Advertisement
Published: October 22nd 2007
Neo-gotisk katedral
A neo-gothic cathedralCORDOBA
Cordoba er Argentinas næststørste by. Den er byen med landets ældste universitet, som blev grundlagt af jesuitterne, før de blev forvist af den spanske krone. Cordoba er også byen med flest universiteter, den største koncentration af unge og et natteliv, der stort set aldrig holder pause.
På det hostel, hvor vi bor, er der unge fra hele verden. Holland, Mexico, Schweiz, Peru, USA og England. Deres dagsrytme er at vågne ved to-tretiden, ryste de værste tømmermænd af sig, sidde længe og forstenet i den fælles tv-stue, hvor de stirrer træt ind i fjernsynsskærmen, hænge lidt rundt i receptionen, som også er en slags bar, og langsomt gøre sig klar til aftensmaden, som nogle af dem laver i fælleskøkkenet. Til den tid er de helt vågne, søde og snaksaglige. Ved elleve-tolvtiden om aftenen forsvinder de i større grupper ud i byen, hvor nogle af dem bliver til klokken ti om morgenen. Vi har flere gange proklameret, at nu tager vi også med, for de er ikke blege for at invitere. Men hver gang er vi enten faldet for tidligt i søvn eller har været for trætte. Vi finder aldrig ud af det, men det kan være, vi blandt
Kirke i kolonistil
A colonial style church dem har fået en hemmelig status som bedsteforældreparret.
Byen er et pragteksempel på kolonitidens arkitektur, står der i guidebøgerne. Efter vores mening kan den arkitektonisk set ikke måle sig med spanske byer som Sevilla og Granada, men Cordoba er også sin egen. Dens centrum består af et lille net smalle gågader, der er fyldt til bristepunktet om dagen, og især lørdag formiddag er den stort set ufremkommelig. Byens puls banker på Plaza San Martin, som er fuld af cordobesere, der nyder solen, af byens tosser, af et uoverskueligt antal duer, som børnene ynder at jagte, og af hunde, der parrer sig i ét væk. Rundt om pladsen er der lange rækker af telte, der alle sælger bøger.
Over floden La Cañada, der gennemskærer byen, strækker små stenbroer sig, og i weekenderne er der landets bedste marked med alt, hvad man i sin vildeste fantasi kan forestille sig af brugskunst og kunsthåndværk, smykker, antikviteter, loppefund og små hundehvalpe og kattekillinger, som der skal findes nye hjem til.
I den anden ende af byen ligger kvarteret Nueva Cordoba, Ny Cordoba, som er anderledes mondænt og moderne. Her ligger også et af byens seværdigheder - springvandet, der hver anden
Springvandsshow
A fountain show, which is basically when the water splashes from the fountain rays fit the music played through a huge loud speaker in the modern area of Cordoba. time forvandler sig til et vand-, lyd- og lysshow, der går ud på, at vandstrålerne ændrer form og farve i takt til musikken, der brager ud af en stor højtaler.
Folk virker mere fortravlede i Cordoba end i Buenos Aires og Mendoza. At få en undskyldning, når man er blevet puffet til hører til sjældenhederne. Serviceniveauet i butikkerne er bestemt heller ikke noget at skrive hjem om. Og det gør det heller ikke lettere, at folk i Cordobaprovinsen taler med en særlig accent, som gør det noget nær umuligt at forstå dem. A’erne bliver trukket ud, r’erne udtalt som en sch-lyd og j’erne, der normalt bliver til et h, udtales som en sch-lyd, der er forskellig fra den første. Men når man falder i snak med folk, er de stadig nogle af de rareste og mest umiddelbare mennesker, vi har mødt.
