Dubai

---

d. 11. Februar.



Ny tidszone, uret 2 timer frem. Ankom sent om aftenen kl. 12. Kæmpe lufthavn, ikke sparet på noget. Jeg bilder mig selv ind der var pumpet bageri duft ud på toiletterne. Mærkeligt at stå der, og dufte lækkert bagværk dog pludselig blandet med noget mindre lækkert.



Prøv med citron duft! – Generelt synes man en del af deres valg er spøjse. Der er massere af penge, og man har lynhurtigt skabt et samfund uden at have megen erfaring at bygge på. Derfor er det ikke alle valg der fornuftigt hænger sammen med deres brug, men mere bare har været en kopi af vesterlandske samfund og deres standarder og ideer.



Placeringen af lufthavnen er ikke så gennemtænkt. Den burde ligge ved vandet, så de mange fly ikke fløj ind over en del af byen, da det larmer en del, hvilket vi mærker på vores hotel. Standarden er dog rigtig fornuftig.



Man kan godt forstå modstanden mod vesterlandsk kultur nogle steder i verden, når den så dramatisk kan ændre de ”gode gamle måder” man har levet på, på ekstremt kort tid.

Selv de mennesker der lever der hvor forandringen har foregået mere løbende kan jo ikke følge med. - Os selv.





Flyveturen





Maden på flyet var god, og turen føltes ikke så lang. Der blev set filmen Fury med Brad Pitt, som ikke er noget særligt, og så så vi animationsfilmen UP, den rammer lige i ”følelses-pleksus”. Jeg nåede også at spise mig igennem 4 aviser, to amerikanske, Berlingeren og Børsen. Jeg kan godt lide at læse avis. Især fordi jeg har ændret min måde at læse på, som konsekvens af at kunne følge med på uni. Man læser kun det mest væsentlige, så alt er spændende. Sjovt at se hvordan udenlandske avisers format er.







På samme måde er det spændende at se hvordan folk gør ting her i et blandingsland, som til min overraskelse har utroligt mange indere. Jeg troede det ville være rent arabiske muslimer.



Ikke særligt mange kvinder på gaderne. Ingen alkohol. Metroen lukker kl. 11:30. Ikke en eneste har tilbudt os nogen stoffer, som jeg prøvede en del i Hong Kong og lidt mindre i Kina. Straffen for ulovligheder er ekstremt høj. 50 år for tyveri er muligt. Ærgeligt at være uskyldigt dømt.









Men tilbage til ankomsten.



Metroen var lukket, så vi fandt en bus til at køre os til vores hotel. Vi var ikke helt sikker på valutakursen. Men da vi fik af vide det skulle koste 45 Dirham for os begge, som ca. skal ganges med 1,8 for at få det i danske korner, mente vi at bussen var for dyr.



Det var også en indikator at manden der ville tage imod betaling ikke gav nogen kvittering, og stod med en masse kontanter direkte i hånden. Det var den gode gamle ”special prize for you”. Som jeg som yngre troede betød at de var særligt søde ved mig. Men i virkeligheden betyder vi tager så mange penge som vi kan få, og du skal prutte om prisen. Jeg forslog Nicolai at vi skulle tage en taxi, og lynhurtigt blev prisen sat ned til 45, sandsynligvis da manden hørte ordet ”taxi”. Vi fik også af vide vi blev kørt lige til døren. Vi hoppede ind.







Indenfor var der et par andre turister. Bl.a. en mand som viste sig at være dansker, en professor fra CBS, spurgte hvor meget vi havde givet. Han havde selv givet fuld pris, og virkede noget bognørdet og usikker. Vi snakkede lidt, og jeg kunne ikke lade være med at få hans nummer og navn. Han arbejder med at uddanne bankfolk til hverdag. Måske han kan få et prospekt på noget boliginvestering, så kan man høre mere feedback, og måske komme i kontakt med flere professionelle.







På hotellet fik vi et glas juice ved ankomst, og de var meget hjælpsomme. Jeg tror de alle var indere. Fint værelse, men det er som sagt lidt larm fra fly, der flyver lige over, så jeg sover med hørepropper. Altandøren var heller ikke tæt, og kunne ikke lukkes ordentligt.









