Advertisement
Published: January 4th 2008
Edit Blog Post
Vi mødte Jesper, Mette og co. på restaurant Bamboo Brothers. Der var stor gensynsglæde blandt ungerne - Julie havde dog gættet hvad der skulle ske. Familien Erdal var i flotte skjorter og kjoler syet i Hoi An. Vi fik god mad og en del flasker rødvin. Undervejs var der optræden med klassisk vietnamesisk musik og dans. Jeppe og Sofus var noget overstadige og tiltrak sig en del opmærksomhed ved at danse med på nogle af numrene - deres ”dengse-dans”. Ikke alle gæster synes de var sjove. Efter middagen gik vi hjem på vores hotel hvor der også var stor, lidt kitschet nytårsfest. Der blev danset kædedans m.m. Ved midnat hoppede vi ind i det nye år. En god aften som Frederik og Anna tæller med som en af de bedste oplevelser i Vietnam. Ti det positive tæller også at Frederik igen har det godt!
D. 1. stod vi op så vi kunne nå morgenmaden og derefter gik vi tur i byen med fokus på besøg hos hoved-leverandøren af nyt tøj til Jesper og Mette. Vi fik bestilt jakkesæt (Frederik), veste, skjorter, bukser, vinterfrakker, jakker og kjoler. Merete fik også rettet op på den flotte jakke hun havde købt i Hue.
Frederik og Julie bestilte kopi Converse All Star hvor de selv kunne vælge stoffet og skoene blev fremstillet præcis til deres fødder. Eftermiddagen blev brugt på afslapning, pooltur (Jeppe/Sofus).
Hoi An er udnævnt til Unesco World Heritage locality og er meget charmerende med mere eller mindre velholdte, ældre huse. Mindst hvert andet hus er enten skrædder, souvenir-butik eller cafe/restaurant. Men ingen tvivl om at det er med til at byen er så velholdt. Det vrimler med turister som stresser rundt for at se lidt og shoppe meget på få dage - specielt skrædder-turene er anstrengende fordi man ofte skal tilbage 2-3 gange for at få justeret tøjet (det bliver gjort med et smil).
Onsdag støvregnede det. Vi fik hentet tøj og sko i løbet af dagen. Fik også se den overdækkede japanske bro (ca. 400 år gammel) og et byhus bygget for 200 år siden af en lokal der blev udnævnt til ambassadør i Kina. Vi fik vist et slags alter hvor familien stadig ærer deres døde familiemedlemmer. Én gang om året åbnes de dødes trækasser (indeholdende ringe og andre personlige ejendele) og så deler man god mad med dem - der stod æsker Danish Cookies på alteret.
Vi fik spist på byens mest undseelige restaurant (anbefalet af en af mine ex-kolleger). Det var fantastisk god mad til ingen penge, så vi tog noget der lignede 14-15 retter (for noget der ligner 150 kr.). Vi fløj om aftenen til Saigon hvor vi vendte tilbage til Grand hotel og deres gode familie-suite for én nat.
Torsdag gik vi lidt rundt i Saigon’s centrum og lå ved poolen inden vi tog en taxa til lufthavnen. Merete skal endnu en gang flyve business class hele vejen hjem.
Her på absolut sidste del af turen lidt indtryk fra Vietnam:
- Vietnam er i nogle områder relativt fattigt. Châu fortalte at de har samme problem som mange andre asiatiske lande med landbefolkningen der flytter til byen for at få del i de økonomiske fremskridt. Vietnam er på vej frem med en vækst på næsten 10 %. De ligger i øvrigt også på top 20 listen i verden over mest internet-brug.
- Vietnam-krigen fylder ikke så meget som jeg egentlig havde regnet med. Der har været et par programmer på TV og nogle få museer har fokuseret på det. Ingen af de vietnamesere vi har snakket med har nævnt den med
et ord. Det mest iøjnefaldende er ”ægte” amerikanske zippo-lightere fra faldne soldater - kan købes over hele Vietnam (i hvert fald de steder vi har været).
- Vietnamesere virker utroligt venlige og specielt kvinderne ofte smilende. Det er også mit indtryk at de tager sig godt af børnene (og Anna synes også at hundene trods alt har det rimeligt godt). De er glade for vores børn uden at det kammer over. En anden kvalitet er at de ikke er insisterende, når man har sagt ”nej”.
- Turismen har stor betydning i visse områder og ændrer på en del forhold. F.eks. fortalte ham der vaskede vores tøj på Phu Quoc at han var uddannet meteorologisk ingeniør Men Jesper og jeg kunne hurtigt regne ud at han kunne have en indkomst på omkring 3.000 kr., hvis han havde bare én kunde af vores omfang pr. dag (vil gætte på at der var to timers arbejde i dette) - en ufaglært i Saigon tjener 500 kr. pr. måned (for ti timers arbejdsdag).
- Vi har følt os trygge i Vietnam. I løbet af de tre uger tror jeg kun jeg har set en politimand med våben en enkelt gang - en pistolbevæbnet politimand
på en landingsbane. Det er meget forskelligt fra Thailand, hvor både politi og private vagtværn er stærkt bevæbnede.
Familiens bud på de bedste oplevelser på turen:
* Jule- og Nytårs-aften
* Det at rejse sammen de to familier
* Phu Quoc
* Châu
* Hue's Citadel (ikke ungerne’s valg)
* Hoi An og skrædderne
Vi landede fredag kl. 12.30 efter en lang tur hjem. Flyet fra London til København var den 10. gang vi satte os op i et fly på turen. Cathay Pacific anbefales hermed - det er en fornøjelse at flyve med dem.
Slut på min travelblog. Det har været sjovt at prøve - håber også det har været interessant at følge med (ellers har I jo bare kunnet lade være). Vi vil i hvertfald have glæde af den som en dagbog.
Advertisement
Tot: 0.067s; Tpl: 0.011s; cc: 6; qc: 46; dbt: 0.0442s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb