Advertisement
Published: December 25th 2009
Bangkok, Lørdag, den 19.12.2009
Dagen hvor vi rejser til Cambodja.
Signe er desværre blevet mere syg og har nu høj feber og har det elendigt. Ikke den bedste start på en flyvetur. Heldigvis er flyrejsen kun 1½ time til Phnom Penh. Ude i lufthavnen kan den søde dame ved skranken ikke finde os i Bangkok Airs booking system - ikke lige det vi havde brug for. Det hjælper dog, at jeg finder PC’en frem og viser hende vores booking nr. hvor det fremgår, at vi skal til Phnom Penh og ikke Siem Reap som jeg var kommet til at sige. Lige pludselig passer flytiderne også…
Flyrejsen går hurtigt når man skal udfylde tre formularer - visaansøgning, ankomst/afgangskort og helbredsattest. pr. person, hvilket vil sige 18 i alt.
Nede på jorden har Signe det alt andet end godt og hendes kulør svarer ikke helt til hvad der står på hendes helbredsattest. Og da de samtidig har en varmescanner alle skal gå forbi, er vi allerede på vej ud i flyet igen. Vi er dog heldig denne gang, da en dame lidt før os bliver taget ud, og mens de kigger på hende kan Signe smutte igennem.
Næste
forhindring er skranken til behandling af visa. Et imponerende system. Vi tæller 13 personer der er beskæftiget med at udstede visa, foruden dem der nok sidder ude bagved. Vi bliver glædeligt overrasket, da vi finder ud af, at Hjalte og Julies visa er gratis, hvilket vil sige at de koster 5 USD stykket, men det er jo også næsten gratis. Vi valgte ikke at spørge til hvad gratis betyder, da det nok kun kunne blive dyrere af det.
Godt fat i vores bagage skal vi passere den sidste forhindring - tolden. Det viser sig, at vi mangler at udfylde en formular med toldoplysninger - altså en pr. person. Da det går op for tolderen at den har vi ikke lige på lager, forbarmer han sig over os og siger: ”next time” og det lover vi og så får vi lov til at gå.
Ude i lufthavnsbygningen forventede vi et stort kaos med skubbende folk og taxachauffører, der vil have fat i os turister for at køre os ind til byen. Det skete ikke. I stedet stod der ganske få rolige mennesker og kigge og en enkelt med et stort grønt skilt hvor der stod Niels på. Det synes børnene
var sjovt og det var faktisk også meget heldigt, for vi kendte ikke adressen på vores guesthouse. Og navnet kunne vi i øvrigt heller ikke huske…
Udenfor lufthavnen bad den venlige mand os om at vente. Mens vi ventede så vi de andre turister køre væk i den ene store 4-hjulstrækker efter den anden og blev enige om, at det bliver dejligt at komme ind i sådan en, det var jo trods alt 30 grader varmt. Igen tog vi fejl. I stedet for en stor 4-hjulstrækker kom der ikke bare en men to tuk-tukker. Vores guesthouse vært Eden havde flottet sig på vores regning og sendt to tuk-tukker. Ikke den slags man kender fra Thailand. Her minder det mere om en hestevogn der er spændt bag på en knallert. Man sidder dog fint, får dejlig masse af luft, og børnene synes at de er sjove at køre i. Det skal dog tilføjes, at efterfølgende har vi kunne nøjes med en tuk-tuk, hvilket jo hjælper på budgettet, når man tit må af med 2 og i sjældne tilfælde 3 USD for en tur.
Efter en halvtimes tid ankommer vi til vores guesthouse - 3 rivers - hvor vores vært
Eden står og tager imod. Eden er englænder, har en khmer kone og har boet i Cambodja de sidste 3½ år. Vi får to fine værelser med bad/toilet og aircondition på det ene. Og så er der varmt vand. Ikke fordi man bruger det, for det er slet ikke nødvendigt.
3 river er et hyggeligt guesthouse. Her er ikke specielt mange mennesker, altså når man ser bort fra personalet. Der er nogle englænder der sidder oppe i baren og ser fodbold som englænder jo altid gør. Og så er der os. Personalet er smilende, venlige og hjælpsomme og forsøger at forstå vores engelsk, dog ikke altid med det store held, hvilket jo også har sin charme.