Dagen efter var vi rundt i Dubai. En sattelitby, som sælger alt det skrammel vi kender hjemmefra. Iphone 6, falske ure, solbrikker, tørklæder og så nogle turistfælder som en tur i ørkenen, hvor man kan få en henna tato, se noget mavedans, ride i 10 minutter på en kamel, eller en ”guidet” tur inde i byen der kører en hen til shoppingsteder hvor man kan bruge penge på de ting man kender. Enten var man i slumkvartererne hvor du blev antastet konstant og priserne var billigere men kvaliteten tvivlsom, ellers var du i nogle flotte shoppingcentre hvor du betalte overpris for mærkevarer du kender hjemmefra. Eks. hawaianas som er nogle strandtøfler der skal koste omkring 70-115kr. i DK. I verdens største center kostede de 220kr.





Jeg bemærker at det er i Hong Kong og Kina jeg har oplevet det at shoppe som en ferienydelse som tilbydes turister. Som dansker oplever jeg ikke at det er en ting man nyder særligt som turist. Det er kultur, mennesker, oplevelser vi søger. Ikke shopping.









Vi nåede en lur, og om aftenen tog vi ind i verdens største center. Det var behageligt, og alle butikker var af høj standard, og med utroligt mange mærker. Det tog utroligt lang tid, fordi der var så meget. Vi endte aftenen derinde med at se et særligt springvandsshow som startede lidt fesent, så jeg troede det var noget turistfis. Jeg blev dog gjort til skamme, da det var præcis den effekt, skaberne ville give. En aktiv sænkelse af dine forventninger ved at starte med 25 dyser der bevægede sig synkront til noget musik. Det blev så til et kendt klassisk stykke jeg ikke kan huske navnet på, med et islæt af mellemøstlig musik, og så startede der ca. 10gange så mange dysser og et noget større lysshow. Hele området var utroligt flot, og lå lige ved siden af en skyskraber der er 8xx meter høj. - Verdens højeste.











Dubai er en satellitby, og rummer derfor endnu ikke en god historie så meget som den rummer rå finansiel købekraft. Det er imponerende, men det føles som om man har set det hele på en dag. For det ”hele” er nemlig ”bare” hele tiden nye arkitekturer der skal overgå de gamle, og en masse bras uden sjæl man skal købe.





Derudover tiltaler det mig ikke at deres gadesælgere hele tiden går ved siden af en og fortæller hvad de vil sælge. Jeg prøvede det også i Kina, men det er irriterende når de hiver fat i en, og ikke forstår hvordan man rammer sit publikum. Vi vil selv kigge, selv vurdere og går selv som det passer os. Det er ekstra klamt når man ved hvordan de tørre røv. En bruser som efter vores mening mere spreder end vasker rent. Fjern jeres klamme hænder.



Sidste dag tog vi en gåtur. Lidt hygge og sol i poolen på taget.

En længer tur rundt. Endte aftenen på The Irish Pub, hvor vi fik vores første øl i landet.

Der var ikke mange borde, så vi fik lov at sidde ved siden af et par som havde meget plads ved deres bord.



Vi faldt i snak med dem. Den ene lærer, den anden sygeplejerske.

Læren var fra Irland og svær at forstå. Han tjente gode penge på at være i landet. Han arbejdede i Abu Dabi.

Hans kæreste arbejdede i Dubai som sygeplejerske og satte os lidt ind i mentaliteten.



Han fortalte hun blev set ned på. Hvis hun fortalte en emirat, dvs. det originale folkefærd, hvad der var god lægelig praksis. De kunne som respons finde på at bede hende om at forsvinde, og sige at deres gud eller deres mand kunne ordne det bedre. Det kan næppe undre, når kvindens fornemste opgave er at sørge for at hjemme hænger sammen. Eftersom de får ekstra penge udbetalt af staten som følge af deres herkomst og sociale rang, er der penge nok og derfor bruger kvinderne størstedelen af deres tid op at shoppe. Grundlønnen som indfødt emirat er på 15000 euro om måneden for 15 timers arbejde. Emirater kan selv fuldstændigt frit vælge hvad de vil arbejde som.



Meget skal importeres. Det bliver spændende at se om landet har oparbejdet social og videnskabelig forståelse til at få alt til at hænge sammen når olie engang ikke længere giver den indtægt som er limen i landet.

Dubai byder ikke på noget interessant. Det bedste jeg oplevede er deres lokale mad med kebab, grøntsager osv.



Næste morgen var afsted i flyveren på en tur der skulle vise sig at være særligt hård fordi jeg tilsyneladende havde fået en basketball spiller siddende bagved - Hans ben var meget lange...



Tingene begynder allerede at flyde sammen, og vi har meget vi skal nå, så jeg nævner her nogle kortere indtryk fra Auckland.



I New Zealand er landskabet virkelig flot. Mennesker er særligt snaksagelige. Selv hvis man skal købe en billet, og selvfølgelig ikke forventes at give drikkepenge for det. Det oplevede vi bl.a. på vej op i byens udkigspunkt, Skytower (220 meter højt). Det er vældigt rart. "Hvor er du fra?"/"Hvor længe skal du være her?"

Udsigten deroppe var også virkelig flot. Jeg tænkte flere gange at jeg godt kunne tænke mig at have et sommerhus et sted i New Zealand. Så kan man have dansk sommer hele året hos et folk med en rar afslappet og venlig mentalitet. Der er en identisk temperatur med DK, og ingen ubehagelige dyr. Landskabet er flottere end i DK.



Vi havde en morgen hvor vi tog en kop kaffe og satte os op i en park. Det var helt perfekt med solskinnet, chikader, en gruppe mennesker der dyrkede thai chi, en kampsportsform som har meget langsomme og rolige bevægelsesmønstre.



Vi bor på et Hostel på et værelse hvor der er plads til 12 mennesker. Der er forbavsende roligt på værelset, ellers sover jeg bare godt. Minimalt jetlag, men kl. 7 er jeg vågen og kan ikke sove.



Maurierne. De indfødte indianere sidder flere steder og tigger. Det er som om de ikke rigtig har vænnet sig til hvad der er sket.

Vi har lavet lækker mad i køkkenet samtlige dage til morgen og aften.



Vi har set havnen, butikker, mødt mennesker. Vi er blevet klimatiseret, nu skal vi til at bevæge os ud i det uvisse igen. Vi tager en bus onsdag morgen. Tirsdag kommer til at gå med kunstmuseum, vinsmagning med nogle mennesker vi har mødt og så de sidste ting der måtte mangle. Jeg vil have nogle flere strømper og et par shorts mere.



Vi var også inde og kigge på en butik jeg havde udset mig hjemmefra. Kathmandu. En slags spejdersport der sælger alt hvad hjertet begærer. Jeg havde kigget på aktien, som var interessant, og vi skulle se om nedgangen i deres forretning lader til at være permanent pga. dårlige varer. Det var ikke min opfattelse. Det så faktisk virkelig lækkert ud. Bedre end spejdersport.

Nedgangen er bl.a. fordi de har solgt hele deres varerlager ud billigt på tilbud for at få ryddet op efter sæsonen. Det har så bare gjort at folk ikke har et behov senere, og så ikke vil give mere for deres varer. Ærgeligt men livsnødvendigt at holde priserne oppe og smide noget af ens varelager ud for at overleve... ak ja. overproduktion.



De folk som gerne vil snakke variere lidt. Men jeg har lidt følelsen af en Roskilde festivals mentalitet, samt lidt efterskole. De fleste er her for at møde mennesker og snakke løs. Vi er bl.a. blevet tilbudt at køre med i en guts bil sydpå. En fin fyr ved navn Conall som er tømrer. Vi holder os dog til vores busplan.



En morgen var vi på løbetur. Virkelig hårdt i det bakkede landskab. En gruppe asiater, lidt ældre, stod i en cirkel og spillede med en lille bold med nogle fjer på så den fungere som en mellemting imellem en hackisack og en fjerbold. De hyggede sig, og det var hyggeligt at se på.



Jeg kan ikke komme på mere lige nu. Solen er kraftig. Rart at få et bad i dag efter nogle dag uden. Der har bare været så meget vi skulle nå, og lige nu lyder det ikke som så meget. Jeg må lige spørge Nicolai hvad vi har lavet 😊

KH.

---