Doing the Dusky

---

Så er tiden i New Zealand ved at gå på hæld. Men inden da havde jeg da lige mulighed for at tage på endnu et eventyr. Denne gang den meget lange og øde Dusky Track. Ruten kan kun nås ved færger. I den ene ende går der fire færger om dagen, i den anden en gang om ugen. Problemet var bare at jwg lige netop havde misset den færge der gik en gang om ugen, og jeg havde ikke tid til at vente en uge mere. Ruten er en af dem der kan blive ubenyttelige efter for meget regn, da man skal krydse floder uden broer. Og Fiordland er kendt for at få en del regn.. Op til 8000 mm om året i de vestlige dele. Derfor planlagde jeg at have et par ekstra buffer dage, hvis nu det skulle regne.

Dag 1 forlader tager jeg færgen fra Manapouri over søen. (Over søen der også hedder Manapouri, de er kreative med navngivningen hernede.) Turen starter med 45 minutters gang langs grusvejen til Doubtful Sound. Jeg prøver at få et lift med en af de mange turistbusser, men ak, de er alle totalt fyldt op, så jeg må gå. Endelig finder jeg den rigtige rute, og tempoet bliver sat en del ned, der er nu nemlig kun en lille utydelig sti, og den er ofte dækket med faldne træer. Jeg kommer hurtigt til der hvor den første 3-kabel bro skulle have været, men den ligger lige så fint rullet sammen på den ene side, og der ligger et kæmpe træ der hvor broen engang hang. Heldigvis har det ikke regnet i et stykke tid, så jeg kan krydse floden uden at få våde fødder ved at hoppe på et par træstammer. (Jeg har så senere snakket med en af dem jeg mødte der gik den anden vej, og da han kom dertil havde det regnet i tre dage, og vandet gik ham op til hofterne.) Resten af dagen gik relativt let, og den store underholdning bestod af at undgå at træde i mudderpøle. (Som der er en god del af. De der 8000 mm regn forsvinder ikke bare.) Lige før jeg nåede hytten skete der dog noget usædvanligt. Der kom brædder på, så man kunne krydse en mose der også så ret så våd ud. Det var dog den eneste gang det skete på hele turen, også selvom der var mange våde sektioner på vej.

Dag 2 vågnede jeg op til at det ikke regnede, hvilket var lidt underligt efter vejrudsigten havde lovet at resterne af en tropisk cyklon skulle trække ind over Sydøen, og skabe en god del regn. I løbet af morgenen var der et par hurtige byger, men for det meste var det barr overskyet. Jeg besluttede mig for at gå alligevel. Dagens første udfordring var igen mudderet. Én jeg havde mødt havde fortalt mig at det første stykke efter hytten var det værste stykke på hele ruten. (Altså hvad mudderet angår.) Herefter var der en kort klatretur, før ruten igen fladede lidt ud. (Det gik stadigvæk op, men overhovedet ikke i samme grad som før.) Da jeg endelige nåede op over trægrænsen gik det op for mig; det bliver ikke mindre mudret af at nå over trægrænsen. (Man skulle jo tro at toppen af bjergene ville være relativt tøre, vandet løber jo ned af dem. Sådan er det bare ikke i Fiordland, det var mere vådt over trægrænsen end under den, juhu!) Efter denne lange tur op (i omegnen af 500 højdemeter, men føles som meget mere.) nåede jeg til passet. Vejret havde besluttet sig for at jeg da ikke skulle forblive tør, så bygerne blev erstattet af en konstant regn, ikke voldsom, bare nok til at blive ret irriterende kombineret med den vind der lige pludselig blæste op. Til gengæld mødte jeg to Kea på toppen, og det virkede til at de var mindst lige så utilfredse med vinden som jeg var. (Kea er en papegøje der lever i alpine områder, den eneste type papegøje der gør det.) Mens turen op ikke var alt for venlig, så gav den mig i det mindste et par interessante vinkler af bjergene at se. Det samme kan ikke siges for turen ned. Med 700 højdemeter ned, og kun to kilometer at gøre det på, så det allerede stejlt ud på kortet. Virkeligheden føltes meget værre. Mange steder var der bare klippe at kravle ned ad, og ikke så meget at holde fast i. Hvilket er en rigtig god kombination med regnen... Efter det endelig begyndte at flade lidt ud, vidste jeg at der ikke var længe til hytten, og den dukkede også snart op. Ind og få noget tørt tøj på, og få de våde sko af.

Dag 3 var relativt kort. Jeg skulle blot fortsætte ned langs floden. Udover det sædvanlige (mudder og faldne træer) var der ikke meget at snakke om. Der var et stykke hvor dalen blev meget tynd og floden blev presset ind, hvilket så meget godt ud kombineret med at højden faldt en del der.

Dag 4 glemte jeg at stå op. Jeg besluttede at jwg blev en ekstra dag der. Mine knæ var meget glade.

Dag 5 gik turen mod Supper Cove, som ligger i Dusky Sound. (hvoraf navnet på ruten sjovt nok kommer fra.) Ruten dertil består af tre dele. Først skal man rundt om søen Loch Maree, hvor man klatrer lidt op og ned, og ender en godt 50 meter over søen før man kommer ned igen. Herefter går man på en gammel vej, hvilket betyder at det er helt fladt, kun få væltede træer, og næsten ingen mudder. (Vejen blev bygget omtrent 1903 og var ment til at gå hele vejen fra Supper Cove til Manapouri. Den var dog mest et projekt til at få arbejde til folk gennem en recession. Den nåede aldrig længere end til Loch Maree, og er sjovt nok ikke blevet vedligeholdt siden da.) Herefter skal man en smule rundt om Supper Cove, da hytten ligger på den anden siden. Den første del involverer alt for meget mudder, og den anden del involverer en masse klatren op og ned. Denne sidste del tager for evigt, så ved lavvande kan man bare følge stranden, hvilket er tusinde gange hurtigere. Heldigvis var det relativt lavvande da jeg gik.

Dag 6 var tilbage af samme sti som dag 5, bare i højvande.

Dag 7 gik nogenlunde lige så lodret op som dag 2 gik lodret ned. Dog var der tale om et par højdemeter mere. (Omtrent de 1000.) Denne klatretur bestod mest af alt af at tage fat i nogle rødder og så hive sug op ved hjælp af dem. Egentlig sjovt nok, men jeg kunne forestille mig at det ikke havde været lige så sjovt nedad. Efter klatreturen endte jeg på den såkaldte "Pleasent Range." Nå ja, det havde sikkert været en meget behagelig tur, hvis ikke lige det var begyndt at regne igen, og vinden var skruet fuldt op. (Regnen var egentlig ikke så slem, og havde det ikke været for vinden kunne det måske have været meget behageligt at gå der.) Ruten gik gennem en masse (læs: i hundredevis) tarns (små søer) som jeg ville ønske jeg havde bare et billede af, men det var ikke lige min prioritet i det vejr. Ruten var igen meget våd, så jeg var meget glad da jeg endelig nåede til hytten.

Dag 8 brugte jeg på at lave ingenting.

Dag 9 havde jeg planlagt at gå lidt rundt i bjergterrænet, men vejret var ikke helt med mig, så det blev kun til en time før skyerne trak sig helt ned, sigtbarheden faldt, og det begyndte at regne. Jeg besluttede mig for at klatre det nærmeste bjerg var en dårlig ide når jeg ikke kunne se mere end 20 meter. Jeg nåede dog at se Lake Roe.

Dag 10 havde jeg fart på. I stedet for bare at nå til den næste hytte, nåede jeg til den sidste hytte. Jeg havde nemlig hørt noget om at det skulle blive rigtigt dårligt vejr de næste par dage, så det ville jeg helst ikke gå i. Det var en overskyet dag, og det var faktisk ret nemt at gå i. Den sidste halvdel af dagen havde jeg en gennemsnitsfart på hele 3 km/t. Imponerende.

Dag 11 regnede det ikke, hvilket var en smule frustrerende idet der ikke var nogen grund til at jeg skyndte mig så meget dagen før. Der var dog heldigvis en bog i hytten, som jeg derfor brugte dagen på at læse.

Dag 12 regnede det heller ikke, og jeg var løbet tør for ting at lave, så jeg læste bogen igen.

Dag 13 stod det ned i stænger. Heldigvis blev jeg hentet af båden sådan cirka 20 meter fra hytten, og båden var en smule overdækket. Turen over søen var faktisk ret sjov. Grundet vinden var der ret store bølger på søen. (Større end bølgerne i Storebælt.) Og grundet medvinden betød det at der kom nogle ret store plask samtidig med vi sejlede hurtigere. Lige før vi ankom til "havnen" kom solen frem og lavede den mest klare regnbue jeg nogensinde har set. Med ombord på båden var der også et ældre tysk ægtepar, som var sp venlige at give mig et lift næsten hele vejen tilbage til Te Anau. De gav mig også en frisksmurt sandwich, som jeg var utroligt glad for.

Tilbage i Te Anau har jeg nu brugt dagen på at skrive dette, og så at få fulgt op på hvad der sker i den store vide verden, og så bare slappe af. (På en anden måde end bare at læse den samme bog igen og igen.) Og så har jeg lavet pandekager, fir det havde jeg virkelig lyst til af en eller anden grund.

Nu kunne du, kære læser, måske have fået den opfatning at jeg ikke havde haft det særligt sjovt på denne tur. Det vil jeg dog love dig for at jeg har haft, på trods af mudder o.lign. var der også mange utroligt dejlige sektioner af spor, massere af fugle og fuglesang, vandfald samt nogle generelt overvælende bjerge. (Af den type som billeder bare ikke rigtigt kan beskrive.)

Det var alt for denne gang, og næste gang jeg skriver er det nok fra Australien i stedet. Det bliver spændende at se.

---

Photos

Te Anau 8
Loch Maree, med døde træer der stikker op. En tommelfingerregel siger at hvis man ikke længere kan se træerne, så er floden for høj til at man kan gå nogen steder. Træerne stikke 2-3 meter over vandet.

Te Anau 10
Operation Tørt Tøj i aktion.

Te Anau 12
Kea!