Beijing - Day One


Advertisement
China's flag
Asia » China » Beijing
October 13th 2010
Published: October 13th 2010
Edit Blog Post

Så er jeg endelig i Kinesien!!!

Det var ellers med bange anelser, jeg i går satte mig i flyveren til Paris (1. stop); da jeg forleden hørte i radioen, at franskmændene - som sædvanlig ville lave storstrejke, som muligvis ville lamme dele af flytrafikken... Uha tænk hvis de første dage I Kina skulle foregå i Frankrig! Heldigvis gik det glat hele vejen igennem. Eneste udfordring var at få sovet, men skidt - det kan jeg jo gøre i nat.

Vel ankommet til Beijing satte jeg mig ind i den første den bedste taxi. Nå så kom mit kinesiske ellers på prøve. Nu er det jo i forvejen begrænset til "Goddag", "farvel", "æble", "avis", "dreng", "løbe" og "tak" - men det kan der jo også laves mange interessante kombinationer af... Heldigvis havde jeg printet den kinesiske adresse og et lille kort ud til chaufføren, så selvom han ikke just virkede som om han anede hvor vi skulle hen, gik det ellers med ca. 160 km/timen ind mod byen. Jeg lyver ikke - det ville have været rart om jeg havde lært at sige "tag det roligt", for han overhalede alt der bevægede sig - indenom, udenom - og havde han kunnet havde han overhalet over taget af de forankørende. Til tider føltes det som om han ville prøve.

Men efter lang tids søgen fandt vi ved fælles hjælp "hotellet" eller snarere mit Hostel. Det er nøje udvalgt og jeg tror jeg har valgt helt rigtigt - Det er ikke et af de moderne skyskraberhoteller, men derimod et meget gammelt traditionelt "gårdhus" i en af de tilbageværende Hutonger. Det kræver nok en forklaring, men Beijing bestod en gang af disse Hutonger, hvor man bor i en-etagers huse med åben gård i midten. Hutongerne er meget smalle gader, måske med nogen åbne butikker og ellers et sted hvor livet bare leves som det altid har gjort. Ok - lugten er måske ikke lige tiltalende og gyderne er ikke just velholdte - men det har charme, og det har hotellet her bestemt også.

Selvom jeg har været godt ristet efter flyveturen, så har dagen til nu stået på sight-seeing. Jeg har været ude på en lang gåtur, dels i kvarteret her, men også i de nærliggende Jing Shan og Bei Hei parker. Her har jeg ellers set templer til den store guldmedalje, men også nydt folkelivet. Kineserne virker som om de elsker at synge og more sig, i hvert fald stiller man sig gerne op og synger en lille sang eller danser en dans til tonerne af lokale musikere. Ville egentlig gerne have lavet nogle lydoptagelser, for det lyder fantastisk - ikke ligefrem smukt (i mine vestlige ører), men i hvert fald anderledes :-)

Nu er jeg tilbage på hotellet, hvor jeg sidder ude i gårdhaven og drikker te - jamen det kan jo næsten ikke blive mere kinesisk... Jeg er godt smadret, og vil snart tage et lille hvil. Derefter tænker jeg, at jeg skal ud og se lidt på Beijing ved aftentide. Ville egentlig gerne have været til Beijing Opera, men jeg tror jeg skipper det i dag - jeg er ikke sikker på at hjernen kan kapere meget mere lige nu.

Jeg har så lige opdaget, at jeg vist har glemt min memorycard læser derhjemme. Det betyder så, at jeg lige nu ikke kan uploade billeder - desværre, så må I vente til jeg enten finder den eller får fat i en ny...

Advertisement



13th October 2010

MemoryCard reader
Jeg lover at lede derhjemme, men ellers bakker jeg op om at lade husholdningsbudgettet holde for til en erstatning. :-) Andre kommentarer er givet pr. char og mail :-)

Tot: 0.055s; Tpl: 0.009s; cc: 5; qc: 44; dbt: 0.0348s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1; ; mem: 1.1mb