Advertisement
Published: October 30th 2014
Vi var tidligt oppe lørdag, spiste en banan og müslibar til morgenmad i bilen mens vi kørte om til den anden side af øen, så langt op mod nordkysten som vejen på den side går. Nordkysten hedder Napali Coast og er berømt og meget smuk. Det er meget bjergrigt, man kan som sagt ikke køre på den del af øen, så man kan kun se det fra vands og i luften, og så kan man hike langs den, hvis man skal hele vejen langs den er det flere dages hike, og er den eneste måde man til lands kan opleve den. Vi tog dog bare en kort hike langs det første stykke af stien. Det var overskyet for det meste, og regnede en lille smule på et tidspunkt, men meget kortvarigt (og det var vi heldige med, for de siger det er et af de mest regnfulde steder i verden, i hvert fald et af bjergene her på øen). Det var et sjovt terræn, det var en meget ujævn og til tider stejl sti, med store mudrede sten man nærmest skulle klatre op af nogle steder, og så var der steder med fyrretræer hvor et tæppe af utroligt lange fyrrenåle dækkede
stien, og andre steder var der eksotiske træer med masser af lianer. Solen kom også frem, heldigvis da vi var et smukt sted på stien hvor vi fik taget nogle billeder og så gik tilbage, af den vej vi var kommet fra, da det som sagt var den eneste vej tilbage.
Det var sjovt, for da v på vejen op så langt man kunne komme på nordkysten, og der hvor stien begyndte, havde vi længe tænkt ”nu kan vi da ikke komme længere” da vejen blev smallere og der var virkeligt øde, med bjerge på den ene side og kysten lige på den anden side, og mange steder skulle man over små broer hvor der kun var én vejbane så man skulle kigge efter modkørende bilister. Der var huse langs vejen ind imellem, selvom det virkelig føltes som meget langt ude for civilisationen. Efter den korte tur langs Napali Coast, gik turen samme vej tilbage. Vi stoppede ved en lav og bred grotte man kunne gå ind i, det så helt skørt ud udefra at den var så lav og så meget bred, man følte nærmest man havde vægten af hele bjergmassivet over sig. Vi stoppede i
en lille hyggelig landsby med træhuse, hvor der var en del caféer og restauranter og små butikker, mest til turister, men det var ikke på den over-turistede måde. Vi fandt en strand i nærheden af en anden strand som Johannas guidebog havde anbefalet, som lå inde af en lille vej. Det var en lille strand og der var kun få andre folk, og vi havde vores snorkeludstyr med og prøvede at snorkle lidt, men selvom vi holdt os helt inde ved kysten var strømmen for stærk til at det var særlig sjovt, da man blev skubbet over mod nogle lave klipper lige ved siden af, og det var desuden ret lavt, så når man svømmede var man ret tæt på koralerne på bunden, og de er ret skarpe, jeg blev ridset lidt på låret, og det ville ikke være sjovt at blive ridset på maven, så vi kom hurtigt op igen.
Johannas guidebog havde også anbefalet et vildtreservat der lå ved siden af et fyrtårn med smuk udsigt over havet, men da vi kom derhen var der kun et kvarter til de lukkede, og Johanna var lidt skuffet da hun gerne ville have inde i fyrtårnet, men
det gjorde nu ikke mig så meget, der var desuden smuk udsigt fra parkeringspladsen, så tror ikke vi gik glip af så meget.
Vi kørte derefter, stadig på nord-vestkysten, hen til en strand der bliver kaldt ”Secret Beach,” selvom den ikke er så hemmelig endda, vi havde fået den anbefalet af Johannas amerikanske roommate. Man skulle dog vide at den eksisterede og vide hvor man skulle lede, ellers ville man ikke finde den, så det er ikke et sted turister kommer, man skulle ind ad en jordvej, ind på endnu en jordvej som endte blindt og så gå ned af en stejl sti for at komme dertil. Men det var så også virkelig et fantastisk sted! Da jeg kom dertil, gik det op for mig at det var lige netop sådan en slags øde strand jeg i tankerne havde forestillet mig at jeg gerne ville opleve på Hawaii. Den var meget bred på det stykke man kom ned på, og man skulle vade over en smal bæk for at komme over på den del af stranden der lå ud mod vandet. Der var ligesom en lille lagune der hvor man kom ned fra stien, og så var
der en stejl klippevæg på den anden side af sandet i forhold til vandet, så man følte virkelig at det var en afskærmet og afsidesliggende strand for de indviede. Der var kun få andre, og da det var en meget bred strand, følte man nærmest at man havde det for sig selv alligevel. Der var meget kraftige bølger, så vi badede ikke, men fik taget en masse billeder. Der var lave klipper der gik ud i vandet lidt længere henne, som var meget dekorative, og vi fik taget en masse billeder af bølger, klipper, strand og hinanden. Lyset var helt fantastisk da solen var på vej til at forsvinde bag den høje klippevæg. Det var virkelig nærmest et magisk sted og et meget smukt og behageligt sted at være.
Vi fik løsrevet os og kørte videre tilbage langs kysten til en lille landsby på østkysten vi var kørt igennem på vejen ud. Det var en rigtig hyggelig landsby med træhuse og små butikker og caféer (som var lukket da det var lørdag aften) og et par restauranter. Vi spiste på en god mexicansk restaurant og gik så tilbage til en superhyggelig restaurant vi havde set på vejen
ind mod ”centrum”. Der var en terrasse ud mod vejen (det er ellers sjældent at se udeområder hvor man kan sidde ved restauranter da det for det meste er for varmt og folk foretrækker at sidde inde i aircondition) og der var udsigt ud mod havet på den anden side af vejen, og et par fakler tændt på terrassen, og med yndige hvide smedejernsstole. Vi havde lige nået at nippe til vores varme kakao da det begyndte at styrtregne. Tjeneren kom ud og spurgte om vi ikke hellere ville indenfor, men da der var hængt en slags sejl op over bordene udenfor, rykkede vi tættere sammen og håbede at det bare var en skylle der var ovre på et par minutter, som det tit er tilfældet her når det regner, men regnen blev blæst ind fra siden og det begyndte hurtigt at regne virkelig kraftigt så vi måtte løbe ind, og tjeneren havde set det og stod klar med døren åben. Der var også rigtig hyggeligt indenfor, det var en lille restaurant med kun 3 andre små selskaber og så os, det var lidt fransk-inspireret, syntes jeg, og tror tjeneren måske har været ejeren og at han snakkede med en
meget svag fransk accent, han kom også med et håndklæde til os selvom vi ikke vær blevet særligt våde, så det var da service. Ja, det er meget snak om den restaurant, men det var virkeligt et rart sted. Vi kørte hjem og sov igen hos vores Couch Surfing-værter som var gået i seng da vi kom, men det passede os nu meget godt da vi var trætte ovenpå endnu en begivenhedsrig dag.
Advertisement
Tot: 0.088s; Tpl: 0.013s; cc: 9; qc: 49; dbt: 0.0482s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Mogens L.
non-member comment
Magnificent views
Hi Sara, that trip looks amazing, nice hiking paths and views etc. - I would love to go there :-)