Vi går en tur i byen og får vores første rigtige indtryk af khmerne og byen. Af en by med 1,2 mio. indbygger virker den meget fredelig. Folk er smilende, meget lidt anmassende og der er forbavsede få tiggere. Der er mange sælgere og rigtig mange der ser fattige ud. En hård verden for mange og med et ry om børneprostitution især i et område omkring Mekong floden, kan man ikke lade være med at skule af enlige vestlige mænd, idet vi
lige efter solnedgang går forbi dette område.
Der er også mere muntre indslag. Vi ser flere grupper langs floden der med høj musik laver work-out eller diskodans sammen. Folk i alle aldre er med og ser ud til at gå meget op i det.
Den indre by en overskuelig opbygning af vandrette og lodrette veje der for de fleste vedkommende har numre, som nogen kan genkende fra byer som New York og Espinho. Der er mange store boulevarder i bedste franske stil. Husene er ligeledes i gammel fransk stil. Ikke alt er vel vedligeholdt men hyggeligt ser det ud. Fortove og veje er i samme elendige forfatning som man ser i andre lande her i området. Der er ikke specielt beskidt, men der ligger - efter danske forhold - en del affald. Det meste af affaldet får dog ikke lov at ligge længe for med den fattigdom er der samlere til det meste. Vi ser også affaldssamlere der går op og ned af gaden og tuder i et horn for at købe genbrugeligt affald af folk - især plastflasker og dåser. Restaffaldet bliver hentet af renovationsvogne der ligner de danske. Inden affaldet bliver smidt på vognen bliver det
lige tjekket for noget af værdi, så der er absolut ikke noget der går til spilde.
Vores guesthouse ligger tæt på en af byens mange parker og om aften har vi glæde af høj musik og sang fra lokale grupper. Ikke lige den musik som vi plejer at lytte til derhjemme.
Vi får hilst på Jack Highwood, der driver det elefantprojekt ude i junglen, hvor vi skal bo om nogle dage. Planen er, at vi i morgen kører ud til en by der hedder Kompong Cham, der er den sidste egentlige by inde junglen. Vi skal overnatte i Kompong Chan og så sørger han for at vi bliver hentet i en bil mandag morgen, hvorefter vi kører vi de sidste 5 timer til elefantprojektet.
Søndag den 21.12.2009
Efter at signes feber var forsvundet i går aftes har hun igen 39 i feber. Med den feber kan vi ikke tage ud i junglen og vi vælger at konsultere en læge. Dr. Ho overvejer diverse tropesygdomme, hvilket Anne kan afvise og kommer til sidst frem til, at hun har halsbetændelse. Han virker kompetent og Anne har tillid til ham, hvilket vi andre så også har. Han udskriver en recept på penicillin, som svarer til den behandling Anne allerede har startet op med Signe. Det har den fordel, at så har det nok ikke været helt forgæves at give hende penicillinen, og så får vi fyldt vores egen beholdning op igen.
Efter konsultationen har Signe det rigtigt dårligt og det står klart, at vi ikke kan tage af sted. Da Eden står op ved 2-tiden får vi ham til at aflyse transport og kontakte Jack. Eden har den behagelige holdning, at hvis ikke vi når det i dag, så når vi det nok i morgen eller en anden dag… så der er heldigvis ikke noget problem med at udsætte vores afgang og blive her i Phnom Penh.
3 river er et hyggeligt guesthouse uden styr på noget som helst. F.eks. var der ikke lige købt ind til at vi kunne få det morgenmad de havde på kortet, der er kun tre håndklæder til 6 personer og tæpper til at sove med er der ikke så mange af. Da vi får talt lidt med Eden, der er en meget sympatisk mand, viser det sig at han kun har haft åbent i 5 uger, og vi er nogle af hans første kunder, hvis ikke de første rigtige kunder. Det forklarer også hvorfor det sidste lagen til en af sengene først blev købt efter vi var dukket op. Indtil videre har vi heller ikke betalt noget. Det bliver skrevet på regningen og så må vi se på den når vi rejser.
Om eftermiddagen besøger vi Grand Palace, der er kongens palads. Et imponerende område der ligger midt i byen og 5 minutter fra, hvor vi bor. Området minder om det tilsvarende i Thailand, dog ikke så stort.
