Ø-hop 4: Big Island

---

Tirsdag 27. januar

Efter at have sovet i telt med Alex halvvejs oppe af at bjerg - meget koldt, og stadig på øen Maui, stod vi heldigvis op til solskin så vi kunne få varmen igen. Tog det stille og roligt ind til lufthavnen hvor Alex satte mig af og jeg fløj til den ø der egentlig hedder Hawaii og som resten af staten er opkaldt efter, men som bliver kaldt the Big Island for ikke at forvirre. Jeg havde hørt fra Bob, en couchsurfing-vært jeg havde skrevet til mens jeg var på Maui, at jeg godt kunne overnatte hos ham. Jeg havde fået Bob anbefalet af en anden Couchsurfing-gut på Big Island, Josh, som jeg havde skrevet med og snakket med i telefon mens jeg var på Maui. Bob kunne godt huse mig, og han hentede mig endda i lufthavnen i Hilo, byen på Big Island hvor han boede. Bob er en ung gut på 70 som gennem de sidste 5 år har hostet mere end 1500 rejsende, så der er altid folk i huset. Han har en tysk kæreste som bor i Tyskland og kommer engang imellem. Han bryder sig ikke om at rejse, men han kan godt lide at møde nye folk osv., så det er jo en god måde at lade verden komme til ham på. Det er et rigtig rart sted, der er rent, og de andre couchsurfere samt 3 almindelige lejere han også har boende, er søde folk. Jeg havde snakket med Josh, ham der havde anbefalet Bob, per telefon, og han var tilfældigvis i byen. Han havde anbefalet mig Bob da han ikke selv var sikker på om han kunne huse mig, da han var midt i måske at flytte, men det kunne jeg så godt alligevel. Så han, altså Josh, kom om aftenen og hentede mig, og vi spiste noget mad i Hilo og tog på kava-bar. Kava er en drik med afslappende effekt lavet af kava-roden og en traditionel drik over hele Polynesien. Det er tyndt og smager ret jordet, men ikke decideret grimt. Vi fik det serveret i kopper lavet af en kokosnød, så det var rigtig cool. Det havde en let afslappende effekt, men der var også en gut der gik rundt med en ampul med koncentrat af kava, og når man fik sådan et par dråber på tungen, blev tungen og munden helt følelsesløs lidt tid, så lidt kan den drik nok. Det var et super cool sted, og der var ’open mic’ med god musik af unge musikere. Det viste sig at jeg godt kunne overnatte hos Josh, så vi kørte hjem til ham, han bor nede på syd-siden af øen, en tur på omkring halvanden time. På vejen stoppede vi i Hawai'i Volcanoes National Park, der som navnet antyder er en nationalpark - og en aktiv vulkan! Men en vulkan med et meget stort areal. Den hedder Kilauea og er den vulkan i verden der på nuværende tidspunkt har været længst i udbrud. Den er i udbrud to steder - det ene sted har været i udbrud siden starten af 80’erne og foregår ved at der flyder lava ud af den - som skifter retning indimellem, senest har det haft kurs mod en landsby og har ædt nogle huse og en vej. Det andet sted kom i udbrud i 2008 og er i et grydeformet krater som man forestiller sig en vulkan skal være, men det er ikke sådan at der spyr lava ud af den, det står ”bare” og bobler med flydende lava nede i krateret. I nationalparken er der et udsigtspunkt hvor fra man kan se krateret på afstand - området omkring krateret er aflukket, men andre dele af parken er åben, bl.a. udsigtspunktet, samt mange forskellige vandreruter, bl.a. i tidligere kratere. Da det var mørkt kunne vi fra udsigtspunktet se et rødt skær ret tæt på, og selvom det var mørkt, kunne man fornemme at det var lidt tåget/diset, og skæret var derfor måske ekstra tydeligt, da det ligesom blev spredt af tågen. Måske var det dampene fra vulkanen. Det var helt vildt at tænke på at det var skæret fra en aktiv vulkan ikke langt borte! Vi kørte resten af turen hjem til Josh som som sagt bor helt nede på den sydlige del af øen, sammen med sin kammerat og kollega, Sam og Sams kæreste Tara, i et større hus i plantagestil, altså i træ og malet - blåt - og med en terrasse som man forestiller sig sådan et hus skal have. Desuden en stor have hvor de havde høns gående frit rundt.



28. januar.