Da vi skulle betale med Visa-kort i et supermarked, undskyldte jeg ventetiden over for den kvinde, der stod bag os, fordi det at betale med kort indebærer så omfattende papirsarbejde, at det sætter køen fuldstændigt i stå i op til ti minutter. Hun undrede sig meget over min undskyldning, og vi måtte forklare hende, at vi synes,
Springvandsshow om aftenen
The fountain show by night at argentinerne er et utrolig tålmodigt og venligt folkefærd, og at samme situation i Danmark, i hvert fald i vores Fakta, højst sandsynligt ville have udløst kollektiv utilfredshed. Hun smeltede i et stort smil:
”Det er jeg simpelthen så glad for, at I synes om os,” udbrød hun og ønskede os det bedste af det bedste.
I JESUITTERNES FODSPOR
Uden for byen, i hele Cordoba-provinsen, ligger der et væld af estáncias - jesuitternes ’ranches’, hvor de fordybede sig i religion og videnskab, holdt kvæg og dyrkede vin, alt sammen for at finansiere deres universiteter, efter den spanske krone havde besluttet ikke længere at give støtte til dem.
I en lejet bil kører vi ud til to estáncias. Den første, der hedder Jesus Maria, er med på Unescos World Heritage liste og er utrolig velbevaret. Rummene er rekonstrueret, og den store grund grøn, idyllisk og velplejet. Høns og gæs går frit rundt om en lille sø, og længere ude græsser kvæget. Det er let at forestille sig, hvordan jesuitterne har dyrket åndelighed og lærdom her, mens deres afrikanske slaver har dyrket afgrøderne og vinen, rørt rundt i store kedler i køkkenet, fejet verandaerne for nedfaldne blade og
De syv vandfald i La Falda
The Seven Waterfalls in La Falda, Cordoba Province, in the North of Argentina. gjort latrinerne rene.
Den anden estáncia, Santa Catalina, har en slående udsigt til Las Sierras - provinsens store bjergekæde, der er helt anderledes end Andesbjergene og en vidunderlig akvarelpallet i mættede farver. Fra Santa Catalina kan man se bjergene strække sig ude i horisonten i mørklilla, smaragdgrønt, olivengrønt, mørkegrønt og sart lysegrønt. Oppe i de store træer skræpper papegøjerne, som er i gang med at lave dusinvis af reder, der ligner store piggede kugler med indgangene vendt nedad.
Videre nordpå ligger La Falda. Stedet med De Syv Vandfald. Vi ankommer sent på eftermiddagen, hvor lyset er på retur, og vandrer langs med rislende bække, der længere fremme bliver til vandfald. Området ligger op ad et hotel med en swimmingpool, og et væld af bænkeborde og gril camouflerer sig mellem træerne. Der er ikke en sjæl. Området virker forladt og spøgelsesagtigt, og vi har det hele for os selv. Den eneste lyd, der bryder stilheden, er vandets rislen.
CHE GUEVARAS BARNDOMSHJEM
Han blev født i Rosario, voksede op i Buenos Aires, og da han var omkring fem, flyttede familien Guevara til Alta Gracia. Stedet var kendt for dets tørre klima, og det
Che Guevaras motorcykel
- dog ikke, han rejste Sydamerika rundt på.
Che Guevara's motorcycle, but not the one you would probably know from 'Motorcycle Diaries'. var netop på grund af klimaet, at forældrene flyttede lille Ernesto hertil i håb om at kurere hans astma. Her voksede han op blandt mange venner. Allerede som lille havde han en utrolig fintfølende retfærdighedssans og lederinstinkt. Han var venner med børn fra alle samfundsklasser, han delte alle sine ting med dem, og han var altid den, der stod for at arrangere udflugter og fodboldkampe og forsvare de svageste. Nu er Ernesto ’Che’ Guevaras barndomshjem et museum fyldt med fotografier, dagbøger, breve, hans cykel, som han tilbagelagde ufattelige afstande på, og hans motorcykel, der dog ikke er La Poderosa, som de, der har set filmen ’Motorcykeldagbog’ kender. Mange turister valfarter til det stille hus, og museet har også haft besøg af selveste Fidel Castro.
