vinh blev total smadret under vietnamkrigen og der var stort set ikke et hus tilbage. Med hjælp fra DDR blev byen genopbygget i rekord fart og mange bygninger ligner noget fra det gamle Østtyskland.
Vi var de sidste i bussen og chaufføren ville til at have flere penge inden han satte os af ved busstationen. Vi fik ham holdt hen med snak og ved stationen tog vi vores Bagage og forsvandt. Irriterende, men nu var den værste del af turen overstået. Desværre er der en del af den salgs svindlere i Vietnam. En anden gruppe af svindlere er hotelejere der får en til at tro, at man kommer til et andet hotel end det man regner med. Og det var den næste vi mødte. Vi havde læst om et hotel tæt på busstationen - Hays guest-house. Og tilfældigvis mødte vi Hay lige uden for busstationen. Han var meget veltalende og vi var trætte så vi var bare glade for at have fundet et værelse.
Værelset var billigt og så umiddelbart ok ud. Det viste sig dog ikke at være det. På toilettet var der ingen håndvask(!) og toilettet kunne ikke trækkes ud, ligesom bruseren heller ikke rigtig virkede. Så vi kom hurtigt ud igen - og heldigvis havde vi ikke afleveret vores pas. ”Hay” var dog stadigvæk venlig og ville gerne sende os videre til hans bror der havde et sted af højere klasse.
Nu var vi trætte og valgte det første hotel vi mødte. Det så dyrt ud. Bygget i bedste DDR stil, firkantet klods med 9 etager. Denne gang tog vi fejl. Det var hverken dyrt eller ”DDR-agtigt”. Vi fik et fint værelse til 26 US$.
Efter at have spist gik vi ned på togstationen og købte billetter til Hanoi til dagen efter. Vi valgte softseat og glæder os til at køre med tog frem for bus. Vi har lovet ungerne at det nu er slut med at køre i bus (i hvert fald for et stykke tid).

Mandag den 25.1.2010

Endnu en rejsedag…

Vi bliver vækket af massiv trafik fra gaden nedenfor. På trods af, at vi bor på 5. sal når larmen alligevel til os. Især de evindelige horn fra lastbiler og busser der udover at være ekstremt høje i lyden også er af lang varighed er allerede blevet en pestilens. Vejret er gråt og kedeligt i Vinh og det er koldt, omkring de 15 grader.
Morgenmaden er inkluderet i værelsesprisen. Morgenmadsdamen undre sig over, at vi skal have fem morgenmadsbilletter, når vi kun har tre senge, men den flinke piccolo fra i går hjælper os igennem. Vi møder en schweizer der også skal til Hanoi, dog med bus. Vi misunder ham ikke, selv om der vist er et sæde til hver i den bus han skal med. Det er i øvrigt den eneste vesterlænding vi ser i byen. Morgenmaden består af nudler, ris, pomfritter, søde kartofler, flutes, toastbrød, æg i flere variationer, frugt og nogle andre varme retter vi ikke får prøvet.

Vi er lidt spændt på om prisen på 26 US$ holder, vores erfaringer i Vietnam er ikke for gode. Vores mistænksomhed viser sig dog ikke at holde stik. Imponerende at man kan få et rimelig godt værelse til fem personer på et pænt hotel med morgenmad, WI-FI, køleskab osv. til den pris. Hanoi Sport Hotel, et af hotellerne vi skrev til i går aftes, har svaret, at de har plads og yderligere til en pris der er 10 US$ lavere end annonceret på nettet. Samtidig vil de sørge for at vi bliver hentet ved stationen.
Toget afgår til tiden. Det er også en nødvendighed for den 2.600 km lange jernbane, der går hele vejen op gennem landet, har kun et spor. Så når tåget fra syd skal passere toget fra nord skal det altid ske ved en station.
Toget er ikke helt fyldt og der er forbavsende god plads mellem sæderækkerne. Aircon virker ikke. Til gengæld er vognen udstyret med et par fladskærme, hvor der bliver vist en Arnold Schwartznegger film. Filmen er naturligvis synkroniseret. Synkroniseringen er foretaget ved hjælp af en slags simulationstolk, der oversætter alle rollerne i filmen. En meget monoton kvindestemme, der lyder som en tolk ved EU parlamentet. Yderligere kan man høre lidt af de originale stemmer i baggrunden inden oversættelsen sætter ind. En meget spændende oplevelse…
250 km og 6 timer senere er vi i Hanoi. Hurtigt går det ikke. Vores mand står og venter på os, og inden længe er vi i en taxa på vej til hotellet.

Værelset ser pænere ud på nettet end i vireligheden, men er dog rimelig ok. Fire senge, køleskab, WI-Fi og en lille altan hører til værelset. Yderligere er der også morgenmad med i prisen på 30US$. Der er dog ikke meget sport over hotellet. Hotellet ligger fint i det gamle kvarter i Hanoi, hvor der er gå afstand til det meste. Værelset er lige så bredt som huset, hvilket vil sige under tre meter. Til gengæld er værelset dybt. Her i Vietnam er mange huse meget smalle og meget dybe og gerne med flere etager. Tit bygges husene ikke sammen og står derfor med 20 cm afstand. Når man så yderligere ikke maler betonsiderne på huset, men kun fronten, ser det meget pudsigt ud.
Damen i receptionen er lidt emsig og begynder allerede at tale om, at de kan arrangere ture for os. I Hanoi vil hoteller gerne arrangere ture for gæsterne og ikke alle er lige gode. I guidebogen er der eksempler på, at folk er blevet smidt ud af deres hotel, fordi de ikke ville købe de ture hotellet arrangerer. Så galt går det nok ikke, men det kan godt gå hen og blive anstrengende. Det gider vi dog ikke tænke på nu. De første par dage skal gå med at se byen og så skal vi en tur til Halon Bay, hvis/når vejret bliver bedre.
Den del af byen vi bor i består af en masse små gader, der går på kryds og tværs. Det lykkedes os at fare lidt vild, da vores kort ikke er så godt, men ud i byen kom vi og hjem lige så.

---

Comments

[Finn]

Tak for mange dejlige oplevelser
Hej Niels og familie Det er en fornøjelse at følge med i jeres liv derude. Velskrevet, muntert og informativt. Tak :-) Kh Finn