Vi sov længe og tog det stille og roligt. Kørte til South Point, som er Hawaiis og USA's sydligste punkt, og ligger små 10 km. fra hvor Josh boede. Det er en stejl klippevæg ned i vandet, og folk hopper i oppefra, det er nok omkring 10 meter ned, og den eneste måde at komme op bagefter er at kravle op af en 90 grader hængestige bagefter, så jeg skulle ikke nyde noget. Josh gør det normalt (ikke den dag), han kravler endda to meter højere op på et gammel træ-trækværk og laver baglæns kolbøtte! Det er dog også et sted der kan være farligt hvis bølgerne er høje, for bare et par dage siden havde han sammen med nogle andre måttet rede nogle teenagere som var kommet i havsnød og blevet suget ud af understrømmen, det havde været ret skræmmende, og tæt på at gå grueligt galt, også for ham. Da vi var der var det dog forholdsvist roligt, men bare at sidde på kanten var nok for mig til ikke at skulle nyde mere. Der var smuk udsigt, og vi så en hval komme op meget tæt på, og jeg fik endelig taget et billede af en hval der springer op af vandet (efter at jeg på færgeturen fra Lanai til Maui ikke havde nået det). Der var også nogle folk som var ved at filme et eller andet og sejlede rundt i en gummibåd mens nogle svømmede og filmede, vi fandt aldrig ud af hvad. Landskabet på den helt sydligste del af øen var meget åbent og med højt græs, der gik endda lidt køer. Generelt på sydsiden er det meget stenet og lidt råt, med meget åbne landskaber med store vulkanske sten hvor der ikke gror noget, men det er på sin vis smukt. Det er også det billigste jord i det område, da det kan være svært at gøre noget med jord der er fyldt med vulkanske sten og klipper. Vi kørte lidt ned langs kysten til en black sand beach - som virkeligt er kulsort ”sand” - grovkornet, fintslebet vulkansk sten, tænker jeg - hvor jeg badede og vi hang ud et par timer, før vi kørte hjem og så solnedgang på turen tilbage.



29. januar.

Vi tog det igen stille og roligt, slappede af på terrassen før vi sammen med Josh’ roommates Sam og Tara tog på tur. De er et sjovt par sidst i 40'erne og 50, Josh arbejder sammen med Sam, og Tara flyttede ind for nylig, de er rigtig søde. Vi kørte alle en halvanden time tur ud til et rigtig godt snorkelsted hvor man gik i fra klipperne, og direkte ned et sted hvor det var rigtig dybt, men superklart og med mange store koraller, det var superflot. På vejen stoppede vi også ved en vejbod fyldt med lokalt dyrket frugt og grønt, og købte nogle virkelig modne avocadoer og lækker eksotisk frugt (som med det meste er de fleste frugter - deriblandt ananas, modsat måske manges opfattelse - ikke oprindeligt fra Hawaii, men med det gode klima vokser og smager de naturligvis lige godt for det, selvom det ikke er så "romantisk" en fortælling).



30. januar.

Det regnede det meste af dagen, så vi hang bare ud, slappede af og egentlig lavede ingenting. Josh spillede på guitar og er rigtig god til det, så det var godt tidsfordriv. Han legede også med devil sticks - en slags tyk pind med ”frynser” i hver ende som man så jonglerer rundt med med to tyndere pinde, og det var han rimelig handy med, så det var også underholdende at se på.



31. januar.

