Regnvejr, vandfald og vandkraftværk


Advertisement
Argentina's flag
South America » Argentina
March 14th 2007
Published: March 14th 2007
Edit Blog Post

Hej allesammen

Sæt jer godt tilrette, for denne mail er meget meget lang og der er mange billeder.

Så er nedtællingen til de sidste uger startet, og jeg glæder mig til at komme hjem til Danmark, hvor jeg har hørt at foråret er startet.

I min sidste mail skrev jeg om Chile. Efter besøget der rejste jeg videre mod øst i Argentina. Første stop på den tur var San Luis. Selve byen var ikke synderlig interessant, men jeg var på en tur til en nationalpark, Quijadas, 150 km udenfor byen. Som så mange andre steder i Argentina bestod landskabet også her af flotte røde klipper. ja, jeg ved det, jeg har allerede lagt mange billeder med røde klipper på, og jeg lover at disse er de sidste. Turen ud til parken var ret kedelig, vi kørte to timer gennem fladt tørt landskab, hvor den eneste vegetation var tørre små buske. I selve nationalparken, så vi resterne efter nogle primitive ovne som nogle indianere havde bygget mange af for lang tid siden. I disse ovne brændte de lerkrukker, som de brugte til at hente vand i, for også dengang var klimaet meget tørt.

Det var ganske varmt og
Quijadas nationalparkQuijadas nationalparkQuijadas nationalpark

Her er panoramaudsigt over alle de røde klipper.
tørt i parken og derfor begyndte gåturen vi skulle på også først kl. 15. Først gik vi hen til et fantastisk udsigtspunkt hvorfra vi kunne se ud over de flotte klippeformationer. Herefter begyndte gåturen ned i kløften. Hernede kunne vi virkelig se, hvordan det var skabt. For millioner af år siden var dette en dal mellem to bjergkæder, men med tiden blev bjergene nedbrudt og sedimenterne lagde sig i lag i dalen. Gennem tiden er disse lag så blevet eroderet af vandløb og derfor er der skabt flotte formationer med tydelige lag. Vi gik en 10 km lang tur i dette flotte landskab. Undervejs så vi kondorerer svæve på de varme opstigende vinde.

Efter San Luis tog jeg til Cordoba. Her har de bl.a. en gammel
jesuitkirke, da det især var heromkring jesuitterne slog sig ned. På mit hostel i Cordoba havde vi den ene aften en asado. Asado er det samme som grill-aften, og for argentinerne er dette en meget vigtig del af deres madkultur. Her var det tydeligt, at de var vandt til turister, asadoen begyndte på det fastlagte tidspunkt og det var allerde kl. 21. Alle argentinerne har i deres baghave en parrilla, som er en stor muret grill, hvor der ofte laves mad. Disse findes også i mange parker ved siden af de sædvanlig picnicborde og bænke. Som de fleste nok kan gætte er det vigtigste kødet. Vi fik lidt grøn salat og flute til, men ellers blev der bare serveret store mængder køl og pølser.

I Cordoba fik jeg også oplevet hvor besværligt og bureaukratisk tingene sommetider kan gøres. Jeg ville sende to pakker fra posthuset. Jeg spurgte efter konvolutter og blev henvist til en skranke bemandet med to blinde! De havde dog ikke konvulutter med bobleplast, så det tog lige en halv time i forskellige forretninger før jeg fandt dem. Så fik jeg pakket tingene ind og tapet dem forsvarligt på alle leder og kanter. Tilbage på posthuset måtte jeg stå i en lang kø, og da det endelig blev min tur, kastede skrankedamen bare et blik på dem og sagde at dem kunne jeg ikke sende for de var tapet. De skulle limes!! Jeg stod bare der og lignede et stort spørgsmålstegn og troede alvorligt at jeg var med i Skjult kamera. Det var jeg ikke og hun mente det helt alvorligt og forklarede mig, at hvis de var tapede kunne
Quijadas nationalparkQuijadas nationalparkQuijadas nationalpark

Et af de forkrøblede træer der groede i området.
de jo åbnes igen og nogle kunne stjæle indholdet, mens dette ikke kunne ske, hvis man lukkede konvolutterne med lim. Så jeg måtte tilbage til de to blinde, købe to konvolutter, smide de tapede ned i dem, skrive ny adresse udenpå og tilbage til køen. Da det endelig blev min tur igen, lukkede de konvolutterne med lim og sendte dem.