Signe er ikke blevet bedre til aften og har stadig høj feber )-:
Airconditionen virker ikke rigtigt på det store værelse og lyset blinker på det lille. Så vi vælger at flytte sammen på det lille værelse på ca 4x4 meter. Vi flytter et par senge med og bytter om på lysstofrørene og så har vi et godt værelse med rigtig god aircondition. Formentlig større end det vi byder flygtninge i Danmark at bo i år efter år
…
Mandag den 21.12.2009
Signe har det ikke bedre… for at muntre hende lidt op gik vi ned om hjørnet og købte 7 DVD’ere.
Vi andre vælger at benytte tiden i Phnom Penh til at få fyldt passet med visa. Vi vælger at gå til Laos ambassade. En god gåtur på en halvtimes tid eller mere i middagsvarmen. Ikke noget ungerne synes er specielt sjovt, men vi oplever alligevel en hel masse. Blot det at følge trafikken er spændende. Formelt kører man i højre siden af vejen, men det gælder kun, hvis det ikke er nemmere at køre i venstre side. Og skal man krydse en vej så kører man bare. Og som gående gælder der om at se sig for når man går ud på vejen, da der kan komme nogen fra alle sider. Og så skal man bare gå, så kører biler, motorcykler, knallerter, tuk-tukker, cykler og hvad der ellers kan køre uden om en. Et for os meget anarkistisk system, der ikke burde kunne fungere. Men det gør det. Og det fungerer rigtig godt. Man hører stort set ikke et horn, og ser ikke nogen der bliver sure, uanset at der er nogen der kører ind foran èn eller der er en der kører direkte modsat trafikretningen.
På vej til ambassaden bliver vejen pludselig ryddet. Det viser sig, at premiereministeren er på vej og hvad er så mere naturligt end at rydde vejen. Premiereministeren bliver eskorteret af stort set det samme størrelse følge der fulgte Obama da han var i København.
På ambassaden er der ingen rabat til børnene. Faktisk er det rigtigt dyrt at få lavet visa. 200 USD for fem visa er i den dyre ende. Der skiltes ikke med priserne, men i guidebogen kan vi læse, at prisen ligger mellem 30 og 42 USD afhængig af nationalitet og hvad der lige er sket på ambassaden den dag. Så enten er regeringen i Laos ikke glad for danskere, eller også har personalet bare haft en dårlig dag. Her kunne vi ikke klare os uden billeder, til gengæld var de tilfredse med at få tre fotokopier af billederne i passene (måske derfor kostede det 40 USD), så vi måtte lige forbi et sted, hvor de kunne lave fotokopier. 15 fotokopisider kostede den nette sum af 1.000 riel (1,25 kr.).
Om eftermiddagen var vi på marked. Et marked der er kendt for forskelligt mærketøj, musik, film osv. Det blev dog ikke til det store indkøb. Vi har jo også lidt tid at løbe på endnu…
Signe er nu mere bleg end tidligere og har stadig feber. Vi får hende dog lokket med ud at spise. Vi sidder i blæsevejr på 1 salen med udsigt over Mekong floden. En fin restaurant med god mad og med en pris på knapt 40 USD er vi også langt over det dobbelt af, hvad vi plejer at spise for. Faktisk kan man få rigtig god mad til ingen penge og det er selv om, at vi ikke går ind de billigste steder (der nægter børnene at spise). Maden består fortrinsvis af kylling, grøntsager, ris og nudler.
Vi kan se, at vores plan for Cambodja om at besøge elefantlejeren, stranden og Ankor Wat er ved at skride. Vi vælger derfor Ankor Wat fra i denne omgang, og håber, at Signe snart bliver frisk så vi kan komme ud i junglen.
Advertisement
Tot: 0.121s; Tpl: 0.017s; cc: 6; qc: 47; dbt: 0.0407s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
anette
non-member comment
Tak for fin rejse beskrivelse og nu med gode billeder!!! Synd for Signe, den stakkel. Håber at det er gået bedre de sidste dage. Vi har været til god juleaften og idag en overdådig julefrokost hos Kjeld og Ina. Det var hyggeligt. I går morges sendte jeg victor afsted og i morges kl.6 var der sms, han var godt fremme og stod i kø og afventede bil. her er det begyndt at regne og al den smukke sne er væk, det pynter og lyser op i vintermørket når det er hvidt af sne. Kan I huske sne??? Kærlig hilsen, især til signe- fra Anette