Josh' gode vennepar kom forbi og vi hang lidt ud før vi alle sammen gik en god tur op til enden af den - mest overgroede - og lange ejendom de bor på. Her har Josh og Sam nemlig fundet ’lava tubes’, som vist er de tunneler som lava i sin tid er flydt igennem under jorden. I dag er det et hulesystem, nogle er ikke så dybe, men andre skulle vi bruge pandelamper og lommelygter for at komme ind i. Vi gik et stykke ind i én, og slukkede alle lamper, og det var fuldstændig totalt mørke, jeg har aldrig været i så totalt mørke, det var fuldstændig kompakt uden den absolut mindste stråle lys. Der følte man virkelig at man var under jorden og helt i en anden verden. Sidst på eftermiddagen kørte vi alle til vulkan-nationalparken hvor Josh og jeg havde set skæret fra vulkanen den anden aften. Mens det blev mørkt gik vi ad en sti som det på et tidspunkt blev forbudt at fortsætte ad, men det gjorde vi alligevel - vi ville nemlig gå ned til kanten af vulkanen! Vi havde snakket med pige på kava-baren forleden, som sagde at hun havde gjort det i fuldt dagslys uden problemer. Stien blev dog på et tidspunkt så stejl og overgroet med tornede buske at vi blev nødt til at vende om. Vi gik tilbage til bilen og fortsatte ad en decideret - asfalteret - vej som gik rundt om og tættere på krateret. Som tidligere nævnt er selve omfanget af vulkanen ret stort - vulkaner på Hawaii er af typen skjoldvulkaner som ikke er den slags med høj, slank, lidt skorstens-agtig form som man måske tænker på når man tænker på vulkaner, men har form som, ja, et skjold der ligger ned buende opad. Derfor er de alligevel høje, og har bare et stort omfang. Så selvom området omkring selve det krater der er i udbrud er lukket, er der som tidligere nævnt åbent i resten af området hvor der udover vandrestier også er veje der går rundt om vulkanen. En af de veje gik i sin tid ned til et udsigtspunkt lige på kanten af krateret, men det gik som sagt i udbrud i 2008, og de sidste par kilometer af vejen ned til kanten er derfor lukket - dog kun med en bom som man nemt kan gå uden om. Den første del af den aflukkede vej - som er en bred og god, almindelig asfalteret vej da den som sagt var i brug indtil for nylig, er aflukket for biler, men man må godt vandre der for at komme på nogle af de stier der går rundt om. Det sidste stykke, vel et par kilometer fra selve kanten, var der så endnu en bom og derfra måtte man så ikke gå længere - men som sagt er det bare at gå uden om, der er ikke yderligere afspærringer som hegn el.lign. Det var mørkt nu, og selvom det regnede, lyste månen alligevel nok til at vi sagtens kunne se uden lys - og dermed mindre chance for at blive opdaget - og vi kunne hele tiden se skæret fra vulkanen komme tættere på. Det var en tur på et par kilometer, og det sidste stykke gik der en sti væk fra vejen et par hundrede meter ind over stenet terræn, men nogenlunde fladt terræn. Derfor så det hele tiden ud som om der var langt hen til skæret og dermed kanten, men fra da vi kunne decideret se kanten var det ikke mange skridt - og så stod vi på kanten og kiggede direkte ned på boblende, flydende lava! Det var fuldstændig vildt, surrealistisk og helt, helt fantastisk - mind blowing! Hele krateret er som en stor gryde i kog med lava. Der er sorte områder som jeg går ud fra er koldere lava, og så er der sprækker der går på kryds og tværs over hele overfladen, det ligner nærmest en masse lyn. Man kan høre det syde og boble, det lyder faktisk næsten som et brusende hav, og indimellem "bøvser" det med små lava-eksplosioner, og indimellem er der nogle høje knald, og sprækkerne ændrer form og størrelse hele tiden, og bevæger sige. Der var en svag vind som blæste ’vog’ - dampene fra vulkanen - væk fra os, men indimellem blev vi lidt indhyllede i det alligevel. Sådan nogle sulfur-dampe lugter ikke så fælt som jeg ellers har hørt, men det lugtede heller ikke godt, og man kan godt fornemme at det ikke ligefrem er noget der er sundt at indånde. Man kunne også mærke varmen, som et gigantisk bål, og det holdt heldigvis op med at regne mens vi var der, så selvom det ellers var koldt da vi var lidt oppe i højderne kunne man godt holde varmen i bare arme tæt på kanten. Vi hang ud der et godt stykke tid og nød synet og bare prøvede at fatte hvad det var vi stod og kiggede på. Det var virkelig helt surrealistisk, og samtidig meget nærværende og respektindgydende at man står og kigger praktisk talt ned i jordens indre og bogstaveligt talt på tæt hold fornemmer nogle af de vildeste naturkræfter, selvom de jo dog ikke var i ødelæggende brug her, men bare det at man kan fornemme den vilde kraft der ligger i det var ret utroligt at opleve.

Jorden var dækket af noget der hedder Pele's Hair. Pele er i hawaiiansk tradition vulkan-gudinden, og dette materiale dannes ved udbrud og er faktisk et slags glasmateriale som er meget tyndt og dannes i en slags tråde så det decideret ligner hår. Jeg havde kun flipflapper på fordi mine vandrestøvler var hos Bob da jeg oprindeligt ikke troede jeg skulle være hos Josh så længe, så jeg fik lidt små glassplinter af Pele's hair i foden, men det var det hele værd (der var en lille splint der først kom ud en måned efter, da jeg var kommet til Danmark, det var et hyggeligt minde). Det havde sikkert været temmelig dyrt hvis vi var blevet opdagede, vi var også forsigtige med ikke at snakke for højt, og ikke at bruge blitz, da der ligger noget observatorium på den anden side af krateret hvor vi var, dog et stykke væk da det naturligvis ikke ligger på kanten. ) Vi var helt høje da vi gik tilbage. Det er nok noget af - hvis ikke dét - vildeste jeg nogensinde har oplevet!



1. februar.

Vi hang igen bare ud det meste af dagen uden at lave noget. Josh spillede på guitar og er rigtig god til det, så det var godt tidsfordriv. Der var desuden Super Bowl, årets absolutte højdepunkt i amerikansk fodbold, så det så vi resten af. Ikke så interessant, andet end fra et kulturelt perspektiv. Josh slog mig ellers ikke som den sportsinteresserede type - hippie-fyr med dreadlocks, som han er - og han sagde også at han var ligeglad med hvem der vandt, men at han så det fordi det bare er noget man gør, en slags hyggelig tradition, og at det er sjovt hvis det er en tæt og god kamp. Sidst på eftermiddagen kørte vi den lange tur tilbage til Hilo, den by hvor jeg var fløjet til og hvor Bob bor, ham den ældre couchsurfing-vært med en masse rejsende boende konstant, som jeg havde været hos et par timer den første dag og som jeg egentlig skullet have overnattet hos, men så alligevel kunne sove hos Josh. Josh og Sam skulle alligevel til Hilo for at hente den firmabil de skulle bruge til at arbejde dagen efter. De arbejder med at montere solceller, men da der ikke havde været så meget arbejde, havde de haft fri i en uge eller to, så det var heldigt for mig da jeg så kunne hænge ud der. Josh skulle egentlig også have set på en firehjulstrækker han overvejede at købe, men det var mørkt, og han skal selvfølgelig se den i dagslys. Egentlig skulle de alle flytte ud til den første, og Josh ville købe en bil han kan bo i noget tid mens han sparer op til at han vil købe noget jord, bygge et hus og dyrke grøntsager, så det var ved at være oppe over med at finde den bil. Sam og Tara havde heller ikke fundet noget at bo i, og ingen af dem havde pakket noget som helst endnu - Josh ejer nu heller ikke særlig mange ting - men de folk der skulle flytte ind, flytter ikke ind før den 15., og desuden er Josh og Sam vist på god fod med udlejer da de før har boet et sted ejet af hende, og Sam havde vist givet hende 1000 dollars for ikke at komme i problemer, men de havde stadig ikke helt aftalt det med hende, og Sam var alligevel nervøs for at ringe til hende. Ja, mærkelig situation, men dette er Hawaii og ting her er mere afslappet. Nå, men de hentede firmabilen i Hilo og Josh satte mig af hos Bob. Der var som den anden dag en del folk, nogle jeg havde mødt den anden dag og nogle nye, men alle flinke mennesker, og vi hyggede med film og popcorn. Sov på en folde-ud-madras i stuen sammen med 5 andre.



2. februar.

Jeg gik en lang tur ud til et par vandfald, tror jeg er ved at være forkælet med smuk natur, for var ikke så imponeret, har set flottere vandfald på Hawaii, selvom vandfald selvfølgelig altid er interessante. Gik tilbage ned til downtown Hilo som er hyggelig, og gik nogenlunde langs vandet. Det er mærkeligt, for der er en kæmpestor vej langs kysten hvor man ikke rigtig kan gå, det er kun biler - typisk USA, bilerne skal nok kunne komme frem, men der er ikke lavet stier til fodgængere langs vandet - men lige dette tilfælde er vist undtagelsen i Hawaii hvor al strand er offentlig, og der jo derfor mange steder er gode faciliteter for at komme tæt på havet. Det var heller ikke en så god strand her, men det slog mig alligevel det med bilerne, og jeg kom til at tænke på at veje generelt kun er bygget til biler og ikke fodgængere også, det har Johanne og jeg også snakket om, fx var der i forstæderne i Honolulu slet ikke fortove. Gik længere ned langs kysten hvor der var noget park-værk hvor man kunne komme tæt på vandet og hvor folk gik tur og løb, så det var godt at finde et område der ikke kun er for biler! Hang bare ud hos Bob om aftenen og fik samlet op på oplevelsesbeskrivelser. En af de andre rejsende var en mexicansk gut som hedder Ernesto, men som har boet i Californien i 25 år, selvom han stadig snakker med tyk spansk accent, og siger selv han er fra Californien. Han havde en lejet bil, og han har været på Hawaii mange gange, og kører sit eget show hvor han møder andre rejsende, og så tager dem med rundt i bilen og oplever en masse. Det koster ikke noget, men så betaler man måske lidt for mad for ham indimellem, og jeg tænker at han desuden får styrket sit selvværd - som ellers er ret højt. Han har langt krøllet hår - som han plejer med kokosolie, naturligvis - og går altid rundt i bar overkrop, og har så ellers ringe, øreringe og ankelbånd på, og velplejet skæg. Så selvom det var ret sjovt, var han nu også rigtig sød. Han rejste, på det tidspunkt, rundt med to unge fransk-canadiske piger, Maude og Camille, som han havde mødt på en af de andre øer, og inviterede mig med på tur næste dag.



3. februar

På tur med Ernesto og Maude og Camille. Vi kørte til den anden side af øen. På vejen kørte vi tværs over øen, som har et fantastisk landskab med udsigt til vulkanen Kilauea, som jeg havde set på helt nært hold den anden dag, på den ene side - og en høj, majestætisk udslukt, vulkan, Maunakea, på den anden side. Derudover landskaber med nærmest skultur-lignende hele og halve og halv-hule/udhulede bakker. Svært at beskrive, men meget smukt og nærmest lidt overjordisk/månelandskabsagtigt. På kysten på den anden side af øen er der en populært snorkelsted, hvor de fleste turister tager til via en købt tur med båd, men man kan også hike derned via Captain Cook trail. Som navnet antyder har det noget med Captain Cook at gøre, ham der ”opdagede” Hawaii - stedet er nemlig der hvor han blev dræbt af de indfødte - efter ellers at være blevet været taget pænt i mod, men der var et eller andet med at ham og hans besætning nu heller ikke havde opført sig helt pænt. Men anyway, man kan hike ned til det sted, men det er en ret udmattende tur. Det var middag - Ernesto er ikke den der skynder sig alt for meget - og det var bagende varmt. Stien går inde mellem noget højt græs og buskads, så der er helt vindstille, samtidig med at der ikke er skygge, så man er udsat for solen hele tiden, og det er ret stejlt og ujævnt. Men vi kom ned, og det var super fantastisk snorkling. Revet gik et godt stykke ud, men endte så brat og der blev super, superdybt, og vandet havde den slags mørkeblå farve man ser ved optagelser fra, ja, dybt vand. Over revet var det til gengæld helt, helt klart og der var masser af farvestrålende fisk og koraller. Der var helt bratte klippesider op på den ene side, så det føltes ret afskåret og dejlig afsides, selvom der var flere andre der snorklede, nogle fra de føromtalte turistbåde. Vi var gået ned hele tiden på turen ned til stedet, så nu måtte vi selvfølgelig op, og det var superhårdt, det var virkelig varmt og gik bare konstant opad for jeg ved ikke hvor mange kilometer. Maude fik det ret dårligt og måtte stoppe tit og sætte sig ned, og løb tør for vand og fik noget af mig. Samtidig var det stress, for en britisk pige - som havde rejst lidt rundt med Ernesto og Maude og Camille et par dage forinden, og som vi havde samlet op om morgenen i en anden by for at hun skulle med ned og snorkle - skulle nå et fly og det var ved at være oppe over. Vi kom op til sidst og fik kørt hende til lufthavnen og hun nåede flyet.

Om aftenen købte vi mad og satte os på en strand og så solnedgangen. Herefter sneg vi os ind (Ernesto hoppede op og kunne åbne lågen på et stakit udefra, fra parkeringspladsen) på et resort som Ernesto kendte, og badede i deres udendørs boblebad 10 meter fra havet, med lyden af bølgerne, og vajende palmer og tændte fakler som kulisse. Det var ret rart. Der var ikke andre, da der foregik et eller andet nede i den anden ende af hotel-området, så vi havde det for os selv 😉



4. februar

På tur med Ernesto og co. igen. Vi startede på et fantastisk farmers’ market i Hilo, den by hvor vi sov hos Bob. Her var både diverse frugt og grønt, diverse retter, både mere eller mindre hawaiianske samt af japansk afstamning, det sædvanlige tingeltangel, men også kunsthåndværk. Jeg købte et par øreringe samt noget mere flettet i palmeblade og taroblade, samt en figur lavet i traditionel hawaiiansk ”stof” (af palmefibre) af en ”ægte” hawaiiansk kvinde, altså polynesisk, som sad og flettede det, det var fantastisk at se at sådan et håndværk blev holdt i hævd. Denne dag gik turen til Waipio Valley, en smuk dal oppe nordpå, ud til havet. Den sidste del er der en meget stejl vej ned hvor man skal have firhjulstrækker - det står der store skilte om, eller gå ned. Vi vandrede ned, og gik ud til havet lidt langs kysten før vi gik lidt ind i landet og så et vandfald på afstand som skulle være i hvert fald Hawaiias, måske USA's, højeste. Det var virkelig en stejl tur tilbage op, men vi nåede ikke så langt før vi heldigvis fik et lift af et sødt amerikansk par i en lejet jeep det meste af vejen op. I stedet for bare at køre sydpå langs østkysten tilbage hvor vi kom fra, kørte vi nordover mod vest. Landskabet på den nordlige del af øen er meget forskelligt fra den sydlige hvor jeg var med Josh. Nordpå er det mere frugtbart, mere fugtigt og lidt tåget, med store, åbne græsklædte landskaber - hvor der mange steder går køer. ”Grass-fed Big Island beef” reklamerer de også med på nogle restauranter, også på de andre øer, og så kan man jo vide at de har haft det godt, og at det er lokalt kød man spiser. Det er utroligt så mange forskellige landskaber der er på Big Island, som måske ellers er lidt større end Fyn. Vi kørte ind til midten af øen, der som tidligere beskrevet har nogle flotte landskaber med masser af store bakker og flotte vulkanske ”skulpturer,” og nu var solen på vej ned, og der kom tåge rullende, det så næsten helt overjordisk ud. Vi kørte så langt op vi kunne af bjerget, tidligere vulkan, Mauna Kea, som skulle være det højeste bjerg i verden - altså, hvis målt fra havbunden - og det højeste punkt i Hawaii - der er sne på toppen for tiden! Der er et besøgscenter oppe ad bjerget man kan køre op til på en asfalteret vej, og derfra går så en grusvej op til toppen, hvor man skal bruge firhjulstrækker. Jeg har hørt eller læst at det er en god idé at vente mindst en time ved besøgscenteret før man fortsætter til toppen for at tilpasse sig så man ikke får højdesyge. Vi ville gerne nå toppen inden solen gik helt ned, og Ernesto ræsede op så vi fik propper i ørerne, men desværre var det sidste stykke fra beøgscentret og op til toppen lukket da det blæste helt vildt. Bare der hvor vi var, måske halvvejs oppe af bjerget, var det kun 48 grader F = 7 grader Celcius og vindstød på 70 mph (31 m/s) (dagen efter hørte vi at det havde været vindstød af orkanstyrke om natten, over 90 mph = 40 m/s). Så jeg tog lange bukser og jakke med et par lag under på, men Ernesto gik selvfølgelig rundt i sin bare overkrop og sagde at han ikke frøs. Det var alligevel næsten helt mørkt nu, så vi kunne ikke se så meget, men kunne alligevel nå at se den virkelig flotte udsigt over bjergene og generelt det vulkanske landskab. Da det var et godt stykke oppe i højderne, og desuden blæste helt vildt, var det som sagt ret koldt - selvom Ernesto nægtede at fryse (Maude og Camille sad for det meste og rystede i bilen i den tid vi var der), så vi gik ind i besøgscenteret og så et par korte film om Mauna Kea og alle de store teleskoper der er placeret der. Der var en lille museumsbutik hvor man kunne købe varme drikke, så jeg købte varm kakao, det var skørt at være på Hawaii og befinde sig oppe i bjergene med en temperatur og vejr der føltes meget nordligt og drikke varm kakao. Normalt var der en guidet stjernekigger-tur med stjernekikkerter uden for besøgscentret, men fordi det blæste så meget kunne de ikke have kikkerterne fremme, så der var kun en meget kort fortælling om hvilke stjerner og en planet man kunne se. Månen var næsten fuld og superflot. Syntes godt jeg kunne mærke at vi var oppe i højderne og at luften var lidt tynd. Var superærgerlig over at vi ikke kunne komme helt op på toppen, ville så gerne have oplevet sne i Hawaii - men det er jo en god grund til at komme tilbage!



