Advertisement
Published: January 24th 2020
Så prøver jeg igen... Sidste gang besluttede min internetforbindelse sig for at forsvinde, så jeg mistede det hele. :/
Sidste torsdag var min første rigtige hviledag i 2 uger. Jeg var i Greymouth, og sørgede for at få toppet op på maden, og generelt bare slappe af. Dagens mest imponerende opnåelse var at jeg lavede fladbrød på intet andet end vand og mel, og så lidt krydderurter. I forhold til hvor simple de var smagte de overraskende godt.
Fredag skulle jeg nå et tog om eftermiddagen, så jeg brugte formiddagen på at se lidt af byen. Jeg endte ude for enden af molen, hvor et hollandsk par stod og solgte vafler. De var meget venlige, og det viste sig at manden alligevel skulle ind til byen, og han tilbød mig at køre mig ind, så jeg undgik den lange kedelige vej tilbage. Kl 2 kørte mit tog. Her i New Zealand tager man ikke toget for at komme et sted hen i en fart, men for at nyde turen. Og den var i hvert fald også vidunderlig, især omkring Lake Brunner. Da jeg endelig ankommer til Arthurs Pass smutter jeg lige forbi besøgscenteret. Egentlig havde jeg bare tænkt mig
at bruge en enkel dag i Arthurs Pass, og så smutte længere ned ad vestkysten. Det fik de ansatte hurtigt ændret min mening om, Arthurs Pass var ifølge dem en vandrers paradis. Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg kun give dem ret. Én dag blev således til 5.
Lørdag startede jeg min tur ud fra Klondyke Corner i Waimakariri dalen, som jeg skulle følge op hele dagen. Dalen er cirka 500 meter bred, og det meste af det er bare fyldt med sten, som bliver skyllet ned fra bjergene i kraftig regn. Et lidt skræmmende tegn på hvor meget vand der var i floden når det regnede. Navigationen var ikke særlig svær. Jeg skulle bare fortsætte den nemmeste vej direkte op i dalen. Og hvis det betød at jeg blev nødt til at krydse floden, ja, så fik jeg bare våde fødder. Det var relativt nemt at gå i, og jeg endte med kun at krydse floden 3 gange. Da jec endelig nåede frem til dagens hytte var det, i modsætning til hvad jeg havde forventet, en kæmpe 36 personers hytte. Heldigvis blev hytten ikke mere end en tredjedel fyldt.
Søndag skulle jeg op og
krydse et pas for at komme ned i en anden dal. Dagen startede med en fin sti fra hytten af indtil jeg skulle krydse en flod. Jeg vil lade jer gætte hvordan jeg krydsede denne flod, men en smuæe hjælp skal I have; jeg benyttede hverken en bro eller krydsede til fods. Herefter fortsatte jeg op i en smal sidedal. Ligesom lørdag var der ingen sti, jeg fulgte bare den lille flod, og når dalen blev en smule for smal tiæ at jeg kunne gå på den side, måtte jeg jo bare krydse floden. Efter et par timer nåede jeg op til passet, og fra der tog jeg en lille tur over til en alpinsø (en såkaldt tarn), hvor jeg også tog en hurtig dukkert. Herefter fortsatte jeg ned i den anden dal. Også her skulle jeg blot følge floden. Dog var der et par steder hvor det blev bare lidt klemt omkring floden, og en kort sti var markeret for ikke at skulle hoppe ned langs vandfaæd og den slags. (Lad være med at spørge hvordan jeg ved at der var vandfald der når jeg ikke var der. Jeg gik jo selvfølgelig ikke den forkerte vej, og endte ikke
med at skulle klatre en halvtreds meter op ad en stejl skråning...) Efter et par timer gik der endelig en sti fra på den ene side. Dog var glæden ved denne ikke høj. Den hoppede op og ned, og hvis der var et fladt styķke så blev dette oversvømmet af en af de mange vandløb som flød ned mod floden. Inden længe kom jeg til en af de fantastiske 3-wire bridges. De er sådan cirkus lige så skræmmende som de lyder. Heldigvis vidste jeg at der kun var 5 minutter til hytten derfra, så selv hvis der skete noget kunne jeg i det mindste få varmen. Det sidste menneske jeg så søndag var en tysker der havde slået lejr ved søen i passet, og jeg var den eneste i hytten.
