Advertisement
Published: September 22nd 2016
Edit Blog Post
2016-09-21-a
Vi overnattede på Jacob Lake Inn, der ligger i 7925 fods højde, hvilket svarer til ca. 2600 m. Så er vi nået til den fjerde og sidste af de amerikanske stater vi når i denne omgang, nemlig Utah. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme, i dag har vi set to californiske kondorer, men mere om det senere.
Vi var oppe ved halv syvtiden, fik spist vores havregryn, pakket bilen og var klar til at køre nye oplevelser i møde. Det har tilsyneladende regne en del i nat, men det var tørvejr, da vi var klar. Vi skulle aflevere nøglen, vi fik lige en kop kaffe og jeg kom til at købe en bog om Havasupai indianerne, hvis reservat ligger på sydsiden af Grand Canyon men længere vestpå end vi har været. Flot tur sydpå til Northern Rim, nogle steder kørte vi ind i skyerne og så pludselig skinnede solen igen. Efterårsfarverne er begyndt, en art bærreasp stod med næsten selvlysende gule blade mange steder. Fantastisk flot og sjov med et så stort indslag af løvtræer, det så vi ikke på sydsiden af Grand Canyon. Over en lang strækning havde der for få år siden været en voldsom skovbrand, alle fyrretræerne var brændt, der stod kun de sorte, afbrændte stammer tilbage. Mellem de afsvedne
2016-09-21-b
Et stort stykke ned mod Grand Canyons norlige kant har været brændt af for nogle år siden. Nu står de afsvedne stammer tilbage, mens de fremvoksende løvtræer nu staå med de mest fantastiske efterårsfarver. stammer, voksede løvtræer og de var alle sammen smukt efterårsgule. Over en strækning på 7-8 km skulle der gå bøfler, men dem så vi nu ikke noget til. Vi kørte direkte til besøgscenteret og – som på sydsiden – var der mange mennesker.
Fuglemæssigt blev vi modtaget af en fin mørkøjet junco og en flok vestlig sialia inden vi begav os på en meget smuk gåtur de 4-500 m der er ud til Bright Angel Point. Hvilken udsigt, der lå en hel del skyer lavt nede i dalen, andre var ved at kravle op langs kanterne. Drivende skyer over os gav afveksling mellem sil og skygge på de smukke, røde klipper. På visse skråninger stod ildrøde buske, de havde fået deres efterårsfarver. Kalkungribbene kredsede langt under os, fulgte man dem i kikkert, blev de næsten væk nedad, hvilket siger noget om hvor dyb Grand Canyon faktisk er (på det dybeste sted 1857 m). På sydsiden kunne man se nogle af udsigtspunkterne 16 km væk. På vej tilbage til bilen så vi et lille egern pile frem og tilbage, tilsyneladende for at fylde et vinterforråd op med kogler! Ved halv 12-tiden var vi tilbage ved besøgscenteret, hvor vi ville ind
2016-09-21-t
Mørkøjet Junco. på Grand Canyon Lodge, hvor vi ikke kunne få overnatning, for at drikke en kop kaffe, men der stod mindst 50 mennesker i køen (hvorfor skulle vi også være de eneste der havde fået den idé), så vi valgte en kaffebar ved sien af, hvor vi nød tre friskbryggede cappuccino’er. Her blev vi enige om, at vi ikke kunne kapere flere smukke Grand Canyon udsigter og derfor ville begynde at køre mod Panguitch, der ligger lidt uden for Bryce Canyon National Park og hvor vi har to overnatninger.
Vi var dårligt nok blevet færdige med den videre planlægning inden himlen åbnede for sluserne og et sandt skybryd satte ind, vi nåede ikke bilen, men kom i læ ved en lille overdækning. Det hele varede mindre end fem minutter, så blev det afløst af almindelig regn, men det var også nok til en våd skjorte. Ind i bilen og så den smukke tur tilbage mod Jacob Lake. Vi passerede endnu engang det store stykke med afbrændte træer og forsøgte at tage billeder mens vi kørte, men Kurt ville have et ordentligt billede, så han (det var ham der kørte) fandt en vigeplads og parkerede. Ud af bilen for at tage
2016-09-21-c
Her følger et lille udvalg af bileder ud over Grand Canyon. billeder, 6-8 ravne sad i et afbrændt træ, de fløj inden jeg havde kameraet klar og en stor fugl slog pludselig med vingerne. Kikkerten på og så råbte jeg til Karen og Kurt: ”Californisk Kondor”. For der sad den jo, ønskearten på denne tur, en flot gammel fugl (med nr. 47 i vingen). Der blev taget billeder – mange billeder – og der blev kigget i kikkert. En anden bil parkerede bag os og jeg fortalte ham, at der sad en kondor. Han tog også billeder og det viste sig at han var tysker, det vat lidt pudsigt. Ravnene drillede den og det fik den til at flyve to meter til en anden gren. Fantastisk stor og flot fugl og pludselig lettede der en mere, jeg så den ganske kortvarigt i kikkert, det var en ungfugl, men den forsvandt hurtigt ned bag de lave træer. Fed, fed oplevelse.
Californisk kondor har været på randen af udryddelse, en redningsplan blev sat i værk og de sidste 22 vildtlevende fugle blev i 1987 indfanget og et avlsprogram blev startet. Det gik så godt, at man i 1991 begyndte at udsætte fugle igen og i 2015 var der en vildtlevende bestand på
2016-09-21-d
Skyerne ligger lavt i dalen, mens et tyndt skydække ligger højere oppe. 268 og 167 i fangenskab. Men californisk kondor er stadig en af verdens sjældneste fugle. Mange af de udsatte fugle er mærket med et vingemærke og det er altså nr. 47 vi har set sammen med en ungfugl som ikke var mærket.
Vi fortsatte herefter nordpå, gennem en del voldsomme regnbyger, til tider i meget tæt tåge (vi kørte simpelthen i en sky), kørte gennem det område, hvor der lige nu er en skovbrand (under kontrol), hvor der virkelig lugtede meget af røg og hvor vi så det ulmede lidt flere steder. Lige syd for grænsen til Utah i byen Fredonia, gjorde vi lidt indkøb, i Utah er det vist svært at købe øl og vin, så den flaske rødvin jeg ville sponsorere i anledning af kondoren, skulle købes inden. Den første butik havde ikke øl og vin, men fik noget af det andet vi manglede. Men vi havde set en butik, der reklamerede med at man kunne købe øl, vin skydevåben (7-800$), spille lotto med mere, så der gik vi ind. Manden bag disken talte det mest drævende amerikansk vi endnu har hørt, jeg spurgte om jeg måtte tage et billede af alle de våben han havde hængende.
2016-09-21-e
1800 m er der ned til bunden af dalen. Det var ok. Så snart vi havde passeret grænsen til Utah ændrede landskabet sig markant, smukke røde klipper, grønne marker, masser af kreaturer i det hele taget meget mere frodigt end det vi har set de sidste mange dage. Regnen holdt op og vi fandt et sted at spise frokost på, hvad vi i første omgang troede var en rasteplads, men det viste sig at være en skydebane! Så snart den sidste bid ostemad var sunket, begyndte det igen at regne, så vi pakkede skyndsomst og forlod skydebanen. Resten af turen var utrolig smuk, vi kørte lang tid langs en flod, der snoede sig i de flotteste slyngninger og kort efter vejen svingede fra til Bryce Canyon passerede vi en Quality Motel og kort efter var vi i Panguitch. Jeg huskede hotellet lå i den nordlige del af byen, men en opslag på GPS’en viste, at det var den vi lige var kørt forbi!
Tilbage igen, ind på motellet, checke ind og så over i værelse 102 i den bygning der hed ”Maverick”. Fint værelse og så ind med al bagagen. Kurts telefon viste, at tiden var sat en time frem; det blev tjekket i receptionen og
2016-09-21-i
En sky er ved at kravle op over en af de mange toppe der ligger i dalen. den er god nok, så nu er vi kun 8 timer bagud for Danmark. Jeg startede med det samme med at skrive dagbog, mens Karen og Kurt gik en tur for at se lidt på omgivelserne. De var så blevet enige om, at foreslå vi spiste på værelset (god idé), så ville de køre til Panguitch og handle lidt ind. Nu er de tilbage igen, har lige konstateret at nogle af deres venner - der også er i USA – også er på vej mod Bruce Canyon National Park, som vi tager til i morgen. Verden er lille og nu skal vi snart spise, og have et glas rødvin.
Advertisement
Tot: 0.053s; Tpl: 0.014s; cc: 11; qc: 30; dbt: 0.0211s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb