På fuld fart i langrendssporet

---

Vinteren har sit tag i Sisimiut, men det er et smukt tag. Fjeldene rundt om byen er dækket af sne, det bider i kinderne, ungerne har en fest med at kælke og lege i sneen og nordlyset laver kunst på himlen.

Siden sidst har hverdag virkelig haft sit indtog på os. Derfor prøver vi at lave nogle aktiviteter i weekenden. Der er flere legekammerater for Silas og Sebastian, og de vil også meget gerne have venner på besøg. Og sebbi er begyndt at spille cello hos en af Pers kolleger. Så han øver og øver og øver i løbet af ugen og så er han til 'time' i weekenden. Jeg tror virkelig, det har fanget ham. Han tager det meget alvorligt og glæder sig til han skal til Ida, og vise hvad han kan.

Hjemme er vi næsten ved at være på plads, men vi er gået noget i stå, for vi vil hellere ud og lave noget i weekenden. Der er stadig en 7-8 kasser der mangler og blive pakket ud og der skal ryddes op flere steder, så denne weekend bliver nok lidt praktisk anlagt så vi kan komme på plads og så bruge tiden til at hygge og lave familieting.

Pers og mit liv er byttet næsten helt om. Han har færre timer på arbejde end mig og derfor bliver det meget ham, der er den der sørger for at det er nogenlunde hjemme og at der kommer mad på bordet. Her er ikke lige sååå mange muligheder for at være spontane mht aftensmad, faktisk er der kun to grill-barer i byen og der skal man tænke grill-barer ca. 20 år tilbage i tiden... Så hvis der ikke er madplaner ender det ofte med rugbrød :-) Jeg går tidligt, altså kl. lidt i 8 og kommer hjem ca 16.30. Det superfantastiske ved at være her er transporten. Man kan gå rundt i byen til stort set alt på ... 20 min. så der er ikke lange transporttider hvor vi sidder i kø - og det er ubeskriveligt lækkert!

Idag har Per og jeg været på en superskøn tur på langrend. Nå ja det startede lige med en 'kærestefrokost' på hotellet (den eneste restuarant i byen :-)med skøn mad som Tina lavede. Mums stjerneskud af friske rejer og frisk røget hellefisk og stegt fladfisk - uhhmmm. Men altså så ud på langrend bagefter. Det er mindst 8 år siden vi har haft de lange brædder under fødderne, så der skulle lige lidt justering til. Men forbløffende hurtigt fik vi fat i teknikken og så gik det bare derudaf. Det var en skøn rute og jeg følte mig helt heldig at kunne suse rundt ude i fjeldet, med solen lige i nakken og med udsigt til fjeldene som solen klædte i en helt særlig rosa/orange dragt. Det er sgu da lykken. Jeg var glad for, at vi havde taget sådan en eftermiddag ud af kalenderen og at det bare var Pedro og mig - sikke en energiindsprøjtning. Tak for det Mulle.

Så nu sidder jeg her i sofaen, med den særlige fornemmelse i kinderne af at have været ude i solskinnet. Og en helt afslappet krop for jeg nåede også en omgang kvalitetsyoga - og så kan man vist ikke bede om mere. Se billeder af vores skønne tur - her nedenfor :-)

---