3. En hverdag tager form

---

Installeret i tredje lejlighed siden ankomsten i marts beretter vi videre fra dagene, ugerne og ja, månederne som "nuumiutter" (Nuuk-beboere) i dette mægtige land.

I disse dage runder vi seks måneder her i Grønland. I begyndelsen af juli fik vi tildelt vores permanente bolig gennem Anders' arbejde i den nyeste bydel Qingoorput - en ghetto for Selvstyrets medarbejdere. Bydelen smyger sig for foden af bjerget Store Malene og vi sidder sydvestvendt og betragter Nuuks farverige husfacader, bådtrafikken på fjorden og den enorme himmel fra et af de 10 syvetagers punkthuse. Bydelen er fortsat en soveby til trods for at Nuuks største skole og en Spar købmand udgør hjertet. Vi er alle behørigt proppet ind i 1-4 værelses lejligheder. Der udvikles på fællesarealer, legeplads, butikscentrum og arbejdes i døgndrift på yderligere udvidelse af bydelen. Byggeboomet er i fuld sving i Nuuk, og vi følger spændte med fra terrassen på 2. sal.

Efter en lille halv time på cykel når vi arbejdspladsen, der ligger et stenkast fra hinanden. Sabine sidder i en lille central stabsfunktion under HR i Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse og koordinerer og udvikler aktiviteter til fremme af kompetencer og faglighed hos ansatte i det grønlandske sundhedsvæsen. Stillingen og dens funktion med en akademiker uden en sundhedsfaglig baggrund på posten er ny. Derfor er de første måneder gået med at lære sundhedsvæsenet, organisationen og stillingens rolle at kende. Hun er en del af et lille team, der har taget hul på arbejdet med en HR-strategi med fokus på at stabilisere og udvikle et effektivt sundhedsvæsen og en attraktiv arbejdsplads på tværs af fem sundhedsregioner i landet. Det er spændende pionerarbejde, men også udfordrende i en omstridt branche med forskellige faglige interesser og tredje sundhedsledelse på få år.

Sommertemperaturen har været aldeles fraværende, og vi er med små stik af misundelse zappet hurtigt videre fra den varme vejrprognose for Danmark. Et par enkelte lune (læs: 15 grader!) weekender er det blevet til. Til gengæld har vejret været klart, stille og smukt med lange, lyse dage og vi har nydt flere skønne ture i fjeldet, på fjorden eller bare siddende ved havnen med en god bog, solnedgang og hvalsprøjt.

På nationaldagen den 21. juni var det dog ikke tilfældet. Sabine sang sammen med Nordisk Koncertkor nationaldagen ind fra en vindblæst havnekaj i kolonihavnen. Denne dag er en stor festdag, hvor alle har fri og fylder byens arrangementer, der emmer af liv, musik og show.

Den 1. august blev rensdyr- og moskusjagten skudt ind. I dagene omkring var byen støvsuget for adrætte mænd i alle aldre på jagt efter de velvoksne rensdyr og de unge moskustyre - det bedste kød. Flere steder anes de velhængte kødlunser på terrasserne som forberedelse til pakning, køl og frys. Vinterens kødforråd er for mange familier i hus i denne tid.

Foreløbigt nyder vi godt af jagtsæsonen undervands, men med vores køb af motorbåd er muligheden for selv at drage på jagt dybt inde i fjeldene øget betydeligt - måske til næste års jagtsæsn. Det kræver velsagtens en riffel, lidt parteringssnilde og en kummefryser 😊

Vores lille livlige 18-fods Castello Amazon går en marchfart på 22 knob og tager os rundt på fantastiske ture i fjorden. Erhvervet sammen med bådmakkerne Anders og Louise nyder vi mulighederne ved sejlerlivet. Det krævede lidt øvelse for sådan et par stivbenede flyfriske uden sejlererfaring at binde knob, fortøjre, ankre og navigere ud og ind af havnepladsen. Vi nyder at sejle en aftentur, en frokost i det grønne eller tage på togt rundt til fiskehullerne. Torskene bider taknemmelige på krogen - nærmest før man når til dybet hvor rødfiskene boltrer sig. Det er til stor morskab, når Sabine er nødt til at tage tilløb til at slå fisken ihjel fordi den hopper op ad spanden på dæk. Fisk er livlige og kan være ganske store og muskeløse.

Uden båd, som eneste middel (foruden fly) til at komme længere udenfor byen, kan tilværelsen af og til føles en anelse klaustrofobisk, når byen ikke er meget større end tilfældet.

