Tur til Kaua’i - dag 1 (inkl. aften "0") - vestkysten

---

Var på en tre-dages tur med Johanna til en af de andre øer, der hedder Kaua’i. Det er kun en 40-minutters flyvetur væk, og vi fløj torsdag aften. Vi havde lejet en bil på forhånd, og kom godt ud af lufthavnen efter et par startvanskeligheder - som at beslutte os for hvilken forsikring vi skulle have, hvilket var meget forvirrende og damen ved skranken var ikke specielt klar i mælet, samt at huske at lyset ikke automatisk er tændt på bilen, og at jeg lige skulle vænne mig til at det var en bil med automatgear (havde læst op på det på forhånd, så det gik godt). Det var en lille by (der er ikke rigtig nogle store byer på øen, kun landsbyer spredt ud over syd-, øst- og vest-kysten), og vi skulle køre et stykke for at komme hen til der hvor vi (troede vi) skulle sove (mere om det om lidt). Det var bælgmørkt, men på highway’en sidder der reflekser med kort mellemrum langs striberne hele vejen, og i forskellige farver efter om det er højre-, venstre- eller midterstribe, så det fungerede rigtig godt, det kunne man godt importere til Europa, selvom deres skilte herovre er håbløse. Nå, men vi skulle op ad vestkysten hvor vi havde aftalt med en Couch Surfing-vært at vi kunne overnatte der. (Couch Surfing er et netværk på nettet hvor man kan finde folk der tilbyder at man kan sove på deres sofa/gæsteværelse gratis, og idéen er så kulturudveksling osv.) Men da vi kom frem til hende vi skulle bo ved, kunne vi ikke få fat på hende når vi ringede - Johanna havde prøvet at få fat på hende hele dagen - og der var helt mørkt i huset. Så efter noget tid hvor vi ikke kunne komme i kontakt med hende, blev vi nødt til at køre hen til stranden ved siden af og prøve at sove i bilen! Det var imidlertid alt for varmt, så vi gik ned til stranden og prøvede at sove der, men det var for koldt pga. vinden som stod lige på, så vi gik tilbage til bilen, som på det tidspunkt var blevet lidt køligere, og fik så sovet der. Vi var tidligt oppe fredag da det hurtigt blev varmt i bilen med solen lige på, vi havde købt lidt frugt aftenen inden da vi kom, så en banan og müslibar var vores morgenmad. Nordkysten er utilgængelig med bil, så man kan ikke køre hele vejen rundt om øen, så fra vestkysten, kørte vi så langt op af vejen som man kan komme fra den side, lidt ind i landet og op i bjergene. Her ligger en kløft som jeg har hørt flere sammenligne med en mini-Grand Canyon, og hedder Waimea Canyon. Der var flere udsigtspunkter på vejen op, som vi stoppede ved og det var helt vildt flot. Vi tog først en kort hike hvor man ikke rigtig kunne se selve kløften, men havde en smuk udsigt ud mod havet på den anden side. Her slog vi følge et stykke af vejen med en newzealandsk kvinde som skulle langt ind ad stien til et sumpområde hvor der var nogle fugle hun skulle kigge på. Terrænet var ret besværligt, med en mudret og til tider meget stejl sti hvor man nærmest måtte klatre lidt op på et tidspunkt med store sten, og hun skulle meget langt og der var ikke en anden vej tilbage så hun skulle samme vej tilbage igen, godt det ikke var mig. Vi gik tilbage igen og spiste frokost på en lille restaurant et sted hvor de også lejede hytter ud og hvor der var et lillebitte museum hvor vi købte et kort. Det var et hyggeligt sted, det må være sjovt og hyggeligt at leje en hytte sådan et sted. Herefter tog vi på en hike lidt nedad i kløften (stien gik meget op og ned, og da kløften er meget dyb og stor, var vi stadig kun i toppen af det hele). Stien gik meget gennem noget skovbevoksning, men endte nede ved et vandfald hvor vi tog nogle billeder. Lige før vandfaldet var højdepunktet på turen: Et stort åbent stykke med udsigt over kløften og en stejl skråning på den ene side så man fik et godt udsyn lige ned. Det var helt fantastisk smukt! Det var nærmest helt surrealistisk og uvirkeligt. Helt fantastiske farver - jorden er helt rød, så det store, bare jordstykke hvor stien bredte sig ud, var meget brun-rødt, siderne i kløften er også rød, og med noget græs/mos/et-eller-anden bevoksning samt lave buske og træer, også nede i kløften, i alle tænkelige nuancer af grøn. Det var virkeligt ubeskriveligt. Nede ved vandfaldet blev jeg meget overrasket da jeg så en masse hyldebuske/-træer! De havde bær som var på vej til at blive modne, men nogle af dem havde også blomster, endda på samme træer som også havde bær. Det var ikke en vækst jeg havde regnet med at se her. Vi gik den samme vej tilbage da stien som sagt endte nede ved vandfaldet, og da vi i starten var gået stejlt nedad i noget tid - sådan havde det i hvert fald føltes, gruede vi lidt for turen tilbage og især opstigningen. Men pludselig kom vi til et sted hvor vi blev meget overraskede og troede vi var gået forkert, men så var det fordi vi allerede var tilbage ved parkeringspladsen! Så det var gået meget hurtigere og nemmere tilbage end vi begge havde forestillet os. Måske fordi der var så mange indtryk at vi ikke opdagede det. Vi kørte ned til en lille landsby på syd-vestkysten hvor vi fik tidlig aftensmad. Der er fyldt med fritgående høns på øen (det er der også på O’ahu, den ø jeg bor på, men ikke så mange som her), så de gik rundt og håbede på at der faldt noget af til dem, det er nærmest ligesom duer/måger i byerne derhjemme der holder sig tæt på én når man spiser), så vi spiste på en bænk hvor de gik rundt omkring og endda hoppede op på bænken. Lige ved siden af var der en ”black sand beach”, der som navnet antyder, er fyldt med sort sand, og det er virkeligt sort sand, ikke kultsort, men sort. Solen var så småt på sin bane på vej ned, så der var et helt fantastisk varmt lys, som virkelig tog sig godt ud på det sorte sand og fik havet til at se meget blåt ud, og bevoksningen på den anden side meget grøn.



Vi kom endelig i kontakt med vores Couch Surfing-vært, så vi skyndte os at køre hen til hende. Vi nævnte ikke noget om dagen inden, og jeg tror ikke hun vidste at vi havde prøvet at ringe, hun var sådan en meget flyvsk type, men flink nok. Hun var en ung kvinde der boede med sin søn og kæreste i et stort hus hvor hun havde et gæsteværelse til diverse Couch Surfere som os, og det lød som om der jævnligt kom nogen, og så havde hun også noget Bed & Breakfast. Vi fik et tiltrængt bad og snakkede så lidt med dem mens de lavede (sen) mad. Hun snakkede meget hurtigt og var en af de typer som snakker om alt muligt som om man kender hele forhistorien/baggrunden for det de snakker om, så det var svært at følge med til tider, og hun spurgte ikke så meget ind til os, så det der med kulturudveksling var der måske ikke så meget af, men vi lærte da lidt. Hun havde desuden en utrolig nuttet killing som vi lejede med, så det var en hyggelig afslutning på en fantastisk dag.

---