Ja, sådan kan man så få lang tid til at gå hernede. Samme dag var jeg i banken. Det tog ikke nær så lang tid, men det var en farce ligeså stor. For at gøre en lang historie kort har de argentinske banker indført at man kun kan hæve 300 pesos (550kr) om dagen på kreditkort. Da det koster mig 30 kr hvergang jeg hæver, synes jeg ikke at skrankedamens smilende kommentar om at jeg da kunne hæve hver dag var særlig sjov. Faktisk var jeg ved at gå ud af mit gode skind ved udsigten til at rejse på denne måde. Heldigvis har jeg fundet ud af at der er et andet mærke af hæveautomater, hvor man stadig kan hæve 2000 kr, men dem er der bare ikke særlig mange af.

Fra Cordoba var jeg et smut
Quijadas nationalparkQuijadas nationalparkQuijadas nationalpark

Gruppen som jeg var på turen med.
i Jesus Maria, ja, sådan hed en lille landsby. Her var der en jesuit estancia. En estancia er en slags gård eller samfund som jesuitterne drev. Jesuitterne er en orden indefor den katolske kirke og de arbejdede i Sydamerika på at omvende de lokale guarani-indianere. Jesuitterne opkøbte jord og drev landbrug for at finansere missioneringen og uddannelsen af nye præster. På estaciaerne arbejdede sorte slaver og lokale indianere. På et tidspunkt havde estanciaen i Jesus Maria 9000 ha jord. Jesuitordenen i Spanien faldt dog i unåde hos kongen og jesuitterne blev derfor udvist af Sydamerika, med det resultat at estancianerne forfaldt og jorden blev afhændet. I Jesus Maria er estanciaen dog blevet restaureret og omdannet til et museum.

Fra Cordoba tog et smut på landet til en lille by, Villa General Belgrano. Byen lå i nogle meget flotte bløde og frodige grønne bakker. Selve byen var speciel fordi beboernes tyske oprindelse var tydelig i arkitekturen og kulturen. Byen blev i 2. verdenskrig hjemsted for mange tyskere som var ombord på et kæmpe krigsskib Graff Spee, som sank ud for Argentinas kyst. Tyskerne var ikke så populære i Argentina, men i Villa General Belgrano blev de taget godt i mod og derfor bosatte mange sig her. Den dag i dag skulle der stadig være ældre mennesker der taler tysk og i restauranterne serveres tyske pølser, appel strudel, tyske øl. Byen afholder også en berømt Oktoberfest.

Her boede jeg på et hostel lidt udenfor byen. Her var der masser af frisk luft, eftersom hostellet havde 19 ha jord. Der var også heste og et æsel som gik frit i haven. På toppen af en bakke med flot udsigt var en svømmepøl. Det var ret rart, for temperaturen var ret høj.

Fra denne lille rolige by tog jeg til anden lille by, La Cumbre, på den anden side af Cordoba. Her var naturen også flot, men her var ikke helt så grønt og frodigt. I de dage jeg var i byen lagde omgivelserne omkring byen veje til et rally-løb. Faktisk har verdensmesterskaberne også været afholdt her. Bilerne blev præsenteret i byen, men ellers så jeg ikke så meget til dem, da de jo kørte omkring på jordvejene rundt omkring.

I området heromkring var jeg også på besøg i huset som Che Guevara boede i en stor del af sin barndom.

Herfra tog jeg nordpå for første gang i
Quijadas nationalparkQuijadas nationalparkQuijadas nationalpark

Det er ikke til at se på billedet, men klippen som står for sig selv, er 80 m. høj.
lang tid. Jeg havnede i byen Parana, som ligger i delstaten/distriktet Entre Rios. Dette betyder mellem floder, og det er et ganske velvagt navn eftersom området er omringet af intet mindre end fire forskellige floder. Parana lå ved floden Rio Parana, og på vej hertil var det tydeligt, at det havde regnet meget i området. Der var store områder ved de mange små floder, som var oversvømmede og selv nogle huse soppede i vandet. Ved floden var der normalt sandstrande, men der var ingen solbadere og vandhunde der, for strandene var næsten helt forsvundet fordi floden var steget så meget. Det regnede også den ene dag jeg var der.

I Parana spiste jeg på en restaurant hvor de havde
spis-hvad-du-kan-buffet. Der var simpelthen så mange retter. Jeg har sjældent set noget lignende. Der var en stor grill, hvor der blevet grillet kød og pølser i store mængder. Der var også en sektion med forretter, en med forskellige kødretter, risretter, kartoffelretter, omelet, fiskeretter, pizza, salatbar og en mange forskellige desserter og en fryser hvor man bare kunne skovle løs i spande med is. Alt dette for kun 27 kr.

Fra Parana tog jeg til den anden side af delstaten til byen Colon ved floden Rio Uruguay, som dannede grænse til Uruguay. Hvis jeg havde været lidt bedre til langspyt, kunne jeg have spyttet til Uruguay. I Colon var det lidt ligesom i Parana, en dag med sol og en dag med styrtende regn. Også her var floden steget kraftigt. Da det regner ret meget i området var der også meget frodigt. Der var simpelthen grønne planter overalt, og dannede sammen med de røde jordveje en slående kontrast som er
karakteristisk for området.
Jeg havde egentlig planlagt at jeg skulle ud at sejle, men desværre regnede det og mange sandbanker og småøer stod under vand. I stedet tog jeg i nogle termiske bade. De var udendørs, men lige præcis når man bader, betyder det ikke noget om det regner. Herfra var der en fin udsigt over floden fra de badene af forskellig temperatur.

Fra Colon og videre nordpå tog jeg en natbus. Jeg ankom til Posadas i delstaten Missiones, som også er omgivet af floder. Posadas lå sørme også ved Rio Parana og denne gang var naboen på den anden side af vandet Paraguay. I Posadas boede jeg på en slags camping/hytte-plads. Her var rigtig mange hytter, for sådan kan argentinerne godt lide at holde ferie. Jeg boede også i et værelse i en hytte. Her var meget hyggeligt med mange træer og en svømmepøl. Stedet lå lige ved floden og der var
tilknyttet en restaurant på flodbredden, hvor jeg spiste morgenmad hver morgen og fodrede nogle meget sultne katte.

Fra Posadas tog jeg til nogle nærliggende jesuitruiner i San Ignacio. Her var utroligt hyggeligt. Efter jesuitternes udvisning blev stedet forladt og forfaldt med tiden og planterne dækkede tilsidst bygningerne. Nu er stedet dog blevet restaureret, men der vokser nu stadig træer inde i nogle af bygningerne. Stemningen var utrolig rar og der var stille og roligt under de mange træer. I byen så jeg også en del indianere. De er af guarani/stammen og de er meget mørke i forhold til andre argentinere. Jeg gik en tur udenfor byen og så mange små simple træhytter og de grønne planter voksede vildt overalt.

Apropos indianere, så er der ikke mange af dem her i Argentina. De fleste argentinere nedstammer fra europæere, som er kommet hertil på mange tidspunkter i historien. De første var selvfølgelig spanierne og
portugiserne, men også senere er der kommet mange europæere fordi
regeringen har
HårnålesvingHårnålesvingHårnålesving

Vejen mellem Chile og Argentina.
opfordret til immigration. Mellem 1857 og 1930 var den samlede immigration til Argentina (primært til Buenos Aires og området omkring) på over 6 mio mennesker, hvoraf størstdelen var fra Italien og Spanien. Faktisk har tilflytningen været så stor at man i dag anslår at 13% af befolkningen er født udenfor landet. Dette påvirker selvfølgelig kulturen på mange måder, især er det tydeligt i sproget og i maden. Jeg ligner faktisk en argentiner og folk har gentagne gange troet at jeg er argentiner.

Den sidste dag i Posadas regnede det, ikke overraskende. Problemet her er at når det regner, så er det ofte styrtregn som varer hele dagen og gør det umuligt at foretage sig ret meget. Derfor tog jeg videre til Puerto Iguazu i det allernordligste Argentina. Missiones, som området hedder strækker sig som en kile op mellem Paraguay og Brasilien. Ved floden i Puerto Iaguazu var der et sted, hvor man kunne kigge til begge disse lande på en gang.

Puerto Iguazu er kendt for Iguazu vandfaldene, som de deler med Brasilien. Jeg så disse vandfald fra begge sider. Først så jeg dem i Argentina. Det var en storslået oplevelse, en af de bedste på hele turen.
Landskabet mellem San Luis og CordobaLandskabet mellem San Luis og CordobaLandskabet mellem San Luis og Cordoba

Her var store marker og meget fladt. Hvis det ikke var for bjergene i baggrunden lignede det utrolig meget Danmark.
Først gik jeg af nogle stier, hvor jeg kom forbi nogle af de 275 vandfald der udgør Iguazu Vandfald. De strækker sig over 2,7km og de højeste er over 80m. Stierne gik tæt forbi vandfaldene og jeg kunne se dem fra oven, fra neden og fra siden. Til sidst kom jeg til hovedudsigtspunktet, hvorfra jeg så de mest imponerende vandfald; Gargante del Diablo, hvor vandet løb ud over en halvmåneformet afsats og tordede ned i dybet med kæmpe larm.
På et tidspunkt kom jeg også forbi et sted hvor der var mange flotte
sommerfugle. Mange af dem satte sig på mig, og jeg blev en hel
turistatraktion for ivrige amerikanere, som tog billeder af mig, og ville vide hvorfor alle sommerfuglene sad på mig. Det gjorde de fordi jeg var svedig (og dermed salt) efter at have vandret rundt på alle stierne, mens de bare trådt ud af en bus.

I nationalparken som omgiver vandfaldene gik jeg en tur i regnskoven. Her mødte jeg forbløffende mange dyr i betragtning af vejene og støjende helikopterture. Jeg så en tukan, en stor vild kalkun-agtig fugl og på et tidspunkt puslede det i krattet tæt ved mig, og jeg så et stort
Landskabet mellem San Luis og CordobaLandskabet mellem San Luis og CordobaLandskabet mellem San Luis og Cordoba

Der var store flokke med køer
gråt dyr (på størrelse med en stor hund) og jeg blev faktisk lidt bange, især fordi jeg ikke kunne se det klart. Senere fik jeg at vide at det nok havde været en form for gris. Midt på stien sad der pludselig en stor leguan. Den var omkring 35-40 cm og fyldte hele stien, og jeg turde altså ikke træde over den, for jeg var helt alene. Jeg prøvede at kaste en pind efter den, men den spurtede bare efter pinden, fordi den troede, at det var mad og da den fandt ud af at den ikke kunne spises, lagde den sig tilbage på stien i leguan-soldyrker-position. Her valgte jeg at vende om, jeg havde alligevel også gået langt nok.
På vej tilbage var det pludselig som om træerne ved stien var levende, de bevægede sig helt vildt. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en flok aber, ca, 10 stk, som var ved at plyndre et træ for frugter. De bevægede sig hurtigt rundt i træet og proppede frugter i sig. Da de var færdige med et træ, hoppede de alle videre til et træ. Nogle løb hen over grenene til det andet træ og nogle svingede sig
VindmøllerVindmøllerVindmøller

Disse møller blev brugt til at pumpe vand op fra undergrunden.
i grenene. På et tidspunkt hoppede de over i et træ på den anden side af stien og de hoppede derfor næsten hen over hovedet på mig. En abe grab fat i en tør gren, som knækkede og aben faldt derfor et par meter ned, før den igen fik grebet fat. Blandt gruppen var der den store han og et par hunner med unger på ryggen. At iagttage dem var nok en af mine største naturoplevelser fordi de var så tæt på.

At at have set vandfaldene fra den argentinske side, kunne jeg ikke lade være med at tage et par dage til Brasilien (hvor jeg er ligenu) og se vandfaldene herfra. Dem så jeg så igår. Herfra kan man se mere af
vandfaldene på en gang, især Gargante del Diablo, så det gav et godt overblik over området.

Faktisk havde Paraguay også nogle vandfald, som var endnu større, men de valgte at oversvømme dem, da de lavede verdens største vandkraftværk. Sikken en skam, eftersom de sikkert kunne have tjent ligeså mange penge på turisme (men nok ikke lavet så meget strøm).

Dette vandkraftværk var jeg ude at se her i Brasilien. Det producerer mere strøm end det nye værk i Kina kommer til. Det var et stort og imponerende bygningsværk. Hver af de 20 turbiner genererer nok strøm til en by på 1,5 mio mennesker og hele værket producerer 90% af paraguays strømforbrug og 22% af Brasiliens.

I morgen tager jeg bussen tilbage over grænsen til Argentina, hvorfra jeg flyver til Buenos Aires. Busturen tager mindst 17 timer, så jeg har valgt at flyve. Det tager kun knap to timer og koster kun 720 kr.

Selvom jeg er så tæt på grænsen, er det alligevel tydeligt at jeg er i Brasilien. Primært selvfølgelig pga. sproget. Her tales portugisisk, hvilket er ret svært at forstå. Jeg tror at det for spansktalende er som at tale med en fra skåne, altså et sprog som virker familiært og alligevel anderledes. Heldigvis for mig taler mange mennsker her spansk eller engelsk eller begge dele.

Her i Foz do Iguaçu som byen hedder, har jeg for første gang her i Sydamerika set muslimer. Her bor mange arabere og mange af dem har små butikker i Paraguay, men bor her. Også her er de dækket godt til, selvom temperaturen her er 35 grader eller mere.
Generelt er brasilianerne, ligesom
Bus-køBus-køBus-kø

Her står folk i Cordoba i kø mens de venter på bussen. Køkultur er ellers ikke noget der er meget af.
argentinerne, et blandet folkefærd og alle folkeslag er repræsenteret her og blandet sammen i en skøn blanding.

Paraguay kommer jeg dog ikke til, selv om jeg kun er et par km fra grænsen. Man siger om Paraguay, at det er mere korrupt end mange afrikanske stater. Storbyen, som ligger på den anden side af grænsen i Paraguay skulle være stor, larmenende og med en højere kriminalitet, så jeg er nok ikke gået glip af så meget (andet end at føje et nyt land til listen).

Nu har jeg vist skrevet meget, alt for meget.

Jeg sender de kærligste hilsener til alle her fra Brasilien.

Mette





Additional photos below
Photos: 85, Displayed: 34


Advertisement

"Forbudt at glemme dem"!"Forbudt at glemme dem"!
"Forbudt at glemme dem"!

Står der på dette skilt. Der henvises til Falklandsøerne, eller Isla Malvinas som de kaldes her. Nederst står der: "de er ikke til forhandling"
Hostel i Villa General BelgranoHostel i Villa General Belgrano
Hostel i Villa General Belgrano

Her ses haven på hostelet.
Villa General BelgranoVilla General Belgrano
Villa General Belgrano

Byen var ret stolt af sin tyske fortid og deres oktoberfest er ret berømt.
Villa General BelgranoVilla General Belgrano
Villa General Belgrano

Udsigt over byen.


Tot: 0.942s; Tpl: 0.061s; cc: 10; qc: 66; dbt: 0.0479s; 1; m:saturn w:www (104.131.125.221); sld: 2; ; mem: 1.5mb