Advertisement
Published: February 28th 2010
Edit Blog Post
Onsdag den 3.2.2010
Vi skal tidligt op for at nå flyet til Saigon der afgår kl. 9.15. Morgenmaden står på bordet præcis kl. 7.00 og som sædvanlig er det hele koldt. Spejlæggene er, som om de er lavet i går. Ikke specielt spændende.
Lufthavnen i Hue er meget lille og lokal. Vi skal flyve med Jetair der er et australsk lavprisselskab. Da vi kommer ombord møder vi en meget ung pilot. Han er svensker og er rigtig glad for at se os. I hvert fald taler vi meget med ham om livet i Vietnam, så meget at en stewardesse til sidst fortæller ham, at nu skal vi til at lette.
Hue er i øvrigt den første lufthavn vi har været i, hvor der langs landingsbanerne - på lufthavnens område - går vandbøfler og græsser. Efter fem kvarters flyvning er vi i Saigon. Vores pilot vinker ivrigt, da vi kører til ankomsthallen og vi håber, at han snart møder nogle skandinaver igen.
Hotellet ligger godt men værelserne er ikke så spændende. Det ene er uden vinduer, så vi vælger at vi alle kan sove på værelset med tre senge. Vi tænker, at vi kan finde noget andet, hvis
det bliver for trangt men lige nu gider vi ikke at lede mere. Vi er trætte og trænger til ferie. Der er dog tre dage til, at vi skal flyve til Phu Quoc, så vi må vente lidt endnu.
Der er varmt i Saigon. Op mod 40 grader. Til gengæld føles trafikken ikke så intensiv som i Hanoi og folk virker også mere venlige. Taxaerne er til at stole på, er billige og alle vi kører med bruger taxameter.
Vi besøger den lokale Zoo der er en blanding mellem en zoo og en botanisk have. Højdepunktet i zoo’en er, at man må fodre nogle af dyrene. Vi har knapt set elefanterne førend en ældre dame sælger os en pose sukkerrør. Sukkerrør er elefanterne vilde med og de største kunne selv nå at tage dem ud af hånden på os. Efter elefanterne var det gedernes tur. Nu kom den gamle dame med gulerødder og dem fik vi også en stor pose af. Vi så hende ikke mere, så hun har nok tjent sin dagsløn på os…
I morgen vil vi gerne besøge tunnelerne i Chu Ci. I nærheden af Chu Ci ligger der et redningscenter for dyr, som
vi også gerne vil besøge. Redningscentret tager sig af truede dyr og forsøger at få dem ud i naturen igen. For at komme til begge steder må vi arrangere turen selv og det er ikke lige til. Vi spørger først på hotellet og de skal have overpris for at køre os både til tunnelerne og til redningscenteret, som ifølge guidebogen ligger et par km. væk fra tunnelerne. Vi bliver hurtigt trætte af dem og deres forklaringer og går ud i byen for at finde et alternativ. Desværre er der ikke rigtig nogen der kender redningscentret, så alle steder skal vi enten betale overpris eller også vil de kun køre til tunnelerne. Tilbage på hotellet har de skiftet mening og lige pludselig kan vi komme af sted til en rimelig pris.
Det er svært at sidde i fred og spise. Her til aften talte vi 10 sælgere der kom hen til vores bord mens vi spiste. De fleste kommer med halvanden meter kopi bøger de vil sælge. De har stort set alle de samme bøger og de kommer med ca. 5 minutters mellemrum.
Torsdag den 4.2.2010
Bilen kommer planmæssigt kl. 9.00 og vi er næste klar. Turen
tager et par timer. Tunnelerne i Chu Ci er resterne af et imponerende tunnelværk som viet cong havde lavet til kampen mod franskmændene og senere amerikanerne. Mere end 250 km. tunneller var der og nogle i 16 meters dybde. Tunnelerne var mindre end en meter i højden. De fleste af tunnellerne blevet bombet sønder og sammen af amerikanerne i slutningen af krigen og i dag er der ikke meget tilbage.
