Camino forberedelser

---

Okay. Here we go. Jeg er officielt et af de irriterende mennesker, der starter en rejseblog, og by god, jeg står ved det! Jeg tænker, at det er den letteste måde for mig at dele mine oplevelser med de få mennesker, der er interesserede i min tur og samtidig en måde for mig at dokumentere mine minder og reflektere lidt over de dage, jeg tilbringer på mit mini eventyr. Granted, jeg har efterhånden fattet, at ikke alle folk er lige så pumped over optakten til min rejse som jeg er. Åbenbart er mine vandreforberedelser ikke vildt spændende at høre om. Men HELT ÆRLIGT - er folk klar over, hvor lidt den sovepose vejer, og hvor pokkers blød min nye fleece er? No? ja, okay så.

Til dem der ikke ved det, så har jeg besluttet at vandre Camino de Santiago, også kendt som Jakobsvejen eller bare Caminoen. Caminoen er en 1000 år gammel, og siden middelalderen den mest populære, pilgrimsrute der fører til katedralen Santiago de Compostela i Spanien, hvor en af de tolv apostle, Skt. Jakob, ifølge legenden, ligger begravet. Nu til dags er ruten populær verden over, og folk vandrer den ikke længere kun af religiøse årsager, men også for turen og oplevelsen alene. Der findes maaaange forskellige ruter og veje til Santiago de Compostela (nogle siger sågar, at ens Camino starter fra hvor man bor), men jeg har valgt at gå den mest populære rute, som er Camino Francés, der starter i den franske by St. Sean Pied de Port og slutter i Santiago i Spanien, hvilket er godt 800 km. Bevæbnet med kun det mest basale og sin rygsæk, går man hver dag et sted imellem 20 og 30 km, for derefter at overnatte på refugier/hostels/vandrerhjem kaldet albergues (Si si, muy espaniol).

Læs evt. mere om caminoen her: https://da.wikipedia.org/wiki/Jakobsvejen





Her aftenen før min afgang dobbelttjekker jeg alt fra vabelplastre og vandresokker, så jeg ikke efterlever min bedre halvdels spådom om, at jeg kommer hjem grædende og i fosterstilling efter første uge. Tak for støtten, oh du mit livs lys. Men på trods af den overvældende support, så synes jeg faktisk, at der er en del forberedelse, både mentalt og praktisk. På en måde har jeg forberedt mig længe, da idéen om Caminoen har været en drøm i cirka 5 år, siden mine forældre vildt begejstrede havde været til et fordrag om en kvindes oplevelser på hendes Camino. Deres entusiasme for turen smittede, og jeg var bare super klar på eventyr i det spanske, hvilket jeg så har holdt kørende i 5 år. Undskyldningerne for at udskyde turen har været mange, men jeg tror, at den store forskel i år har været, at jeg sidste sommer bekendtgjorde, at jeg ikke ville lave sommerferieplaner for år 2017 med nogen som helst, for nu skulle det altså ske.

Det hårdeste ved hele planlægningsfasen har klart været, at andre ikke er lige så pumped over den her tur, som jeg er. Jeg kunne helt alvorligt tale i flere timer om pakning af rygsække og den korrekte måde at tørre sine vandreuldsokker på, men af en eller anden uransaglig årsag, så får det bare ikke andre menneskers pis i kog. Min bedre halvdel har været enormt overbærende i forhold til at få demonstreret alt lige fra vildt kedeligt udseende vandre-tshirts til lagenposer (og JA, det var altså nødvendigt, at han så mig ligge i den!).

Nu er der ikke andet tilbage end at sove en enkelt gang og derefter tage afsted. Jeg er selvfølgelig overbevist om, at jeg har glemt noget essentielt som undetøj eller solcreme, men jeg prøver at tillægge mig en afslappet tilgang, hvor ordet "pyt" indgår i sådanne scenarier. Mit første stop i morgen er lufthaven i Biarritz, Frankrig, hvor jeg har fået kontakt til nogle andre flinke pilgrimme, der gerne vil dele en taxa med mig til St. Jean Pied de Port (ca. en times kørsel). Jeg burde være fremme ved en 21:00-21:30 tiden. Jeg har bestilt værelse på en sovesal allerede fra day one, for hvorfor ikke omfavne "the camino spirit" fra starten af. I overmorgen når jeg vågner, forhåbentlig frisk og veloplagt, tager jeg det første stræk på beskedne 8 km. til Orrison, et lille albergue på toppen af Pyrenæerne. Jeg har nemlig en teori om, at strækket på 28 km fra SJPDP til Roncavalles ville være en lidt for hardcore start til sådan en kageblød én som mig.

Nu ser vi hvad der sker - jeg håber, at jeg får opdateret bloggen løbende.

Peregrino out!
Sophie

---