5. februar

Jeg havde aftalt med Josh at mødes i Kona, en by på den anden side af øen hvor han var på arbejde og hvorfra jeg havde booket fly til Honolulu om aftenen. Var klar til at tage bussen - en tre-timers tur tværs over øen - og ville sige farvel til Ernesto, men han overtalte mig til at komme på tur med dem igen, selvom jeg godt nok tænkte at det godt kunne trække ud og at jeg derfor ikke ville have så meget tid sammen med Josh før jeg skulle flyve om aftenen. Ernesto ville oprindeligt have været ned til kanten af krateret hvor jeg havde været med Josh og de andre den anden dag, for der havde han aldrig været, selvom han har rejst meget rundt på Hawaii, men efter at have set mine billeder ville han også det. Han skulle alligevel til Kona om aftenen, den by jeg skulle flyve fra, så det ville i så fald blive om dagen han skulle tage ned til krateret, så han ombestemte sig alligevel, der er selvfølgelig større chance for at blive opdaget, og måske ser man det sikkert også bedre i mørke med en endnu større effekt end i dagslys - så mon ikke det er en god grund for ham til at komme tilbage igen. Derfor blev det til at nok tog vi til vulkanparken, men vi tog en hike ned i et andet, gammelt, krater - som ikke er i udbrud og som det er tilladt at gå ned i, der er en vandrerute tværs igennem. Sidst der havde været aktivitet i det krater var i 1959, så man gik på størknet lava hvor der stadig kun groede meget få og lave og spredte buske og vækster, bortset fra skråningerne fra bunden og op hvor der voksede buske og træer. Det var spændende at gå i et udslukt krater på en bund af lava. Man kan dog godt fornemme at der stadig er aktivitet da der mange steder kommer damp op fra huller i den ellers størknede lava. Flere steder er lavaen ”skruet op,” lidt ligesom is på havet gør, hvad jeg har set billeder af, i kæmpestore flager, og man kan se hvordan bunden man går på består af et lag lava. Der kommer damp oppe flere steder da det som sagt stadig er en aktiv vulkan - det havde jeg jo ved selvsyn konstateret ved selvsyn den anden aften et andet sted på vulkanen - så man kan gå hen og stille sig midt i dampen og mærke at man bliver fugtig på huden, og at det er varmt. Det var en meget speciel stemning i et så goldt landskab, men alligevel med aktivitet, både i forhold af vulkansk aktivitet med dampen, men også med små hårdføre planter hist og her, og desuden var det overskyet, så det var en lidt mystisk og ”other-worldly” stemning, måske fordi man befandt sig i en aflukket verden nede i krateret, som godt nok ikke var helt lille, men måske et par km i bredden, så man kunne se ”væggen” hele vejen rundt, og derfor var det lidt en verden for sig.

Derefter kørte vi til Kona, Ernesto skulle alligevel nord for byen, så det passede perfekt at jeg kunne blive sat af der og mødes med Josh og spise aftensmad sammen med ham før jeg tog flyet tilbage til Honolulu.





Den måneds rejse har seriøst været den bedste måned i mit liv. Det har været helt fantastisk at se og opleve så meget og møde så mange imødekommende og søde mennesker, og opleve og udforske den ubeskrivelige natur, der også er forskellig nogle af øerne imellem. Stærke farver… De mange-nuancerede grønne ”harmonikafolder”-bjerge der starter allerede ved havet … vulkanske kløfter, kratere og landskaber i sorte, brune og alskens røde farver… palmerne… den røde, røde jord… det blå, blå hav der altid er tæt på… vinden der vajer i det høje, tørre græs blandt lave, knudrede og snoede træer… blomsterne… golde, men vanvittigt smukke landskaber i alverdens røde og brune og sorte farver … frodige regnskove med bregner, eksotiske træer med lianer og træer der ligner noget fra en fjern fortid og en anden planet… solen der glitrer i havet… frygtindgydende, smukke bølger der bryder solens lys i grønlige og turkise nuancer når de krænger over og sender meterhøje, slør-lignende skumsprøjt i vejret …

Ja, ubeskriveligt.

Uforglemmeligt.

---