Advertisement
Published: April 1st 2007
Kære allesammen
Jeg er nu i La Paz i Bolivia, som er allersidste destination inden jeg flyver hjem.
Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ville skrive en kort mail denne gang, men
jeg må vist se i øjnene, at jeg ikke kan fatte mig i korthed.
Billederne er lagt ud på travelblogen.
Buenos Aires, som var den sidste destination i Argentina, var et fedt sted. Selvom
det er en storby var der virkeligt hyggeligt. Jeg boede i bydelen San Telmo, som var
en af de bydele, som ikke havde undergået renovering eller nedrivning, så der var
stadig en del gamle huse, omend de ofte var i dårlig stand, da det også var en af de
fattigere bydele.
Om søndagen var der et stort marked. Her blev solgt antikviteter,
malerier, kunsthåndværk og design. Markedets centrum var en plaza og her var der
flere par der dansede tango. Tango er utroligt populært her, og selv unge mennesker
danser tango. Der var lagt en plade ud på asfalten og sat et musikanlæg op, og der
var så et par i dansetøj, som styrede det. De inviterede publikum til at danse med
dem, og man kunne derfor se alm.
folk i cowboybukser og sportssko danse med en i
dansesko. Hvis de ikke fik nogen frivillige (hvilket de næsten altid fik) tangoede
de med hinanden. Det hele var meget uformelt og det var meget hyggeligt at kigge på.
Markedet spredte sig også langt ud af en af gaderne, og her var der også masser af
andre optrædende, som spillede musik af forskellig art. Hele stemningen var utrolig
rar og afslappet, det var hyggeligt bare at gå rundt, og der var så meget at kigge
på. Det var heldigvis ikke ligesom i Peru og Bolivia, hvor sælgerne hele tiden råbte
til en, at man skulle købe noget hos dem.
Faktisk var der mange optrædende i Buenos Aires, i metroen optrådte en rigtig god
tryllekunstner og på gågaden malede en fodmaler billeder, som han solgte.
Midt gennem Buenos Aires løb en af verdens bredeste veje, der var 11 spor i hver
retning, heldigvis var den delt op i sektioner, så den var nemmere at krydse.
Havnefronten i Buenos Aires mindede meget om den i København. Også her var de gamle
pakhuse restaureret, og ind i mellem var der bygget store nye kontorbygninger i glas
og stål. Der var rigtig
Veje i Buenos Aires
Så virker Bispebuen ret lille i sammenligning.mange fine restauranter, hvor forretningsfolk og turister
spiste frokost.
I Buenos Aires besøgte jeg en usædvanlig seværdighed, i hvert tilfælde udenfor
Danmarks grænser; nemlig en dansk kirke. Det var en meget underlig oplevelse. Kirken
var en lille rødstenskirke, tegnet af en dansk arkitekt. På den sad et skilt, hvor
der stod "Dansk kirke". Jeg gik indenfor og i våbenhuset stod en kvinde, og da jeg
(på spansk) sagde til hende at jeg var dansker, begyndte hun at tale dansk til mig!
Det havde jeg godt nok ikke forventet. Præsten kom også til, og også han talte
dansk! Det viste sig at de var efterkommere efter danske emigranter. Deres forældre
og bedsteforældre, henholdsvis, var emigreret fra Danmark, og de havde talt dansk i
deres bardomshjem. De havde også begge været i Danmark. De talte et fint og
letforståeligt dansk. Desværre havde de ikke så meget tid til at snakke, for de var
ved at forberede en begravelse. Jeg fik dog set kirken og den var meget dansk indeni
med en enkel udsmykning og ikke overpyntet som de katolske kirker her. Der var også
vinduer md farvet glas og citater på dansk fra biblen.
Jeg har skrevet lidt om maden
Grønne planter
Selv om folk kun har små altaner, kan de godt lide at have mange grønne planter. i Argentina før. En ting mere som
argentinerne er helt vilde med er 'dulce de leche', som direkte oversat betyder sødt
mælk og laves af indkogt mælk tilsat en masse sukker, så man ender med et virkelig
sødt produkt med konsistens som honning. Dulce de leche bruges til at smøre på brød,
som creme i kager, i is og slik.
Argentinerne er lige så vilde med is, som italienerne, og i selv den mindste by har
de isbutikker med god is. De har is i mange forskellige smagsvarianter, i Mendoza
havde de endda med rødvinssmag.