I Chu Ci er der et par tunneler tilbage, man kan prøve at krybe igennem. De er dog blevet gravet lidt højere, så vesterlændinge også kan komme ind (og ud igen). I terrænhøjde har man rekonstrueret opholdsrum, hospitaler, køkkener, våbenværksted m.m. for at vise, hvordan de 16.000 beboere i tunnellerne levede. Ikke et misundeligværdigt liv. Der er også udstillinger af de forskellige fælder der blev brugt for at holde fjenden væk.
For at gøre lyden mere realistisk er her også en skydebane, hvor man kan prøve forskellige våben. Så man hører konstant lyden af maskinpistoler m.m. i det fjerne. Endelig har man ladet nogle af de enorme bombekratere være, som er forårsaget af bomber på 250 kg , der blev smidt ud fra B-52 bombeflyverne.
Til et besøg
hører også en obligatorisk tavle gennemgang af tunnelerne, og de militære aspekter samt en lille film, hvilket vi dog sprang over. hele området er fint dækket af unge træer, idet alle træer gik til i forbindelse med ”Agent orange”.
Fra tunnelerne var der syv minutters kørsel til dyreredningscentret og ikke 20 km. som damen der solgte os taxaturen havde fortalt os, i et forgæves forsøg på at få flere penge ud af os.
Vi blev mødt af en meget venlig englænder der viste os rundt i området. I centeret er der bjørne, oddere, øgler, slanger, gibbonaber - der lyder som en tyverialarm når de går i gang med at skrige - og skildpadder.
Dyrene der alle er truede og ikke må holdes privat i Vietnam stammer fra illegal handel og opbevaring. Nogle er blevet fundet i tolden mens andre er blevet konfiskeret hos private. F.eks fandt man to brune bjørne hos en tankstationsejer, der brugte dem til sit eget lille cirkus. Englænderen fortalte, at samarbejdet med myndighederne går forbavsende godt, der er blot det ene problem, at lokale myndigheder kan udstede tilladelser til, at man holder vilde dyr privat. Stedet er desværre ikke så besøgt, da det ikke
er lykkedes dem at overtale nogle af busselskaberne, der kører store mængder turister til tunnelerne om, at de skal gøre holdt der på vejen. Synd for centreret og synd for turisterne, for det er virkelig et besøg værd.
Vi var hjemme ved tre tiden om eftermiddagen og der havde temperaturen sneget sig op på 37 grader, hvilket var 11 grader mere end da vi startede, så vi er glade for vores aircon…
Desværre glemte vi vores Lonely Planet guidebog på vejen. Som med så meget andet kan man ikke få den ægte vare her. Til gengæld sælger de kopier på stort set hvert et gadehjørne i vores kvarter. En bog der ligner originalen uden på, og som er noget grynet indvendig, men hvad kan man forlange for 30 kr.
Fredag den 5.2.2010
Vores sidste dag i Saigon.
Museet for krigsforbrydelser er dagens kulturelle indslag. Foran museet er udstillet amerikanske helikoptere, kampvogne, jagerfly m.m. indenfor er der en udstilling af de forskellige krige Vietnam har været i, med hovedvægten på Vietnamkrigen. Det er en barsk oplevelse, der viser de værste sider af krig.
Mange af billederne er taget af udenlandske fotografer og naturligvis nøje udvalgt,
således at de kun viser fjendens krigshandlinger. På trods af den noget ensidige fremstilling er det ufatteligt de våben og midler man har taget i brug i krigene.
Efter museet var genforeningsbygningen - det tidligere palads for den sydvietnamesiske præsident - desværre lukket (børnene mente ikke desværre) så vi så det kun udefra.
Resten af dagen blev brugt på lidt shopping, så nu er de overfyldte rygsække lige ved at sprænges.
Advertisement
Tot: 0.082s; Tpl: 0.011s; cc: 9; qc: 41; dbt: 0.0447s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 2;
; mem: 1.1mb