Advertisement
Published: March 1st 2010
Edit Blog Post
Lørdag den 6.2.
Endelig FERIE
Vi er blot en times flyvning fra en dejlig tropeø der både er kendt for sin fiskesovs og peber.
Kl. 10.15 lander det lille fly med plads til 60 passagerer på Phu Quoc. Vi bliver hentet i lufthavnen af en venlig mand, der kører os ud af hovedbyen - Duong Dong - og videre af støvede landeveje. Vi skal bo et lille stykke ude af Long Beach der ligger på vestkysten og som er der, hvor de fleste hoteller, resorts og guesthouses ligger.
Vores resort lever desværre ikke op til forventningerne.
Allerede da vi kører op foran receptionen ser det hele noget nedslidt ud. Og det bliver desværre ikke bedre, da vi kommer til vores bungalow. Beliggenheden er god nok. 10-15 meter fra vandet. Pladsen foran vores bungalow brugt til losseplads og lige ved siden af huset har man anlagt en lille dam, der er mørkegrøn af stinkende algevand. Yderligere har man placeret nogle grimme figurer, a la Bon-bon land, blot meget værre. Det eneste lyspunkt er swimmingpoolen der er pæn og i god stand.
Vores nabo - et par tyskere, fortæller, at de har forsøgt at finde noget andet,
men at det enten er for dårligt eller koster på den anden side af 200 US$. De giver dog kun 45 US$ for den samme størrelse bungalow som os, så de lever med forholdene. De advarer os mod at spise i restauranten og foreslår, at vi går længere ned ad stranden.
Vi spørger i receptionen om det er deres alvor, at vi skal betale 75 US$ pr. nat og det er det. De er fuldstændige ligeglade med alle de mangler vi påpeger. Når vi er fem koster det 75 US$. Vi orker ikke lige at finde noget nyt med det samme, men håber at kunne flytte i morgen. En tur i swimmingpoolen hjælper dog på humøret.
Stranden uden for hotellet er ikke speciel god, så vi går ind mod byen i håbet om at finde en bedre strand, et bedre sted at bo og ikke mindst noget frokost.
10 minutter nede af stranden kommer det første guesthouse. Vi er heldige. Stranden er fin, frokosten er god og de har en bungalow ledig til i morgen.
Vi møder en dansk familie, hvor moren er fra Ungarn og faren fra Spanien. De rejser med tre børn i alderen
fire til 15 år. De har været samme tur igennem med at flytte fra det hotel vi bor på nu, til der hvor vi skal bo i morgen, og det viser sig, at mange vi taler med har gjort samme tur. De fortæller også om gode restauranter oppe på hovedvejen (den eneste vej langs kysten).
Vi genkender flere fra vores hotel der er ude for at kigge efter et nyt sted og bo og vi skynder os at betale depositum, så vi er sikre på, at have et nyt sted at bo i morgen.
Phu Quoc har et imponerende taxi system. Vi stifter bekendtskab med det om aftenen, da vi skal ud og spise på en af restauranterne på hovedvejen. Udover at være billige - ca. 10 kr. for at køre en pæn tur ind til byen er de meget tilgængelige. Når en fyldt taxi kører forbi os kalder han op til centralen og i løbet af et par minutter er der en taxi. Dejligt især når det er meget varmt og vejen er meget støvet.
Vi spiser sammen med den danske familie. Maden er rigtig god - lidt dyrere end sædvanlig, men ikke noget der nærmere
sig 200 kr. alt inkl. - for os alle 5 altså.
Søndag den 6.2 til torsdag den 11.2.
Morgenmaden er lige så dårlig som forventet. Personalet er mere uengageret end noget sted vi tidligere har været. En ligegyldighed der gør, at vi tror at stedet må være ejet af staten.
Opvasken bliver samlet i en stor balje og så klarer en lille gruppe hunde den første del af opvasken…
Vi snupper en tur i swimmingpoolen for sidste gang inden vi smutter. Da vi pakker sammen kan vi ikke finde Hjaltes klip-klappere. De har stået uden for bungalowen og nu er de væk. Vi spørg efter dem, men ingen har set dem. Da vi går op i receptionen for at betale, er de lige så ligeglade som tidligere, bortset fra da vi fortæller dem om Hjaltes klip-klappere. Her kommer der trods alt en reaktion og det er tydeligt, at tyveri fra deres resort ikke er noget de bryder sig om.