Mandag var ret simpel, jeg skulle blot fortsætte ned i dalen, nu langs Taipofloden. Dagen bød endda på løftet om at der var en sti hele vejen til nattens hytte, å, h or var jeg glad. Der var bare et lille problem. Stien viste sig at vmre sådan cirka 50% vandløb, eller sagt med andre ord, oversvømmet. I hvert fald indtil jec nåede den første hytte. Herfra fortsatte stien
over en af de såkaldte flats som egentlig bare er en eng, men da de er det eneste der bare er nogenlunde fladt har de fået det navn. Efter det forsvandt stien på mystisk vis, og jeg gik blot ved siden af floden, den var dog på dette tidspunt så stor at jeg ikke turde at krydse den, men det var heller ikke nødvendigt. Lige pludselig ser jeg dog stien igen, og følger den selvfølgelig. Det eneste problem er bare at den går op og op og op. På kortet kan jeg se at jeg skulle en ca. 50 meter op, men det føles mere som et par hundrede, inden stien endelig flader ud. Min glæde vare dog kun cirka hundrede meter inden at stien går nogenlunde lodret ned. Jeg undrer mig om det virkeligt kan være den rigtige sti, men de orange markører forsikrer mig om at jeg altså er på rette vej. Jeg ender direkte nede ved endnu en 3 wire bridge, denne gang er den bare ca. 50 meter lang, og en 8-10 meter over floden, og så svinger den ret meget i vinden. På den anden side møder jeg et skilt: "Flood route", men da det
ikke har regnet i de seneste par dage, vælger jeg at ignorere den, og i stedet bare fortsætte langs floden. Det er dog ikke en helt forsikrende rute, jeg går blandt andet forbi en lodret klippevæg (Okay, det lignede egentlig mere end masse løse sten) som så ud til at kunne falde når som helst. Inden længe fandt jeg dog en sti igen, og denne gik hen over flere flats, denne gang med lidt mere skov. Stien fortsatte mellem små åbne områder mellem træerne, hvor det var nemt lige at miste sporet, og en gang formåede jeg endda at ende med at gå tilbage da jeg var gået lidt forkert. Endelig nåede jeg dog frem til nattens hytte. Ikke en sjæl i sigte, hverken på stien eller i hytten.
Tirsdag var en optur, ikke metaforisk, men bogstaveligt talt, jeg skulle klatre ca. 1000 meter op, og, i modsætning til de tre forrige dage, var der rent faktisk en sky på himlen. Og så fyldte den endda hele himlen. Jeg fulgte en stejl sti i skoven, og var inden længe i skyen. Sigtbarhed; nul. Lige før jeg nåede trægrænsen skete der dog noget. Lidt fremme kunne jeg se en enkel
solstråle mellem træerne, og jeg kiggede op, og så en blå himmel. Jeg fortsatte op, og da jeg nåede over trægrænsen kunne jeg se tilbage at hele dalen, og længere ude også havet, var dækket af et tykt skydække. Over mig? Blå himmel så langt øjet kunne se. Jeg fortsatte op til bjergrykken, hvor der også var nogle små søer. Den første turde jeg ikke tage vand fra, men den næste var jeg villig til at tage vand fra, og jeg kunne få en velfortjent frokostpause. Det var dog omkring dette tidspunkt ag jeg mødte en enkel mand, tæt på 48 timer havde jeg været helt alene, men det ødelagde han med cirka en time tilbage. Tilbage ved søen besluttede jeg mig for at bestige en tætved liggende top, hvilket gav mig en pause uden min rygsæk på, og jeg vidste at jeg alligevel ikke havde mere end en time til hytten. Da jeg endelig nåede hytten tog jeg mig til den sædvanlige aktivitet, læse de outdoor magaziner som tidligere beboere havde efterladt i hytten. Lige ved siden af hytten lå dog Kellys Hill, en meget åbenlys top på blot 1400 moh. som jeg selvfølgelig skulle bestige. Det gjorde jeg,
Arthurs Pass 7
Udsigten op ad Waimakariri dalen.men da jeg kiggede på klokken på min telefon på toppen, så jeg at klokken allerede var halv 8. Jeg tog hurtigt et par billeder og skyndte mig ned og lave aftensmad.
Onsdag havde jeg blot en time ned til vejen, af en velvandret sti. Da jeg nåede ned til vejen stoppede den første bil, og da jeg åbnede døren kunne jeg høre føreren grine. Det var nemlig en pige som jeg nu havde mødt for fjerde gang siden vi først mødtes på mit hostel i Wellington. Hun skulle samme sted hen som mig, og var selvfølgelig villig til at køre mig derhen. Dette sted var Hotikita, en lille by på kysten, hvor det viser sig at der også er glowworms. Hvis du bliver nødt til at google hvad det er så tror jwg ikke du har nok fantasi, men du bliver nødt tiæ at google billeder af dem, for de er umulige at tage billeder af, da de udsender meget lidt lys. Jeg tager sammen med en fire andre ud på stranden for først og se solnedgangen, for herefter at gå cirka en halv time for at se glowwormene.
Torsdag tager jeg til Franz Josef, en lille
Arthurs Pass 8
Den lille flod jeg skulle krydse. landsby kendt for en ting, gletcheren med samme navn.
I dag har jeg gået til et højdepunkt for at få en god udsigt over gletcheren, cirka tre timer fra mit hostel. Der var bare et meget lille problem, det var totalt overskyet og jeg var ret meget i en sky med en sigtbarhed på op til 10 meter - imponerende. Jeg ventede i to timer på at det skulle klare op, og blev belønnet med to minutters udsigt til et sneklædt bjerg, før skyerne trak til igen. Og så var der lige tre timer tilbage igen...
Det endte med at blive en længere fortælling end forventet, men sådan må det jo være. (Jeg kan nu, efter bloggen er lagt op, se at den er næste dobbelt så lang som den forrige længste blog...)
Og så vil jeg bare sige at det altså ikke er alle mine ture hvor jeg møder så få mennesker.
Og i dag i dag (for det her projekt endte med at tage længere tid end forventet, så det her er dagen efter) er jeg på vej mod den lille landsby Haast, med sådan cirkus nul planer for hvad jeg skal bagefter. Men det
Arthurs Pass 9
Frokost ved flodbreden. er sådan jeg har gjordt indtil videre, så jeg er ikke bekymret.
Advertisement
Tot: 0.087s; Tpl: 0.013s; cc: 5; qc: 44; dbt: 0.0412s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
Jens Solvang
non-member comment
Tak for lang beretning
Bente skriver: Tusind tak for dine gode rejsebeskrivelser og dine oplevelser. Her læser vi hvor god du er til at finde vej og tænker på hvordan du altid har været god til at finde vejen. Godt du går alene, så ser og oplever du meget mere! Jeg er meget tryg ved in vandring. Jeg gættede på stangspring, da du skulle over floden, men måske var den denne mærkelige kurv, der kørte på en line.Dine måltider lyder meget CO2-venlige med kiks og peanutbutter. Vis skal prøve det - enkelt og let. Hvad med B12? Måske sundt. Bedstefar og jeg har set 3 tv-udsendelser (BBC) om New Sealand her i sidste uge. De ligger på DRtv. Nu forstår jeg, hvorfor du valgte dette ørige. Hvor er det flot. Din rute bliver lagt på Googleearth eller rettere de stednavne, som er angivet i rejsebrevet. På den måde kan vi se hvor du har været. Her søndag morgen er badevandet 5 grader celcius i Storebælt. Jeg har været i 2 gange men med sauna ind imellem. Den anden jeg (Jens) har været på genbrugspladsen for at sortere bøger. Min nye tjans. Vi ønsker dig en fortsat god rejse. Mon der er gps-koordinater i dine billeder? Kærlig hilsen Bente og Jens '