Vi forsøger at svinge i takt med byens og arbejdskulturens rytme. Noget af det der karakteriserer livet heroppe er spontanitet - sikkert affødt af vejrets omskiftelighed. Planer lægges sjældent længere frem end en uge - en afslappet rytme vi efterhånden har tilsluttet os. Meget af fritiden går med ture rundt i området i og omkring Nuuk med venner og bekendte. Nye venner træder til som jobs begyndes, andre falder fra som jobs afsluttes, men hænger fortsat ved på afstand.

For et par uger siden fik vi suset fra Danmark, da Sabines mor og hendes mand besøgte os. Krydderurter fra haven pryder i vindueskarmen, hjemmegjort kirsebærsovs og hybenmarmelade luner i skabet. Vi havde en herlig uge sammen, hvorefter de fortsatte til oplevelser i Sydgrønland og vi på 10 dages ferie i Island.

Vi har plads til mange flere sus fra familie og venner, så nyd billederne og lad jer friste 😊

Tilbageblik fra forsommeren

Efter et døgns forsinkelse på grund af storm, klarede det op og pinsevejret blev smukt til at gennemføre den årlige pinsetur med vandreklubben. Sabine drog med til den nedlagte bygd i fjorden. Lille hyggelige Qoornoq er i dag et yndet og charmerende sommerhusområde for nuumiutter med tilknytning til området. I 1970'erne betød den dengang aktive fiskefabrik, at der var fastboende i bygden. Øen emmer af historie og resterne fra nordboernes bo- og gravpladser er allestedsnærværende. Øen er uden elektricitet, rindende vand og moderne toiletter. På strandbredden har tidevandet nøjsomt placeret isskosser, hvorfra man forsyner sig med smeltevand til madlavningen.

Vandreklubben lånte en koloni og 20 spændende mennesker slog lejr som de eneste på øen. Ebbe er eneste mulighed for at forlade øen til fods ved at springe fra sten til sten til den større Bjørneøen. Vi var en flok der pakkede rygsækken for at udforske lidt af naboøen. Hårdt at vandre op, op og op i knæhøjt sne, men aldeles fantastisk! Landskabet var fortryllende at vandre i og udsigten alle strabadser værd. Pudderdrys på fjeldsiderne, isskosser i fjorden, vidder og dyb stilhed. Et par fjeldryper ænsede ikke vores tilstedevær og havde været et nemt bytte, hvis ikke det havde været for det overdådige lammekød, der ventede i kolonien. Vi sov dejligt efter et par glas rødvin.

Da Anders ved middagsbordet anmeldte sin 23 dages arbejdslejr i Sydgrønland trak vi kort efter stikket og hoppede på en forlænget weekendtur med kystskibet til Sisimiut. Den store rød-hvide færge Sarfaq Ittuk skibede fra Nuuk havn fredag aften. Første stop var Maniitsoq (Sukkertoppen) lørdag morgen. Efter en time i havn til stor forlystelse for de lokale, gled vi videre nordpå til et kort af- og påstigning i den lille bygd Kangaamiut. Herefter fem timers bølgegang, hvor eneste søsygemiddel var at ligge på langs i den hyggelige kahyt. På alle andre tidspunkter stod eller sad vi troligt på dæk og nød vinden i ansigtet og synet af den barske kyst glide forbi ivrige efter at fylde hukommelsen med smukke minder - lyset, bjergtinder, midnatssol. Sisimiut er den sydligste by nord for polarcirklen, hvor det er lovligt at holde hundespand. Byen emmer af hundehyl og såkaldte hundegårde i bakkerne rundt i og udenfor byen. Vi traskede den lille by tynd og besøgte et arbejdsværksted, hvor byens kreative beboere kan bruge tiden til at lave kunstværker af forskellige materialer, fx. rensdyrtak og hvalrostand. Sneen var borte og derfor havde vi desværre ikke muilghed for at køre hundeslæde i denne omgang.

---

Photos

Pinsetur til Qoornoq
Pudderfjelde spejler sig

Med kystskibet til Sisimiut
View fra kahytten

Sabines mor Marianne
Arbejdsro og panorama

Nationaldagen i Nuuk
Nordisk Koncertkor sang fra morgenstunden i stiv kuling ved kolonihavnen

Carina i front på Store Malene
Nedstigning efter fredagsøl på toppen

Randi, Sabine og Maibritt på terrassen
Hviler efter en fjeldtur