De unge argentinere fortjener at blive nævnt. De (primært dem fra
storbyerne) er meget specielle i forhold til de unge i fx Peru og Bolivia. De ser
anderledes ud, for det første fordi de er af europæisk afstamning, men også fordi
mange er ret hippiagtige. Mange har dreadlocks,
tatoveringer, pircinger og går i "flippet" tøj. I højsæsonen så jeg mange af disse
typer lave og sælge smykker mm. på gaderne i Bolivia og Argentina for at finansere
deres videre rejse. Generelt er de meget mindre
konservative end andre unge jeg har mødt hernede, og de ser intet forkert i at
overkysse hinanden i
Lille butik
Butikkerne hernede er nogle gange meget små. Denne lå i San Telmo med dekoration som er typisk for området. timevis offentligt.
Argentinas pengesystem er lidt finurligt, mht. den mindste mønt, nemlig 5-centen
(værdi lidt under 10 øre). Få priser ender på noget med 5-cent, men når det sker,
har butikkerne ofte ingen 5-cent at give tilbage med. Derfor tilbyder de ofte en
karamel i stedet. Mange butikker har til dette formål en stor krukke med karameller
stående. Fordi der er så få af disse 5-cent i omløb, er der lavet en speciel lov om
den, som siger at hvis butikken ikke kan give en tilbage, skal de runde af til
10-cent i kundens favør. Hvorfor de ikke bare afskaffer den, aner jeg ikke.
Småpenge er generelt et problem i mange lande hernede. Modsat derhjemme, hvor man
forsøger at komme af med småpengene, når man køber noget, holder man her fast på
dem, fordi der er så mange steder, hvor de ikke kan give tilbage på større sedler.
Det har været rart at rejse i Argentina. Alting fungerer bare, busserne er
supermoderne og er næsten bedre end dem, vi har derhjemme, de har endda et system,
hvor en alarm går i gang, hvis de kører mere end 100km/t. Vejene er også helt
fantastiske i forhold til Peru og
Bolivia. Landskabet har også været flot og meget
varieret. Noget har mindet om Danmark, men det gør ikke så meget, når man har været
væk hjemmefra længe nok. Folk har været overvældende hjælpsomme og imødekommende.
Fra Buenos Aires sejlede jeg til Uruguay. Jeg sejlede med en katamaranfærge, og jeg
bryder mig ikke om den måde de "ruller" på, så jeg var glad for at turen kun tog en
time. Herefter tog jeg bussen til Uruguays hovedstad, Montevideo. Byen er nok en af
de mindste hovedstader hernede, kun 1,3 mio mennesker og nok også en af de mest
stille og rolige.
Der var ikke særlig mange seværdigheder, så efter to dage tog jeg videre langs med
kysten. Jeg havnede i en lille fiskerlandsby, Valizas.
Atmosfæren i landsbyen var rar. Der var kun ganske få butikker, ingen banker og
intet internet og der var ingen asfalterede gader. Livet foregik ganske stille og
roligt, og det var ganske normalt at se heste græsse i haverne foran de små huse.
Mange af husene var stråtækkede og mange af dem var lidt hippieagtige. Der var
stadig folk i landsbyen, som fiskede og flere gange så jeg folk reparere net og
fiske fra stranden.
Eftersom jeg ankom udenfor sæsonen, var der ikke ret mange
turister i byen, og jeg kan ikke forestille mig at der er mange, selv i højsæsonen,
eftersom der kun er et par små hostels og små huse man kan leje.
En af aftenerne kom der helt vildt mange flyvende sorte biller og landede på døren
til hostellet. Det var ret klamt, for når man åbnede døren væltede de ind, og vi
måtte bruge en kost til at feje dem ud med igen. Det lyder som noget fra en
gyserfilm, men den er god nok. Hele natten kunne jeg også høre dem flyve ind i
nettet foran mit vindue, det lød som regn. Om morgenen var mange af dem døde, og lå
rundt omkring.
På stranden var der også millionvis af døde biller, som var blevet skyllet op af
havet og lå i bræmmer på stranden. Værten på hostellet sagde, at det var fordi
vejret er ved at blive køligere, og så dør de.
Jeg mødte en fransk-canadier på hostellet, og jeg var lidt rystet, da jeg fandt ud
af, at jeg talte bedre engelsk end ham. Ok, hans accent var bedre, men jeg havde et
bedre ordforråd og
Det smalleste hus i Buenos Aires
Huset var ikke meget bredere end en dør. grammatik.
En af dagene var vi på en gåtur til en anden lille fiskerlandsby Cabo Polonio, 6-7
km væk. Vi gik først op over de sandklitter/bakker, der var udenfor Valizas, og
herefter gik vi igennem et bart og ubeboet hedelandskab uden ret meget vegetation.
På trods af dette mødte vi nogle køer, som græssede den sparsomme bevoksning.
Faktisk gik de nærmest på stranden, og det var godt nok et underligt syn. Cabo
Polonio, som vi ankom til, var en endnu mindre landsby, og her var der ikke engang
butikker eller
elektricitet. Vi var en tur oppe i deres fyrtårn, og vi kunne høre og se nogle
søløver langt ude på et rev i havet. På stranden så vi flere steder døde sæler fyldt
med fluer. Det var lidt vammelt, især da en hund, som fulgte efter os hele vejen,
rullede sig i en af dem!
Efter nogle dage her med sol og strand, tog jeg den samme vej tilbage igen og endte
i Colonia, som ligger overfor Buenos Aires på den anden side af floden/bugten. Byen
er en gammel koloniby, grundlagt af portugiserne på et strategisk sted, hvor de
kunne kontrollere indsejlingen til floderne i Argentina. De havde
dog ikke byen
længe, før den blev erobret af
spanierne. Der er stadig mange gamle huse tilbage i byen, og det gør det til et
hyggeligt (og turistet) sted at gå rundt. I en af gaderne er der huse og brosten fra
starten af 1700-tallet, og det er virkeligt gammelt hernede.
Uruguay har været en positiv oplevelse. Jeg vidste ikke ret meget om landet, inden
jeg kom hertil, og det er ikke et land man hører så meget om i turistmæssige
sammenhænge, men det er helt sikkert et besøg værd. Jeg kan godt forstå at så mange
europæere har slået sig ned i disse dele af Sydamerika, for det minder meget om
Europa.
Fra Uruguay tog jeg hele vejen til La Paz i Bolivia på en dag. En lang dag. Jeg var
nødt til at tage tilbage til Bolivia, fordi mit fly hjem afgår herfra, og dette kan
ikke ændres.
Jeg startede med en lille færgetur fra Uruguay til Buenos Aires, hvorefter jeg tog
ud i lufthavnen. Her var mit fly selvfølgelig forsinket og vi kom først af sted kl.
18.15, 2 timer efter planlagt afgang.
Vi mellemlandede i Santa Cruz i Bolivia. Her så jeg
Præsidentpaladset i Buenos Aires
Den usædvanlige farve opstod for mange år siden da præsidenten ville vise samarbejdet mellem to partier. Partifarverne for de to partier var rød og hvid. mange mennsker som sad og
ventede i lufthavnen, mens de blev filmet til tv. Sjovt nok viste de indslaget i tv,
mens jeg sad flere timer i lufthavnen og ventede. Det viste sig, at mange af dem
havde købt billet til Spanien for alle deres
sparepenge hos det nationale flyselskab. Men flere millioner kr var pludselig
"forsvundet" hos selskabet, og der var derfor ikke penge til at sende flyene af
sted. Selskabet (LAB, som jeg i øvrigt også fløj med) var endda gået så vidt, som at
forsøge at opkræve 300 dollars fra hver af de rejsende til at købe brændstof for.
Forståeligt nok hverken kunne eller ville de betale. Sådan ser situationen stadig
ud, folk har ventet flere dage og venter stadig. Regeringen vil ikke gøre noget, da
det er et privat selskab.
Eftersom alle selskabets fly var ret forsinkede, havde de valgt at slå to afgange
sammen. Virkningen af dette, fandt jeg først ud af, da jeg flere timer sad i flyet.
Vi skulle lige mellemlande en gang til, men denne gang kunne vi heldigvis blive
ombord på flyet.
Alt dette medførte selvfølgelig at vi ankom meget sent til La Paz, faktisk var
klokken næsten 1
om natten. Her var der hundekoldt, kun 6 grader. På trods af kulden
og det sene tidspunkt, sad der stadig folk og lavede varm mad ved små boder i
gaderne.
Det var faktisk et kulturchok at ankomme til La Paz, selvom jeg har været her før.
Jeg var bare blevet så vant til den europæsiske livsstil i Argentina. Jeg havde helt
glemt, hvor mange indianere der myldrer rundt på gaderne med alle deres
pakkenelliker, hvor meget busserne oser, hvor meget bilerne dytter og hvor mange små
boder, der sælger alt muligt og optager fortovene, så man er nødt til at gå på
vejen. Det skal dog ikke opfattes negativt. Jeg synes faktisk, at her er rart, og
jeg er glad for, at jeg fik et sidste møde med det "rigtige" Sydamerika inden jeg
tager hjem. Faktisk synes jeg bedre om byen denne gang, end de andre gange.
Her i La Paz mødtes jeg med Dan, en amerikaner, som bor ogarbejder her som
journalist. Jeg mødte ham under den frygtelige bustur fra Potosi til Uyuni her i
Bolivia for flere måneder siden. Jeg var på en bar (dekoreret med kitch overalt) med
ham og hans roommates, det var sjovt
at være sammen med nogle, som bor her fast og
kender de gode steder.
Ellers har jeg ikke lavet så meget her i La Paz, andet end at foretage de sidste
indkøb og prøve at undgå at få højdesyge. Det er jo ikke lige det smarteste at flyve
ind fra havhøjde til 4000 meter over havet. Det har dog ikke været noget problem,
men højden plejer heller ikke at påvirke mig meget. Det er dog lidt hårdt at gå
rundt.
I morgen(mandag) meget tidligt tager jeg så til lufthavnen og flyver hjem til
Danmark via Miami og London (26 timers tur). Nu håber jeg ikke at
taxachaufføren gør det samme, som chaufføren som kørte Mads og jeg i lufthavnen, da
han skulle hjem. Hotellet havde bestilt taxaen aftenen forinden, og da vi kl. 4.30
om morgenen stod foran hotellet, var taxaen der da også. Chaufføren var dog ikke
lige til at få øje på, men det viste sig at han lå og sov på bagsædet. Han blev dog
vækket, og så kørte han os til lufthavnen. Vi var ret glade for, at der ikke var
meget trafik. Undervejs skulle vi dog også lige tanke taxaen op (ja, det
Thekrus
Af disse krus med tilhørende sugerør drikkes den populære mate (the) er meget
normalt, at buser og taxaer tanker op, mens de har passagerer med), og selv på det
tidlige tidspunkt var tankstationen bemandet med 3 personer som hældte benzin på
bilerne.
Da rejsen er ved at være slut er det også tid til at gøre status.
Antal stjålne ting: 0
Antal glemte ting: 1 (solbriller)
Antal stempler i passet: 30
Antal grå hår: 2
Transportdistancer for hele turen (6 måneder):
Distance rejst med bus, tog og båd: 14.587 km
Tid brugt i bus, tog og båd: 283 timer
Gennemsnitsfart: 51,5 km/t
Distance rejst med fly (kun i Sydamerika): 4200 km
Dertil kommer turen til og fra Sydamerika fra Danmark.
Antal hoteller: 58 i 8 forskellige lande
Udgifter for hele turen (6 måneder) alt inclusiv: i alt 50.650 kr (et god del mindre
end budgetteret)
Udgift pr. dag (uden fly, souvenirs og gaver): 240 kr.
Når jeg kommer hjem til Danmark flytter jeg jo ind i vores nye lejlighed i Kolding.
Her er adressen (telefonnumrene er de samme):
Kløvervej 37, 2. tv,
6000 Kolding.
36 92 94 90/29 93 62 53
Ellers er der vist ikke så meget andet at sige, end
at det har været en fantastisk
rejse, hvor jeg har oplevet så meget og mødt så mange søde mennesker. Jeg glæder mig
nu også meget til at komme hjem igen og gense familie, venner og forår i Danmark.
Tak for alle de mails jeg har modtaget. Det har været rigtig fedt at høre om stort
og småt fra jer alle.
På snarligt gensyn og kærlig hilsen Mette
Advertisement
Tot: 0.065s; Tpl: 0.016s; cc: 10; qc: 19; dbt: 0.0406s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 2;
; mem: 1.1mb
