midt- vejs krisen

---

ja- alle skal igennem det, ogsaa selv om man er verdens soedest og opfoerer sig pent. Og nu kom turen saa til os...MIDT VEJS KRISEN.
kl ca 20 om aftenen ankommer vi til Nasca, veltilfredse med dagen og ugen der gik. Vi havde vaeret pa fattigmandsgalapagos, og set pingviner, soeloever og blaafodede suler. Efter turen havde vi sagt pent forvel til vores venner fra det frivillige arbejde, og traengte til et varmt bad en luksus seng og ja- bare at forkele os selv...for det havde vi fortjent.
Naa men vi er altsaa i Nasca, hvor vi foeler os meget ovenpaa, og skide gode til alt hvad der har med rejseri at goere, saa vi faar lynhurtigt fikset og koebt billetterne til flyveturen over Nasca-linierne, samt billetterne med bussen til Cusco, tjekket ind paa et hotel, og ja, saa skal vi til at haeve penge, saa vi kunne faa noget at spise.
Tatataataaammmm... mit kort ryger ind i maskinen, men puhaa nej, den slags misbrugte kort gad maskinen ikke at sluge, efter at have proevet adskillige maskiner, maate vi indse at min magnetstribe er kaput...
Naa men saa er det jo godt, at vi er saa fornuftige at have hver sit kort med 😊 Saa skulle Christian proeve, sit spritnye kort, som kun er brugt, ca 6 gange paa turen...men hvad...nogen har kraft edeme..vaeret inde i hans hoved og slettet al erindring om hans kode.
Shit, saa der stod vi..med ca 20 kr at leve for, til ja...gud hved hvor laenge. og da det kostede 80 kr i lufthavns skat, udover de ca 700 kr vi havde betalt for flyveturen over linierne, kunne vi ikke en gang komme op at flyve.
Na men vi diskuterede frem og tilbage om hvad vi skulle goere, og blev enige om at skaerened paa mad budgettet, og at laane os frem til lufthavnsskatterne, fra en japansk ven vi har faaet. I mellemtiden loeb Martin og Joan rundt hjemme i Danmark og proevede at finde Christians kode..men uden held
"Heldigvis " blev flyveturen ikke til noget, pga overbukning. Saa vi fik 400 kr tilbage og kom paa en anden tur, men 400 kr er ikke meget naar man ikke ved hvornaar man kommer til penge igen.
Saa den aften koebte vi hver vores 5 kr maaltid paa en lokal "restaurant". Det smagte egentligt meget godt, lige indtil vi fandt en maddike i Hannes suppe...aaaaaddddd....og den laa lige ved siden af hoensefoden..hehe..(men vi blev jo noed til at spiste op, saadan er det at vaere fattig).
om aftenen tog vi bussen mod Cusco, og krydsede fingre for at der ville vaere en bank der kunne hjaelpe os.
Selve busturen, var nu heller ingen suces. Foerst var den forsinket 2 timer, og saa da den begyndte at koere, var der kun hullede grusveje = ingen soevn. Da Cusco ligger inde i landet, skulle vi over andesbjergene, dvs meget hoejt op, ca 4 km. Dette resulterede i at halvdelen af bussen fik hoejde syge, og sad og braekkede sig hele natten. Christian blev ogsaa daarlig ud paa formiddagen, og maatte sidde som en banket hund bagerst i bussen, med sin lille braekpose...naaaaa.
som om det ikke var nok, saa kom vi til at sidde fast i en bus-strejke i flere timer, kun nogle faa km uden for Cusco. Saa alt i alt, kom busturen til at vare 20 timer..huff....

Men men-- folkens- der er lys forude, vi har heldigvis faaet haevet penge her i Cusko, og faaet aftensmad uden maddiker, og ja, ser meget lysere paa det hele nu 😊 Christian har skrevet til sin bankmand, om at faa en ny kode, og jeg maa holde en begravelse for mit ELSKEDE kort, der saa bradt afgik ved doeden. ( Det bliver min bank sikkert glad for😊)
Vi tager nok til machu pichu i overmorgen, en 4 dages trekking tur...det glaeder vi os til.

alt det bedste. knus

---

Comments

[kristianna]

pu-ha!
Når enden er god... :)

[lene]

suk suk
hvor er det dejligt at høre fra jer vi var lige ved at være nervøse. Vi er akkurat færdig med at holde olai, og alle Martin ro kammerater er rejst i dag. De kom faktisk fra hele verden. Der var Jonatan fra London, Miciel fra Amsterdam, Gregori fra Usa, Mathias fra Sweiz og Stephan fra Dk Alle 10 + alle 6 fra Argjabátin var her olavsøkuaftan. Det var mega morsom at holde olai på engelsk. I morgen skal Joan og jeg ned at købe en fin lang kjole fordi far og mig i næse weekend er inviteret til sølvbryllup og 7 september til 60 års fødselsdag ved Pál Weihe det skal holdes på Hotel FØ. Nu begynder vi så småt at glæde og til at i kommer hjem og Joan og Martin og far og mig har i aften siddet og kigget kort og spekulerer på hvordan i når til Rio. Nu må i ha´det rigtig godt og passe godt på hinanden mys og varme tanker fra mig