Advertisement
Published: February 13th 2020
Edit Blog Post
Som jeg skrev sidste gang så var der faldet en smule regn i de sydlige del af sydøen. (Se f.eks. her hvor lidt der er sket: https://www.rnz.co.nz/news/national/409354/milford-road-repairs-expected-to-take-a-year-as-4wd-access-restored ) Derfor tog jeg nordpå igen. Jeg tog op til Lewis Pass, som ligger mellem Nelson Lakes og Arthurs Pass, to steder jeg tidligere havde været. Jeg havde egentlig tænkt mig at gå den rute der var her tidligere, men grundet tidspres havde jeg valgt den fra, nu havde jeg til gengæld massere af tid heroppe.
Ruten, der hedder St. James Walkway, skiller sig lidt ud fra alle de andre steder jeg har gået, idet man starter i 700 meters højde, og det højeste punkt er 1136 m.o.h. Den første dag fulgte jeg en flod. Først i skov og herefter langs åbne græsmarker. Solen skinnede og jeg nåede ret hurtigt frem til hytten. Om aftenen var det store lysshow. Mod vest gik solen ned i en dal, og efterladte en flot pink-orange himmel. (Farven skulke efter sigende vlre anderledes end normalt grundet skovbrændende i Australien.) I øst steg fuldmånen op og sørgede for at det næsten var lige så lyst som dagslys.
Dagen efter fortsatte jeg op langs floden, mod turens højdepunkt.
(Bogstaveligt talt.) Herefter var det ned langs en anden flod inden jeg nåede dagens hytte. Bundende af dalene i dette område er åbne mens kanterne er dækket af skov. Dette gør det meget let at gå op langs floderne, og giver en fantastisk udsigt op og ned ad dalene. Dagens mest interessante var dog vejret. Jeg tror aldrig jeg har oplevet så omskifteligt vejr før. Det var en cyklus på cirka 20 minutter med overskyet, solskin og en let dryppen fra oven. (Lidt ligesom den smule dryp der kommer før det begynder at regne rigtigt, bare i 10 minutter og uden den rigtige regn.)
Dagen efter var en kort dag i total solskin. Jeg fortsatte ud af dalen, gik op i en ny dal og havde inden længe fundet min hytte. Fantastisk udsyn og solskin hele dagen. Jeg var næsten glad for at jeg ikke behøvede at gå længere. Og så var der nogle "vilde" heste. De stirrede ret intenst på mig, og lå lige midt på stien.
Dagen efter fortsatte jeg op i dalen, til det skrækindgydende pas i en højde af 1008 meter. Det tog ikke lang tid, og der var endnu kortere til hytten. Derfor
besluttede jeg mig fir at klatre op til en sø i 1700 meters højde. Der var ingen stier eller hjælp at finde på vej derop. Men det regnede jeg ikke med viæle blive et problem. Jeg skød på at det maks ville tage halvanden time at nå derop. Først skulle jeg igennem den tætte skov, en proces der er kendt i New Zealand som bushbashing. Det er meget besværligt, og endte med at tage længere tid end forventet, delvist også grundet at terrænet skrånende meget nedad langs den flod jeg gik op ad. (Jeg har lavet en lille video om hvordan man gør:
) Herefter var det op i subalpine planter, som er meget nemmere at gå på. Til sidst nåede jeg efter to timere op til søen. Søen var vidunderligt klar, og udsigten deroppe fra var utrolig. Helt klart det hele værd. Herefter var det ned igen. Denne gang undlod jeg at følge floden, og det gik meget hurtigere. (Videoen er fra på vej nedad.) Jeg nåede tiæbage efter blot en rime og tyve minutter. Så var der kun en liæle times tid tilbage langs stien til min hytte.
Næste dag forsatte jeg ud ad dalen jeg
var begyndt på dagen før. I modsætning til alle de andre dale, var denne dal tynd, og helt fyldt op med træer. Det tog mig et par timer at komme ud. Da jeg endelig var med civilisationen igen tog jeg til Christchurch, hvor jeg havdet et hostel for natten, og hvor jeg handlede ind til de følgende dages eventyr. Dagen efter steg jeg på en bus 7.45, og steg ud af denne bus igen 19.30 i Te Anau. (Okay, vi havde holdt et par pauser ind i mellem, men alligevel, 11 timer og 45 minutter med bus. (Okay, de sidste 45 minutter var pga. forsinkelser, men det gør det ikke bedre.))
I dag har jeg flrsøgt ag få arrangeret transportmuligheder for min næste vandretur. Grundet de store oversvømmelser er Milford Sound, som er stedet alle tager hen for at se, lukket. Det betyder at alle tager af sted på de mindre ruter, og det betyder at mange af de andre færger (Ja, her i Fiordland er de fleste steder kun tilgængelige via færger.) er fuldt bookede. Det lykkedes mig dog alligevel, så på lørdag tager jeg over Lake Manapouri, og starter på den meget hårde og midt ude i
Lewis Pass 4
Perfekt timet med koen. ingeting tur; Dusky Track.
Advertisement
Tot: 0.104s; Tpl: 0.011s; cc: 8; qc: 44; dbt: 0.0452s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb