Endelig på vej til New Zealand

---

Anton har haft en meget urolig nat, og vi er noget bekymrede for hans vedblivende diare. Thomas ringede derfor kl. 6.30 til en vagtlæge i Danmark, der dog fik os beroliget noget. Så længe Antons almen tilstand ikke er påvirket, betyder det ikke noget, at han har haft tynd mave så længe, og at der nu er blod i hans afføring. Lægen anbefalede at købe ”Revolyt”, der er blanding af salte og sukker, hvilket man kan leve af i mange dage, uden at få andet.

I dag var så dagen, hvor vi endelig skulle flyve. Vi skulle derfor pakke alle vores ting sammen. Heldigvis fik vi lov til at blive på værelset til ca. kl. 16, hvor vi skal afsted til lufthavnen. Anna og Mona gik ud for at hente vores vasketøj, dejligt og nemt med en masserent tøj igen, endda billigere end sidst. De gik også på apoteket for at finde de anbefalede præparat. Det er altid spændende at skulle gøre sig forståelig sådanne steder, men det lykkedes da. En pulver blanding, der bliver helt orange og smager af appelsin. Anton er dog igen overhovedet ikke begejstret og mener nærmest han er ved at dø, når han skal tage den slags.

Vi fik pakket alle vores ting og efter frokost, var det bare tilbage at vente. Vi blev dog enige om, at vi ligeså godt kunne tage til lufthavnen, da det jo ikke er til at vide, hvor lang tid det ville tage. Vi fik tjekket ud og fik fat i en taxa. Der var dog nærmest ingen trafik, sa det tog kun omkring ½
time at køre til lufthavnen. Heldigvis kunne vi tjekke vores bagage ind, så vi ikke havde den at slæbe rundt på. Vi fandt en bænk foran en chokoladebutik, og på trods af horrible priser, fik børnene hver en æske kinder chokolade. Så havde vi også lidt at lokke med, når igen skulle have deres pille mod flysyge, vi skulle nødig have opkast i flyet igen! Heldigvis har Anton gradvist fået det bedre i løbet af dagen.

Flyet vi skulle med, var ikke så stort og af en eller anden grund var det ikke helt booket. Vi kunne derfor lige rykke lidt rundt så Thomas og Anton havde 3 sæder og Mona og Anna det samme. Børnene var trætte, så ingen af dem fik aftensmad, men lagde sig bare til at sove, efter at have leget lidt med hver deres personlige skærm. Det var dejligt med sin egen skærm, hvor man selv bestemte, hvad man ville se hvornår, om man ville spille eller se på et kamera, der sad forrest på flyet et sted. Anton fik en vinduesplads og var ret vild med at se ud, da vi lettede og landede. Anna var så træt, at hun måtte vækkes, da vi skulle til at lande, for at hun kunne komme op at sidde. Men begge klarede det flot uden at blive syge!

Vi skulle udfylde en masse papirer og svare på, om vi havde en masse forskellige ting med. Dette havde vi ikke lige været opmærksomme på inden, men de gør en del ud af at bevare New Zealands biodiversitet. Da vi skulle ud, måtte vi derfor finde vores sko frem, for at de kunne se, om der sad jord på. Det gjorde der på Thomas', så han fik en gratis støvlevask. Desuden måtte vi finde de træting vi havde købt i Thailand, de var spredt ret godt, men de var meget forstående og synes det var nogle flotte ting, børnene havde fået.

Endelige ude fik vi ringet til Autocamper selskabet, der sendte en taxa til os. Det tog ikke lang tid at køre derhen. Børnene var dog efterhånden ret utålmodige og sultne, da ingen havde fået aftensmad eller morgenmad i flyveren. Varmt var det også, 22 grader og med en meget høj luftfugtighed.
Ved selskabet fik vi en grundig instruktion i camperen. Det tog sin tid før vi kom afsted med to irritable børn. Vi havde booket en campingplads nord for Auckland og befandt os syd for. Der var helt nyt at køre i det store skrummel, Thomas havde hovedpine, børnene var sultne og der skulle findes vej. Ikke en god cocktail!
Børnene fik lov til at gå i krig med deres chokolade og faldt heldigvis i søvn igen. Vejen fandt vi også uden de store problemer.

Da vi ankom til campingpladsen, inspicerede Mona og børnene faciliteterne, mens Thomas slappede af. Han havde dog fortsat hovedpine, så Anna og Mona gik de 1½ km ind til shoppingcenteret, for at få handlet ind til aftens- og morgenmad. Vi havde bare intet, men måtte prioritere, da vi jo skulle bære indkøbene tilbage.

Det blev en sen aftensmad og da den og op vasken var klaret, havde vi bare stadig en camper, hvor vores kufferter og rygsække fyldte det hele, så vi ikke kunne komme til at rede senge, det var ret uoverskueligt. Thomas havde det ekstremt dårligt og magtede ikke rigtig noget. Mona fik dog pakket tingene ud og redt senge, så vi langt om længe kunne komme i seng i camperen, der skal være vores hjem indtil den 12. januar,

---