Vores nye bungalow er lidt mindre end den anden. Der er hverken varmt vand, aircon eller tv, ligesom vandet er flyttet 30 meter længere væk. Til gengæld er der hængekøjer, hyggelig beplantning og hjemmelavet senge af
bambus. Akkurat som vi helst vil have det. Og for 30 US$ synes vi, at vi får meget for pengene. Folk er meget venlige og atmosfæren er en helt anden. Inden længe er vi nede i rigtig ferietempo, hvor de største beslutninger er hvornår og hvor længe vi skal bade. Vandet er dejlig varmt og der er en del småfisk i vandet. Flere dage i træk kommer der en rensefisk om eftermiddagen og suger sig fast på benene af os.
Vi bor på den mest besøgte del af øen. De fleste guesthouses, hoteller og ressorts ligger her på Long beach, mens der er mere fredeligt og ødet på den anden side af øen. På øen er der også vandfald, jungle og et lille bjerg man kan bestige samt diverse aktiviteter. Ikke helt den uspolerede ø som guidebogen beskriver men alligevel dejlig. Vi har ikke de store behov for andet end at slappe af og da vi har set jungle og vandfald i store mængder bliver vi det meste af tiden på stranden.
En dag begiver vi os dog ind til Duong Dong. Vi går langs stranden og kommer lidt sent af sted, så det når at blive meget
varmt. Der er længere end forventet, så vi er godt trætte da vi endelig når byen. Byen viser sig, at være en ganske almindelig vietnamesisk havneby. Det er ikke til at se, at det er en turist ø. Vi finder ikke noget sted at spise ud over en isbar og ender med at må tage en taxa til den indiske restaurant på hovedvejen.
Folk er generelt venligere her end andre steder i Vietnam, hvor vi har været. Dog har de et mere burokratisk banksystem end vi har set andre steder. Ikke mindre end fire personer skulle behandle vores veksling af rejsechecks i US$. Og alle skulle kigge i passet og har formentlig også tjekket kursen og regnet sammen. Det tog mere end 30 minutter i en overvarm ikke aircon. bank at få vekslet vores US$ til dong.
Vores afgang fra øen bliver udskudt et par gange. Her er simpelthen for dejligt. Til sidst er børnene dog ved at være trætte af at bade, så det er på tide at rejse. vi vælger at sejle til Ha Tien, der ligger kun syv km. fra grænsen til Cambodja.
Manden der skal sørge for vores billetter til færgen kommer tilbage
med kun fire billetter. Han fortæller, at vi ikke behøver billet til Hjalte og at vi kan bruge pengene fra billetten + 50.000 dong (ca. 15 US$ i alt) på en taxa. Så hvis vi lige giver ham 50.000 dong vil hans bror køre os i morgen… det hele lugter af vi bliver snydt og det nok går galt når vi kommer på færgen, da billetterne er nummereret. Vi dropper hans taxa, snupper vores penge og håber det går.
Advertisement
Tot: 0.158s; Tpl: 0.016s; cc: 11; qc: 49; dbt: 0.0993s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
Nina og Henriette
non-member comment
Ihhh ,hvor ser det skønt ud. Vi kan rigtig godt lide jeres hytte. Herhjemme er den lange ,stykke vinter endelig ved at slippe sit tag og de små vintergækker titter frem i haven. Vi har haft ufattelig meget sne og alt for mange minusgrader.Nu glæder vi os til forår! Nina savner Julie rigtig meget.Hun sagde i går at ,når Julie kommer hjem skal de lege sammen en hel uge i træk... Hun vil heller ikke til spejder uden Julie, så det har der ikke været noget af siden november. Lørdag aften holdt vi fødselsdags fest for hele klassen sammen med Sara og Maria, som også har fyldt år i januar. Det var et rigtigt abegilde, men det var interessant at lære drengene at kende.De skulle bl.a. selv lave mexikansk mad, på uhyggeligt løb i mørket og lege gæt og grimasser, men det kan Nina jo selv fortælle mere om. Nyd sidste del af jeres ferie. Vi glæder os til at få jer hjem igen. De bedste hilsner Nina og Henriette