Sejltur på en solrig søndag

---

Johannas roommate, Shelsea, kender en gammel fransk gut der ejer en sejlbåd og som hver søndag tager en masse folk - flest piger - ud og sejle hele eftermiddagen. Johanna har været med en del gange, og det fungerer sådan at man bare kan tage venner med - så længe de har mad og drikke med til at dele - og så længe der er flest piger, og nu skulle jeg så med nu når Johanna havde snakket om det så mange gange og var så vild med det. Kaptajnen var som sagt oprindeligt fransk, men har boet i USA i 30-40 år og på Hawaii de sidste 20-25 år, og han bor på båden. Han var nu ikke en gammel gris som man ellers kunne foranlediges til at tro, men en lille, sjov og hyggelig fyr, som var meget afholdt af de andre som tit var med. I alt var vi vel en tyve stykker, hvoraf måske lidt over halvdelen var ”stamgæster,” så jeg var ikke den eneste nye. Det jeg så ikke lige havde koblet i mit hoved var at det jo var en sejlbåd - og at jeg lige havde glemt hvor fuldstændig panisk skrækslagen jeg er for at sejle med sådan én! Så hele turen på vej ud sad jeg skiftevis og stirrede stift ud i luften - læs: desperat op på sejlene og forenden som jeg syntes gyngede meget op og ned - eller foroverbøjet gemte ansigtet i mine hænder og tørklæde. Det hjalp heller ikke at jeg sad lige ved siden af roret - der var kun lidt bænkplads, og kun i den ende af båden - hvor kaptajnen meget af tiden lod Johannas rommate, Shelsea styre, og blev ved med at sige at hun overstyrede og bare skulle noget med at lade være at styre så meget, og det hjalp jo heller ikke på det. De jokede med at lade båden rulle over eller at de kunne sætte mig af på Påskeøen, tror jeg, og selvom det faktisk var sjovt, kunne jeg ikke lade være med at være bange. Jeg syntes det blæste temmelig meget, og Johanna syntes også det blæste mere end de andre gange hun havde været med, men jeg spurgte kaptajnen da vi begyndte at sejle hvordan forholdene var, og han sagde ”perfekte,” så jeg havde ikke anet uråd da vi startede. Jeg ved jo godt at der ikke sker noget, og at kaptajnen var meget erfaren og selvfølgelig ikke havde sejlet ud hvis ikke det var forsvarligt, og selvom jeg godt logisk ved at der ikke sker noget ved at båden gynger meget osv., har jeg alligevel en hel irrationel frygt for at båden skal rulle over på den ene side og kæntre og at jeg bliver fanget under den. Da vi så havde sejlet måske halvanden times tid - tidstagning var ikke lige noget jeg havde hjernekapacitet til at tænke på på det tidspunkt - langs kysten, men et godt stykke ude, skulle vi så vende - hvilket jeg ikke havde set synderligt meget frem til da jeg ikke kunne lide tanken om at skulle vende med en sejlbåd. På det tidspunkt var der en sød britisk pige som kom op til mig og sagde at jeg skulle sidde med benene ud over kanten (med rækværk) og tage nogle dybe indåndinger, og hun snakkede med mig lidt for at få mig til at tænke på noget andet, bl.a. om at overkomme sin - irrationelle - frygt, hun var selv panisk bange for hajer, og hoppede kun hurtigt i og så op igen da vi senere badede. Så på vej tilbage gik det meget bedre, måske både fordi det var bedre at sidde på den side af båden i forhold til vinden, det var vist også stilnet lidt af, og nok fordi det er bedre at kigge ud på havet end ind på selve båden hvor man kan se hvor meget den gynger osv. Så på vej tilbage kunne jeg nyde turen og udsigten. Det var rigtig smukt - høj solskin, udsigt ind over Honolulus skyline, bjergene i baggrunden og Diamond Head ved kysten, et gammelt vulkankrater og berømt vartegn og godt hikingsted. Det regnede også inde over bjergene, så vi kunne sidde i smukt solskin og se en flot dobbelt regnbue på afstand. Da vi kom tilbage lå vi for anker et stykke ude for kysten, og her spiste vi frokost og badede fra båden. Alle havde hver især taget lidt med - da jeg fulgtes med Johanna og hendes rommmate Shelsea og Shelseas kæreste havde vi købt noget sammen - og så blev maden stillet frem på et bord midt på dækket hvor man kunne tage for sig. Det var rigtig dejligt at kunne springe i fra båden og svømme rundt. Johanna havde sit undervandskamera med, så det legede vi med noget tid. Det var rart at slippe for alt det sand man normalt skal trækkes med når man bader - og her i Hawaii, især rart at slippe for revet der er mange steder hvor man bader, og som starter helt inde ved kysten, så der er ikke ret dybt, og det kan derfor godt komme faretruende nær på mavsen - og sådan nogle koraller er ret skarpe, jeg er blevet ridset lidt på låret og foden på et tidspunkt, og det svider. Nå, men vi lå altså der for anker et par timer, og spiste, badede og tog solbad på dækket. Der var høj musik - hele turen - og folk dansede og drak øl og hyggede sig. Så det endte med at være en rigtig dejlig dag, og vi så solnedgangen fra båden.

---