Det er sjældent, at et rekonstrueret hus virker virkeligt og ægte, men på en eller anden måde har dette hus formået at fortælle historien om en almindelig dreng, der ikke var almindelig, så det føles som om, man kender ham lidt bedre end man gjorde, før man kom. Det virker så sært, at så stor en revolutionsleder har været så lille en dreng, der har brugt hagesmæk og siddet på potte.
Man forlader stedet
Che på potte
Che Guevara as a very small boy, before he even had learnt how to use a toilet. med blandede følelser. På den ene side kan man ikke lade være med at blive rørt og betaget af Che Guevaras finslebne retfærdighedssans og næstekærlighed, som han udlevede i stort set alt, hvad han gjorde. Men lige ved siden af fascinationen lurer tanken om, at mange menneskeliv også er blevet ofret i revolutionens navn.
ALPEDRØMME OG TYROLERKITSCH
Vi kører videre sydpå til Digue Los Molinos, som er en sø, der er så stor, at øjet ikke kan nå alle bredderne på en gang. Vandspejlet er mørkegrønt, let ribbet af en kølig brise og rammet ind i lave beigefarvede bjerge. Fra restaurantterrassen, hvor vi spiser fisk og drikker rødvin, kan vi skue ud over hele søen, der er hældt ned mellem bugtede kystlinier. Og langt væk, på den anden side, bag de tågede bjerge, kan vi skimte horisonten og et ingenting, der synes at fortsætte ud i uendeligheden.
Restauranten er rustik, alting er lavet af massivt træ, og mens solens stråler bager ned, begynder det at dufte af harpiks, og man kunne være blevet siddende for evigt.
Men vi kører videre til Villa General Belgrano, hvor nogle tyskere engang efter Anden Verdenskrig slog sig ned.
Che Guevaras barndomshjem
The house of Che Guevara's childhood. Alta Gracia, Cordoba Province in the North of Argentina. Den lille by er, på trods af sit patriotisk argentinske navn, en Alpeby fyldt med træhytter og træhuse. Den ligner et forsøg på at rekonstruere Alper, Tyrol og en Bierstube på én gang. Den er en blanding af idyl og kitschet nostalgi, som endda tiltager, da vi når til den næste landsby, La Cumbrecita.
I La Cumbrecita er bilerne forment adgang. Man parkerer, man betaler indgang, man krydser den lille bro, og man er inde. Landsbyen er bygget op ad en skovklædt bakke. Her dufter af gran, mellem skovens træer risler bækkene, og træhusene gemmer sig bag næsten usynlige havelåger og falder i et med resten af skoven. Man vandrer hen ad stierne, der fører opad og opad. Havenisser og andre væsener fra samme alpenissemytologi gemmer sig i grønne afkroge, og de kan også købes i en særlig butik, hvor de er samlet i et mærkværdigt psykedelisk univers af levende træer med lysende øjne, fluesvampe og skovtrolde.
På stierne går ældre ægtepar tur, hånd i hånd. De ligner på ingen måde argentinere. Damerne har nydeligt permanentet snehvidt hår, og begge ægtefællerne har ariske træk og blå øjne. De smiler venligt og kontrolleret og hilser på, når vi
Søen ved Digue Los Molinos
The lake at Digue Los Molinos, Cordoba Province in the North of Argentina går forbi. Alle skiltene er kunstfærdigt skåret ud i træ, bag havelågerne gør sure gravhunde, og lige om lidt kunne nogen oppe på bakketoppen, som vi ikke kan se herfra, begynde at jodle.
I dag er det præcis en måned siden vi tog af sted fra Danmark.
Advertisement
Tot: 0.087s; Tpl: 0.019s; cc: 8; qc: 24; dbt: 0.0583s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
connie
non-member comment
Hola abuelos!
I er bare de bedste!!!